Læsetid: 5 min.

Da Real Madrid købte Gud

Med Real Madrids køb torsdag af Cristiano Ronaldo - og forinden købet af Kaka fra Milano - kan kongeklubben være på vej ind i en ny æra på på niveau med tiden, da Zidane regerede
Købt. 700 millioner kroner kostede det at få Cristiano Ronald til Spanien. Et køb, der fik det sensationelle køb af Kaka forinden til at tage sig næsten ordinært ud.

Købt. 700 millioner kroner kostede det at få Cristiano Ronald til Spanien. Et køb, der fik det sensationelle køb af Kaka forinden til at tage sig næsten ordinært ud.

13. juni 2009

Det kan godt være, han kostede 500 millioner kroner. Men så tjener Ricardo Izecson dos Santos Leite, også kaldet Kaka, altså det dobbelte ind på et halvt år. Fodbold anno 2009 handler både om at have succes på grønsværen og skabe de fedeste deals i finanshallerne. Manden i centrum hedder Florentino Pérez, nyvalgt præsident i verdens rigeste fodboldklub, Real Madrid, og i disse dage støvsuger han markedet for galaktiske spillere. Planen er simpel. De største stjerner skal gafles, og hollænderslænget - Ruud van Nistelrooy, Wesley Sneijder, Arjen Robben med flere - skal ud. De var ex-ens signatur.

Første fase er vel overstået. Kaka har forladt AC Milan, og trøjerne og merchandisen ligger allerede parat i Real Madrids onlineshop.

Næste fase fokuserer på de spanske ikoner. Navne som David Villa og Raúl Albiol fra konkurstruede Valencia og Xabi Alonso fra Liverpool, som også er hårdt ramt af finanskrisen, virrer i sportspressen og leverer brændstoffet til Reals to-benede strategi: Supporternes krav om et nationalt mandskab skal honoreres. Men brandet skal også være lukrativt og slidstærkt. Og som bekendt er der ingen, der p.t. står stærkere i sportens verden end spaniere. Florentino er umættelig.

Købet af Ronaldo

Tredje fase er charmeoffensiven over for Manchester United-bossen David Gill, så Cristiano Ronaldo endelig kan lokkes i kongeklubbens stald. Planen lykkedes torsdag. Pris: 700 millioner. Plus et par hundrede millioner til agenten bagved. Officielt forlyder det, at United blot har åbnet for forhandlinger, efter at Ronaldo selv har ytret ønske om en transfer til los blancos. Men det er, som man siger, en formsag. Om et par dage bliver Ronaldo budt velkommen i Madrid.

Hvorfor så vente? Jo, verdenspressen skal jo lige på plads dernede i Spanien. Og Ronaldo skal hjem fra ferien i Los Angeles. Grangiveligt endnu mere solbrun end før.

Det er konkurrenceforvridning på højeste niveau og forvrænger markedet, udtalte FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, på et pressemøde for kort tid siden, da Pérez- dyre shoppingtur blev annonceret og hastigt realiseret. Dagen efter var Laporta tilbage i gamet. Nu skulle supersvenskeren Zlatan Ibrahimovic hentes fra José Mourinhos Inter, og så kunne de blå-sorte til gengæld få den ene målscorer fra Champions League-finalen, Samuel Eto-o. De seneste polls, jeg har tjekket på Nettet, viser, at Barca-fans ikke er udelt begejstrede for udsigten til Zlatan, mens interista omvendt græder salte tårer over at skulle vinke farvel til den langlemmede halvgud i offensiven. Og samtidig flirter Robinho med Barca, mens Atletico Madrids gulddreng (og Maradonas svigersøn), Sergio -Kun- Agüero, ser ud til at skifte til Chelsea.

Kaka er Kaka

Kakas meritter på græstæppet er uimodsigelige. Og han lider ikke under, at verden deler ham i to. Spørg bare rundt omkring, hvad sportsentusiaster mener om Cristiano Ronaldo. Nogle priser hans hurtighed og dribleevner og kommer så i tanke om, at han er en ambivalent krukke med pomadiseret hår, der dyrker disco-dasco med orange undertøjsmodeller som grundfilosofi. Andre starter dér, med en forudsigelig homofobisk udgrænsning, som matcher den maskuline kropskultur, og skal siden tvinges til at se de åbenlyse kvaliteter i pletskud fra 40 meters afstand, hovedstødsmål svævende over et halvt forsvar og zigzaggende soloture.

Nej, Kaka er sgu- Kaka. Tjek de utallige videoer på YouTube, hvor den 27-årige brasilianer kreerer magiske stunts og graciøse scoringer. Ronaldo har et poppet ryk. Kaka har en moden kadence. Alligevel er det skæbnens ironi, at Kaka på et pressemøde ganske uprovokeret bedyrede, at han helst ville have været blevet i Milano. »Men finanskrisen har ramt Italien ekstra hårdt, og derfor var jeg nødt til at søge nye udfordringer,« sagde han. Man kunne kalde det Kaka-syndromet. Ingen anden fodboldspiller - og langt de fleste er på lavere niveauer - ville have indrømmet sådan noget. Det hedder sig altid, når en spiller skifter klub, at en barnedrøm er gået i opfyldelse, og for det meste lyder den pludselige lovprisning som en quasi-messiansk messen, hvor de robotagtige atleter lige så vel kunne have refereret til den federe løncheck.

Men ikke Kaka. Manden kender tydeligvis sit værd. Der er en aura omkring ham, som ikke kan købes for penge - og som netop derfor er guld værd. Loyalitet, ydmyghed koblet med en ynde, som den tidligere Milan-spiller inkarnerer, er ikke en torn i øjet på den nye arbejdsgiver fra Madrid, som ellers plejer at diktere jubelretorik, men en gave. Kaka får højst sandsynligt trøjen med nr. 5, Zidanes gamle. Kaka bliver den nye danser, måske endnu mere engleagtig end selveste Mr. Real Madrid - Raúl.

I midten af forrige århundrede bemærkede Don Raimundo Saporta, Real Madrids kasserer og lokale forretningsgeni, i spøg til én af de allerstørste spillere, verden har set, Alfredo di Stéfano: »Jeg er sikker på, at fodbold efterhånden har givet dig noget i retning af 35 millioner pesetas.« Oven på påstanden om, hvad der dengang kunne veksles til lige knap en halv million kroner, bredte der sig et stort smil i di Stéfanos ansigt. »Lige akkurat et par håndører mere, Raimundo -«

Planeten Fodbold

Det er efterhånden en slidt pointe. Når man skal forklare moderne fodbold, kan man ikke bruge globaliseringen til en skid. Til gengæld siger fodboldens mekanismer en masse om globalisering. Di Stéfano blev opdraget i en ideologi om den spanske centralmagts postulerende suverænitet, men han var og blev kosmopolit og et tidligt vidnesbyrd om den overnationale strejfen, som har klæbet til fodbold lige siden: På planeten Fodbold, som er lige så præcis så lille, som de store pengesedler rækker, vil alle være europæere. Om de så er brasilianere, koreanere eller ghanesere. Eller har plukkede øjenbryn eller tror umanerligt meget på Jesus.

Pérez er ferm til at agere midt i finanskrisen. Det virker opulent, men det er cool business. De dyreste stjerner skaber det største marked. Og med Kakas offentlige vemod som nyt produkt i Real Madrid-butikken har Pérez fået lige præcis dét, som både er penge og varm luft. Nemlig et brand. Men jeg er jo fan med tunnelsyn, så jeg glæder mig bare helt vildt til at nyde Kaka på Estadio Santiago Bernabéu.

refleks@informaiton.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu