Læsetid: 6 min.

Østtyskerne læser deres egne Stasi-akter

Stasi-arkivet i Berlin har 180 reolkilometer stikkerrapporter om borgere i Øst- og Vesttyskland. En østtysk borgerretsbevægelse tvang i januar 1990 myndighederne til at åbne arkivet, og nu har 1,7 millioner tyskere læst, hvad Stasi har på dem
Stasi-arkivet i Berlin har 180 reolkilometer stikkerrapporter om borgere i Øst- og Vesttyskland. En østtysk borgerretsbevægelse tvang i januar 1990 myndighederne til at åbne arkivet, og nu har 1,7 millioner tyskere læst, hvad Stasi har på dem
29. juni 2009

BERLIN - Papir brænder ikke så godt. Og når det brænder, udvikler det en masse afslørende røg. Medarbejderne i Ministeriet for Statssikkerhed stod derfor med et problem af de større, da den fredelige revolution i DDR tog fart efter Murens fald i november 1989. Hvad skulle man gøre med de kilometervis af akter, man havde arkiveret i Stasi-centralen i den østlige berlinerbydel Lichtenberg?

Information har besøgt Stasi-arkivet, hvor der befinder sig 111 kilometer papirakter. Stabler af brune og grå pakker papir sirligt omviklet med sejlgarnssnor. Lagde man dertil akterne på mikrofilm over på papir, ville der være 180 kilometer. Så meget sørgede de i alt 91.000 fuldtidsbeskæftigede

Stasi-medarbejdere for at nedfælde om deres landsmænd i DDR.

De blev godt hjulpet af de cirka 180.000 uofficielle medarbejdere, også kaldet IM'ere, der flittigt rapporterede til det hemmelige politi om naboer, venner, ægtefæller, børn, søskende, forældre, og kollegers gøren og laden.

To ud af hver 100 voksne i DDR arbejdede officielt eller uofficielt for Stasi, der var DDRs største myndighed. Hovedopgaverne var grænsekontrol, spionage, spionageafværgelse, personkontrol og personbeskyttelse.

I et hjørne står en åben sæk med iturevet papir. Det var nemlig, hvad nogle af de 20.000 Stasi-medarbejdere, der arbejdede i centralen i 1989, gik i gang med: De rev akter i stykker, så de ikke faldt i hænderne på de forkerte - det vil sige dem, som stikkeriet var gået ud over.

»Leipzig, Gera, Karl-Marx-Stadt,« står der på en af de små lapper. Det er alle byer i det tidligere DDR. Hvad det skal betyde, ved ingen, men indtil videre har medarbejdere ved Stasi-arkivet rekonstrueret stumper fra 400 sække. Man anslår, at der er cirka 16.000 sække tilbage. Der er gået 20 år, siden Muren faldt, så hvor mange hundrede år det vil tage at samle dem, må man selv regne ud.

Afklaring for ofrene

Lederen af Stasi-arkivet hedder Marianne Birthler. Hun er valgt for en fem-årig periode til sit job direkte af Forbundsdagen. Birthler er godt i gang med sin anden periode.

Stasi-arkivet tilkæmpede vrede DDR-borgere sig i 1990, da de slet og ret besatte den forhadte bygning i Normannenstrasse. Mange af dem var engagerede i de borgerretsbevægelser, der endte med at give DDR dødsstødet.

»Historien om denne institution begyndte i 1989 under den fredelige revolution, da Stasi ville tilintetgøre materialet. Den 15. januar 1990 fandt så stormen på Stasi- arkivet sted her, og derefter blev det hedt diskuteret, hvad der skulle ske med akterne,« siger Marianne Birthler og fortsætter: »Nogle mente, at de burde tilintetgøres. Nogle, at de skulle gemmes væk, og størstedelen, at de skulle gøres offentligt tilgængelige. Det var der tre grunde til: Den ene er, at ofrene har brug for akterne, for at de få afklaring om deres egen historie og blive rehabiliteret. Den anden er at få stillet de skyldige til ansvar. Og den tredje er, at medierne skal kunne få adgang til dem.«

Kurras' spionage

Apropos medierne ligger det lige for at spørge Marianne Birthler om sagen om Karl-Heinz Kurras, den vesttyske politibetjent, der den 2. juni 1967 skød og dræbte den unge student Benno Ohnesorg under en demonstration i Berlin.

Ohnesorg deltog i en fredelig demonstration imod shahen af Iran, der var på besøg i Berlin. Kurras blev siden frikendt for drabet. I maj i år fandt en forsker og hans assistent ved Stasi-arkivet akter, der beviste, at Karl-Heinz Kurras i mange år var medlem af det socialistiske enhedsparti i DDR, SED, og havde været spion for Stasi i Vesttyskland.

Marianne Birthler blev ikke informeret om fundet, før sagen var sluppet ud i pressen. Det var ubehageligt for hende. Men var hun overrasket over Kurras-sagen, og var det en tilfædighed, at akterne blev fundet?

»Jeg vil ikke sige, at det var en tilfældighed. En tilfældighed er, når man finder noget på gaden. Men det var en overraskelse. Afdækkelsen af Kurras's Stasi-agentvirksomhed gjorde det klart for mange, at Stasi ikke er et regionalt problem, men et tysk-tysk problem.«

Men hvorfor modtog befolkningen og Marianne Birthler nyheden samtidig, nemlig gennem medierne?

»Vi er en serviceinstitution og ikke en publikationsinstitution.Vores opgave er at stille akter til rådighed og ikke at informere offentligheden om indholdet i alle akter. Nogle medarbejdere valgte at offentliggøre nogle ting, de havde fundet, men jeg ønsker ikke at komme ind på de nærmere interne omstændigheder i forbindelse med dette,« siger Marianne Birthler.

For alle generationer

I alt søger 90.000-100.000 mennesker adgang til Stasi-arkivet hvert år. På cirka halvdelen af dem finder man noget. Enten et enkelt kort med få oplysninger eller rigtig meget.

Inden folk får lov se det, går arkivet det hele igennem for at anonymisere eventuelle tredje personer. Ofte får ansøgeren så tilsendt sine akter i kopi. Men hvis der er meget arkiveret, eller hvis arkivet vurderer, at det er bedst, at personen ikke er alene ved læsningen, må vedkommende læse akterne på en læsesal.

Indtil nu har 1,7 million fået indsigt, og ventetiden på at komme til, fra man har ansøgt, er cirka to år.

Det var ikke kun DDR-borgere, som Stasi udspionerede. Også vesttyske borgere og folk fra andre lande blev der holdt øje med.

»Tyskland er det første land i verden, hvor man har gjort det hemmelige politis akter i et diktatur tilgængelige. Polen, Rumænien, Bulgarien har nu også institutioner, der ligner vores. Vi ved, at østblokpolitiet arbejdede tæt sammen under KGB, og for at finde nærmere ud af disse ting er åbenhed i alle landene en nødvendighed,« siger Marianne Birthler, der ikke vil sige noget om, hvornår eller om man nogen sinde bliver færdig med at gennemgå det enorme arkiv.

»Hvornår er vi færdige? Det kan jeg ikke sige, det har nok ingen ende. Ofrene var i centrum i cirka 10 år. Nu beskæftiger man sig mere med spørgsmål som: Hvad ville Stasi? Hvad lykkedes for dem? Akterne siger meget om livet i DDR. Om uddannelse, kultur, økonomi. Hver generation vil stille sine egne spørgsmål til arkivet,« mener Marianne Birthler.

Diktaturets fakta

Den nuværende generation af unge glimrer ved sin eklatante mangel på viden om DDR-diktaturet og forskellen på det og den forbundsrepublik, de gamle øststater nu er del af. Marianne Birthler ved godt, at rigtig mange unge mangler grundkendskaber.

»Tre fjerdedele påstår for eksempel, at miljøet var mere intakt i DDR, end det er i dag, hvad jo er noget fuldkomment vås. Her ligger en stor opgave for uddannelsespolitikerne. Unge er ikke så interesserede i tal og foredrag. Men vores erfaring siger, at man skal komme med konkrete eksempler, der angår dem selv. Når vi taler til de unge her, bruger vi for eksempel en sag om to unge, der ville til Vesten. Den ene blev skudt, den anden blev taget af Stasi. Eller den om en, der blev anholdt, udelukkende fordi han var punker og havde farvet hår. Eller om en 16-årig pige, der blev gjort til stikker. Sådan nogle sager giver de unge et indblik i, hvordan et hemmeligt politi arbejdede i et diktatur,« siger Birthler.

For hende er forskellen på Stasi og den vesttyske Forbundsrepubliks efterretningstjeneste, BND og Forfatningsbeskyttelsen, klokkeklar. »Jeg advarer altid imod, at man nævner akter fra BND og Forfatningsbeskyttelsen i samme åndedrag som Stasi. Stasi var et politisk politi, der kaldte sig selv for 'partiets skjold og sværd'. Det var ikke til for at beskytte forfatningen og slet ikke befolkningen,« siger Marianne Birthler.

Åbnede alle breve

Kun hver syvende i DDR havde en telefon, så folk skrev breve i stedet for. Det var vigtigt for Stasi at vide, hvad der foregik over denne postkontakt, og i 1980'erne havde ministeriet kapacitet til at åbne 90.000 breve om dagen. Og det gjorde de. Et sted hænger nogle fotografier af en brevopdampningsmaskine og af en automatisk lukkemaskine til breve af samme format.

Rundvisningen slutter i et rekonstrueret kontor for en Stasi-medarbejder. Der er brunmønstret linoleum på gulvet, og mælkefarvet glas i vinduerne. Selv om størstedelen af naboerne dengang, og også den dag i dag, sympatiserede med Stasi, skulle de jo ikke direkte kunne se, hvad der foregik.

På væggen hænger en plakat af BFC Dynamo, et af DDRs mest succesrige fodboldhold. Et fotografi viser Erich Mielke. Fra 1957 til 1989 var han minister for statssikkerhed. Fra 1953 til 1989 var han også formand for sportsforeningen Dynamo.

Tropperne blev holdt samlet i DDR.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu