Læsetid: 9 min.

Mislykket oprydning

Forårets danske prosa byder på generationsopgør, men også på en krig mellem æstetikker
Udgivelser. Ea Jeppesen debuterer med fragmenteret skildring af det rodet selvusikre, jegsvage, snotforvirrede, senmoderne individ. Tidstypisk? Jovist, men også stilsikkert gjort.

Udgivelser. Ea Jeppesen debuterer med fragmenteret skildring af det rodet selvusikre, jegsvage, snotforvirrede, senmoderne individ. Tidstypisk? Jovist, men også stilsikkert gjort.

Anders Debel Hansen

4. juni 2009

Når folk har forsøgt at fortælle, hvad der var aktuelt i den danske litteratur foråret 2009, har de fleste talt om familier og hadske generationsopgør. Og sandt er det da også, at prosabøgernes figurer og fortællerstemmer tydeligvis har omgivelser i form af fædre og mødre og brødre og søstre og samlevere og ægtefæller og børn, de hjemmelavede såvel som adopterede og sammenbragte.

Ganske vist er man i alle værkerne langt fra traditionssamfundet og dets rodfæstede stamtræer, men vi er samtidig langt ude over højmodernitetens isolerede og på forhånd familiefrie individer - med Juliane Preislers mammutværk Privatpersoner, der i januar indledte sæsonen, som undtagelsen, der netop bekræfter reglen.

Familien som tema og generationsopgøret som motiv kom klart i fokus ved modtagelsen af Jakob Ejersbos efterladte roman Eksil, hvis jegfortæller Samantha vi følger i årene 1983-86, fra hun er 15, til hun er fyldt 18. Hun har engelske forældre, men har tilbragt sin barndom i Tanzania og føler sig afrikansk, uden dog af den grund at have noget, der bare ligner del i fælles identitet. Til daglig går hun på international kostskole, men hun strejfer også omkring og besøger forældrene og sine kammerater. Selv er hun på én gang hård og blød, fuld af udfarende kraft, men på en farlig, destruktiv måde, og derfor samtidig sårbar og svag.

Eksistens og etik

En anmelder læste i Politiken, fejlagtigt synes jeg, Eksil som en ungdomsroman, idet han forvekslede handlingen og stoffet med målgruppen og genren, samtidig med at han præsterede at bortse fra, at den indlevede skildring af Samantha mest af alt er en dyb studie i ensomhed og udsathed og fremmedhed som vilkår. I den sammenhæng er det vigtigt at fastholde forældrenes fatale svigt: hverken moderen, som rejser hjem til England og dermed lader datteren i stikken, eller faderen, der langsomt afsløres som noget nær det stik modsatte af en eksemplarisk rollemodel, bistår den unge i at vokse. Selv bærer romanen imidlertid på en viden om, i hvor høj grad vi som både børn og forældre bærer andres liv i vores hænder. Eller - anderledes sagt: Jakob Ejersbo havde ikke bare et Afrika-politisk og et psykologisk perspektiv med denne foruroligende bog, han havde også en eksistentiel og en etisk hensigt.

Heri ligner hans værk det tredje og formentlig afsluttende bind i den suite af samtidsbeskrivende kortprosa, som Katrine Marie Guldager indledte med København (2004) og videreførte så flot med Kilimanjaro (2005). Nu er vi så her, har hun kaldt sin nye og nok så barske bog, med en titel, der tordner langt væk af klar besindelse, statusopgørelse, regnskab.

En karakteristisk novelle i bogen hedder "Sæson for hummere" og handler om en familietradition, den årlige bryllupsdagsmad hos Lars og Birgitte i Helsingør. En hummer pr. person og syv mennesker i alt, dvs. ud over forældreparret deres to biologiske børn med kærester, "og så var der mig, det eneste adoptivbarn, og jeg kom alene".

Så tag dig dog sammen

Som aftenen nu skrider frem, vokser den følelse frem i Per, at et eller andet er galt - inde i ham selv som noget uforløst, men vel også i hele familien i form af en stiltiende fællesaftale om aldrig at sige ting, som de er. Om adoptivbrorens job, der altid volder ham mange problemer, og som han ikke kan holde på mere end 14 dage ad gangen, siger de hellere "Hvor er det synd," end man udbryder "Så tag dig dog sammen". Til sidst rejser Per sig:

"Ja, I må undskylde alle sammen, men jeg vil gerne lige sige noget. For det første vil jeg gerne sige tak for mad. Jeg vil gerne sige, at jeg har nydt at spise hummermiddag her, sammen med jer, og så vil jeg også gerne sige, at jeg ikke kommer næste år. Det er bare ikke rigtig mig. Det er ikke, fordi I ikke har været gode adoptivforældre, det er mere det, at der altid har manglet et eller andet. Jeg bebrejder jer ikke noget, men der er grænser for, hvor længe man kan bede en mand om at forstille sig. Så jeg vil sige tak, og så vil jeg sige farvel".

Den replik er signifikant, i indhold såvel som i æstetisk form - afbalanceret, ærlig, direkte, og frem for alt personlig og enkel, som en slags varemærke for bogen og for dens forfatter, som nu tydeligvis er nået frem til besindelsen på vilkår, og formmæssigt tager konsekvens af sin viden ved som fortæller simpelt hen at skære fedtet fra.

Berlin og bollerum

Hvor dygtigt det kan gøres, demonstrerer også Julia Butschkow i sin med rette roste familiesaga Apropos Opa. Også den handler om sandhed, om modet til at sige tingene, som (man mener at) de er, bryde ud af fortielsens fængsel. Historien, der skal frem, har i centrum en farfar, der var topnazist og forestod deportationer af jøder til udryddelseslejren Chelmno i Polen. Men den drejer sig så sandelig også om fortællerens far, der først gjorde oprør imod sin families og sit folks fortid ved at emigrere til Danmark og så lære sig dansk og omskole sig til 'Den Perfekte Dansker', men som alligevel, da Opa ligger for døden, vælger at konfrontere og i hvert fald til dels forsone sig med sit tyranniske ophav.

Selv fremstår jegfortælleren som et produkt af denne historie og af den ambivalens, der er indbygget i den. Hun er nemlig vokset op blandt blomsterbørn med bollerum bestående af en bred væg til væg-seng bygget af masonitplader lagt oven på røde ølkasser fra Carlsberg. Her lå de voksne og 'dyrkede' hinanden (bemærk verbet, det var seksualitetens svar på Søren Ryge), sukkende og svedende og stønnende og sammenslynget som skvalderkål. Ak, det største problem ved den grænseløse frihed var de manglende grænser, bemærker Julia Butschkow tørt og rejser sit ophav følgende smukke minde:

"Dengang i halvfjerdserne, da mine forældre for første gang faldt i snak, blev de enige om at tage en taxa hjem sammen, til min fars brede seng, der var omgivet af potteplanter med hjemmedyrket hamp".

Borger og ungdomsoprør

Herefter må vist al tvivl være vejret bort om generationsopgøret som trend i den nyeste litteratur.

Og herfra kan man gå videre til f.eks. Søren Ulrik Thomsens klogt velafbalancerede eftertanker over 1970'erne i essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke, hvor Bob Dylans kendte "Ballad of a thin man" analyseres som sammenstødet mellem den uforstående borger og så hipsteren, "hvis nøgenhed skiftevis markerer uskyld og seksualitet, modsat borgeren, der fraskrives begge dele, fordi han i sin kulturlighed er for bevidst til at være uskyldig og for hæmmet til at være seksuel":

You walk into the room

With your pencil in your hand

You see somebody naked

And you say, 'Who is that man?'

You try so hard

But you don't understand

Just what you'll say

When you get home

Because something is happening here

But you don't know what it is

Do you Mister Jones?

Med et sammenfald så slående, som var det arrangeret af Den Store Iværksætter deroppe, optræder 'Mr. Jones' i Ib Michaels roman Vilde engle som indbegrebsemblem for borgerlighed og konformitet. Og hvad 70'erne angår, søges de afhandlet samlet med en bovlam omsvøbskronik:

"Nye tider kan holde dommedag over de forgangne, men toget er kørt. Det giver ingen mening at diskutere, hvorvidt køreplanen var forkert eller ej. Tidsånden kan ikke skrives om. Den er først og fremmest et udslag af kollektiv bevidsthed. Den er alles og ingens. Mangfoldigheden i generationens udtryk skal ikke inddæmmes af et bagklogt snæversyn".

Hertil er især at sige, at kollektiv bevidsthed forholder sig sært og evigt komplekst til individuelle valg. Én ting er de generelle statusopgørelser, noget helt andet de personlige opgør. Dem må man lede forgæves efter i Ib Michaels mærkeligt selvblinde bog.

Kærligheden som alibi

Til gengæld dukker de med påtrængende styrke op i Pia Juuls Mordet på Halland, i Weekendavisen med dyb uret læst som en mislykket krimi og på denne misforståede præmis bortdømt på forhånd, her i bladet med rette tolket som en snigende, svigende selvanalyse i og af bogens jeg-fortæller, forfatterinden Bess, der lag for lag og hårdt mod sin vilje får afdækket sin fortid og med den sine svigt og selvbedrag.

Konklusionen: at kærlighed, også den altopslugende store, kan bruges som nem undskyldning for mangt et fejltrin i livet, ligger lige for, ganske som i Guldagers tekster.

De to åbenlyse fejllæsninger, jeg har nævnt ovenfor - af Eksil som en ungdomsroman og af Mordet på Halland som kuldsejlet krimi - kan tyde på, at kampene i årets litteratur muligvis ikke kun står mellem generationer.

Nej, der foregår tillige hele krige mellem litterære æstetikker. Og at der her står andet og mere på spil end form, viste Lilian Munk Rösing gennem en i mine øjne forbilledligt instruktiv analytisk anmeldelse af Simon Fruelunds Verden og Varvara.

Mord på vildskaben

Plottet i denne på mange måder ret sjove og charmerende bog består af tre sammenflettede handlingsstrenge: 1) Forfatteren Pelle skal skrive en bog om en excentrisk ældre dame, Varvara, især om hendes talrige eskapader med mænd. 2) En fotograf ved navn Knirke skal sammen med en antropolog skabe en avisserie over danskere, der har bosat sig i udlandet. 3) Pelle skal træffe et valg mellem den svale, disciplinerede Knirke og den anderledes viltre, ekspressive Johanne, som han gik på forfatterskole med.

Man spolerer næppe noget for nogen ved at røbe, at Pelle i spor ét kommer til kort, fordi han i sin forfatters minimalistiske ånd koger Varvaras biografi ind til suppeternings-format, alt imens han i tredje spor frigør sig fra sin forfatterveninde og får fundet sammen med fotografen. Kalamiteten er bare, at alt dette sker i en overbelækret æstetisk form, der på forhånd har stiliseret sig i en sådan grad, at man ikke et øjeblik tror på romanen, når den foregiver at færdes i kaos.

Tyskerne, som jo får så mange stryg i Julia Butschkows roman, har et knippelgodt ord til at beskrives deres stadige bestræbelser på at omgås og omfortolke deres nazistiske hhv. kommunistiske fortid. De taler om Vergangenheitsbewältigung og understreger dermed, at dét at forstå og forklare ikke nødvendigvis indebærer bemestring og dermed overvindelse. Nej, hvad det handler om, er så redeligt som muligt at forvalte sit historiske indbo.

Læs langsommere!

Overført på litteraturens selvopgør og generationsopgør betyder det, at vi har hårdt brug for former, der kan fremstille en kaotisk erfaring som et anliggende af afgørende besværlighed frem for at skabe illusioner om kompleksitetens opløsning i forenkling. Modsætningen står, ganske som i Fruelunds roman, mellem den køligt distancerede, stramme og formsikre, men i sidste ende jo også både kedelige og usandfærdige fremstilling af det levede, og så det vidtdrevet viltre. Man kunne til yderligere illustration sammenligne f.eks. Ib Michaels retro-retoucherede selvbillede med Hans Otto Jørgensens herligt uregerlige erindringsbog The Factory; men man kan også bare citere debutanten Ea Jeppesen, der i Hun bryder sig langsomt om hunde skildrer det kriseramte senmoderne individ, en kvinde (skiftevis kaldet 'jeg' og 'hun'), som henslæber dagene i "en ufattelig lang og dyb kedsomhed", en stor trøstesløs tristesse, men hvis jeg-svaghed og usikkerhed ikke desto mindre formidles æstetisk gyldigt gennem en stil, en teknik, der gør kaoset nærværende.

Berlingske Tidendes anmelder skrev, at hun i første omgang fik bogen galt i halsen, fordi hun fejlagtigt læste den som en brudt roman, men at hun i anden omgang kom bedre på højde med den, ene og alene fordi hun prøvede at læse den lige præcis så langsomt, som titlen indbyder til. Så falder man f.eks. over følgende, som uden problemer kan sammenfatte forårssæsonen herhjemme:

"Nu kommer han hjem. Hvad er din dag gået med, spørger han. Jeg har ryddet op, siger hun. Hun kan godt se, at det er et dårligt svar. De kigger begge rundt i stuen, det flyder med tøj, gamle aviser, skåle med rådne kirsebær. Ja, siger hun".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu