Baggrund
Læsetid: 5 min.

Obama er kreoler, og det er der fremtid i

Obama er det levende bevis på. at kreolitet er blevet æstetikkens centrale begreb. På en udstilling i Paris foldes den sammensatte skønhed ud, og 60 kunstnere udnytter kreoliteten
Kultur
29. juni 2009

Hvad er en fabrik? Et sted, hvor man fremstiller ting. I den ene ende indføres råvarerne. Ud af den anden strømmer nye, skinnende produkter.

Men hvad er så en 'kreolfabrik'? Kréyol Factory er navnet på forsommerens store kunstudstilling i Paris (den fortsætter frem til 7. juli). I Parc de la Vilette har Yolande Bacot udstillet værker af i alt 60 kunstnere, som tilsammen giver et vink om den kultur, som kommer til at dominere det 20. århundrede.

Udstillingen ligner virkelig en fabrik, hvor man - mere legende end systematisk - kan kombinere former, genrer, sprog, traditioner og medier. I den ene ende indfører kunsterne en række samfund, som historiens konflikter har slået i stykker. Ud af den anden kommer storslåede synteser, som vidner om historiens vold, men også om verdens skønhed.

Kreolsk smeltedigel

Kreolere var oprindelig navnet på overklassen i den nye verdens kolonier. Kreolerne var indfødte i kolonierne, og de var i reglen hvide, selv om de efterhånden også blandede sig med den oprindelige befolkning. Kreolske mænd og kvinder definerede sig i modsætning til de sorte slaver, den indianske oprindelsesbefolkning, de asiatiske kontraktarbejdere og europæerne.

Kreolerne tilhørte ingen af disse kategorier, men dannede en ny identitet smeltet sammen af kulturelle træk fra alle de øvrige. Kreol- kulturen strækker sig fra Brasilien til det sydlige USA med centrum i Vestindien. Men udstillingens budskab er, at den efterhånden omfatter hele verden. Meget taler for, at dette holder stik. I de seneste par årtier har kreolske tilstande spillet en stor rolle i moderne kulturteori og humanistisk forskning.

En håndfuld vestindiske teoretikere og forfattere har ophøjet 'kreoliteten' til en teori og verdensanskuelse i sin egen ret.

Mest fremtrædende blandt dem er Édouard Glissant, som i bogen Le discours antillais fremhæver den ringeagtede caribiske kultur som forbillede for hele verden.

I 1989 udgav Patrick Chamoiseau, Raphaël Confiant og Patrick Bernabé deres manifest Éloge de la créolité - lovtale til kreoliteten - som satte ord på det caribiske mirakel i det sene 1900-tals kultur.

Trods fattigdom, afhængighed af den rige verden og alle turistbranchens stereotyper, opstår der i kreoliteten bestandig nye udtryk - inden for dans og musik som indenfor litteratur og essayistik.

I dag er kreoliteten et begreb for kulturelle processer, som finder sted i verdens konfliktzoner, langs grænselinjer og på globale skæringspunkter.

På steder, som har ligget i vejen for historien og er blevet smadret af kolonisystemet. På sådanne steder har mennesker været nødsaget til at opfinde nye identiteter og fællesskaber for sig selv for at blive i stand til at rejse sig fra ødelæggelsen.

Selvfølgelig multikultur

Parisudstillingen Kréyol Factory følger denne linje ind i tidens billedkunst. Det er en befriende og livsbekræftende udstilling.

Det, som vi i Europa kalder for multikultur, og hvis fortrin og ulemper vi stedse strides om, viser sig her, at være et selvfølgeligt udgangspunkt.

Udstillingen viser, hvor tåbeligt det er at bortønske sig kulturel mangfoldighed, og hvor futilt det er at ville modarbejde den.

Kreoliteten er forlængst blevet norm i Port of Spain og Kingston. Og begynder også at blive det i Paris og Stockholm.

Kunstværkerne er organiseret i syv sektioner, som den besøgende vandrer igennem på en rejse fra den tabte oprindelse gennem den voldsomme kolonihistorie og racismen og frem til dagens dramatiske folkevandringer.

De syv overskrifter sammenfatter grundtanken: 'Overgange', 'Genrernes sammenblanding', 'Afrika - det imaginære fællesskab', 'Sort hvordan?', 'Nye verdener', 'Hjemme hos sig - langt borte' og min favorit: 'Øer under påvirkninger'.

Næsten alle genrer og medier er repræsenterede, men mest toneangivende er fotografiet og installationen, som i regel inkorporerer genbrugt materiale fra porcelænsfigurer og aviser til olietønder og både.

Selv i de nye former bærer genstandene deres gamle historie med sig. Kunsten blandes med citater fra den vestindiske litteraturs store navne: Aimé Césaire, Frantz Fanon, Maryse Condé, Derek Walcott, V.S. Naipaul, Jamaica Kincaid, Edwidge Danticat, Stuart Hall, Paul Gilroy, C.L.R. James og mange andre - samt naturligvis Patrick Chamoiseau og Édouard Glissant. Fra udvalget af ledsagende bogmateriale opsamler jeg en frisk pamflet, som begge sidstnævnte har skrevet sammen: L'intraitable beauté du monde: Adressé à Barack Obama . (Verdens uhelbredelige skønhed. Tale til Barack Obama).

Her hævder Chamoiseau og Glissant ikke bare, at kreoliteten er blevet æstetikkens centrale begreb - et nyt ord for verdens skønhed. De mener også, at USA's nye præsident personificerer den.

Obama er levende bevis

Dermed giver de et uventet svar på spørgsmålet om Barack Obamas identitet. Det stod tidligt klart, at han står hævet over USA's lammende konflikt mellem sorte og hvide. En del har påstået, at han repræsenterer et postetnisk USA. Ifølge Chamoiseau og Glissant signalerer Obamas sejr intet mindre end en ny kulturhistorisk æra. De hævder, at USA's præsident netop er, hvad mange har antaget ham for at være: en utopisk figur.

»Monsieur Barack Obama er det næsten mirakuløse, men ikke desto mindre fuldt ud virkelige resultat af den proces, som den almindelige opinionsdannelses og vores bevidsthed, hidtil har vægret sig imod at erkende: de moderne samfunds kreolisering .« Med Obama er kreoliteten blevet erkendt som normativ og den mangekulturelle blanding som regel.

Som alle utopier kommer heller ikke utopien Obama til at indfri alle forventninger, medgiver Chamoiseau og Glissant. Men det gør ham ikke mindre utopisk.

Det blotte faktum, at han blev valgt til præsident, hjælper os til at se såvel verden som USA for det, som de er blevet - nemlig steder, som er formet af, hvad de kalder for 'relationens' eller 'forbindelsens' poetik.

Tag for eksempel forbindelsen over Atlanten. Slavetrafikken mellem Europa, Afrika og Amerika er blevet ophav til et åbent sår i menneskehedens historie. En afgrund, som kløver verden og dagens USA itu.

Med Obama ser vi for første gang, at voldens relation, som har virket så umulig at ophæve eller bare lindre, kan vendes om og blive til en mulighed.

Kløften er blevet forvandlet til en forbindelse, som i fremtiden kan blive til en bro.

Chamoiseau og Glissant ser kort sagt Obama som en bekræftelse på den verdensanskuelse, som de selv har gjort sig til talerør for: En tænkning, som afviser forestillingen om, at verden har et centrum, og at historien er forankret i faste traditioner. Verden er et arkipelag - et rige af øer. De afgørende er ikke, hvad der sker på de enkelte øer, men de forbindelser, som adskiller og forener dem.

Præsident og poesi

Men er den nyliberale idé om globaliseringen gået konkurs, så står den globalisering tilbage, som Chamoiseau, Glissant og kunstnerne i Kréyol Factory taler om. Pamfletten og udstillingen minder os om, at kunsten og kulturen giver bedre vejledning end økonomernes prognoser for den, som vil forstå verdens orden. Ja, Chamoiseau og Glissant går faktisk meget længere end som så.

De giver Obama det råd at gå verden i møde som en ung poet med sans for de forbindelser, som knytter mennesker sammen med verdensaltet. For i sidste ende må politik handle om det samme, mener de: at skabe forbindelse mellem øerne i verdens skærgård.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Kreoliseringen i de gamle kolonier fremstår som et socialt aspekt ved det globale økonomiske verdensystem. Og den nye kultur, kreolisering, er ikke andet end en del af den komplekse overbygning på vores dages globaliserings processer. Den er periferien og udkantsområdernes slum kultur ophøjet til betydnings markør for centrets absolutte jetset. De, der har midlerne til virkelig at udfolde sig, og spejle hinanden i en multikulturel kosmopolitisk iscenesættelse. Flertallet af menneskeheden må nøjes med at være: lokale, etniske eller regionale statister i de andres overdådige kreoliserings overflødigshorn. Når kulturelle begreber afløser sociale og økonomiske er det som regel for at tilsløre udbytning, ulighed og ulig fordeling af goderne. Det gælder også i dette tilfælde, derfor fremstår Obama som en kreolitetens front figur, fuldstændig afklædt sin sociale og økonomiske status – nemlig som repræsentant for den absolutte højere middelklasse.
Mærkeligt nok får vi serveret multikulturens vidunderlighed, sammen med en nærmest orgastisk begejstring for det kreole – en besynderlig modsigelse, idet kreolisering er det multikulturelles negation. Hvorom nu alting er så skrev den svenske etnograf, Ulf Hannerz, allerede om kreoliseringen som et begreb og metode redskab helt tilbage i 1987. Jeg husker, at min lærer i antropologi Jonathan Friedman opponerede imod Hannerz skriverier. Meget rigtigt påpegede Friedman, at troen på kreoliseringen forudsætter kulturer som ”rene” produkter – der kan blandes. Og kulturer som rene produkter forudsætter et kulturbegreb, der opfatter kulturer som havende en essens eller fast kærne. Den slags opfattede man som nonsens i hine dage på antropologi studiet – hvordan det er i dag, aner jeg ikke.