Interview
Læsetid: 7 min.

'Moderlandet må virkelig elske mig, så meget som det slår mig'

Det er kinesiske intellektuelles rolle at kritisere regeringen, mener Liao Yiwu, der inden for de sidste to årtier har ændret sig fra sorgløs digter til tortureret samfundsrevser på grund af massakren i 1989. Han er i dag Kinas mest censurerede forfatter, og han forsøger at bekæmpe styret ved at beskrive livet for de undertrykte
Ukuelig. Til trods for, at den kinesiske forfatter Liao Yiwu allerede har skrevet adskillige digte og bøger og fortsat er en særdeles aktiv skribent, kan man ikke købe hans bøger i boghandlen. Den kinesiske regering censurerer nemlig til stadighed Yiwus stærkt regerings- og samfundskritiske tekster. -Regeringen ønsker, at folket opfører sig som babyer uden hukommelse,- siger forfatteren til Information.

Ukuelig. Til trods for, at den kinesiske forfatter Liao Yiwu allerede har skrevet adskillige digte og bøger og fortsat er en særdeles aktiv skribent, kan man ikke købe hans bøger i boghandlen. Den kinesiske regering censurerer nemlig til stadighed Yiwus stærkt regerings- og samfundskritiske tekster. -Regeringen ønsker, at folket opfører sig som babyer uden hukommelse,- siger forfatteren til Information.

Martin Gøttske

Kultur
4. juni 2009

Chengdu - Publikum helt nede på bageste række ville være blevet gennemblødt af sarkasme, hvis de havde fået chancen for at høre Liao Yiwus takketale. Han ville takke sit land for alle de livserfaringer, det har givet ham. For hungersnøden, da han var barn. For hjemløsheden i hans ungdom. For de fire år i fængsel og torturen, der ændrede hans liv.

"For at tilbagebetale vores regering for denne godhed har jeg interviewet flere end 300 ofre for forfølgelse under dette system. Jeg har skrevet millioner af ord i det sidste årti for at dokumentere deres historier," lyder hans tale.

Hans spydige taksigelser og ætsende galde over sit hjemland står i modsætning til koret af opsvulmede patriotiske følelser, som så mange kinesere tilslutter sig.

"Jeg skriger i mine drømme, at jeg ikke vil være kineser," er Liaos bitre hyl. I sidste ende kunne han lige så godt have råbt sin tale under overfladen på Yangtze-flodens grumsede vand, som løber gennem hans hjemprovins Sichuan. For ingen hører hans ord. Politiet indfanger ham og sender ham hjem, inden han kan fremføre talen, da han for et år siden er i Beijing for at modtage Freedom to Write-prisen, uddelt af den kinesiske afdeling af forfatterforeningen PEN.

Da Yiwu i dag sætter sig kronraget i bambusstolen i tehuset i byen Chengdu, gør han det som Kinas mest censurerede forfatter. Han har ikke fået noget udgivet legalt i Kina i to årtier. Ifølge styret er hans ord farlige.

En rigtig forfatter

Grunden til det ligger 20 år tilbage. 50-årige Liao Yiwu siger, han genfødes den 4. juni 1989, da kommunistpartiet blodigt undertrykker folkeprotester i Beijing. Massakren hiver ham ned fra poetens selvoptagede elfenbenstårn.

"Den 4. juni fik mig til at blive en rigtig forfatter," siger han.

"Dengang var jeg poet og skrev hovedsageligt surrealistiske digte. Jeg troede, at jeg ikke behøvede bekymre mig om realiteterne og interessere mig for politik, samfundet og almindelige mennesker," husker han.

"Men så begyndte de at skyde omkring Den Himmelske Freds Plads. Det trak en linje i sandet, en linje, der for mig markerer livet før og efter," siger han. "Jeg gik fra at være ligeglad til at være utrolig vred."

Liao Yiwu lader vreden komme til udtryk i det episke digt "Massakren", der beskriver styrets brutale magt og konsekvenserne af '89 for det kinesiske samfund. Den sidste linje lyder: "Efter denne historisk enestående nedslagtning er det kun yngel af hunde, der kan overleve".

Et fængselsøjenvidne

Liao Yiwu får sine ord ud til fjerne afkroge af Kina. Men ordene sender ham i fængsel.

"Efter digtet ændrede jeg mig i statens øjne fra at være poet til at være kriminel," siger han.

Han havde indtil da vundet adskillige litterære priser og var feteret inden for det statssanktionerede litterære system.

Men i løbet af de fire år i fængsel tortureres han, og han mister viljen til at leve. Han hånes af sine medfanger for sine to selvmordsforsøg.

Han beskriver senere oplevelsen af den fysiske mishandling: "I denne svinesti af et land er man nødt til at have en mave af jern for at være fængselsøjenvidne, som nyder kropslugten af sine medfanger og tygger på de rådne fermenterede minder gennem tænder, blod og brækkede ben".

Følsomt jubilæum

Liao Yiwu løslades i 1994, men føler sig stadig fængslet inden for Kinas grænser.

"Til trods for jeg blev lukket ud for mange år siden, er jeg stadig fanget i et usynligt fængsel," siger han.

"I dag trues jeg ikke længere af hungersnød, men min følelse af sult efter frihed er stærkere end min fysiske trang til mad."

Han ønsker desperat at forlade Kina. Men myndighederne tillader det ikke.

"De mener åbenbart, at det vil være meget farligt, hvis jeg rejser udenlands og har det sjovt," siger han både med et grin og undren.

Yiwu mærker, at det snart er 20-året for massakren i 1989, og at regeringen nervøst forsøger at forhindre, at minderne fra dengang dukker op til overfladen. Overvågningen af ham optrappes. Han forventer at blive tilbageholdt af politiet ligesom tidligere.

"Lad os være glade for, at regeringen er så nervøs," siger han med et smil. "Det betyder, at kommunistpartiet også husker massakren, og hvad det dengang stjal."

"Til gengæld ønsker regeringen, at folket opfører sig som babyer uden hukommelse. Men det er umuligt. Folk glemmer ikke. Jeg vil fortsætte med at huske," siger han emfatisk.

Siden han blev løsladt, er han adskillige gange blevet tilbageholdt af politiet i længere perioder, han er ofte under overvågning, og fra tid til anden bliver hans hjem ransaget og hans ord konfiskeret.

"Moderlandet må virkelig elske mig, så meget som det slår mig. Jeg elsker hende overhovedet ikke, men hun elsker mig så meget," siger han med sin karakteristiske sarkasme.

"Systemet er som en mor, der desperat forsøger at få barnet til at opføre sig ordentligt gennem konstante afklapsninger. Men jeg er ikke noget barn længere. Hvis systemet ikke ændrer sig, er jeg bange for, at når jeg er 80 år gammel, vil moderlandet stadig anse mig for et lille barn, som det skal straffe."

Krønikeskriveren

Yiwu opfører sig fortsat som det uartige barn, styret betragter ham som. Senest var han medunderskriver af Charter 08, en af de mest vidtrækkende demokratiappeller inden for de sidste år.

Men han beskriver ikke sig selv som politisk aktivist, men som krønikeskriver.

Han har besluttet sig for at beskrive det, han kender bedst: pinslen, styret har påført ham og andre, og ikke kommunistpartiets glorificerede version af Kinas fremgang.

"Den økonomiske polarisering af det kinesiske samfund bliver stadig dybere. I regeringens øjne er det i orden, at store dele af befolkningen bliver knust under historiens hjul i fremskridtets navn. Jeg nedskriver historierne om dem, som bliver tilintetgjort - de historier som regeringen vil begrave," siger han.

Yiwu har interviewet utallige mennesker. En del af hans interviews er udkommet på engelsk under titlen The Corpse Walker. De beskriver Kinas mørke side.

Blandt dem er toiletoppasseren, politisk udstødte, menneskesmuglere, et medlem af den jagede Falungong-bevægelse og migrantarbejdere.

"I løbet af Kulturrevolutionen følte vi, at vi var uovervindelige, og vi søgte at redde hele verden med kommunisme", fortæller en tidligere rødgardist til Liao Yiwu, og fortsætter:

"Nu kan jeg ikke engang redde mig selv".

Død og lidelse, forårsaget direkte og indirekte af regimet, gennemsyder hans interviews. Der er faren, hvis egen uddannelse blev afbrudt på grund af politiske kampagner, som advarer sin søn mod at involvere sig i demokratibevægelsen i 1989:

"Det ene øjeblik lader det til, at partiet løsner for den politiske kontrol. Men så snart du slækker på opmærksomheden, kommer de efter dig".

Sønnen tager alligevel af sted og bliver dræbt i massakren.

"De dumme svin!" syder faren mod styret.

En pensioneret kadre taler om partiets katastrofale politik, der førte til, at millioner led sultedøden i Det Store Spring Fremad.

"Vi kogte vores treårige datter," fortæller en bonde til kadren. "Det var bedre at ofre hende for at redde resten af familien. Vi håber blot, hun vil blive genfødt som noget andet i det næste liv. Det er for hårdt at være et menneske".

Liao Yiwu ser selv bogen som "en bog af skam og vanære" over, hvad styret har forårsaget, og hvad befolkningen har ladet ske i Kina.

De fleste kinesere vil dog aldrig få muligheden for at læse Yiwus anklagende ord. Det er ikke muligt at købe hans bøger i almindelige boghandlere i Kina.

"Censuren tænker hele tiden på, hvilken indflydelse ord kan have på det kinesiske folk," forklarer han.

"Den føler, at beskrivelsen af folk, der lever som insekter, går mod styrets koncept om det harmoniske samfund."

Når kinesiske forlag har været villige til at løbe risikoen med at trykke nogle af Liaos interviews, har det blot resulteret i, at bøgerne er blevet konfiskeret, og forlagene er blevet tvangslukket.

Men det faktum, at Yiwus interview er sensationelle i deres udfordring af, hvad der er acceptabel læsning ifølge censuren, gør, at hans bøger nyder gode salgstal på det sorte marked. Liao fortæller, at hans bøger findes på markedet i syv-otte forskellige piratversioner, der sælges over hele landet.

"Jeg har mødt mange embedsmænd, som fortæller, at de foretrækker, at vi forfattere skriver om Kinas succeshistorier," siger Liao Yiwu.

"Men hvorfor skulle vi dog gøre det, når regeringens egen propaganda ikke bestiller andet. Min rolle som intellektuel er at kritisere regeringen."

"Jeg forsøger som krønikeskriver at bevare sandheden om livet for den almindelige befolkning, så den stadig eksisterer, når kommunistpartiet og folket er klar til at se den i øjnene. Før det sker, kan Kina ikke bevæge sig fremad," siger Liao Yiwu.

I hans øjne skal samfundet og styret presses fremad til et ganske bestemt punkt, før han vil være tilfreds:

"Hvad angår mig, så har Kinas samfund vist reelle fremskridt den dag, moderlandet giver mig et pas, tillader mig at forlade landet og stopper med at elske mig så pokkers meget."

Erica De Stales bidrog til denne artikel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her