Læsetid: 7 min.

De svære, unge seere

DR har kun fat i hver syvende unge tv-seer. Både konkurrencen og de unge har ændret sig, siger flere af dem, der har arbejdet i den engang så hæderkronede ungdomsafdeling, men DR skal også tage flere chancer, og så skal troværdigheden tilbage, for unge har fået nok af den løgnagtige voksenkultur
Det, de unge vil ha-. I dag er det programmer som -Paradise Hotel-, der er det mest populære tv blandt unge. Den slags kan og skal DR som public service-station ikke konkurrere med, men det behøver ikke betyde, at DR skal opgive de unge, siger folk fra børne-tv-branchen.

Det, de unge vil ha-. I dag er det programmer som -Paradise Hotel-, der er det mest populære tv blandt unge. Den slags kan og skal DR som public service-station ikke konkurrere med, men det behøver ikke betyde, at DR skal opgive de unge, siger folk fra børne-tv-branchen.

Bax Lindhardt

13. juni 2009

"Det står grelt til for DR."

Sådan lyder vurderingen af DR's forhold til de unge seere fra Keld Reinicke. I dag er han programchef ved TV 2, men i midten af 90'erne var han med til at lave det, der for mange i dag står som ungdomsprogrammet over dem alle, Transit på DR. Statistikken fortæller samme historie: I de sidste seks år er andelen af unge fra 15-24, der ser DR's tv-programmer, faldet fra 20,1 procent i 2003 til omkring 14 procent sidste år, hver syvende i målgruppen.

"Er det så DR's skyld?" fortsætter Keld Reinicke og svarer selv: "Nok ikke helt. For på radioen har de jo godt fat i de unge med P3, og også på nettet, men med tv halter de bagefter. Man har ikke fundet nøglen til, hvad der er public service, og som de unge gider se - altså, hvorfor en fyr på 20 skal betale 3.000 kroner i licens."

Og det er en vigtig målgruppe. For de kommercielle kanaler er den vigtig, fordi det er dér, pengene ligger, men for DR er den også vigtig. Både fordi det, som Keld Reinicke siger, skal give mening for en fyr på 20 at betale licens, hvis ikke DR skal undergrave sit eksistensgrundlag, og fordi DR ifølge medieforskere risikerer at miste en generation af seere: Hvis de unge ikke ser DR, er det ikke sikkert, de vender tilbage til stationen senere i livet. Med til historien hører også, at DR's ungeafdeling i mange år var en af stationens fremmeste og en eftertragtet talentfabrik, der producerede populære tv-personligheder og -værter som Poul Nesgaard og senere Mikael Bertelsen og Clement Kjersgaard.

Høvdingebold

Musiker og forfatter Kristian Leth var på DR Ung fra 2003-2007, hvor han blandt andet var vært på musikprogrammet Liga. Ét er, hvad DR gør, siger han, men de unge har også ændret sig så meget, at det i dag er særdeles svært at lave tv til dem.

"Ungdommen har taget et kæmpe ryk. Da jeg lavede tv, kunne vi se, at den ene torsdag havde vi 100.000 seere og den anden torsdag 20.000, og det havde intet at gøre med, hvilke gæster, vi havde, eller hvilke videoer, vi spillede - det var fuldstændigt tilfældigt. Man kan ikke lave det 'rigtigt gode ungdomsprogram', for de ser fuldstændig igennem alle vores virkemidler. Men det synes jeg faktisk, er et sundhedstegn. Før var det sådan, at vi kunne se, hvad vi skulle putte ind i et program for at fange en bestemt målgruppe, og det kan vi stadig med dem over 25, men ikke med de yngre, og det er jo et fantastisk frihedskald."

Kristian Leth ærgrer sig dog også over nogle af DR's prioriteringer. Især set i lyset af, at han mener, DR har de klart bedste muligheder for at lave tv til unge, fordi stationen ikke, som de kommercielle, er afhængig af hurtige resultater - noget han har lært, man absolut ikke skal forvente inden for ungdoms-tv.

"Jeg synes for eksempel, det er hamrende ærgerligt, at det, der lige nu inde på DR bliver kaldt 'ungdomsfyrtårnet', er Høvdingebold. Det er et fuldstændig forgængeligt program, hvor der ikke er nogen, der skal forstå noget, det er bare sjov. Det er den nye ungdomssatsning, og det er at vise så stor mistillid til sin målgruppe, at man intet får ud af det. Det er virkelig sørgeligt."

Tine Bryld mener også, de unge ønsker mere substans. Hun var i mere end 30 år vært på radioprogrammet Tværs, hvor hun rådgav unge om deres problemer, indtil det blev lukket ned sidste år. Hun forsøger i øjeblikket at skaffe midler til en DR internetportal med rådgivning til unge. For der er allerede rigeligt med underholdning i samfundet, synes hun.

"Det de trænger til, er også at blive taget alvorligt på de områder, der er centrale, når man udvikler sig fra 15 til 30. Der er meget udmærket stof på nettet, men det er meget spredt og ikke altid lige overbevisende, og vores indtryk er, at de unge gerne vil have en portal, hvor de bliver taget seriøst," siger hun.

Tv uden Alzheimers

Keld Reinicke peger ligesom Kristian Leth på, at det virker, som om DR ikke udnytter, at de som public service-station har de bedste muligheder for at lave ungdoms-tv.

"Jeg forstår ikke, at man ikke eksperimenterer mere, når man ikke er så bundet af kommercielle hensyn. At man ikke tager nogle chancer. Det ville jeg gøre. Det bliver man nødt til i ungdoms-tv, og jeg tror kun, man vil få god credit for at gøre det," siger han.

Konkurrencesituationen er dog også helt anderledes end dengang, Transit samlede de unge foran skærmen torsdag aften klokken 22. Nye nichekanaler satser i dag hårdt på den forbrugslystne målgruppe med reality-programmer, stand up-comedy og amerikanske tv-serier.

"Ja, de har jo lukket stort set alt ned," siger Peter Engel først til spørgsmålet om DR's ungdomsprogrammer. Han er i dag producer hos Zentropa og har tidligere blandt andet lavet ungdomsprogrammet Rundfunk på TV 2 og været chef for DR Ung fra 2004-2007. Men han fortsætter netop med at pege på den øgede konkurrence som en af forklaringerne.

"De populære ungdomsprogrammer i dag er jo Robinson og Paradise Hotel. Den slags laver DR ikke, og det synes jeg i øvrigt heller ikke, de skal," siger han og tilføjer, at det i dag er nemmere at lave kommercielt tv til unge end public service-tv.

Keld Reinicke understreger også, at man i dag skal tænke i helt andre baner for at fange de unge seere.

"Da jeg lavede ungdoms-tv, da der kun var DR og TV 2, fik man en time, og der kunne man så have det sjovt. Den tid er forbi. I dag bliver man nødt til at definere en hel kanal til de unge. De sidder ikke og ser en kanal til gamle, fordi der en gang imellem kommer en time, de gerne vil se. Hvis DR rigtig skal gøre noget, skal de lave Transit som en kanal."

Han mener dog absolut, DR kunne ramme de unge bedre med enkeltprogrammer, end det sker i dag.

"Man kan for eksempel godt lave fiktion ungt. Som Klovn i stedet for at lave Sommer om en, der har Alzheimers."

Peter Engel nævner et andet stort problem ved at lave ungdoms-tv - et problem, han selv stødte på, da han lavede Rundfunk på TV 2.

"Dengang svarede DR igen ved at sende en eller anden serie på samme tidspunkt - et eller andet gammelt amerikansk lort, der kostede 1.000 kroner at sende, og så delte vi seerne. Det er det, man er oppe imod."

På samme måde kunne det prisbelønnede Rundfunk dengang slet ikke generere de samme seertal, som hvis TV 2 genudsendte et afsnit af Beverly Hills for 17. gang. I dag er Engel usikker på, hvor vigtigt det overhovedet er at lave tv til unge.

"Jeg har en datter på 16, og ungdoms-tv for hende er jo noget, hun ser på dvd. Med Yallahrup færgeby havde vi for eksempel dobbelt så mange seere på nettet som på tv. Nu sidder jeg så på Zentropa, som laver Klovn, og der er rigtig mange unge, der ser det, men det er jo ikke ungdoms-tv som sådan."

Løgnagtig voksenkultur

Både Tine Bryld og Kristian Leth understreger dog, at der i høj grad er behov for, at DR laver gode ungdomsprogrammer, og at det godt kan lade sig gøre. Hvis man vil ramme målgruppen handler det om troværdighed, mener Kristian Leth. For i et samfund, hvor du kan få information alle steder, bliver troværdighed vigtigt, siger han og nævner værter som Clement Kjersgaard, Jacob Stegelmann og Jens Olaf Jersild som nogle af dem, de unge opfatter som mest troværdige.

"Det er værter, der egentlig ikke laver tv til dem, og som heller ikke har illusioner om, at de skal være hippe, men de er respekterede som værter, man ved, hvor man har. Da vi lavede Liga, gjorde vi en dyd ud af at putte holdninger ind i det, holdninger, som er unikke, og som man ikke kan snyde sig til, fordi det er noget, der giver troværdighed. Credibility er jo blevet sådan et buzz word for en masse smarte pengemennesker, som, du ved, går med gummisko, selv om de er 42, men i virkeligheden handler det bare om at være til at stole på - ikke om street cred."

Kristian Leth ser behovet for troværdige autoriteter som en reaktion på en "fuldstændig løgnagtig voksenkultur". Modsætningen mellem voksne, der prædiker om værdien af hårdt arbejde som for 50 år siden og en sendeflade på DR1, TV 2 og TV3, der er "fuldstændig amoralsk og spækket med reality-programmer, hvor alt handler om at være ung og rig".

"Det er jo en fuldstændig falliterklæring. Hvis du prøver at sælge den dobbelthed til teenagere, mister du alt. Vi har intet at skulle have sagt som autoriteter, og det forstår jeg sgu godt. På samme måde med politikere; ét er, at man altid har troet, at politikere var crooks, men i dag er de en joke. Det handler om at få troværdigheden tilbage, ikke om sociale netværk eller interaktion eller multimediel whatever. Der er brug for rigtige autoriteter, som bliver autoriteter gennem det, de gør, og ikke fordi nogen siger, de er det. Det er også grunden til, at sådan en som Otto Brandenburg bliver populær igen - for det er sgu rigtigt, der er ikke noget pis."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu