Den sidste rest af moderskabet

Der er frugtskåle på bordene og køligt vand i karafler denne forårsaften i Københavns Madhus. Et talstærkt panel og publikum er mødt op for at diskutere de københavnske forældres forventninger til regeringens obligatoriske frokostordning, som fra 1. januar 2010 skal give alle børn i landets daginstitutioner et måltid mad om dagen.

Lars Klingenberg fra Københavns Forældre Organisation fortæller malende om, hvordan han ser fremtiden for de københavnske børns madkultur; altid frisk frugt i skåle som børnene bare kan grabse, duft fra madmors køkken, som indhylder børnene i forventning om en lækker -hjemmegjort- økologisk frokost, som de selv har været med til at snitte, smage på og lugte til.

Direktøren for Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger, løfter sløret for, at man i København forhåbentlig vil benytte den obligatoriske madordning til at gå endnu længere end i resten af landet og tilbyde de københavnske børn fuld forplejning, lavet i børnehavernes egne køkkener, de steder det kan lade sig gøre at indrette institutionerne til det. Det er nu, den kedelige, danske madkultur kan ændres helt fra barnsben.

Og borgmesteren for det hele, SF-s Bo Asmus Kjeldgaard, er glad, fordi det er lykkes kommunen på trods af en økonomisk underfinansieret ordning fra den borgerlige regering at stable et ambitiøst madprojekt på benene.

Forældrene omkring bordene i det lyse lokale er bare ikke rigtig med på den. De taler ikke om forventninger og visioner, men om problemer; det pædagogiske personale er ikke uddannet i ernæring; man burde give pengene til de børn, der vittertligt ikke får god mad med hjemmefra og lade de forældre, der kan, klare den sunde madpakke selv. Hvad med økologien og økonomien? Og hvad med mangfoldigheden, den kulturelle og den religiøse? Når børnene skal på tur? Og hvad med de kræsne børn?

Til sidst bliver der ligefrem råbt ved et af bordene, hvor en gruppe forældre, der er veganere, sidder. Den fine madordning er udemokratisk, mener de, og stemningen bliver lidt trykket, da Lars Klingenberg fra panelet replicerer, at det er undersøgt internationalt, at den slags diæter er skadelige for børn, mens Anne-Birgitte Agger taler om »kostreligiøsitet«.

Prisen på Københavns Kommune madordning er ifølge et forslag fra forvaltningen 27-30 kroner per barn per dag for frokosten. Cirka 12 kroner bruges i forvejen mange steder til eftermiddagsmad, mælk og morgenmad, og størstedelen af pengene findes ved at hæve forældrebetalingen fra 25 procent til 30 procent af, hvad et børnehavebarn koster. Det er bedre end økonomien mange andre steder i landet. I Odder har man for eksempel knap 16 kroner til et frokostmåltid, mens man i Hedensted, der har kørt et pilotprojekt i tre daginstitutioner, har haft 14 kroner om dagen, hvilket evalueringen viste ikke var nok til et ernæringsmæssigt rigtigt måltid. Mange kommuner har ligeledes fravalgt økologi for at få økonomien til at hænge sammen.

-Vi vil selv bestemme-

Måneders kritik fra forældre og kommunalpolitikere, underskriftsindsamlinger og Facebookgrupper mod madordningen er indtil videre resulteret i, at fem kommuner nu melder klart ud, at de ønsker dispensation fra at opfylde ordningen allerede fra nytår. Nogle kommuner ønsker ifølge Politiken desuden at slække på kravene fra Indenrigsministeriet og vil i stedet give forældrebestyrelserne mere indflydelse på, hvordan ordningen skal udmøntes i deres daginstitution. Også formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), som i øjeblikket forhandler kommunernes økonomi for næste år med regeringen, ønsker den omstridte ordning udskudt.

Men hvis man studerer de mange ytringer, der er om madordningen på bl.a. Facebook, og det debatforum, Politiken har oprettet, er det ikke kun forringelser af maden og økonomien i loven, som er under beskydning.

»Vi vil selv bestemme over vores børn«, skriver Jessie på en af de grupper på Facebook, der i øjeblikket diskuterer ordningen, »i forvejen har de dem i mange timer om dagen, og hvis de så også skal til at bestemme over, hvad de skal spise. Denne påvirkning kommer jo også til at have indflydelse i hjemmet... hvorfor har vi forældre ikke kæmpet nok imod dette forslag...«

Og Susanne kan slet ikke se, hvordan en madordning skal kunne fungere:

»Vi har altså med små individer at gøre. Børn som har hver deres særheder med mad. Forældre med hver deres særheder med mad. Nogle vil kun have økologisk, andre vil have hjemmelavet fra bunden, som vor mor lavede det, og så er der vegetarer, dem der ikke må få svinekød, og så er der selvfølgelig også dem der er ligeglade. Jeg har en dreng der er i den kræsne fase. Hvad gør de der? Sender ham sulten hjem fra børnehave? Det vil jeg jo som mor ikke tolerere, men hvad kan jeg så gøre?«

