Interview
Læsetid: 3 min.

Radiovært: Selvcensur i DR

Politikernes pres på DR har sneget sig indenfor i DR Byen, og især ét bestemt politisk parti har lige så stille fremtvunget en høj grad af selvcensur i DR. Sådan lyder det fra værten på P1's 'Filmland', Per Juul Carlsen i et internt indlæg. Flere medarbejdere bakker ham op
Kultur
27. juni 2009

P1-vært Per Juul Carlsen mener, DR er meget politisk styret.

»Jeg fornemmer selvcensuren kraftigere og kraftigere,« skriver radiovært Per Juul Carslen blandt andet i sit indlæg på Danmarks Radios interne debatside.

Som reaktion på de seneste ugers debat om Danmarks Radios håndtering af fejl og berigtigelser, er debatten blusset op på Danmarks Radio interne hjemmeside.

Især radiovært Per Juul Carlsen er kritisk over for den måde, som ledelsen har tacklet de seneste ugers fejl på. Han kritiserer ikke kun de seneste ugers episoder, hvor gæsters udtalelser i radioprogrammet 'Sproglaboratoriet' og nyhedsprogrammet 'Deadline' fik Danmarks Radio til at bringe berigtigelser og efterfølgende slette en af dem.

»Desværre stikker skidtet jo dybere end den her 'mugne affære',« skriver han.

Ifølge radioværten er det et generelt problem, at cheferne på Danmarks Radio lader sig påvirke af politisk pres udefra.

»Der bliver ikke udøvet direkte censur (i DDR'sk forstand) i DR, men derimod selvcensur, som - når den får lov at formere sig - kan være lige så ødelæggende som direkte censur,« skriver Per Juul Carlsen.

Danmarks Radios programansvarlige direktør Mette Bock er »dybt bekymret« over indlægget fra Per Juul Carlsen.

»Det må aldrig nogensinde blive angst eller selvcensur, som driver DR's journalister og programmedarbejdere, for så har DR ingen berettigelse. Men der er ikke noget nyt i, at DR er eksponeret. Lige siden grundlæggelsen i 1925 har der været offentlig debat om DR's programvirksomhed. Der er mange, der har meget stærke holdninger til det, vi laver, og der er mange, der gerne vil forsøge at påvirke vores arbejde«.

- Ud fra den debat, der er foregået på DR's intranet, kunne det godt tyde på, at Per Juul Carlsen ikke er den eneste, der føler, at der foregår selvcensur.

»Det er dybt bekymrende, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at komme det til livs. Sådan skal det ikke være, og vi arbejder på at finde ud af, hvordan vi kan få tingene frem. Vi følger op på den interne debat, og jeg har også sagt til Per og hans kolleger, at de skal komme til ledelsen med det samme, hvis de hører noget om det. Som ledelse hører vi jo ikke alt, hvad der foregår.«

- Per Juul Carlsens skriver, at der især et 'magtfuldt politisk parti, der lige så stille har fremtvunget en høj grad af selvcensur i DR'. Hvorfor har Dansk Folkeparti fået så stor indflydelse i de beslutninger, der bliver taget i DR?

»Det har de heller ikke. Dansk Folkeparti har ikke større indflydelse end noget andet parti. Vi bedriver ikke partipolitik i DR. Vi bedriver journalistik og programvirksomhed.«

Rent knæfald

- Nu har der jo tidligere været et eksempel på et medlem af Dansk Folkeparti, som fik indflydelse på flere beslutninger i DR's øverste ledelse.

»For mig at se er det uforståeligt, hvis der er en medarbejder i DR, som synes, at vi tænker partipolitisk, når vi bedriver journalistik,« siger Mette Bock.

Ikke desto mindre har andre DR-medarbejdere også blandet sig i debatten - heriblandt P1's formiddagsvært Poul Friis, som på den interne medarbejderside kommer med et konkret forslag til ledelsen.

»Orwells Winston Smith kunne evt. ansættes for at fortsætte sin evige redigering af historien, så den til enhver tid passer til den aktuelle og officielle situation,« skriver han. Vært og programmedarbejder på DR Musik Celine Haastrup undrer sig også.

»Umiddelbart ligner det et knæfald for et meget aktivt bestyrelsesmedlem og en angst for at være rød lejesvend, og det kan da ikke være det der er tale om?,« spørger hun.

P1's freelancer Klaus Rothstein er uforstående over for den måde, DR har håndteret det fejlcitat om Pia Kjærsgaard, som en gæst i programmet 'Sproglaboratoriet' sagde i en udsendelse.

»Dansk Folkepartis bestyrelsesmedlem klager til generaldirektøren, som sender en undskyldning til Pia Kjærsgaard og beder programmet om at bringe en rettelse. Kan det nu være DR's opgave at undskylde for noget som en gæst har sagt om en politiker? Er det ikke gæstens personlige mellemværende med politikeren? Burde DR ikke nøjes med at rette og beklage - og så lade det være op til gæsten at undskylde?,« skriver Klaus Rothstein. Mette Bock er til gengæld uforstående over for kritikken af DR's håndtering af sagen om Ole Hyltoft, der klagede over et fejlcitat.

»Ole Hyltoft blev i den her sag blevet behandlet, som enhver anden sag ville have været behandlet. Sådan er det. Dansk Folkeparti er aktive i debatten ude i det offentlige rum, og det er andre partier også. Dansk Folkeparti har ingen særstatus i forhold til, hvad der foregår i DR.«

Per Juul Carlsen har ikke ønsket at kommentere hans indlæg i DR-debatten yderligere.

Se hele Per Juul Carlsens indlæg www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chris David Bonde Henriksen

Man må medgive at DR ledelsen har håndteret denne sag ret uprofessionelt. Men ligefrem at påstå at DF kører med klatten er nok overdrevent.

Man kan jo ikke ligefem sige at Per Juul Carlsens afsløringer kommer som nogen overraskelse. Man skal ikke se mange TV-Aviser eller andre nyhedsudsendelser for ved selvsyn at kunne konstatere, at vinklingen og valget af nyheder konsekvent er fuldstændig i tråd med Dansk Folkepartis ideologi og menneskesyn. Den eneste trøst må være, at det er endnu værre fat i TV2.

Søren Kristensen

»Der bliver ikke udøvet direkte censur (i DDR'sk forstand) i DR, men derimod selvcensur, som - når den får lov at formere sig - kan være lige så ødelæggende som direkte censur,«

Hvis Per Juul Carlsen har ret i ovenstående, er der kun et sted at rette kritikken hen og det er mod journalisterne selv. Under besættelsen (de sidste år) gik det vist nok, uden sammenligning i øvrigt, udmærket med at formulere sig tilpas tvetunget i medierne, men det kræver selvfølgelig en vis klangbund i befolkningen - men der synes nu ikke at være nogen tegn på at jounalisterne ikke evner at stikke en finger i jorden.

Så måske handler det mere om at medierne bare stadig prøver at rette op alle de år hvor de ikke tog DF alvorligt. Hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt, ikke sandt?

peter jensen

hvis "selvcensur" i denne forbindelse betyder at journalister styrker de journalistiske grundprincipper og ikke ser sigselv som vigtige politiserende meningsdannere.
Ja så er jeg for selvcensur i dette tilfælde.

Jeg er super tilfreds med DR's deadline og lign generelt, men der sidder missionerende individer rundt i DR som bør indskærpes noget faglighed.

Jeg læste "sproglaboratoriets" originale berigtigelse og den var komisk i sin form.
"Sproglaboratoriets" kan bare ikke li PiaK var hvad der blev overbragt i denne.
Sproglaboratoriets er en af de som missionerer politisk til det ulidelige når han kan komme til det.

PS. nogen der har et link til den originale berigtigelse i PiaKcitat sagen? Den er levet slettet hos DR.

Frederik Kortbæk

Det er jo klart at nogle i DR og Information gerne vil lade det se ud som selvcencur. Men jeg troede at DR medarbejderne og især dem af ikke "borgerlig observans" ( for at bruge et gammeldags med stadig gængs udtryk), er stærk og kan modstå presset om det så er ubevidst. Historien bekræfter, at den i sin tid stærke kulturradikalisme i DR virkelig føler sig trængt og ikke længere har opfattelsen af at sidde på parnasset i de kronede dage med kong Metz på toppen af kransekagen :)

Peter Hansen

Frederik Kortbæk, det er mange år siden, at noget, der lignede kulturradikalisme, havde et ord at sige på DR, det døde hurtigt ud efter TV2s opkomst og den deraf følgende jagt på seertal fremfor bevarelse af en høj standard i programlægningen.
Der gik endog tid, før den negative spiral for alvor blev tydelig; men over årene er nivelleringen og den deraf følgende inferiøritet blevet ganske tydelig. Hvis ikke vi snart får en anden regering med en anden kulturpolitik, kan vi godt lukke og slukke.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@Frederik Kortbæk

Og gudskelov for det.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@Peter Hansen

Ja, en rød kulturpolitik er bare lykken. Hurra for det. Lad os bare slukke for den.

Peter Hansen

Det er morsomt, at det altid er venstrefløjen, der har insisteret på, at 'alt er politik' - for det er i den grad højrefløjen, der gør alt til det!
En kulturinsitution som DR har nogle objektive forpligtelser, som man har fået lov til at skulke fra, først og fremmest fordi den brede befolkning nu er mæt og veltilfreds og derfor opgiver sin samfundsmæssige rolle i et demokrati som deltager og 'politisk dyr'. Så får man det tapet-tv, som hverken gør os klogere eller mere veltilfredse, men har en bemærkelsesværdig lighed med fast-food.

Mange tak til Information for artiklerne om denne farce i DR. DF indskrænker efter bedste evne indirekte og direkte de personers handlefrihed, med hvem de er uenige. Det er en bombe under demokratiet og retssamfundet. God kamp, ansatte i DR.

Jens Tovborg

Når næstformanden i DR's bestyrelse, så aktivt går ud og revser enkeltprogrammer og udsagn, der går i rette med holdningerne i et enkelt parti - og formanden ikke samtidig går ud og præciserer - er der grund til at tro, at Hyltofts linie er den linie, ledelsen ledelsen i DR har valgt at følge.

At ingen i ledelsen fra programdirektør til generaldirektør kan skabe klarhed og ro for at imødegå den usikkerhed, medarbejderne oplever er simpelthen ærgerligt.

Det kan ikke undskyldes med, at DR er en eksponeret virksomhed med politisk bevågenhed.

Det er derimod helt legitimt, at medarbejderne i en medievirksomhed i politikernes søgelys også tolker meldinger fra en bestyrelses formandsskab politisk og reflekterer over, hvordan disse meldinger kan få indflydelse på medarbejdernes arbejdsopgaver.

Men når det nu er gået så galt, er det på tide, at bestyrelsesformand, Michael Christiansen, selv kommer på banen og skaber klarhed over, hvilke journalistiske kriterier, medarbejderne bør arbejde efter - og vi andre kan forvente at få for vores licenskroner.

Frygten for mere politisk polemik om bestyrelsen bør ikke forhindre formanden i at udstikke rammerne for DR's linie.

Måske nogle af de dygtige journalister på DR - eller herværende medie kan hjælpe formanden med at få tungen på gled?

Jens Thorning

De selvglade, ulideligt nedladende og belærende neokonservative studieværter på DR2 er da heldigvis på orlov eller lignende, sandsynligvis på studieophold i New York og Tel Aviv or at høre, hvad verdens klogeste og mest nypolitisk korrekte mænd og kvinder mener vi skal mene om det hele.