Læsetid: 3 min.

Sokrates var skyldig i alle anklager

Ny bog stiller spørgs-målstegn ved den græske filosofs rolle som 'uskyldig' martyr for filosofien - dødsdommen over ham udsprang ikke af 'pøbelvælde', men var efter datidens normer helt efter bogen
9. juni 2009

Den famøse retssag mod den antikke græske filosof Sokrates har længe været anset som et af historiens første og mest dramatiske eksempler på justitsmord: Processen sluttede som bekendt med en dødsdom, over den vestlige filosofis mest markante grundlæggerskikkelse.

Sokrates blev i år 399 f. v. t. anklaget for "ugudelighed" og for at "fordærve ungdommen" - beskyldninger som ifølge gængs opfattelse var fabrikeret af snæversynede medborgere i hans samtid. Han blev herefter pålagt selv at eksekvere sin henrettelse ved at tømme et bæger skarntydesaft. Nu hævder en professor ved Cambridge Universitet imidlertid, at sagen mod Sokrates efter datidens normer var juridisk uangribelig, og at den græske tænker således var 'skyldig' i anklagepunkterne. Og hvad mere er: Professor Paul Cartledge er også af den mening, at Sokrates søgte sin egen død.

Legitime love

I sin nye bog, Ancient Greek Political Thought in Practice, bemærker professor Cartledge, at selv om politikere og historikere har henvist til processen mod Sokrates som et skoleeksempel på, hvordan demokrati kan udarte til pøbelvælde - så er denne version mere udtryk for projektion, end den er en korrekt afspejling af de historiske realiteter.

"Alle ved selvfølgelig, at grækerne opfandt demokratiet, men det var ikke demokrati, som vi kender det. Resultatet bliver, at vi misforstår historien," siger han. "De anklager, som blev rettet mod Sokrates, må i dag forekomme os latterlige, men for de gamle atheniensere blev de opfattet som en hel legitim beskyttelse af det almene vel."

I sin bog stiller professor Cartledge spørgsmålstegn ved de traditionelle påstande om Sokrates som den frie tænknings offer for politiske rænker. Påvirket af antikke forfattere, herunder Platon, har historikerne hævdet, at Sokrates' åbne kritik af fremtrædende atheniensiske politikere skaffede ham mange fjender på halsen, som derpå forsøgte at tilsværte hans ry. Andre historikere mener, at det var Sokrates' filosofiske lære, der vakte politisk oprør, og at retssagen imod ham skulle statuere et eksempel for alle dissidenter i det atheniensiske samfund.

Professor Cartledge pointerer, at Sokrates rigtignok satte spørgsmålstegn ved mange af de accepterede guders autoritet, ligesom han hævdede at være styret af sin indre daimonon - et udtryk, hvormed han måske blot noget i retning af 'intuition', men som også kan tolkes som en overnaturlig indflydelse eller forbindelse til 'mørkets magter', hvilket kan have oprørt konventionelle troende.

Anklagen om 'ugudelighed' var fuldkommen acceptabel i et demokrati som Athens, der var dybt optaget af at tilbede sine guder, siger professor Cartledge.

Anklagerne blev fremført af almindelige lægfolk over for en jury bestående af 501 almindelige borgere af 'høj anseelse', som handlede på vegne af, hvad de antog for at være i offentlig interesse. Hvis anklagemyndigheden kunne bevise, at en sagsøgt var ansvarlig for at bringe den offentlige orden i fare, ville han sandsynligvis blive fundet skyldig.

Ville være martyr

Forfatteren mener også, at Sokrates søgte sin egen død. At det var hans eget ønske at blive martyr for filosofien. I det atheniensiske system kunne den sagsøgte ved denne form for rettergang selv foreslå sin egen straffesanktion. Men i stedet for at tage denne mulighed alvorligt, skæmtede Sokrates i første omgang med, at han fortjente en belønning - at han burde bespises på bystyrets regning resten af sine dage - og foreslog derpå en bøde, som var alt for lav.

Ikke overraskende kunne jurymedlemmer ikke få øje på morskaben og afsagde i stedet dødsdommen. Men i stedet for at gøre forsøg på at flygte, tog Sokrates imod dommen, idet han erklærede, at det "skyldte han den by, under hvis love han var vokset op, og som han havde lært at ære".

Professor Cartledge betoner dog, at der "ikke kan herske tvivl om Sokrates' mod - ja, han kan endog opfattes som en intellektuel helt. Men forestillingen om, at Sokrates ikke var skyldig og blev offer for pøbelvælde, er forkert. Ved at skaffe ham af vejen var samfundet - i atheniensernes øjne - blevet renset og den offentlige orden stadfæstet."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Wilsted Christensen

Det er rart at se, at man i dagspressen interesserer sig for Sokrates.
Vi er nogle, der endnu husker, hvad der skete med antikkens sprog i uddannelsessystemet specifikt gymnasiet, da en vis Ulla Tørnæs var undervisningsminister.
Men Danmark er nok for lille et sprogområde til såvel oldgræsk som latin.
Man fristes til at skrive sproglig fordummelse!

Per Feldvoss Olsen

Problemet som her beskrives er sjovt nok det samme som vi ser i (Dansk) politik - politikerne udsættes daglig for kraktermord og i ganske mange tilfælde stiller de selv op til dette!

Sokrates, påstås det, ville ikke selv vælge den lette løsning eller præsentere anklager for en. Men han valgte den løsning som kunne bekræfte hans karakter, hans egen selv opfattelse. Med den måde hvorpå vi har designet vores folkestyre, reproduceres og belønnes denne adfærd. Politikeren vælger at sætte idealerne før sig selv, hvilket betyder at de må ofre sig for parti eller programmet.

Fuldstændigt parallelt med den Sokratiske logik skal vi altså - også i følg flere nulevende filosoffer - træde i karakter, og vedstå os vores normer, moral, "værdier" og "idealer". Logikken fra Athen lever videre i det danske demokrati - til stor skade for hin enkelte!
Vh per

Nyd det naturlige !

Men Sokrates jo nok ville have påstået at : Bare fordi skarntydesaft er et rent naturligt og økolgisk produkt - er det ikke sikkert at det er sundt ;-)

Per Feldvoss Olsen

Sokrates drak den dødelige saft - hvilke passer fint med hans natursyn? :-)

En af anekdoterne om Sokrates går på at han mente at kvinder og mænd har et forskelliget antal tænder. (Det har de dog ikke.) Men da Sokrates var meget interesseret i alt, havde han en dag spurgt en heste handler hvordan han kunne afgøre kønnet på en hest 100% sikkert. Og svaret er at Hingsten har flere tænder end hoppen, så hvis man står og skal købe en Vallak kan man være sikker ved at tælle tænderne. Konklusionen må altså være at mænd har flere tænder en kvinder!

Mange af de Sokratiske dialoger viser hvordan han brugte en lignende "logik" for at komme frem til sine standpunkter - helt klassisk kunne han finde på at spørge retorisk om man skulle vælge kaptajnen for et skib blandt hele besætningen, eller om man skulle bruge den person som var uddannet kaptajn?

Sokrates var overbevist om at alle naturlige principper er 'logiske', og derfor kan ekstrapoleres eller bør reproduceres. Altså behøver man ikke at still spørgsmålstegn ved etableret fakta. Denne tankegang blev senere til en del af positivismen, og medfører nogle spøjse forestillinger (nærmest hvad vi ville pseudo-religiøse ideer?).

Problemet bliver dog først mere alvorligt når man overfører logikken til forestillinger om den menneskelige karakter, hvor konklusionen må være at hvis man ikke "tænker korrekt" kan man lige gerne drikke skarntyde saft eller begå karakter-selvmord.
Vh Per

Øv: Aner at der endnu er alt for meget "liv" i Sokrates og kumpaner, så
HVIS den nyere vesterlandske udvikling fører til frembringelsen af nogle vædsker der BÅDE virker lidt langsommere OG meget mere smertfuldt - end
skarntydesaft , så har den udvikling måske alligevel haft sin berettigelse.

Det er et godt tegn på at der jo nok ER meget om Holisme-snakken: Det At F. eks.: Sokrates, Platon og Aritstoteles - betragtet som en samlet helhed - er endnu mere iriterende end: De er hver for sig, eller: Som "den trivielle sum" af de tre.

Men de var jo vel næppe heller tilhængere af at: Ligge sammen på triviel vis.

Jeg læste for nogle år siden en interessant biografi om Sokrates af Irving Stone hvori han påstår at Sokrates var antidemokratisk lige som sin elev Platon og at han helt bevidst gjorde sig selv til matyr for den ide. Nu er det svært at vide hvad Sokrates egentlig tænkte da vi kun har ham i 'aftapning' fra andre bl.a. hans elev Platon som jo nok har brugt ham til sit eget formål. Men det er da ikke utænkeligt at Platons antidemokratiske ideer kommer fra hans lærermester.

Netop Sokrates's ikke-demokratiske sindelag fik formodentlig athenæerne til at antage, at han ville flygte til Sparta. Det hører jo også med, at Athen netop havde oplevet en periode med tyranni efter Spartas sejr i den peloponnesiske krig - samt at bystatens fjender ved mange lejligheder på folkeforsamlingen blev dømt til en periode i landsforvisning ('ostrakisering').
Om noget er Sokrates nok ophavsmand til dyrkelsen af geniet i den vestlige kultur.

@Ole Falstoft

Af og til skal man jo som et worst case mistænke på det groveste:

1) Sokrates tog ( iflg. kilderne ) aldrig betaling for sine dialoger

Men han propaganderede jo for en lille elitær ( meget rig ) wannabe junta, og han kan jo ha' været på dens lønningsliste, og derfor ikke ha' haft behov for anden betaling - og samtidigt så ku' gi' et ædelt indtryk.

2) mht. Det uselviske martyrium - kunne man jo også tænke sig at ovennævnte junta-aspiranter
pga. matyriet's propagandaværdi, havde lovet Sokrates tre børn visse fremtidige privillegier...

Måske det mest passende eftermæle over Sokrates:

Selv om han var meget, meget klog besluttede han sig alligevel for: At dø for sine principper.