Svært ved at give slip

Mens Mette spørger ironisk: »Og hvad så med frugten? Så skal der da også trækkes noget ned over hovedet på os forældre der. Der er jo nogen, der kan finde på at give kiks og yoghurt med. Og vi kan da lige tage børnefødselsdagene med. Hvorfor lade forældrene stå for det selv. Der kunne jo komme kage på bordet og måske slik.«

Birte supplerer: »Nej, nu må det altså stoppe, det er IKKE samfundets problem at sørge for mad til vores børn, der ER forældrenes ansvar, skal de måske også snart til at have en skoleuniform for at de mindre bemidledes børn ikke bliver moppet på grund af umoderne og slidt tøj.«

Hvordan forklarer Anne-Birgitte Agger fra Københavns Madhus, at forældre trods Københavns Kommunes ambitiøse forslag, der går længere end mange andre steder i landet, stadig møder kritik?

»Der er fortsat en økonomisk udfordring, men København har de penge, der skal til at lave en god ordning,« starter hun med at understrege.

»Og så er der en mindre gruppe, specielt kvinder, der har svært ved at give slip på deres små poder, også når det gælder maden. Det her handler om massiv investering i folkesundhed, men også om maddannelse.«

Anne-Birgitte Agger henviser til undersøgelser, der viser, at man i sydeuropæiske lande - hvor man giver mere tid til maden, og hvor man spiser i fællesskab - på trods af større brug af fedt og fløde, som er på fylisten herhjemme, og som vi forbinder med usund kost, faktisk er sundere.

»Men det er, som om, at man i Danmark ikke vil erkende, at vi står med den tredje generation, hvor husmoderen er blevet væk i storbyen. Vi har med barnemaden nu muligheden for at skabe en ny madkultur, som vores børn vil opleve på et tidligt tidspunkt i deres liv, hvor den kan blive en naturlig del af deres hverdag. Men det kræver, at vi ser i øjnene, at vi har lagt det meste af vores børns vågne tid i institutioner, så de voksne kan gå på arbejde. Jeg mener, at madpakkekulturen er stendød. Men i de fremtidige madtilbud kan institutionernes rolle blive at give vores børn mulighed for at opleve den livsglæde og den sundhed, der kan være forbundet med maden og måltiderne - og dermed tage et fælles ansvar for at den opvoksende generation får den maddannelse, mange voksne har mistet,« siger Anne-Birgitte Agger.

Derfor er det ifølge Madhusets direktør heller ikke en god løsning udelukkende at satse på de måske 20 pct. af forældrene, der af mange grunde ikke magter eller prioriterer at lave en sund madpakke til deres børn hjemmefra. Det er selve grundlæggelsen af en god madkultur, der står på spil. Og den bør alle have del i.

»Det kan lade sig gøre i Albertslund Kommune, hvor alle børn får et økologisk måltid mad om dagen, og i Roskilde, hvor halvdelen af kommunens børn er på madordning,« siger hun.

Et valg melem regimer

Det paradoksale er, at man tidligere har haft madordninger i mange børnehaver, og man stadigvæk har det i de fleste københavnske vuggestuer.

Men maden er på mange måder den sidste rest af forældreindflydelse, forældrene har i en barndom, der for langt størstedelen af danske børns vedkommende leves væk fra forældrene, påpeger Lotte Holm, professor i fødevaresociologi ved Institut for Human Ernæring på Københavns Universitet.

»Jeg tror, mange forældre er spændt ud i mellem ønsket om egentlig gerne at ville slippe for at stå for madpakkerne og så bekymringen for kvaliteten af maden i en kommunal madordning. Madpakken har været den eneste form forældreomsorg inde i institutionen. Når man som forældre ikke kan sørge for at ens barn bliver set af pædagogerne i hverdagen eller skaffe flere pædagogtimer, så er madpakken et tegn på forældreoverskud til at kunne give omsorg inde i institutionen,« siger Lotte Holm.

Kigger man ind i køleskabet hos en almindelig børnehave, vil man da også kunne konstatere, at madpakkerne ser anderledes ud end for blot en generation siden. Madkasserne er blevet større, flottere og mere farvestrålende. Og inden i ligger der ikke længere fire kedelige og ildelugtende klemmer, men små beholdere med forskelligt grønt eller rester fra aftensmaden dagen i forvejen, frugtspyd og små flasker med drikkeyoghurt.

Der ligger rigtig meget kærlighed i de madpakker, og også en del identitetsarbejde, hvis vi tager de meget overordnede briller på, påpeger Lotte Holm:

»I maden ligger der et valg mellem forskellige regimer. Gennem maden vælger vi, hvad vi er for en slags mennesker, og hvordan vi synes, verden skal være, for at den ser rigtig ud for os. Det er i dag et individuelt projekt, og derfor vil man også se en modstand mod den form for tvangskollektivisering, som regeringens madordning opfattes som fra nogle forældres side.«

Individorienterede forældre køber med andre ord ikke nødvendigvis et kollektivt forsøg på at ændre madvaner, bremse fedmeepidemi og udbredelsen af spiseforstyrrelser.

Denne tendens genkender Anne-Birgitte Agger. Hun mener, at der i de senere år er kommet en stor optagethed af mad, som kommer til udtryk i boghandlernes bugnede udvalg af selvhjælpsbøger på madområdet. Samtidig synes hun, at der er er noget livsfornægtende og grundlæggende usundt i dyrkelse af bestemte diæter og afvigelse fra at spise bestemte former for mad, som f.eks. Kernesund-bølgen repræsenterer.

»Når 10 pct. af pigerne i dag har anoreksilignende tilstande, så mener jeg, det er rigtig ærgerligt og skadeligt for børn at give dem det indtryk af, at almindelig mad kan være skadeligt og noget, man ikke kan tåle,« siger Anne-Birgitte Agger.

Men denne gruppe udgør et højtråbende mindretal, pointerer hun:

»Dernæst er den puritanske livsopfattelse i den danske befolkning, som -hverdagsmadsmagerne og økologerne- har været oppe imod i mange år, der siger, at mad er noget, der skal overstås, så vi kan skynde os til at arbejde videre.«

-En hilsen til min søn-

I Egedal Kommune kan mor til fire, borgerlig kommunalpolitiker (V), præst og samfundsdebattør, Edith Thingstrup, godt genkende det med forældrekærligheden i madpakken og forbindelsen til barnet. Og hun mener, at den særlige danske madpakkekultur er værd at kæmpe for. I stedet for at maden skal komme fra et centralkøkken fra et ældreplejecenter, som det er besluttet i kommunen.

»Jeg vil gerne have lov til at sende en lille madpakkehilsen med, og vide at min søn i dag har fået frikadelle og ost, som han godt kan lide. Jeg kan se i hans madpakke, når den kommer hjem, om han får for lidt eller for meget mad med, eller om han er ved at blive syg, hvis kan ikke har spist sin mad. Samtidig kan mit barn sidde i børnehaven og vide, at de her kyllingelår har min mor sendt med,« siger Edith Thingstrup, der overvejer at protestere mod en ordning, hendes eget parti har været med til at få gennem Folketinget, ved at få en lægeerklæring og få sine børn undtaget fra ordningen.

»For 250 kroner kan jeg få en erklæring på, at min søn ikke kan overleve uden sin mors mad. Det koster det at få min frihed tilbage,« som hun siger.

Det, der også bekymrer Edith Thingstrup og de andre skeptiske forældre i den sjællandske kommune, hvor der er råd til 26 kroner per barn, er dels, at den kvalitet, kommunens madordning kan præstere, er ringere end forældrenes egne madpakker. Alt imens den tid, pædagogerne skal bruge på servering, oprydning med mere går fra tiden med børnene. Dels at en liberal regeringen tager »den sidste rest af frihed fra forældrene.«

»Det, der er i madpakken, er et af de få områder, hvor vi har indflydelse. Hvorfor ikke åbne op for, at forældrebestyrelserne i institutionerne selv kan tilrettelægge maden? Hvorfor skal det være topstyret fra kommunens side? I en kommune som vores kan forældrene sagtens klare maden selv,« siger hun.

En pædagogisk opgave

Hvis der derimod kom et pædagogisk sigte med maden, ville Edith Thingstrup være langt mere positiv.

»Hvis det handlede om, at en madmor laver mad i institutionens eget køkken; er den der sætter plaster på knæet og yder omsorg, mens hun sammen med nogle børn snitter grøntsager, så er jeg mere med. Men det er jo ikke det, der er lagt op til,« siger hun.

Også Søren Schmidt, leder af Videnscenter for Institutionsforskning ved Professionshøjskolen UCC, mener, at det pædagogiske indhold i madordningen i høj grad er med til at påvirke forældrenes tilfredshed. Og den slags koster penge, som mange kommuner p.t. ikke har tilført ordningen.

»Hvis pædagogikken er inddraget, vil der være tale om en helt anden ordning, og der vil man som forældre kunne se nogle andre perspektiver end, hvis man selv står for madpakken,« siger han.

Og så er der jo også de positive forældre, som får det sidste ord.

Lone-Rikke: »... i min datters institution har der allerede i flere år eksisteret en forældrebetalt madordning for børnehavebørnene. Særheder, hensynstagen osv. til kultur/religioner er her en selvfølge, og det er bestemt også noget forældrebestyrelserne har indflydelse på (...). Undskyld jeg griner af kræsenhed, men min datter er bestemt også sær, hjemme, men når hun sidder i børnehaven, er hun det ikke.«

mlt information.dk