Baggrund
Læsetid: 7 min.

På kojagt i storbyens gader

Indiens hovedstad New Delhi forsøger at rydde op i sine gader - dette indebærer også indfangning af løsgående køer, som mange hinduer ellers anser for ukrænkelige
Når løsgående køer og tyre først er indfanget, bliver de forsynet med en elektronisk chip, der fastgøres til dyrets mave. Herefter udsættes de i et af fem hinduistiske koreservater  i udkanten af byen, hvor de får lov at leve, indtil de dør af alderdom.

Når løsgående køer og tyre først er indfanget, bliver de forsynet med en elektronisk chip, der fastgøres til dyrets mave. Herefter udsættes de i et af fem hinduistiske koreservater i udkanten af byen, hvor de får lov at leve, indtil de dør af alderdom.

Adam Ferguson

Kultur
29. juni 2009

NEW DELHI - Tyren står på en beskidt losseplads, i synlig silhuet med et Delhi-slumkvarter som baggrund. Den ser op, udfordrende, afventende. Er det indbildning eller fantasi? Eller skraber tyren virkelig med sin hæl i skraldet som en toro , der venter på sin matador ? At den er kampberedt kan der ikke være tvivl om.

Pludselig er der hektisk aktivitet. En gruppe unge mænd udstyret med reb styrter af sted mod tyren, som sætter i løb. Da den galopperer ned ad en smal gyde, spreder den mennesker til alle sider. Børn skriger. En mand, som nonchalant har lukket døren til sit hus, åbner den igen kun for at konstatere, at tyren står lige udenfor og prøver at mase sig ind. En af de unge mænd får held til at kaste sit reb over det ene af dyrets horn. Men slaget er kun lige begyndt.

Nok er køer hellige dyr i Indiens hovedstad, men ofte bliver de overraskende forsømt. Køer, som måske ejes af en landmand og malkes jævnligt, bliver ikke sjældent overladt til at vandre rundt i de trafikfyldte gader i løbet af dagen, hvor de undertiden skaber kaos og forårsager ulykker. Det sker også, at dyrene selv kommer til skade. Det er ikke ualmindeligt at se en gangbesværet ko, der smerteligt halter gennem aftentrafikken. Loven påbyder de kommunale myndigheder at tage sig af disse løsgængere. Og med værtskabet for næste års Commonwealth Games (og den efterfølgende højnelse af byens ry, som legene er planlagt til at levere), arbejdes der energisk på at fjerne køerne fra gaderne eller i det mindste reducere deres antal. Ledende i denne indsats er et hold af dedikerede ko-indfangere, som drager ud på denne opgave kun forsynet med reb.

Mange farer lurer

De farer, som disse storbycowboys står over for, er mange. En tyrs horn kan medføre væmmelige skader, og det er ikke usædvanligt for ko-indfangere at komme sårede hjem. Disse unge mænd, hvoraf størstedelen er løst ansatte daglejere, må knokle for en løn så lav som 70 dollar om måneden - uden nogen som helst sundhedsforsikring.

Hertil kommer faren ved mennesker, som enten hævder at eje det løstgående kvæg, eller som misbilliger den forulempelse, der sker af angiveligt hellige dyr, når de indfanges og uden mindste ceremonielt omsvøb bliver læsset op i en lastbil.

»Nogle mennesker går til angreb på os og forsøger at slippe køerne fri igen,« siger Lal Krishnan, 37, den godmodige leder af et ko-indfangerhold. Han har en 18-år lang karriere i dette fag bag sig.

»Nogle gange kaster de med sten. Nogle gange forsøger de at tæve os. Jeg har fået masser af tæv i min tid.«

En formiddag drager Deres udsendte ud på opgave med Krishnan og hans hold fra hovedkvarteret i Green Park-kvarteret for at søge efter omstrejfende kvæg. Vores destination er et område i den sydlige udkant af byen, som er kendt for at have mange af sådanne løsgængere.

Det varer ikke længe, før første mål er i sigte. En ganske velproportioneret tyr sidder stille under et træ, hvor den øjensynligt nyder skyggens kølighed og ikke generer nogen. De kan da ikke nænne at forstyrre dette halvsovende vilddyr, kan de vel? Men jo. Som en slags svar gør lastbilen holdt med skrigende bremser, de unge mænd kaster sig over tyren og får tvunget en løkke om dens hoved, før den kan nå på benene. Dermed kunne sagen være klaret, hvis ikke tyren havde forsøgt at undslippe ved at vælte om på siden, hvad den gør, hvorefter den triller ned ad en skråning og havner lige oven på en parkeret motorcykel. Det ser ud til at gøre fandens ondt.

Hurtigt er vi oppe i lastbilen igen, og snart er vi atter fremme ved den konfuse tyr, der nu både hives, skubbes og trækkes op i traileren. Nogle af ko-indfangerne hiver den op ved halen. Det nu bagbundne dyrs bagparti er blodigt.

Holdets næste fangst forløber noget mindre stressende. En vildfaren ko, der står i rabatten og glor, bliver hurtigt pågrebet og bjærget op i køretøjet, hvor den bindes fast ved siden af tyren. Ko-indfangerholdet får hele nummeret til at se legende let ud.

»Det første, man må lære, er at indfange kvæg ved hjælp af reb,« siger 20-årige Amir, der har arbejdet som cowboy i blot otte måneder. »Man er også nødt til at kunne få fat på dem, når de er i løb. Det er her, der er størst risiko for at komme til skade. De kan være virkelig uforudsigelige.«

Konkurrerer om køer

Den kommunale myndighed Municipal Corporation of Delhi, som er ansvarlig for indfangning af kvæget, oplyser, at omkring 1.200 eksemplarer registreres hver måned. Ko-indfangerne indrømmer, at de konkurrerer med andre hold om, hvem der kan fange flest dyr.

»Fangsttallet holder sig nogenlunde konstant, men det samlede antal kvæg på vejene går støt nedad,« sagde dr. ML Sharma, hovedstadens ledende veterinærinspektør.

Når løsgående køer og tyre først er indfanget, bliver de forsynet med en elektronisk chip, der fastgøres til dyrets mave. Herefter udsættes de i et af fem hinduistiske ko- reservater, eller goshalas , i udkanten af byen, hvor de får lov at leve, indtil de dør af alderdom. I al fald i teorien. Der verserer rygter om, at ko-indfangerne høster store ekstraindtægter ved at frisælge fangne køer til deres ejere. Og officielle rapporter tyder da også på, at ko-infangere jævnligt indfanger et dyr, der allerede er blevet elektronisk mærket.

»I Indien er mælkeindustrien blevet stærkt mekaniseret. Antallet af dyr er steget kraftigt, og nu har vi så meget mælk, at det er lige før, vi må hælde det ud i havet,« siger N G Jayasimha, talsmand for den indiske afdeling af ngo'en People for Ethical Treatment of Animals.

»Men når en ko ikke længere er i stand til at producere de store mængder mælk, vil landmanden forsøge at skille sig af med den. Og den nemmeste måde, han kan gøre dette på, er ved at lade den gå på gaden, hvor den kan leve af skrald. Får han så stadig en lille mængde mælk ud af den, er det ren bonus. Når de ikke kan producere mælk længere, bliver de solgt til et slagteri.«

Skaber kaos

Det er efterhånden langt op ad formiddagen, og der er stadig masser af plads på lastbilens lad. Så er det, at vi drejer ind i endnu et fattigt slumkvarter. Nab Seria hedder det. På toppen af et kæmpemæssigt bugnende affaldsbjerg står en kraftfuldt ud- seende tyr. Da holdet nærmer sig, løber dyret væk og skaber kaos på sin færd.

»Løb for livet, tyren kommer!« råber de lokale beboere.

Den første fra holdet, som har fået sit reb om dyret, er Vikas. Som det hvide tørklæde han har bundet om sin pande viser, er også denne 22-årige mand en relativ nytilkommer til holdet. Og som alle sine unge kolleger har han ønsket at udvise mod ved at være den ivrigste.

»Da jeg begyndte, var jeg bange, men det er jeg egentlig ikke mere,« hævder han senere.

Men at få lagt et reb omkring det store uregerlige dyr er kun begyndelsen. Det er tydeligt, at tyren her sætter stor pris på sin frihed, og mens holdets øvrige medlemmer rykker ind på ham med deres egne lassoer, trækker og rykker tyren energisk uden at give nogen indikation af, i hvilken retning han vil prøve at komme væk. På taget af en bygning iagttager en gruppe børn med spænding det dramatiske optrin. Faktisk tiltrækker forestillingen en stor mængde tilskuere. Blandt disse er en mand iført shorts. Han siger ingenting.

Efterhånden får holdet presset dyret op i et hjørne og smidt tilstrækkeligt med reb om det til at få det til at falde til ro. Lastbilen bakker hen til tyren, der placeres på en hy- draulisk lift og hejses op på ladet, der nu er som en usikker glidebane af gødning og urin.

Ud til fristedet

Inden middag fanger holdet to stykker kvæg yderligere. Nu er det på tide at køre dem til deres nye fristed. Køreturen gennem den enorme by kan ofte tage tre timer eller mere. Før de tager af sted, stopper holdet dog for at indtage te og frokost. Holdleder Krishnan betragter med tilfreds mine resultaterne af formiddagens indsats. Han siger også, at han finder det synd og skam og meget forkert, at disse dyr ikke bliver behandlet bedre.

»De bør ikke spise skrald og plasticposer. Køer skal behandles ordentligt. Jeg er selv hindu,« erklærer han.

Da holdet gør klar til at køre til goshalaen viser det sig, at de ikke er alene. Mens de har siddet og drukket te, er manden i shorts, der så den anden tyr blive fanget, dukket op. Alle forstår selvfølgelig straks, at det er hans tyr, og at han ønsker at få den tilbage.

Men holdet sætter sig ind i lastbilen og sætter kurs mod den nordlige del af byen. Da de kører af sted, forfølges de af en mand i shorts på sin scooter. Delhis kojægere bliver nu selv jagtet.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her