Læsetid: 3 min.

Stilheder

På Öland med den højromantiske digter Johan Erik Stagnelius, hans hyldest til forråd-nelsen, sagtmodig svensk smerte og omsorgsfuld hærværk
13. juni 2009

Den gamle Volvo spinder drømmeagtigt hjemmevant med sin gode toliters motor, mens den fra Øresundsbroen bringer os tværs over Skåne og Blekinge og op mod Kalmar og over endnu en langstrakt bro til Öland. Vi er i god tid inden turiststrømmen mærker den eventyrligt fredelige ø, der strækker sig vellystigt på langs i Kalmarsund, himmellysblå benådet fra alle sider af glitrende vand. I højsæsonen er den et motorcykelklubbernes paradis og allerede nu, viser det sig, besøgt af cirka 30 skinnende maskiner, der står lined op på parkeringspladsen ved den mægtige Borgholm slotsruin. Store, skindklædte mænd fra Ringkøbing og Holstebro, viser det sig. Som skulle vi i gang med en særegen legen Fangerne på Fortet. Men stilheden er enorm i den endnu tidlige formiddag, fuglene uforstyrrede i al mangestemmighed med dominans af nattergale. Nattergale i svensk tonart. Og den er stærk.

Den romantiske digter

Et andet stilhedssted, som skal besøges, er Gärdslösa på østkysten overfor. På kort afstand ses gennem trækronerne det høje hvide tårn, anbragt ved øens bedst bevarede middelalderkirke fra 1200-tallet. Der ligger de ellers med kort afstand hele øen rundt, aflåsede for at vi ikke skal stikke af med arvesølvet. Her virkede en vis pastor Stagnelius, som i 1808 blev biskop i Kalmar og dermed udskiftede den hvide kirke med Tessins gule pragtværk af en domkirke i italiensk barok midt på byens store torv. Mest betydningsfuld, i hvert fald i mine øjne og ører, er han ved at være fædrene ophav til den højromantiske digter Erik Johan Stagnelius (1793-1823), der således tilbragte sine barndomsår i Gärdslösas præstegård. Selv om hans idéskabte verden hentede så meget stof i mytologierne, er man ikke i tvivl om hans jordiske forbindelseslinjer og en natur med ølandske indtryk. Vi kan på stedet bekræfte, at trækfuglene befinder sig særdeles godt, og han lader dem tale på denne måde, når de skal af sted:

Vi lämna med oro

de skandiska skjär.

Vi trivdes, vi voro

så lyckliga där.

I blommande lindar,

där nästet vi byggt,

balsamiska vindar

oss vaggade tryggt.

Nu sträckes mot okända

rymder vår flykt.

Rundt om bygningen strækker sig den store, græsklædte kirkegård med frit anbragte gravsten, velbesøgte efter blomsterdækningen at dømme. Vi studerer navnene på de varierende sten i junisolens stilhed. En er til at falde i tanker over, en lille kvadratisk plade med grå sørgerand: SINGNE LARSSON 1898-1914. Der ligger Signe, kun 16 år gammel, længst formuldet, men bragt nær med sit fornavn stavet som det udtales på svensk.

Et berømt, nærmest berygtet digt af Stagnelius er en hyldest til forrådnelsen, som han opfatter som et elsket hunkønsvæsen:

"Slut ömt i ditt sköte min smäktande kropp,/förkväv i mitt famntag min smärta!/I maskar lös tanken och känslorna opp,/i aska mitt brinnande hjärta."

Den bryllupssang, der blev sunget for den små Singne var så et forrådnelsens favntag, hvor tanke og følelse forløstes af ormene under den grønklædte jord.

Nænsomt hærværk

Der kan være noget sagtmodigt over den svenske smerte. Demonstreret i et helt andet regi samme aften, hvor fodboldlandskampen Danmark-Sverige blev udkæmpet, transmitteret i alle caféers tv. Vi kunne iagttage og fornemme den pinefulde stilhed i Kalmar by, mens nederlaget realiseredes. Kalmar som et nyt stilhedssted. Det eneste synlige modtræk var et høfligt, natligt hærværk mod Volvoen med danske nummerplader, idet vi næste morgen fandt to hjulkapsler revet af, men omsorgsfuldt anbragt foran hvert hjul, nemme at sætte på igen. Dansk-svensk samarbejde, fornemmelse af Kalmar-union.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu