Den tredje vej endte blindt

Kl. er 19.15 søndag den 7. juni, og det er et kvarter siden, at han skulle have begyndt sin velkomsttale ved de europæiske socialdemokraters (PES) valgfest. Men han taler stadig i mobiltelefon uden for det fyldte konferencelokale I Europa-Parlamentets Espace Leopold-kompleks. Præsidenten for PES, Poul Nyrup Rasmussen, er vred.

»BBC render rundt med helt andre tal for Tyskland, jeg vil være dødssikker på de tal,« siger han.

Der er stadig en time til, at de første exit polls vil afsløre, hvad Nyrup netop har fået mistanke om. At socialdemokraterne i Tyskland - ligesom det meste af Europa - får et elendigt valg. I løbet af aftenen afløses begejstring af bekymrede miner hos det stolte arbejderparti efterhånden som exit polls og meningsmålinger lader dem forstå, at de store midterpartier, men særligt socialdemokraterne, har mistet grebet om Europas vælgere til den yderste højrefløj.

I England har Labour ikke haft dårligere valg siden 1918, i Frankrig må socialisterne afgive 17 af deres 31 mandater, mens SPD i Tyskland kun formår at hive 20,8 procent af stemmerne hjem. I alt vinker PES farvel til seks procent af stemmerne.

»Selvfølgelig er det et utilfredsstillende resultat. Finanskrisen har udløst apati hos vores vælgere, gjort tonen mere skinger på den yderste højrefløj, og de europæiske valg har kun handlet om nationale emner,« siger en tydeligt skuffet Poul Nyrup Rasmussen om det nye socialdemokratiske lavpunkt.

Sidste gang alt gik galt

Men Europa-Parlamentsvalget er blot kulminationen på 10 år med et uklart socialdemokratisk projekt over for vælgere med nye behov og et samfund med helt andre udfordringer, mener Olaf Cramme, direktør for den internationale tænketank, Policy Network, der blev oprettet med støtte fra Tony Blair, Gerhard Schröder, Giuliano Amato og Göran Persson i London i 2000. Formålet var at skabe progressiv politik sammen med og for socialdemokratiske ledere. Til efteråret har Policy Network krisekonference i Holland, fortæller Olaf Cramme.

»Det er mislykkedes for samtlige socialdemokratiske regeringer at komme med en plausibel fortælling om, hvorfor det er socialdemokratiet, der kan tackle det 21. århundredes problemer. Og det kan Den Tredje Vej ikke hjælpe med,« siger Olaf Cramme. Den nuværende krise i Europas socialdemokratier har flere lighedstegn med arbejderpartiets tilstand fra midten af 1970-erne. Få job og dyr olie, høj inflation og tilsvarende usikkerhed i befolkningen. Her så en række europæiske konservative politikere nye muligheder. De forvissede venstrefløjens vælgere om, hvordan der kunne skabes orden på de økonomiske markeder, hvilket trumfede socialdemokraternes luftige løfter, mener Olaf Cramme.

»I dag lovpriser socialdemokraterne statens genkomst og bruger keynesiansk politik til at komme ud af recessionen. Paradokset er, at selvom den slags politik virker, så lader vælgerne til at lede efter kompetente økonomiske løsninger på højrefløjen. Liberale politikere skal bringe en retfærdig og vedvarende kapitalisme tilbage. Derfor er situationen lig den, vi så i 70-erne.«

Op gennem 1980-erne opgav socialdemokraterne tanken om, at staten skulle løse ethvert samfundsproblem, og at befolkningen kan opdeles efter klasse.

Spirende socialdemokratiske regeringer imødeså nye krav fra en voksende middelklasse og gik Den Tredje Vej.

Begyndelsen til enden

Individualisering, globalisering og modernisering af forholdet mellem stat og marked ændrede fundamentalt måden, man opfattede det traditionelle politiske højre og venstre op gennem 90-erne.

Den nyslåede formand for Labour i 1994, Tony Blair, fik sin rådgiver, sociolog og politolog Anthony Giddens til at udforme en ny strategi for Labour, som et socialdemokratisk modsvar til det nye politiske landskab.

Med Den Tredje Vej valgte socialdemokraterne markedsøkonomien med visionen om at begrænse de sociale økonomiske og sociale problemer som fattigdom, ulighed og arbejdsløshed, der ifølge Giddens var konsekvensen af markedskræfternes ukontrollerede hærgen.

Konkret betød det reformer af den offentlige sektor, udvikling af offentlig og privat ejerskab, og international handel og åbenhed som en mulighed for vækst.

Men: Hverken dengang eller nu lykkes det socialdemokraterne at italesætte et fælles europæisk projekt over for deres vælgere, mener Olaf Cramme.

Den socialdemokratiske dominans af Europas regeringer var ellers tæt på total i 1999: Blair, Jospin, Schröder, D-Alema, Persson, Rasmussen, Kok, og så var der Romano Prodi i Bruxelles og Bill Clinton i Det Hvide Hus. Aldrig i Europas historie har så mange regeringsledere tilhørt de europæiske socialdemokrater.

»Og så forspildte de chancen. Det mest ærgerlige var, at de socialdemokratiske ledere ikke var i stand til at forme det europæiske projekt,« siger Olaf Cramme.

»De var ikke i stand til at kommunikere, hvorfor en spredning af magten og centralisering af beslutninger på europæisk niveau er de bedste midler til at nå progressive mål. Vælgerne mangler den fortælling, og derfor er det meget svært for vælgerne at se, hvilken rolle Europa skal spille i en økonomisk krise andet end blot: Europa er en god ting.«

Den neoliberale troika

Særligt Blair, Jospin og Schröder blev kritiseret for at svigte de socialdemokratiske idealer af bl.a. den franske sociolog Pierre Bourdieu, der i avisen Le Monde i 1998 kaldte dem la troika neoliberal.

»I Frankrig blev Den Tredje Vej set som en neoliberal version af socialdemokratiet, og det er én af de hyppigste fejlfortolkninger,« mener Olaf Cramme.

»Den Tredje Vej var en kritik af fortidens socialdemokrati, og den var et middel til at modernisere socialdemokratisk politik, så den blev fit for det 21. århundrede. Men den var aldrig en guide til den fremtidige politik.«

New Labour gik bort fra retorikken om Den Tredje Vej efter Blairs første valgperiode, fordi strategien blot skulle lede bort fra 70-ernes og 80-ernes utilstrækkelige økonomiske politik.

»I 90-erne kunne man kun komme til magten med en ansvarlig og troværdig økonomisk politik, som var anderledes end den interventionistiske politik fra 60-erne og 70-erne. Det var først og fremmest det, Den Tredje Vej handlede om,« siger Olaf Cramme og stiller selv det oplagte spørgsmål:

»Hvordan er det i dag muligt at modernisere socialdemokratisk politik, så centrum-venstre igen kan komme til magten? Socialdemokraterne står i dag over for det dilemma, at vejen ind i det 21. århundrede stadig er meget svær at definere. Det er derfor, at de er i krise.«

Alligevel var socialdemokraterne i øjenhøjde med deres vælgere, og det er den afgørende forskel på, hvordan vælgerne vindes tilbage.

Oliekrisen brød ud 30 år efter Anden Verdenskrig, og mange var stadig optaget af at købe deres første bil eller hus. Det styrkede Europa havde få udfordringer fra resten af verden, hvor vi i dag har Kina, Brasilien og Indien, der truer mennesker i en ny global verden.

Tag vælgerne alvorligt

»I dag har vi nået et helt andet niveau af rigdom, og materielle faktorer spiller slet ikke samme rolle som de blødere værdier,« siger Olaf Cramme, der kalder fundamentet for nutidens socialdemokratiske vælger »fragmenteret«.

»Arbejderklassen og fagforeningernes fald og dualiseringen af de europæiske arbejdsmarkeder har gjort det svært at kommunikere en fælles socialdemokratisk fortælling. Vilkårene for dem, der er inden for det eksempelvis tyske arbejdsmarked er helt forskellig fra dem, der står udenfor i stigende usikkerhed og arbejdsløshed.«

Derfor har europæiske socialdemokrater to roller at spille:

»PES laver et godt parlamentarisk arbejde, selvom vælgerne ikke har fået en chance for at forstå vigtigheden af deres arbejde i parlamentet. Min kritik er, at PES er i en unik position til at reformere medlemslandenes socialdemokratiske partier, men det har langt fra været tilfældet,« siger Olaf Cramme og bruger integration som eksempel:

»Socialdemokraterne er nødt at udfordre stålsatte overbevisninger om, hvordan vi håndterer moderne kulturelle samfund. Socialdemokratiske vælgere er bekymrede for den stigende immigration, fordi det betyder konkurrence på arbejdsmarkedet, særligt i den offentlige servicesektor. Her skal de netop ikke spille det racistiske højrefløjskort, men de skal tage vælgernes bekymringer alvorligt.«

Gode råd til PES

Alle regeringer laver socialdemokratisk politik i krisetider, medgiver Olaf Cramme, men det er primært, fordi socialdemokraterne fejler deres egen politik, at det kan lade sig gøre for midterpartierne at kopiere den.

»Socialdemokraterne har stået for halvbagte politiske løsninger, hvor de instinktivt har ret. Hvis de får en troværdig argumentation, er der ikke nogen andre partier, der vil kunne stjæle deres dagsorden,« siger han og påpeger, at der eksempelvis er emner, som socialdemokraterne tager op, hvis løsning kolliderer med deres egne grundlæggende principper.

»De er hurtige i retorikken omkring vigtigheden af klimaforandringer, men de har ikke forstået, at klimaforandringer er et meget svært socialdemokratisk emne. Det underliggende rationale i diskussionen om klimaforandringer går imod socialdemokraternes formål, nemlig at hjælpe de nederste i samfundet til større velstand,« siger Olaf Cramme og uddyber:

»Socialdemokraterne vil sørge for, at deres vælgere kan blive mere mobile, altså købe en ny bil eller tage et fly til Spanien, men klimaforandringer handler om at skære ned på CO2-udslip ved at undgå flyrejser. Den slags udfordringer vil jeg håbe, at PES arbejder langt skarpere med, og det kan de netop gøre, fordi de er i opposition. Vi har slet ikke set nok af den slags reformistisk tankegang.«

Der er sgu svært

I eftertankens timer dagen efter Europa-Parlamentsvalget er Olaf Cramme og præsident for PES, Poul Nyrup Rasmussen tilsyneladende enige i, at socialdemorkraterne møder udfordring i samarbejdet mellem det nationale og det europæiske.

»Det er sgu ikke let det her. Valgkampen foregår på et europæisk niveau, hvor jeg farer rundt i alle landene med et grænseoverskridende program, der er relevant for den nationale kontekst. Ved siden af det kører der jo nationale kampagner, hvor der har været en udstrakt tendens til at overføre det nationale problem til det europæiske. Tag f.eks. Ungarn, hvor Fidesz, det populistiske oppositionsparti har en massiv sejr. Det er et parti, der rejser rundt med et billede af Ungarn som bagtæppe, og det vinder de på i den forstand. Det samme sker i England, hvor folk ikke vil stemme på en skandaleramt regering,« siger Poul Nyrup.

- Har nationale dagsordener taget opmærksomheden?

»Ja, lige præcis. Min pointe er, at der er ikke noget i vejen med projektet, men der er noget i vejen med brobygningen, derfor er der ikke andet at gøre end på den igen, vi må videre! Vi må analysere på, hvordan vi overkommer de nationale partiers optagethed af det nationale.«