Læsetid: 2 min.

Mesterskaberne begynder

Murray finpudser serven, søværnet får de sidste instrukser
Andy Murray kan blive den første britiske vinder af Wimbledon siden Fred Perry vandt for 73 år siden.

Andy Murray kan blive den første britiske vinder af Wimbledon siden Fred Perry vandt for 73 år siden.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

22. juni 2009

Det er dagen før dagen, og Andy Murray øver sig på sin serv ved at sigte efter et af to tomme boldrør lagt i hver sit hjørne af servefeltet på træningsbane nummer 20 her i The All England Lawn Tennis & Croquet Club. De er gennembulede, rørene, for han rammer tit, Murray, og boldene sendes af sted med over 200 kilometer i timen.

Briterne har ikke vundet herrerækken i deres egen turnering ' The Championships , som de nøjes med at kalde den ' siden Fred Perry sejrede i 1936. De tror på Murray og med god grund. Den unge skotte er favorit til at nå finalen, efter den forsvarende mester og verdensetter, Rafael Nadal, forleden meldte afbud til årets turnering på grund af knæproblemer.

På banen ved siden af står Caroline Wozniacki og snakker med sin hollandske træner, Sven Groeneveld. Hun kan ikke helt få forhåndsstopboldene op af linjen til at fungere. Det går fint nok, når hun slår dem på tværs af banen, men ikke down the line . Wozniacki tager det ikke så tungt, hun er stadig i højt humør efter weekendens finalesejr i Eastbourne, hvor hun vandt sin første turnering på græs.

Snart begynder Wimbledon, de sidste forberedelser er i gang. Inde på bane 6 øver 'banedækkerne' sig i at trække det store dække hen over banen, i fald regnen kommer. De har øvet sig i to uger, for det skal gå stærkt, og der er ikke plads til fejl. Hver en dråbe mod græsset er en dråbe for meget, så hvis en banedækker snubler, fortsætter kollegerne ufortrødent, mens den faldne må muldvarpe sig ud under det bogstaveligt talt tonstunge dække til stor morskab for publikum. I passagen mellem bane 3 og 4 går Eleanor Budd og fejer.

»Alt skal være helt perfekt,« siger hun med henvisning til, at mandag er mesterskabernes åbningsdag med omtrent 40.000 tilskuere.

Hun har mørkerød polobluse på lige som de 16 kolleger, der går og gør rent på tilskuerpladserne. De pudser sæderne, og de pudser gelænderet langs trapperne, og på væggen for foden af trapperne hænger en lille rund metalboks med et udtrækkeligt nylonbånd indeni, som skal spærre trappeopgangen af, når spillet er i gang, så tilskuerne ikke ankommer på forstyrrende tidspunkter. Den lille boks pudser de også.

100 vogtere

Inde på Centre Court sidder flere hundrede uniformerede mænd og kvinder. Det er dem, der skal vogte adgangen til tilskuerpladsen, administrere det udtrækkelige nylonbånd og sikre ro og orden. De fleste af dem er i hvide eller blå skjorter. Det er brandfolk fra London Fire Brigade. Resten er fra militæret, dem i sort uniform er fra søværnet, dem i blåt er fra luftvåbnet, de grønne er fra hæren.

Nu får de besked på at læse deres instruktionsbog grundigt i toget hjem, for det er ikke sjovt at være svar skyldig i morgen, når en tilskuer spørger om handicapfaciliteter eller nødhjælp.

Ude på bane 4 er der helt tomt. En ensom vandkanon står midtfor ude i siden og sprøjter, mens den roterer 180 grader frem og tilbage. Luften dufter af vådt græs. Om lidt går mesterskaberne i gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu