Læsetid: 7 min.

Den tredje vej endte blindt

De europæiske socialdemokraters krise begyndte med en afstikker ud ad Tony Blairs Tredje Vej, hvor markedskræfterne skulle løse socialdemokratiske udfordringer. Men det socialdemokratiske projekt blev aldrig genopfundet, processen gik i stå med kritikken af fortiden. I dag aner vælgerne ikke, hvad det betyder at være socialdemokrat
På turne. Poul Nyrup Rasmussen under valgkampen for de europæiske socialdemokrater - her i Lille i Nordfrankrig. Nyrup erkender, at der er en modsætning mellem den europæiske dagsorden, han har rejst rundt med, og det nationale fokus, valgkampen har haft i de fleste europæiske lande.

På turne. Poul Nyrup Rasmussen under valgkampen for de europæiske socialdemokrater - her i Lille i Nordfrankrig. Nyrup erkender, at der er en modsætning mellem den europæiske dagsorden, han har rejst rundt med, og det nationale fokus, valgkampen har haft i de fleste europæiske lande.

Luc Moleux

13. juni 2009

Kl. er 19.15 søndag den 7. juni, og det er et kvarter siden, at han skulle have begyndt sin velkomsttale ved de europæiske socialdemokraters (PES) valgfest. Men han taler stadig i mobiltelefon uden for det fyldte konferencelokale I Europa-Parlamentets Espace Leopold-kompleks. Præsidenten for PES, Poul Nyrup Rasmussen, er vred.

»BBC render rundt med helt andre tal for Tyskland, jeg vil være dødssikker på de tal,« siger han.

Der er stadig en time til, at de første exit polls vil afsløre, hvad Nyrup netop har fået mistanke om. At socialdemokraterne i Tyskland - ligesom det meste af Europa - får et elendigt valg. I løbet af aftenen afløses begejstring af bekymrede miner hos det stolte arbejderparti efterhånden som exit polls og meningsmålinger lader dem forstå, at de store midterpartier, men særligt socialdemokraterne, har mistet grebet om Europas vælgere til den yderste højrefløj.

I England har Labour ikke haft dårligere valg siden 1918, i Frankrig må socialisterne afgive 17 af deres 31 mandater, mens SPD i Tyskland kun formår at hive 20,8 procent af stemmerne hjem. I alt vinker PES farvel til seks procent af stemmerne.

»Selvfølgelig er det et utilfredsstillende resultat. Finanskrisen har udløst apati hos vores vælgere, gjort tonen mere skinger på den yderste højrefløj, og de europæiske valg har kun handlet om nationale emner,« siger en tydeligt skuffet Poul Nyrup Rasmussen om det nye socialdemokratiske lavpunkt.

Sidste gang alt gik galt

Men Europa-Parlamentsvalget er blot kulminationen på 10 år med et uklart socialdemokratisk projekt over for vælgere med nye behov og et samfund med helt andre udfordringer, mener Olaf Cramme, direktør for den internationale tænketank, Policy Network, der blev oprettet med støtte fra Tony Blair, Gerhard Schröder, Giuliano Amato og Göran Persson i London i 2000. Formålet var at skabe progressiv politik sammen med og for socialdemokratiske ledere. Til efteråret har Policy Network krisekonference i Holland, fortæller Olaf Cramme.

»Det er mislykkedes for samtlige socialdemokratiske regeringer at komme med en plausibel fortælling om, hvorfor det er socialdemokratiet, der kan tackle det 21. århundredes problemer. Og det kan Den Tredje Vej ikke hjælpe med,« siger Olaf Cramme. Den nuværende krise i Europas socialdemokratier har flere lighedstegn med arbejderpartiets tilstand fra midten af 1970-erne. Få job og dyr olie, høj inflation og tilsvarende usikkerhed i befolkningen. Her så en række europæiske konservative politikere nye muligheder. De forvissede venstrefløjens vælgere om, hvordan der kunne skabes orden på de økonomiske markeder, hvilket trumfede socialdemokraternes luftige løfter, mener Olaf Cramme.

»I dag lovpriser socialdemokraterne statens genkomst og bruger keynesiansk politik til at komme ud af recessionen. Paradokset er, at selvom den slags politik virker, så lader vælgerne til at lede efter kompetente økonomiske løsninger på højrefløjen. Liberale politikere skal bringe en retfærdig og vedvarende kapitalisme tilbage. Derfor er situationen lig den, vi så i 70-erne.«

Op gennem 1980-erne opgav socialdemokraterne tanken om, at staten skulle løse ethvert samfundsproblem, og at befolkningen kan opdeles efter klasse.

Spirende socialdemokratiske regeringer imødeså nye krav fra en voksende middelklasse og gik Den Tredje Vej.

Begyndelsen til enden

Individualisering, globalisering og modernisering af forholdet mellem stat og marked ændrede fundamentalt måden, man opfattede det traditionelle politiske højre og venstre op gennem 90-erne.

Den nyslåede formand for Labour i 1994, Tony Blair, fik sin rådgiver, sociolog og politolog Anthony Giddens til at udforme en ny strategi for Labour, som et socialdemokratisk modsvar til det nye politiske landskab.

Med Den Tredje Vej valgte socialdemokraterne markedsøkonomien med visionen om at begrænse de sociale økonomiske og sociale problemer som fattigdom, ulighed og arbejdsløshed, der ifølge Giddens var konsekvensen af markedskræfternes ukontrollerede hærgen.

Konkret betød det reformer af den offentlige sektor, udvikling af offentlig og privat ejerskab, og international handel og åbenhed som en mulighed for vækst.

Men: Hverken dengang eller nu lykkes det socialdemokraterne at italesætte et fælles europæisk projekt over for deres vælgere, mener Olaf Cramme.

Den socialdemokratiske dominans af Europas regeringer var ellers tæt på total i 1999: Blair, Jospin, Schröder, D-Alema, Persson, Rasmussen, Kok, og så var der Romano Prodi i Bruxelles og Bill Clinton i Det Hvide Hus. Aldrig i Europas historie har så mange regeringsledere tilhørt de europæiske socialdemokrater.

»Og så forspildte de chancen. Det mest ærgerlige var, at de socialdemokratiske ledere ikke var i stand til at forme det europæiske projekt,« siger Olaf Cramme.

»De var ikke i stand til at kommunikere, hvorfor en spredning af magten og centralisering af beslutninger på europæisk niveau er de bedste midler til at nå progressive mål. Vælgerne mangler den fortælling, og derfor er det meget svært for vælgerne at se, hvilken rolle Europa skal spille i en økonomisk krise andet end blot: Europa er en god ting.«

Den neoliberale troika

Særligt Blair, Jospin og Schröder blev kritiseret for at svigte de socialdemokratiske idealer af bl.a. den franske sociolog Pierre Bourdieu, der i avisen Le Monde i 1998 kaldte dem la troika neoliberal.

»I Frankrig blev Den Tredje Vej set som en neoliberal version af socialdemokratiet, og det er én af de hyppigste fejlfortolkninger,« mener Olaf Cramme.

»Den Tredje Vej var en kritik af fortidens socialdemokrati, og den var et middel til at modernisere socialdemokratisk politik, så den blev fit for det 21. århundrede. Men den var aldrig en guide til den fremtidige politik.«

New Labour gik bort fra retorikken om Den Tredje Vej efter Blairs første valgperiode, fordi strategien blot skulle lede bort fra 70-ernes og 80-ernes utilstrækkelige økonomiske politik.

»I 90-erne kunne man kun komme til magten med en ansvarlig og troværdig økonomisk politik, som var anderledes end den interventionistiske politik fra 60-erne og 70-erne. Det var først og fremmest det, Den Tredje Vej handlede om,« siger Olaf Cramme og stiller selv det oplagte spørgsmål:

»Hvordan er det i dag muligt at modernisere socialdemokratisk politik, så centrum-venstre igen kan komme til magten? Socialdemokraterne står i dag over for det dilemma, at vejen ind i det 21. århundrede stadig er meget svær at definere. Det er derfor, at de er i krise.«

Alligevel var socialdemokraterne i øjenhøjde med deres vælgere, og det er den afgørende forskel på, hvordan vælgerne vindes tilbage.

Oliekrisen brød ud 30 år efter Anden Verdenskrig, og mange var stadig optaget af at købe deres første bil eller hus. Det styrkede Europa havde få udfordringer fra resten af verden, hvor vi i dag har Kina, Brasilien og Indien, der truer mennesker i en ny global verden.

Tag vælgerne alvorligt

»I dag har vi nået et helt andet niveau af rigdom, og materielle faktorer spiller slet ikke samme rolle som de blødere værdier,« siger Olaf Cramme, der kalder fundamentet for nutidens socialdemokratiske vælger »fragmenteret«.

»Arbejderklassen og fagforeningernes fald og dualiseringen af de europæiske arbejdsmarkeder har gjort det svært at kommunikere en fælles socialdemokratisk fortælling. Vilkårene for dem, der er inden for det eksempelvis tyske arbejdsmarked er helt forskellig fra dem, der står udenfor i stigende usikkerhed og arbejdsløshed.«

Derfor har europæiske socialdemokrater to roller at spille:

»PES laver et godt parlamentarisk arbejde, selvom vælgerne ikke har fået en chance for at forstå vigtigheden af deres arbejde i parlamentet. Min kritik er, at PES er i en unik position til at reformere medlemslandenes socialdemokratiske partier, men det har langt fra været tilfældet,« siger Olaf Cramme og bruger integration som eksempel:

»Socialdemokraterne er nødt at udfordre stålsatte overbevisninger om, hvordan vi håndterer moderne kulturelle samfund. Socialdemokratiske vælgere er bekymrede for den stigende immigration, fordi det betyder konkurrence på arbejdsmarkedet, særligt i den offentlige servicesektor. Her skal de netop ikke spille det racistiske højrefløjskort, men de skal tage vælgernes bekymringer alvorligt.«

Gode råd til PES

Alle regeringer laver socialdemokratisk politik i krisetider, medgiver Olaf Cramme, men det er primært, fordi socialdemokraterne fejler deres egen politik, at det kan lade sig gøre for midterpartierne at kopiere den.

»Socialdemokraterne har stået for halvbagte politiske løsninger, hvor de instinktivt har ret. Hvis de får en troværdig argumentation, er der ikke nogen andre partier, der vil kunne stjæle deres dagsorden,« siger han og påpeger, at der eksempelvis er emner, som socialdemokraterne tager op, hvis løsning kolliderer med deres egne grundlæggende principper.

»De er hurtige i retorikken omkring vigtigheden af klimaforandringer, men de har ikke forstået, at klimaforandringer er et meget svært socialdemokratisk emne. Det underliggende rationale i diskussionen om klimaforandringer går imod socialdemokraternes formål, nemlig at hjælpe de nederste i samfundet til større velstand,« siger Olaf Cramme og uddyber:

»Socialdemokraterne vil sørge for, at deres vælgere kan blive mere mobile, altså købe en ny bil eller tage et fly til Spanien, men klimaforandringer handler om at skære ned på CO2-udslip ved at undgå flyrejser. Den slags udfordringer vil jeg håbe, at PES arbejder langt skarpere med, og det kan de netop gøre, fordi de er i opposition. Vi har slet ikke set nok af den slags reformistisk tankegang.«

Der er sgu svært

I eftertankens timer dagen efter Europa-Parlamentsvalget er Olaf Cramme og præsident for PES, Poul Nyrup Rasmussen tilsyneladende enige i, at socialdemorkraterne møder udfordring i samarbejdet mellem det nationale og det europæiske.

»Det er sgu ikke let det her. Valgkampen foregår på et europæisk niveau, hvor jeg farer rundt i alle landene med et grænseoverskridende program, der er relevant for den nationale kontekst. Ved siden af det kører der jo nationale kampagner, hvor der har været en udstrakt tendens til at overføre det nationale problem til det europæiske. Tag f.eks. Ungarn, hvor Fidesz, det populistiske oppositionsparti har en massiv sejr. Det er et parti, der rejser rundt med et billede af Ungarn som bagtæppe, og det vinder de på i den forstand. Det samme sker i England, hvor folk ikke vil stemme på en skandaleramt regering,« siger Poul Nyrup.

- Har nationale dagsordener taget opmærksomheden?

»Ja, lige præcis. Min pointe er, at der er ikke noget i vejen med projektet, men der er noget i vejen med brobygningen, derfor er der ikke andet at gøre end på den igen, vi må videre! Vi må analysere på, hvordan vi overkommer de nationale partiers optagethed af det nationale.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

For mig ser det ud som om Olav Cramme ikke magter, at gennemføre det erkendelsens paradigmeskift som han implicit efterlyser. Eller han tør ikke at tage det skridt som alle venter på, og som hedder marxisme med stort M. Her findes løsningen, samt en model til at tænke med, og dermed forstå de økonomiske problemer og en mulighed for at udarbejde en løsning der ikke bevidstløs følger den 3. vej.

Søren Kristensen

Alt har sin tid. Det havde de europæiske socialdemokratier også i forrige århundrede. Nu gælder det nationalstaternes bæredygtighed og indbyrdes solidaritet. Fremtiden er ikke nødvendigvis rød. Den er broget og det kan vise sig at være en fordel.

Claus Oreskov

@Søren Kristensen.
Du kunne i princippet have ret, men jeg er ikke så sikker. Hvori bestå det ”brogede” egentlig, er det ikke bare en ny overbygning, som rejser sig over de samme økonomiske udbytnings strukturer?

Lars Løfgren

Hvor ville det være velgørende, hvis Socialdemokraterne simpelthen gav sig til at føre socialdemokratisk politik! I øvrigt skrev Information ganske profetisk på lederplads i 1999: “Det nye og foruroligende er, at Blair og Schröder nu vil finde en tredje vej, ikke mellem liberalisme og socialisme, men mellem ultraliberalismen og den socialdemokratisme, der i årtier var anerkendt som - en tredje vej”.

Claus Oreskov

@Lars Løfgren.
Lyder ildevarslende rigtigt. Hvorfor vi skulle efterligne englænderne, der efterlignede os – det er en gåde!

Michael Gudnæs

Søren Kristensen: 'Alt har sin tid. Det havde de europæiske socialdemokratier også i forrige århundrede. Nu gælder det nationalstaternes bæredygtighed og indbyrdes solidaritet.'

Er det virkeligt den eneste mulighed? Fordi et system, som blev opfundet for 100 år siden, ikke længere er tidsvarende, skal vi vende tilbage til et andet system, som blev opfundet for 200 år siden.

Hvad med at tænke fremad?

Søren Kristensen

@Michael Gudnæs

For hundrede år siden blev USSR opfundet. En i bagklogskabens lys noget tvivlsom opfindelse.

For omkring 200 år siden blev De Forenede Amerikanske Stater opfundet. Successen kan og bliver til stadighed diskuteret.

Mig bekendt har man aldrig før i Europas historie lykkedes med en kombination af nationalisme og solidaritet, uden at nogle eller et enkelt land har forsøgt at underlægge sig det hele. Derfor kunne den solidaritet hvorefter man respekterer ikke kun hinandens grænser, men også forskellighed, være socialdemokratiernes nye projekt. Men hvorfor kun i vor del af verden? Irakkere, palæstinensere, indere og alle mulige andre befolkninger vil tilsyneladende i stigende grad også være med. Fremtidens politikker kan således sagten vise sig at grunde sig langt mere på diversitet end på ensretning. I så fald er den klassiske socialisme, hvorefter alle er ens og derfor lige så godt kan bo i den samme stat (fx. EU) forældet. Enhver virksomhedsleder ved at magien opstår når forskelligheder mødes og tilsammen udgør mere end summen af de enkelte dele. Også kaldet synergi. EU behøver ikke stå i vejen for den udvikling, men kommer sandsynligvis til at gøre det. Medmindre...

Michael Gudnæs

@ Søren K.

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig meget klog på fortærskede -ismer, men det forekommer mig dog at din definition, at alle er 'ens' (hvordan pokker skulle det kunne lade sig gøre) har meget lidt at gøre med socialismen, sådan som jeg har forstået den. Det centrale pricip om at den enkelte skal bidrage efter evne og nyde efter behov synes jeg tvært imod tyder på en stor respekt for mangfoldigheden,

Men nok om det, det var ikke socialismen, jeg reagerede imod, men nationalismen. Du skriver at magien opstår når forskelligheder mødes og tilsammen udgør mere end summen af de enkelte dele. Det er da netop en fortale for det modsatte af nationalismen, nationalismen medfører jo at de enkelte grupper putter sig i deres reder og dyrker deres 'enshed', og derfor netop IKKE mødes. Vil du altså have dynamik, bliver du nødt til - hvad enten du vil eller ej - at blande kortene i multikulturelle strukturer. Netop den samme opskrift som har muliggjort succes'en i det USA, du selv nævner.

Claus Oreskov

@Michael Gudnæs eller succen i ex jugoslavien! Og mærk dig en ting at sociale skeld i US opte løber længs etniske grænser!

Michael Gudnæs

Claus, tragedien på Balkan var jo netop et udtryk for militant nationalisme, som var kommet i kog efter at have været undertrykt gennem mange år. Det er ikke sådan en struktur, jeg taler om, men en kultur hvor vi stræber efter gradvist at glemme de nationale konstruktioner, som blev trukket ned over hovederne på de europæiske folkeslag i forlængelse af den franske revolution. Lad vores unger lære nogle flere sprog, og lad dem studere og arbejde i alle klodens lande. Nation-dyrkelsen tilhører enten fortiden eller fortabelsen.

I Sovjetunionen troede man gennem mange år at man havde løst det nationale spørgsmål og skabt homo sovjeticus - ja det ved du sikkert alt om, du er jo ekspert på Rusland. Men man åbenbart ikke gjort det godt nok, for da Unionen faldt sammen, faldt folk tilbage til nationale og etniske stridigheder.

Jeg siger ikke at det er let, men hvis vi skal kunne skabe en lys og tryg fremtid i velstand for alle, bliver vi nødt til at lægge enhver tanke om nationalisme bag os og

Claus Oreskov

@Michael Gudnæs.
Nationalismen som du ikke kan lide forudsætter den mangfoldighed som du godt kan lide!
Angående etniske konflikter (og nationale som er det samme i stor skala) så er jeg af den opfattelse at de er situations bestemt. Det betyder at man skal se på de faktoren som i en historisk situation kan være medvirkende til at fremkalde disse konflikter. Som altid vil man støde på økonomiske og magt politiske årsager lang mindre end kultur som mange tror. Jeg er selv stor tilhængere at Immanuel Wallersteins verdens system analyser, til forståelse af historiske situations bestemte foreteelser. Din tese om at nationale konflikter, skulle opstå når bestemte kontrol instanser, ophører med at hæmme dem, tror jeg som sagt ikke meget på. I stedet skal man se på de aktuelle spændinger og konflikt skabende strukturer, og dernæst på hvordan de forskellige etniske eller nationale gruppering positioneres og hvad der bestemmer deres position. Jeg tror derfor ikke som du siger. at folk faldt ”tilbage” til etniske stridigheder, da man opløste Sovjetunionen. De etniske stridigheder som opstod i slipstrømmen på Sovjetunionens opløsning skal ses i deres egen historiske kontekst, så vil man straks se at markedsfordele og andre økonomiske foretagender, spillede en afgørende rolle sammen med magtpolitiske kampe, hvor den nye politiske elite pustede til ilden.
Så siger du at: ” I Sovjetunionen troede man gennem mange år at man havde løst det nationale spørgsmål og skabt homo sovjeticus”. Det passer nu ikke helt. At skabe et ”homo sovjetucus”, var aldrig noget officielt projekt tværtimod. ”Homo sovjeticus” er et begreb som intelligentsiaen (http://da.wikipedia.org/wiki/Intelligentsia) legede med, og du kender det muligvis fra Alexander Zinovievs roman ”Homo Sovieticus”. Diskussionerne om de nationale spørgsmål tog sin begyndelse i det russiske socialdemokrati allerede omkring 1905 skudt i gang af liggende diskussioner i det østrigske socialdemokrati. Ligeledes forsøgte Zarens håndlangere at skabe etniske konflikter i Kaukasus og andre steder. Så var der det jødiske ”Bund” som også mere og mere blev national. Lenin frygtede at især den russiske nationale gruppe (storrusseren som han kaldte dem) skulle dominere andre etniske grupper i det kommende socialistiske regime. Stalin var den der blev sat til at udarbejde en strategi for partiet så man kunne håndtere det nationale spørgsmål, uden at lægge grunden til fremtidige konflikter. Løsningen blev at tildele nationale mindertal forskellige rettigheder og fratage storrusserne forskellige privilegier. Resultatet kan læses i den lille bog: J.Stalin: ”Marxismen og Det Nationale Spørgsmål”. Mondes Forlag 1939. første gang publicerede 1913 på russisk). Som antropolog har jeg særligt været optaget af etnicitet og jeg må sige at jeg er forbavset over den dybe indsigt som Stalin havde på dette område- du vil ikke finde mange, nu til dags der bare rummer en brøkdel, af denne viden og indsigt på området.