Læsetid: 5 min.

Skizofren på en munter måde

Dødbringende machomænd, marginale kunstfilm, mortorsave og fætterfejde. Historien om filmselskabet Cannon er omtrent så dramatisk som filmene, det producerede, og for nylig fyldte dets farverige frontmand Menahem Golan 80
Dødbringende machomænd, marginale kunstfilm, mortorsave og fætterfejde. Historien om filmselskabet Cannon er omtrent så dramatisk som filmene, det producerede, og for nylig fyldte dets farverige frontmand Menahem Golan 80
5. juni 2009

Midten af 1980-erne var den bombastisk-patriotiske amerikanske actionfilms storhedstid. Højrefløjen struttede af selvtillid oven på Ronald Reagans dundrende genvalgsejr i 1984, og med nederlaget i Vietnam på 10 års afstand var det tid at tage revanche - om ikke andet så i fiktionens sfære.

I et slet skjult forsøg på at omstøde krigens resultat blev alfahanner som Sylvester Stallone og Chuck Norris sendt tilbage til sydøstasiens slagmarker for at befri amerikanske krigsfanger og meje snesevis og atter snesevis af fjendens tropper ned.

Startskuddet

Chuck Norris-film som Missing in Action (1984) og Invasion U.S.A. (1985) kunne dårligt påberåbe sig kunstneriske kvaliteter, men de havde vulgærpopulistisk appel idet de lå i perfekt ideologisk forlængelse af Reagans hårde kurs overfor -ondskabens imperium-, som han kaldte den kommunistiske fjende i øst.

Selskabet bag disse og mange andre voldsforherligende film bar det i sammenhængen passende navn Cannon. Cannon Films kom til verden i 1967, men trådte først i karakter - på godt og ondt - da to israelske fætre ved navn Menahem Golan og Yoram Globus (født i henholdsvis 1929 og 1941) i 1979 købte det da kriseramte selskab for en slik.

I hjemlandet havde Golan og Globus allerede afstukket den actionspækkede kurs, da de i 1977 stod bag Operation Thunderbolt, en dramatisering af israelernes anti-terroraktion i Ugandas Entebbe-lufthavn året forinden.

Ude og hjemme

En del af selskabets store output - i 1986 alene producerede Cannon 43 spillefilm - kan altså ses som en lavkulturel forlængelse af USA og Israels politiske og militære alliance. Det giver desuden et vink om Golans politiske ståsted, at han som et patriotisk statement i Israels fødeår 1948 skiftede efternavnet Globus ud med Golan - efter Golan-højderne, naturligvis. Cannon blev da også klandret for at fremstille arabere på en dæmoniserende facon, og i sin bog Reel Bad Arabs lister Jack Shaheen blandt andet Lee Marvins svanesang The Delta Force - der blev indspillet i Israel - som en af filmhistoriens værste i denne henseende.

USA og Israels stærke bånd fandt dog også mere fredsommelige filmiske udtryk. Cannon-produktionen The Last American Virgin (1982) var i alt væsentligt en genindspilning af fætrenes succesfulde israelske ungdomsfilm Eskimo Limon fra 1978, der igen var inspireret af George Lucas- American Graffiti (1973).

Men generelt må man sige, at det venstreorienterede segment blev skænket et oplagt hadeobjekt i Cannons reaktionære maskulinitetsidealer og utvetydige besyngelse af ild- og handlekraft. Udover Vietnam-filmene lod Golan og Globus Charles Bronson og Sylvester Stallone pløkke amerikanske bad guys ned i selvtægtsfilm som En mand ser rødt II (1982) og Cobra (1986).

Dertil kom en række ninja-film, som nu den fantasifuldt betitlede American Ninja-serie.

Aggressiv markedsføring

Hvis ideologien bag Cannons film var alt andet end uangribelig, havde de en farverig og afvæbnende frontmand i Menahem Golan, der forlængst er blevet en af filmbranchens levende legender. Med sin blanding af storskrydende fantast og hårdtarbejdende oldschool købmand kan han med lidt god vilje ses som en jødisk forløber for Peter Aalbæk.

Tobe Hoopers Cannon-producerede L ivsfarlig invasion (1985) var ifølge Golan - og kun ham - »1980-ernes største science fiction-begivenhed på film.«

Det forhindrede imidlertid ikke filmen, der var baseret på en knaldroman med titlen Space Vampires, i at floppe fælt, på trods af at der så afgjort var sørget for noget til husarerne.

Palmedrømme

Men med til historien hører, at Cannon også havde en blød og filmpoetisk side, og dermed opererede med en spøjs kvantitet og kvalitet-strategi.

Det var dem, der producerede Love Streams (1984) instrueret af John Cassavetes, hvis intime og stærkt personlige værker om noget står som den fordummende mainstreamfilms modsætning.

Blandt Cannons øvrige lødige produktioner kan nævnes Robert Altmans Fool for Love (1985), som nærmest er et kammerspil, den Oscar-nominerede Runaway Train (1985) og Jean-Luc Godards King Lear (1987), som Golan og Godard indgik skriftlig aftale om på en serviet.

Golan higede da også efter parnassets blåstempel i form af Guldpalmen i Cannes, og op til den årlige filmfestival satte han et stort pr-maskineri i gang. På festivalen annoncerede han gerne spektakulære filmprojekter, hvoraf de fleste aldrig forlod idéstadiet. Golans tendens til at være kæmpestor i slaget gav ikke overraskende ofte bagslag, som da han annoncerede, at de to James Bond-skuespillere Sean Connery og Roger Moore snart ville kunne ses i en og samme film - uden at have fået tilsagn fra hverken den ene eller den anden!

Cannons høje tolerance over for hastigt forfattede filmmanuskripter betød, at de kunne rykke hurtigt på nye trends. Med Breakin- (1984) slog de således kløerne i breakdance-dillen og splejsede den med en historie, der havde markante ligheder med musicalklassikeren West Side Story. Filmen indtjente Cannon en formue. De gode tider blev dog ikke ved. At kritikerne fra starten hadede hovedparten af Cannons film var til at leve med, men begyndelsen til enden indtraf, da publikum begyndte at blive væk.

Lambada-duellen

1987 blev et grumt år: Golan, der gennem hele karrieren har bijobbet som instruktør, stod selv for den miserable armlægningstruckerfilm Over the Top, hvis titel syntes at sammenfatte tonen i ganske mange af Cannons produktioner. Ej heller var der rift om billetterne til den fjerde film i Superman-serien eller Masters of the Universe med Dolph Lundgren i hovedrollen som He-Man, skønt Golan med karakteristisk uforfærdethed lancerede sidstnævnte som »1980-ernes Star Wars.«

Den stadigt mere slunkne kasse førte til en bitter fejde mellem de to fætre, som imidlertid skulle få sig et ret komisk udtryk. I slut-80-erne var det ikke længere breakdance, men derimod den erotiske lambada-dans, der var den store dille, hvilket de begge agtede at slå mønt på. Snart havde fætrene hver deres Lambada-film i støbeskeen, og arbejdede på højtryk for at få den i biograferne før modparten. Hastværk viste sig imidlertid at være såvel last- som makværk, og hverken Golans The Forbidden Dance eller Globus- Lambada vandt publikums eller anmeldernes gunst.

Motorsavsepisoden

Den vel nok mest berømte Cannon-anekdote har at gøre med instruktøren Barbet Schroeder. Ifølge den altså ikke helt igennem pålidelige Golan selv troppede Schroeder en dag op på hans kontor med en motorsav, og truede med at skære en af sine fingre af, hvis ikke Golan ville producere hans projekt. Det var under disse kaotiske omstændigheder, at Charles Bukowski-filmen Barfly (1987) blev undfanget.

I 1987 skrev den ansete amerikanske filmkritiker Roger Ebert: »Ingen har taget flere chancer med marginale og seriøse film end Cannon.« Han beskrev endvidere firmaet som »schizofrent på en munter måde.«

Cannon lukkede og slukkede i 1993, selvom de utrættelige israelske fætre - efter at have begravet stridsøksen i 1992, hvor lambada-feberen alligevel var aftaget - fortsatte på nye uortodokse forretningseventyr.

I søndags fyldte Golan 80, og så sent som sidste år føjede han endnu en film til sit nærmest surrealistisk lange cv.

film information.dk

Hovedparten af de ovenstående Cannon-titler er udsendt på dvd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu