BERLIN - En tysk hunræv har fået tildelt kælenavnet 'Imelda Marcos', efter at den er blevet identificeret som den skyldige i tyveri af over 120 sko fra en nærliggende provinsby.
I mere end et år har indbyggerne i Föhren i Tysklands skovklædte Eiffel-bjerge undret sig over, hvad forklaringen kunne være på, at deres støvler, sko og slippers forsvandt midt om natten fra dørmåtter og havefliser.
Nu er mysteriet løst: I sidste uge stødte en skovfoged nemlig på en større samling sko i en rævegrav, da han var i færd med at fælde træer.
Byttet omfattede langskaftede røjsere, tilmurede hikersko, tøfler og sågar en støvle med jernbeslag.
»Det lykkedes mig at hale 86 sko ud fra indgangen med en pind,« fortæller skovfoged Rolf Willerscheidt. »Og jeg fandt flere i en grusgrav i nærheden. Nogle var endda i komplette par og så helt nye ud.«
Legetøj til hvalpe
Rudolf Reichsgraf von Kesselstaat, den lokale greve som bor i Schloss Föhren, byens lokale slot, har nu udstillet hele samlingen i sin residensbolig, således at bysbørn får mulighed for at komme og få leveret deres savnede fodtøj tilbage.
Rigsgreven vurderer, at hunræven antagelig har stjålet skoene som legetøj til sine hvalpe.
»Det er tydeligt, at hun har udviklet en besættelse af sko,« siger han til Der Spiegel.
»De kan have været tiltænkt en rolle som legetøj, for der er små bidmærker på snørebåndene af flere dem,« forklarer han.
»Det er imponerende, at hun har fået tid til at stjæle så mange sko ved siden af sine jagtture.«
Hunræven er blevet sammenlignet med Imelda Marcos, hustru til Filippinernes tidligere diktator Ferdinand Marcos og indehaver af over 2.500 par sko.
Den skoglade hunræv er stadig på fri fod og har ikke indstillet sine natlige tyvetogter.
»Der har været to sko tyverier, siden skosamlingen blev fundet,« oplyser skovfoged Willerscheidt.
»Det bedste råd jeg kan give folk, er, at de skal huske at låse deres sko inde for natten.«
Oversat af Niels Ivar Larsen