Læsetid: 9 min.

En tivolibod for de forurettede eller beskyttelse af de udsatte?

Der er mange penge at hente, hvis en lønmodtager kan få en arbejdsgiver dømt for diskrimination, og arbejdsmarkedets parter løser i stigende grad denne type konflikter ved domstolene. -Vi kender vores ret, men ikke længere vores pligt,- siger historiker Henrik Jensen. Vrøvl, siger HK, lovgivningen er nødvendig
5. juni 2009

En dag i 2005 ringer telefonen i frisørsalonen Shape Intercoiffure i Slagelse. Det er politiet. -Jaguar- er mistænkt i en mordsag. -Jaguar- var engang kæreste med en af salonens frisører, og nu vil politiet gerne have en snak med hende. Det giver uro i den lille salon: Helle, som frisøren hedder, er chokeret, græder og går hjem.

Det er ikke Helles skyld, at -Jaguar- er arresteret. På den anden side er det heller ikke første gang, at hendes privatliv dominerer arbejdspladsen: Den nye kæreste og hans hund hænger ud i salonen, og Helles arbejdsgiver beskriver hende som både selviscenesættende og et rodehoved.

Arbejdsgiveren er Lene Hansen. Hun ejer Shape Intercoiffure og har ansat Helle som vikar. Og Lene har aldrig tænkt sig, at Helle skulle være andet end det.

Derfor vælger Lene Hansen ikke Helle, da hun i sommeren 2005 søger en ny daglig leder til salonen - netop som Helles vikariat løber ud. Dét fravalg får konsekvenser. For Helle er gravid. Hun sagsøger Lene for forskelsbehandling og kræver 170.000 kroner i erstatning. Indtil videre er pengene betalt. Lene vandt i byretten, men tabte sagen i landsretten. Tilbage sidder en arbejdsgiver, som ingenting forstår:

»Det kom fuldstændig bag på mig, da Helle lagde sag an. Det var jo aldrig inde i mine overvejelser, at hun skulle være ledende i min forretning. Hun var ansat i et vikariat og ikke noget som helst andet - graviditet eller ej«, fortæller Lene Hansen.

Sagen er nu på vej mod Højesteret på grund af sin principielle karakter. Helles godtgørelse skubbede nemlig endnu engang til praksis på diskriminationsområdet: Den var usædvanlig høj for, at hun ikke fik en stilling, der aldrig var hendes.

I de seneste år er Danmarks love og regler mod diskrimination på arbejdsmarkedet accelereret.

Men samfundets anstrengelser for at beskytte mindretal og andre udsatte har en sideeffekt: Det risikerer at gøre danskerne til en nation af sagsøgere, som forfølger de lovsikrede rettigheder med advokater og ved domstolene - uanset om kravene er rimelige eller ej.

Det mener en række juridiske eksperter, Information har talt med, der peger på, at antallet af diskriminationssager ført ved domstolene er i stigning.

»Diskrimination er det retsområde i Danmark, hvor vi kommer tættest på -amerikanske tilstande-. Det er fordi, vi taler om grundlæggende rettigheder og sager, som ofte er meget profilerede og meget økonomisk rentable. Indtil videre er det foregået på en fornuftig og afbalanceret måde, men der er en risiko for, at diskriminationsområdet udvikler sig til det rene cirkus«, siger Jens Kristiansen, professor i arbejdsret ved Københavns Universitet.

Urimelige afgørelser

Professor i erhvervsret Ole Hasselbalch fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet mener, at »Danmark er ved at blive løbet ned bagfra af en sindssyg strøm af lovgivning.«

Reglerne skal tage hånd om samfundets minoriteter. I stedet skaber de galopperende love en tilstand på arbejdsmarkedet, hvor stort set ethvert forsmået menneske kan gå i retten med et krav, supplerer Lars Svenning Andersen. Han er partner i Bech-Bruun, tidligere advokat for HK og formand for brancheorganisationen Danske Advokater.

Lars Svenning Andersen sammenligner den danske udvikling med en historie, han kan fra USA: En arbejdsgiver skal fyre én af sine fire medarbejdere. Men den ene er gravid. Den anden er sort. Nummer tre er senior.

»Åh, jeg tror pludselig, jeg føler mig en lille smule homoseksuel«, siger den fjerde, da han ser, at pilen peger på ham.

»Vi er ved en grænse, hvor alle de mange regler og love for ofte gør det vanskeligt for arbejdsgiveren at vælge den rigtige medarbejder«, konkluderer Lars Svenning Andersen.

Danmarks love mod diskrimination har især taget fart de seneste to årtier. Det meste af beskyttelsen er kommet gennem direktiver fra EU. Det gælder forskelsbehandlingsloven fra 1996, der beskytter mod diskrimination blandt andet på baggrund af race, religion og seksualitet. I 2004 blev loven udvidet med kriterierne alder og handicap.

Andre gange skruer Danmark selv på knapperne. Det skete for eksempel i 2001, da vordende forældre fik øget beskyttelse i perioden før og efter graviditet og barsel. Det har ført til sager, hvor domstolene har fortolket begrebet -graviditet-: Falder en (måske) vordende far ind under den udvidede beskyttelse, hvis han bliver fyret, mens han følger sin kæreste til fertilitetsbehandlinger? På bundlinjen står, at beskyttelsen fører til retssager, som danskerne næppe forestillede sig, de nogensinde skulle se:

»EF-domstolen fastslog for nogle år siden, at en dame, som blev ansat som vikar, havde lov til at lade være med at fortælle, at hun var gravid og derfor ikke kunne indtræde i vikariatet. Hun skulle ellers afløse en anden dame, som var gravid og derfor fraværende,« giver Ole Hasselbalch som eksempel.

»Det er risikoen, man får i et lovbundet system: Så sætter du folk til at spidsfortolke på dit og dat. Man risikerer at få nogle resultater frem, som er stærkt stødende for retsbevidstheden«, mener professoren.

Jackpot i diskrimination

Rimelighed eller ej: Sager om diskrimination blomstrer ved domstolene. Jens Kristiansen mener, at den stigende kurve af sagsanlæg er udtryk for en »vilje blandt lønmodtagere«. De er mere bevidste om deres rettigheder end nogensinde før.

»Diskrimination er det område, hvor man kan få de højeste godtgørelser i Danmark. Derfor vil det ofte være en fordel at angribe en sag ud fra en diskriminationsretslig vinkel frem for at sige, at der var en rimelig grund til, at man blev afskediget,« siger Jens Kristiansen.

En dom for usaglig afskedigelse af en gravid udløser normalt en godtgørelse på seks til 12 måneders løn. I sager om alder og handikap er niveauet mere speget, fordi der endnu kun er fældet dom i få sager om de nye kriterier. Men for nylig blev Skat dømt for aldersdiskrimination af fem medarbejdere. De fik hver mellem 12 og 18 måneders løn.

Fagforeningerne fører sagerne. Derfor skal lønmodtageren ikke selv gribe til lommerne for at efterprøve deres krav. Og derfor beskriver advokater i arbejdsgiverkredse diskriminationssagerne som en juridisk tivolibod:

»Det kan være vanskeligt som medarbejder ikke at prøve at indløse en lotteriseddel på 6 til 12 måneders løn for et relativt beskedent arbejde«, mener Morten Eisensee fra Dansk Industri.

Den danske model trues

Arbejdsmarkedet har adopteret »den amerikanske model« på diskriminationsområdet, fastslår professor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og ph.d. i American Studies, Helle Porsdam, der i en af magtudredningens rapporter har beskæftiget sig med amerikaniseringen af det danske retssystem.

»Minoritetsbeskyttelse er med til at skubbe beslutninger fra politik til domstolene, og der er sket en retliggørelse af det danske system,« siger hun og fortsætter:

»Man kan jo godt forstå en formand for en handicaporganisation, der siger, -nævn mig en god grund til, hvorfor handicappede ikke skal bruge de redskaber, der ligger i EU-s mindretalsbeskyttelse-.« Og den amerikanske model er også udmærket. Bare ikke i Danmark. Her risikerer den at udmanøvrere et system, der er blandt de smidigste i verden: Aftalemodellen hvor arbejdsmarkedets spilleregler står i overenskomster, som parterne jævnligt forhandler, påpeger Helle Porsdam.

Fleksibiliteten falder sammen, når konflikter løses i retssalen frem for ved forhandlingsbordet. Regler, der ikke fungerer, kan ikke -bare- rettes ved næste overenskomstforhandling, når de er skrevet ind i loven, siger Ole Hasselbalch. Samtidig stavnsbindes lønmodtager og arbejdsgiver af juridiske tovtrækkerier, som kører i årevis ved domstolene - i stedet for at finde hurtigere løsninger gennem dialog.

Derfor ser Ole Hasselbalch heller ikke de lovbundne rettigheder som vejen til en større retfærdighed for samfundets klemte medlemmer. Tværtimod:

»Jeg ser på det juridisk-teknisk, og der kører det ad helvede til«, siger han: »Det er smukt, at alle skal være lige, ja, det er meget godt. Men der er ikke noget formål i at have en ret, hvis du ikke kan komme til den på en praktisk måde«.

Mig, mig, mig

Heller ikke lektor og historiker ved Roskilde Universitetscenter Henrik Jensen mener, at øget lovgivning og flere retssager giver mere retfærdighed på et højere plan i samfundet.

Henrik Jensen har ingen detailviden om diskriminationslovgivningens teknikaliteter. Til gengæld forsker han i individ-kultur og velfærdsstat, har skrevet bøgerne Ofrets århundrede og Det faderløse samfund og mener, at udviklingen afspejler en bevidsthedsmæssig trend blandt danskerne.

Rettighedstankegangen er ikke kun amerikansk, forklarer han: Den har rødder i europæisk historie helt tilbage til menneskerettighedserklæringen og den franske revolution.

Danmark har dog altid balanceret -rettighedscirkusset- med en forestilling om pligt: Du skal yde, før du kan nyde. Men sådan er det ikke mere:

»Hele den kulturelle indfatning, som velfærdsstat og samfund er lagt ind i, har skiftet karakter de sidste 30-40 år. Vi er langsomt blevet en rettighedsstat, hvor vi er opmærksomme på, hvad vi har ret til, men uden at tænke nærmere over, hvad vi har pligt til. På den måde bliver forestillingen om lighed løsrevet fra kvalitet og kompetencer, og i stedet bare: -Det er min ret, jeg skal have det-«, siger Henrik Jensen.

Sådan clasher den individbaserede rettighedstanke med den grundtanke, det danske samfund ellers bygger på: Solidariteten. Alligevel fører fagforeningerne et stigende antal sager om diskrimination. Grunden er simpel populisme, mener Henrik Jensen:

»Fagforeningerne har ikke nogen anden rolle. De er nødt til at overgive sig til det individualiserede samfund. Håbet om at organisere folket kollektivt lod de bag sig for 30 år siden. Nu må de tale til os, som om vi er rettighedsbærere, som brugere, klienter og patienter.«

Dommerne bestemmer

Den beskrivelse vækker hovedrysten i HK: Fagforeningerne overspiller ikke deres rolle, når de kæmper for at sikre de svage lønmodtageres rettigheder - og slet ikke i sager om diskrimination. Det siger Lars Kristiansen, som leder HK-s juridiske afdeling.

»Vi havde en sag om kvinde, som var meget svagtseende. Hun arbejdede et sted, hvor man har med blinde at gøre, men blev fyret, fordi hun ikke så chefen i øjnene«, giver han som eksempel på, hvad sagerne i virkeligheden handler om.

De handler om arbejdsgivere, som ikke indretter arbejdspladsen, så der er plads til de udsatte grupper. Derfor fyrer de gravide, gamle og handicappede. På vejen opfinder de en undskyldning om, at medarbejderne ikke var dygtige nok.

»Jo!«, svarer Lars Kristiansen på spørgsmålet, om ikke enhver efterhånden kan føre en sag med henvisning til diskrimination. Men arbejdsgiverne behøver ikke føle sig udsatte af den grund: De kan bare følge reglerne, betoner lederen. Derfor vil HK blive ved at kæmpe for stadig højere godtgørelser ved domstolene:

»Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal have en masse penge, når arbejdsgiverne overtræder reglerne. Det er et spørgsmål om, at vi har så mærkbare sanktioner, at de lader være med at overtræde reglerne. Det skal være dyrt«, siger Lars Kristiansen.

Lovgivning er muligvis ikke den bedste vej til at sikre en retfærdig behandling af samfundets udsatte. Men den er nødvendig. Aftalemodellen spillede nemlig fallit, da arbejdsmarkedets parter havde chancen for at skrive reglerne ind i de kollektive overenskomster. Det siger Pia Justesen, advokat, ph.d. og specialist i diskrimination:

»Da vi fik lov mod forskelsbehandling i 1996, lavede man en bestemmelse, som sagde, at hvis arbejdsmarkedets parter gav en tilsvarende beskyttelse i en kollektiv overenskomst, så gjaldt overenskomsten. På den måde kunne problemerne løses i det arbejdsretlige system og ikke ved domstolene. Men der er ikke én kollektiv overenskomst, som har lavet beskyttelsen og reguleret spørgsmålet«.

Derfor må arbejdsmarkedet leve med sine love mod diskrimination. Det må sætte sin lid til domstolene og håbe på, at de fortolker de vidtgående regler på en rimelig måde.

Indtil videre holder Danmarks dommere »tungen lige i munden«, vurderer arbejdsretsprofessor Jens Kristiansen: De sorterer sobert mellem det, der ifølge professoren må anses for at være saglige afskedigelser og usaglig diskrimination.

I Slagelse håber Lene Hansen, at han har ret. Sagen om Helle kører på fjerde år. Udgifterne til advokater binder Lene Hansen til salonen, som hun helst vil sælge. Men der kan gå år endnu, før sagen slutter i Højesteret.

mlt@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hansen

Faren er, at det bliver for uattraktivt at ansætte folk med minoritetsbaggrund, selvfølgelig.
Omvendt bør man også i et moderne samfund arbejde på en adskillelse af ret og pligt - så man udvikler måder at løse de uomgængelige opgaver, der er koblet til pligt, på en anden måde.

Mikkel Sørensen

Slet ikke, Peter. Faren er IKKE, at det bliver for uattraktivt at ansætte folk med minoritetsbaggrund. Kvinder er nemlig ikke en minoritet... (eller kaske er alle medlem af en eller anden minoritet?).

Derimod er faren at det bliver mindre attraktivt for den LILLE erhvervsdrivende at hyre folk uden at kende dem rigtig godt i forvejen - idet man ikke umiddelbart kan se om folk er nævenyttige lyst-litiganter. Du ved: det danske krejler-gen.

De store i DI har jo HR-folk og avekatte til at klare den slags.

Majbritt Nielsen

@Mikkel Sørensen
:) Ja sjovt at man som kvinde bliver betegnet som minoritet. Når man udgør ca 50 % af befolkningen.

Dog med undtagelse af enkelte steder i Indien og Kina og andre steder man vælger pigefostre fra.