Læsetid: 3 min.

Regeringsløfte om tipsmidler brudt

I regeringsgrundlaget fra 2007 står, at V & K vil lave en strategi for en mere målrettet anvendelse af tipsmidlerne fra i år. Men fordelingen af de 270 millioner er næsten identisk med de foregående år
13. juni 2009

Brevduesporten får 1,8 millioner, Dansk-Jødisk Museum får 400.000 kr., det tyske mindretal får 60.000 kr. til kulturelle aktiviteter, og sådan fortsætter den små 10 sider lange liste over Kulturministeriets fordeling af tipsindtægterne fra Danske Spil og datterselskabet Dansk Automatspil. Fordelingen af tipsmidlerne i 2009 minder påfaldende meget om sidste års fordeling. Det på trods af, at regeringen for to år siden lagde op til, at fordelingen af tipsmidlerne skulle ændres fra 2009. Det skriver hjemmesiden Søndag Aften, som også har set nærmere på regeringsgrundlaget fra 2007. I den to år gamle regeringsplan står der, at "Regeringen vil udarbejde en strategi for den fremtidige anvendelse af tipsmidlerne. Strategien skal indeholde pejlemærker for og anbefalinger til en mere målrettet anvendelse og tværgående prioritering af midlerne i perioden 2009-13".

Men udover småændringer og sammenlægninger af forskellige puljer er der stort set ikke blevet ændret på fordelingen af tipsmidlerne i 2009. Ligesom det også var tilfældet i 2008, er bevillingerne til kategorierne Kulturpulje til hele landet, Arkitektur og Kulturpolitisk udvikling og information steget, mens kategorierne Teater, Museer og Idræt får færre penge. Kulturministeriet har altså hverken relanceret eller nytænkt fordelingen af tipsmidlerne til kulturlivet, som i år er på 270 millioner.

De få ændringer, der er sket i forhold til sidste år, kan tælles på en enkelt hånd. Kulturministeriet har taget initiativ til to nye kampagner - en for det danske sprog og en for den danske sangskat. Derudover bliver der som noget nyt bevilliget tipsmidler til musikvidenskabelige udgivelser og til et dansk formandskab i Nordisk Råd. Men de fire nye initiativer udgør kun lidt over tre millioner ud af de i alt 270 millioner, som kommer fra tipsbevillingerne. Derfor ser der ud til at være lang vej igen, hvis regeringens mål er, at den nuværende fordeling skal ændres til en 'mere målrettet og tværgående prioritering af midlerne'.

Venter på liberalisering

I Kulturministeriet lyder forklaringen, at den kommende liberalisering af spil-markedet har sat en stopper for regeringens planer. Ifølge kulturminister Carina Christensen (K) kan det ikke betale sig at omlægge fordelingen, nu hvor en liberalisering af markedet så småt er på vej.

"Regeringen har i foråret 2009 besluttet at forberede en delvis liberalisering af spillelovgivningen. På den baggrund er det besluttet at udsætte arbejdet med at udarbejde en strategi for den fremtidige anvendelse af tipsmidlerne," siger hun.

Planerne er ifølge ministeren ikke droppet, men sat på standby, indtil liberaliseringen er faldet på plads. Hvornår det sker, svarer ministeren ikke på.

Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, efterlyser en forklaring på, hvad regeringens 2007-plan om at ændre på fordelingen går ud på. Han er enig med kulturministeren i, at der ikke er grund til at ændre på fordelingen af tipsindtægterne, før spil-liberaliseringen er sat i gang. Til gengæld savner ordføreren mere åbenhed omkring anvendelsen af tipsmidlerne.

"Sådan som det fungerer nu, sidder kulturministeren selv - evt. sammen med Dansk Folkeparti - og beslutter, hvad det er, de synes, der skal støttes. Bagefter bliver vi andre indkaldt til et orienteringsmøde, hvor vi bare får af vide, hvad der er blevet besluttet. Det er problematisk, at så mange kulturpenge ikke bliver fordelt på en mere demokratisk måde," siger Mogens Jensen.

På Kulturministeriets hjemmeside ligger en liste over de kulturinstitutioner, som får del i tipsmidlerne. Men hvad der ligger til grund for beslutningerne, er ikke til at se nogen steder. Mogens Jensen kritiserer den nuværende fordeling af midlerne, fordi den foregår bag lukkede ministergardiner uden input fra andre partier end regeringspartierne og DF.

"Tipsmidlerne er ministerens egen lille pose, som hun sidder og deler ud af efter forgodtbefindende".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu