Læsetid: 4 min.

Out of Africa

Der er finale i Confederations Cup i morgen på Ellis Park Stadion i Johannesburg. Udover navne på sydafrikanske byer og stadions skal millioner af fodboldfreaks vænne sig til et andet fænomen: vuvucela'en. Ugerne i Sydafrika svæver mellem gravalvorlig business og lummer, antropologisk overbærenhed
Ninjabier. De sydafrikanske fodboldfans' brug af plastikhornet vuvucela'en 'lyder, som hvis en horde af specialtrænede ninjahumlebier havde efterladt en 45 minutters besked på mobilsvareren med et meget, meget dårligt signal,' skriver den engelske sportsjournalist Simon Burnton. På foto nederst ses den sydafrikanske forward Bernard Parker.

Ninjabier. De sydafrikanske fodboldfans' brug af plastikhornet vuvucela'en 'lyder, som hvis en horde af specialtrænede ninjahumlebier havde efterladt en 45 minutters besked på mobilsvareren med et meget, meget dårligt signal,' skriver den engelske sportsjournalist Simon Burnton. På foto nederst ses den sydafrikanske forward Bernard Parker.

27. juni 2009

Lad os bare være ærlige. Det danske fodboldlandsholds triumf i King Fahd Cup i 1995, hvor vi slog selveste Argentina med 2-0, var peanuts i forhold til EM-guldet tre år tidligere. Hvem kan huske, at Michael Laudrup scorede til 1-0, mens AaB'eren Peter Rasmussen sømmede sejren fast? Alligevel rusker de 90 minutter i Saudi-Arabien med Ricardo på sidelinjen frydefuldt op i erindringen, for Confederations Cup, som turneringen er blevet kaldt siden 1997, kører for fulde drøn i Sydafrika i disse dage. Der er finale i morgen på Ellis Park Stadion i Johannesburg. Hvad skal Confederations Cup gøre godt for? Den er showcase, øvelokale og infernalsk larm.

Løjerne i Sydafrika er naturligvis en generalprøve på det gigantiske sportsshow, vi kalder VM, der løber af stabelen i sommeren 2010. Confederations Cup er en glimrende anledning for arrangørerne til at teste logistik, stadionforhold og publicity. Nogle hold kommer med deres egen opulente mediebagage. En sommer uden EM eller VM - et åndeligt vakuum for fodboldnørder - booster rygtebørsens hysteri. Hvor ender David Villa? Bliver Robinho i Manchester City? Spanierne vader i goodwill, og kameraerne elsker Ferndando Torres' drengede målinstinkt. Torres scorede hattrick i den indledende kamp mod New Zealand. I italienernes lejr er der garanteret en konspiratorisk lækkerbisken, hvis man bare er tålmodig nok med notesblok og mikrofon. Og USA, som normalt er en paria i det fine fodboldselskab, er sammen med værtslandet og eksotiske periferier som New Zealand og Irak selskabets sympatiske underdogs. Kan de revanchere tidligere skuffelser?

Verden er forunderlig

Omstændighederne, som bragte USA i semifinalen mod Spanien, var som taget ud af en Disneyfilm. Amerikanerne havde tabt deres to første kampe. Ikke alene havde de brug for at vinde over Egypten. Brasilien skulle også besejre Italien, og USA's score skulle være seks mål bedre end Italiens. Miraklet skete, Luis Fabiano nettede to gange i 3-0-sejren over de azurblå, alt faldt i hak, og Charlie Davies, Michael Bradley og Fulhams Clint Dempsey sørgede for 3-0-cifrene over de langt mere rutinerede nordafrikanere.

Ikke bare Disney, men også tilgivelsespolitik à la Barack Obama blev sat i scene med USA's comeback. De nye venner fra Brasilien og Italien var jo de hold, der ved tidligere VM-lejligheder havde brækket arme og smadret kindben på college-atleterne. 'Verden er forunderlig', lød en overskrift i en amerikansk avis. En notits, vel at mærke, for 'soccer' er stadig noget, der over there foregår på en anden planet.

Udover navne på sydafrikanske byer og stadions skal millioner af fodboldfreaks vænne sig til et andet fænomen. Det handler om den såkaldte vuvuzela, et trompetlignende plasticinstrument, som det afrikanske hjemmepublikum er vilde med at trutte i. Det lyder måske harmløst, og som dansker med hang til klaphat og roligankulturens fadølsfestlige grynt kan man kun hilse vores sydlige venners støttemusik velkommen.

Nej, man kan ikke. »Vil du høre den mest irriterende lyd i verden?«, spørger Jim Carreys figur i filmen Dum, dummere, dummest fra 1994. Den adspurgte har mavesår og har tydeligvis ikke lyst til at blive auditivt intimideret, men det bliver han selvfølgelig alligevel i form af en klang, der er halvt negl på tavle og halvt lyden af derangerede rustne godsvogne på en øde sibirisk banegård.

Carreys lyd er imponerende, men den er stadig langt fra vuvucela'en. Tænk tågehorn gange 100. Den engelske sportsjournalist Simon Burnton fanger fansenes nye øretortur eminent: »Det lyder, som hvis en horde af specialtrænede ninjahumlebier havde efterladt en 45 minutters besked på mobilsvareren med et meget, meget dårligt signal.«

Ubærlig trompetstøj

Selv vuvucela'ens oprindelse er skinger. Nogle hævder, at den blev brugt i stammerne til at kalde folk sammen, og at den var lavet af hornet fra en kudu. Andre siger, at vuvucela'en kommer fra en plasticfabrik i Kina.

Liverpools Xabi Alonso er ikke i tvivl. Ud med plasten og ind med tågehorn og høviske eder:

»Vi spillere er vant til hujende menneskemasser, men ikke den her ubærlige trompetstøj, som tager koncentrationen helt væk fra os og intet gør for atmosfæren på stadion.«

Fodboldens verdensforbund, FIFA, har overvejet at bandlyse vuvucela'en, ikke mindst fordi man levende kan forestille sig en milliard seere næste sommer, der holder sig for ørerne og skynder sig at mute eller endda zappe væk fra den balstyriske folklore. Præsidenten Sepp Blatter er dog lidt loren ved tanken:

»Jeg har altid sagt, at når vi skal til Sydafrika, så er det altså Afrika. Der er larm, energi, rytme, musik, dans, trommer. Det her er Afrika. Vi må tilpasse os en smule.«

Og på den måde kan de sydafrikanske værter med Blatters quasi-empati i ryggen øve sig på fodboldkulturens ureflekterede kolonialisme: Nede i Afrika er de jo for helvede nogle larmemikler med bongotrommer mellem benene og tragtformet brølereggae fra Helvede. »Det her er Afrika,« som Blatter indrømmer.

Ugerne i Sydafrika svæver mellem gravalvorlig business og lummer, antropologisk overbærenhed. Samt, naturligvis, øvelokale for næste års uundværlige produkter. Således havde nogle entreprenante sponsorer fra De Forenede Arabiske Emirater benyttet Confederations Cup og den sværmeriske præ-VM-stemning som en gylden mulighed for at brande deres kommende computerspil, Goal Striker. Her kan fans afprøve deres evner som straffesparkskytte. Samtidig tester spillet, om man kan bevare roen midt i vuvucela'ernes heksekedel. Og dermed understregede arrangørerne og deres pengemænd, at det musiske materiale, som måske bliver forbudt, samtidig synes at være den pretentiøse turnerings trademark: plastic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu