Læsetid: 5 min.

Tag det helt roligt og forvent det uventede

Bydelsfestivalen Distortion overgik atter sig selv med fortættede gadefester. Men måske blev den frække slagterhund for stor og mekanisk denne gang. Så var der anderledes god plads til Start!, hvor entusiasme og festivalånd lod vente på sig
Snapshots fra den netop overståede Distortion-festival, der større end nogensinde invaderede hovedstadens kvarterere med musik og gadefester.

Snapshots fra den netop overståede Distortion-festival, der større end nogensinde invaderede hovedstadens kvarterere med musik og gadefester.

Jonas Kjærgaard

9. juni 2009

Fyren vakler væk fra Korsgadehallen med blanke øjne bag de tunge briller og nasser en cigaret, som bliver plantet i den nedadhængende mundvig. Bag ham buldrer kaskader af beskidte beats ufravigeligt videre.

"Det her er ikke Distortion".

Ordene fnyses ud i Nørrebro-natten.

"Har du nogensinde oplevet en Tiësto-koncert," spørger han så. "Det her minder mere om Tiësto end Distortion".

Men jo, den utilfredse gut har netop været til Distortion. Københavns 11 år gamle natte- og bylivsfestival er bare blevet så stor, at den af og til forvandler sig til raves af den slags, som lader til at have en særlig stor tiltrækningskraft på Vestegnens ungdom. De ved nok - typer med tribaltatoveringer op ad overarmen, kronragede isser, tunge guldkæder om halsen og Amagerplader på lænden. Typer, der valfarter til arenaer som Forum og Parken, hvor de danser morgengryet i møde på speed og designede piller.

Så slemt stod det trods alt ikke til natten til fredag, da Distortion rundede Nørrebro med gadefester og det store clubclash i Korsgadehallen bag Blågårds Plads. Det var heldigvis ikke hollandske Tiësto og hans vammelt poppede technoproduktioner, der var på programmet. I stedet bød selveste Detroit-technoens grundlægger Carl Craig op til dans, og det gjorde han fremragende, selv om hyggen var til at overskue i den dunkle sportsarena, hvor lyset var dæmpet til det obskure, toiletforholdene tarvelige, og de lokale perlekonger puffede joints i hjørnerne og vist nok lod til at nyde en friaften fra bandekrig og den slags stads. Veteranen Carl Craig fastholdt det talrige publikum i et jerngreb gennem sit timelange sæt, som aftenens andet hovednavn, tyske M.A.N.D.Y, efterfølgende havde svært ved at matche.

Knock-out i kunsthallen

Hvis torsdagens noget kommercielle afvikling på Nørrebro fik enkelte festival-gængere til at længes tilbage til dengang, da Distortion lugtede mindre af brandede bydelsfester og big business, og forholdene var mere ydmyge, så mindede onsdag aftens åbning på Charlottenborg Kunsthal om, at improvisationer og fandenivoldskhed fortsat er Distortions styrke og berettigelse. Også når festivalen rykker ind i mere prangende rammer. Forvrængningen af byens rum, det uventede, det grumme, den pludselig krusning, det hysterisk morsomme sker gerne, hvor Distortion defilerer forbi, og sådan bør det blive ved med at være.

Derfor var det også vanvittigt, men ikke decideret surrealistisk at opleve israelske Monotonix slå sig løs ved en optræden i kunsthallens foyer. Bogstaveligt talt. Medlemmerne, der dyrker en garagegrumset lo-fi heavy metal, har gjort sig til eksperter i dynamiske koncerter, hvor alle mand flytter sig rundt blandt publikum i rent hærg og udkrængning. Selv trommeslageren og hans interimistiske trommesæt er konstant på farten, hvad en yngre kvinde fik at mærke, da han ville rive sin stortromme med sig over mod foyerbaren for at fortsætte sine rytmiske udfoldelser dér. Pigen fik kolossen i hovedet med temmelig stor kraft og gik ud som et lys, mens trommeslageren trommede videre, og forsangerens storkrøllede hoved blev ved med at dukke op forskellige steder i menneskehavet. Fuldstændig absurd.

"Dette band minder ikke noget som helst, du før har oplevet," som Washington Post engang skrev om Monotonix. Det tør siges. Pigen kom i øvrigt til bevidsthed igen og vil næppe glemme aftenen, da hun tog til natrave på Charlottenborg og blev slået ud af en israelsk trommeslager, der sådan set bare passede sit højrisikoarbejde.

Andre højdepunkter var onsdag eftermiddags gadefest i Pisserenden, hvor en række dj's, et karaokeanlæg og en bus spækket med gestikulerende ekshibitionister hjalp til med at pumpe stemningen ekstra op, og 60 sekunders bersærkerdans på Knippelsbro lørdag aften, mens broen var oppe. Også Distortions festlandsby et godt stykke ude af Enghavevej fejrede kronede dage fredag og lørdag nat, hvor tusindvis af unge sivede frem og tilbage mellem de otte-ni små scener og lod hånt om regnbyger og lave sommertemperaturer.

Det er i det hele taget imponerende, hvad man får for pengene med et turpas til de seks dage med gang i gaden, og selvom enkelte af de natlige clubclash-arrangementer gang føltes eksekveret i en noget køligere atmosfære, end byfestivalens vanligt varme ånd indbyder til, hersker der ingen tvivl om festivalens berettigelse. Ikke blot i Danmark, men internationalt, hvor de færreste storbyer - heller ikke Reykjaviks berømmede Icelandic Airwaves - længere kan følge med Københavns bindegale trumfkort.

Halvtomt og heltamt

Som om det ikke var nok med en bydelsturnerende festkaravane, så bød den forgangne uge også på det, der har vokset sig til den største festival for dansk musik. Vesterbro Festival, som den tidligere hed, har nu skiftet navn til Start!, og det lyder stadig som lige så dårlig en idé, som da navneskiftet blev lanceret. Start!-navnet ligger påfaldende tæt op ad Århus' Spot-pendant, de afholdes med få ugers mellemrum, og Start!s profil er heller ikke væsensforskellig længere. Vesterbro Festival blev oprindelig stiftet for at gøre opmærksom på Københavns rædselsfulde øvelokaleforhold, der kun langsomt bliver mindre rædselsfulde, selv om de lokale kulturpolitikere altid plaprer højt om nye tiltag. Nu kan man undre sig over, hvad festivalens eksistensberettigelse er. Hvis den vil satse på ny dansk musik med vækstpotentiale, som det hedder et sted, nytter det vel ikke at sælge sig på etablerede navne som Outlandish, Nephew (dog under dæknavn), Johnny Deluxe og Sys Bjerre, som næppe kan nå længere inden for de danske grænser, end de allerede er nået. Sidstnævnte spillede da også kun for et par hundrede mennesker (fortrinsvis teenagepiger og deres marginalt ældre mødre i gamle højskole-sweatshirts) i Øksnehallen torsdag aften. Selvom der næppe er det store publikumssammenfald med Distortion, og det blev lidt bedre med tilskuertilslutningen i løbet af weekenden, skal Start! nok passe på at strømline sit græsrodsgrundlag i forsøget på videre vokseværk. Man ledte således længe og uforløst efter en decideret festivalånd i den heltamme og halvtomme brune kødby i den forgangne weekend. Med hele seks scener, chipsuddelende sponsorpiger og en selvfed universitetsradio, der insisterede på at blaste gammel Take That (but why?!) i et lydniveau, som ikke engang P3 ville slippe af sted med på Roskilde Festival, var rammerne blevet for prangende og hule. Det ændrer opmuntrende koncerter fra blandt andre When Saints Go Machine og Apollo desværre ikke det store på.

RUSK@INFORMATION.DKk

Distortion, 3.-7. juni (cphdistortion.dk)

Start!, 4.-6. juni (startfestival.dk)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu