Læsetid: 4 min.

Det skulle være så rødt...

Hvorfor har nedturen for den nyliberalistiske økonomi ikke ført til en nedtur for nyliberalistisk politik?
Frankrig. For de franske socialister, var nederlaget så markant, at de blev overhalet af det hidtil upåagtede grønne parti, hvis leder Daniel Cohen-Bendit her taler til  partiaktivister efter valgsejren.

Frankrig. For de franske socialister, var nederlaget så markant, at de blev overhalet af det hidtil upåagtede grønne parti, hvis leder Daniel Cohen-Bendit her taler til partiaktivister efter valgsejren.

Philippe Wojazer

13. juni 2009

En fransk socialist sagde onsdag, at ordet socialisme burde afskaffes. Det var ikke længere navnet på et projekt og en drøm, men på en fiasko. Ordet socialist betyder i denne sammenhæng ikke det samme på dansk som på fransk: Det franske socialistparti svarer til det store parti, som i andre lande hedder Arbejderpartiet eller Socialdemokratiet. Det var den intellektuelle borgmester i Évry Manuel Valls, som udtalte dommen over navnet på sit eget parti, der ved Europaparlamentsvalget søndag mistede over halvdelen af sine mandater og endte med katastrofale 16 procent af stemmerme. Sidste år udgav Valle en bog med titlen: Afslutningen på den gamle socialisme - og begyndelsen på en ny venstrefløj . Men onsdag radikaliserede han sin konklusion: »Klokkerne ringer for Socialistpartiet, dér er vi. Vi er lige før partiets kliniske død.«

Sådan set har det franske socialistparti været dér siden den 21.april 2001, da socialisten Lionel Jospin sensationelt tabte til nationalisten Jean-Marie Le Pen i første runde af præsidentvalget. Jospin valgte i 90-erne at gå imod det, der blev kaldt Den Tredje Vej og -den nye midte-, som blev anset for et kostbart kompromis med markedsliberalismen, og den, der valgte den tredje vej, blev set som én, der havde opgivet kampen mod kapitalismens herredømme. Men Jospins og de andre franske socialisters egen vej førte dem uden for indflydelse og mod nye nederlag. Den Tredje Vej blev i England til som mulighed for at relancere det gamle arbejderparti som New Labour efter især Margaret Thatchers dramatiske opgør med fagbevægelsen, den offentlige sektor og socialstaten. Den Tredje Vej var ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens hverken »gammel socialdemokratisme« eller »Thatchers nyliberalisme«. Den tredje vej var hverken bureaukratisk totalstat eller ideologisk minimalstat, men et forsøg på at introducere markedsløsninger på statens problemer. I Tyskland lancerede Gerhard Schröder tilsvarende die neue Mitte som relancering af socialdemokraterne efter Helmuts Kohls lange periode som borgerlig kansler. Som præsident i USA annoncerede Bill Clinton opgør med den bureaukratiske stat - »velfærdsstaten som vi kender den« - og Ronald Reagens ideologiske konservatisme. Den Tredje Vej og den nye midte anerkendte, at nyliberalismen var et svar på et virkeligt eksisterende politisk problem. Men den anerkendte ikke, at alternativet til den gamle stat var en lille stat og et stort marked. Hvor den gamle socialdemokratisme søgte demokratiske løsninger på markedsødelæggende effekter, søgte Den Tredje Vej markedsløsninger på bureaukratiets og formynderiets destruktive effekter.

Det totale nederlag

Både de, der som de franske socialister fravalgte Den Tredje Vej, eller de, der som de tyske og engelske socialdemokrater, fulgte den, kunne søndag aften registrere alarmerende nederlag. Samlet gik de europæiske socialdemokrater kun 2,5 procentpoint tilbage, men de tyske, franske og engelske arbejderpartier blev hamret ned. Det britiske arbejderparti fik med 16 procent af stemmerne det dårligste valg i knap 100 år, og med kun 20 procent af stemmerne fik det tyske socialdemokrati det dårligste valg i 50 år, mens de franske socialister blev overhalet af det hidtil upåagtede Grønne parti. Folk omkring det franske, tyske og engelske parti efterlyser lederskab, men de efterlyser også mere end det: Et nyt sprog og en politisk berettigelse.

Det nyliberalistiske selv

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor nyliberalismens økonomiske deroute ikke har resulteret i en deroute for nyliberalistisk politik. Det første svar er, at nyliberalismen er langt mere end en økonomisk politik. Nyliberalismen er en livsform. Som den engelske sociolog Nikolas Rose har pointeret, er det nyliberalistiske billede af mennesket som selv-realiserende entreprenør funderet i en etik og en kultur, som deles af både højrefløjen og venstrefløjen: »Dette selv stræber efter sin egen selvstændighed, det går efter personlig tilfredsstillelse i den jordiske tilværelse, det fortolker sin virkelighed og sin skæbne som noget, det er personligt ansvarlig for, og det skaber mening i tilværelsen gennem handlinger og valg.« Og markedet er blevet det oplagte sted for denne selvtilfredsstillelse. Den venstrefløj, som problematiserer det billede af selvet, vil skulle præsentere en anden etik og en anden frihedsopfattelse, og den vil blive beskyldt for formynderi. Det andet svar er, at hverken Den Tredje Vej eller fravalget af Den Tredje Vej undslap den nyliberalisme, som de ville gøre op med. Markedslogikkens udbredelse til og dominans på så godt som alle politiske, kulturelle og sociale felter skyldes ikke et særligt moralsk syndefald, og det er ikke en konsekvens af, at grådigheden er kommet til magten.

Den såkaldte markedsfundamentalisme har dyrket markedet som en form for styring. Markedet har fungeret som sandhedens og retfærdighedens sted: Det, der klarede sig godt dér, havde fortjent det; og det, der ikke klarede sig dér, havde ikke fortjent det. De gode borgere er dem på arbejdsmarkedet, og de borgere, som skal presses og piskes er dem, uden for arbejdsmarkedet. Denne form for styring er blevet udlagt som mindre formynderisk end, hvis mennesket selv bestemte, hvem der skulle piske, og hvem, der skulle prises. Markedet skulle være den mindst uretfærdige måde at bestemme over andre på. Markedsfundamentalismen er baseret på en tro på, at markederne er rationelle og selv søger balance og orden. Markederne skulle altså være selvkorrigerende.

Men den seneste krise har igen bevist, at markederne hverken er rationelle eller selvkorrigerende. De fungerer ikke længere som styring. De kræver styring.

Men dem, der tror, at denne erkendelse af sig selv skulle føre os tilbage til den gode gamle socialdemokratisme, tager fejl. Nyliberalismen opstod både som et ideologisk projekt og som løsning på specifikke styringsproblemer. Nu ser vi, at denne styring skaber mindst lige så meget bureaukrati, uretfærdighed og formynderi som den gamle, store stat. Man kan måske i den optik sige, at socialisme lige nu betegner et fravær og en udfordring. Det handler om helt banalt at finde ud af, hvordan man bestemmer, regerer og styrer i et samfund, hvor den store stat har slået fejl og markedsfundamentalismen spillet fallit. Det er udfordringen for en socialisme, som fortjener navnet demokratisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man taler om rødt, man taler om grønt, og ser, at rødt mangler socialismen, grønt klorofyllen. På sin ny vej til magten valgte folkesocialisterne musical'en "Det sku' vær' så godt", men forliste ham Larsen. Når Rune Lykkeberg beskriver Den tredje Vej, tænker man på, om midtervejen er middelmådighedens og på uitilitarismen i den hedoniske udgave, en personfikseret etik med et mangelforhold til socialismen, Marx´s målsætning, der omfatter alle og enhver og kommer i den forstand af alle politiske ideologier nærmest det demokrati, der indeholder både frihed og tolerance.
At liberalisterne ser rødt, når de ser socialisme, har været gældende for den socialdemokratiske ledelse lige siden den blev konfronteret med dens marxistiske fordring, men ikke for dens medlemmer, arbejderne, og i valget mellem magt og ideologi har disse socialliberalister, nu suppleret med folkesocialister, slået mange socialister korporligt ihjel.
I det historiske forløb står nazismen som taberen af 1900-tallets politik, eksplicit 2.verdenskrig, men i modsætningsforholdet mellem kapitalisme og socialisme blev nederlaget overført på dens modstanden, den antifascistiske socialisme, blev en slags marxistisk syndebuk for stalinismen, sort som den kapitalistiske neoliberalisme selv. Den tredje Vej indtog magten.
Men hvad er Den tredje Vej og dens pengeetik i grunden, når den realpolitisk sætter dem, der førte os i økonomisk uføre til at føre os videre ad samme vej?

Søren Kristensen

"Hvorfor har nedturen for den nyliberalistiske økonomi ikke ført til en nedtur for nyliberalistisk politik?"

Virkelig godt spørgsmål.

Svaret er selvfølgelig at det kommer også til at ske. Men kun langsomt og i takt med ændrede levevilkår, som følge af de forskellige (økonomiske og miljøbetingede) kriser, som endnu ikke er slået igennem for alvor. Vi lever i vid udstrækning som vi gjorde for fem år siden, godt hjulpet på vej af bankpakker, friværdier og pensionsopsparinger, hvorfor større (tilbage)justeringer på f.eks. dagpenge/kontanthjælpområdet, endnu ikke har været nødvendige. Når først et stærkt stigende antal af "gode borgere" stiller op i arbejdsløshedskøen og de neoliberale af indlysende ideologiske årsager ikke kan strække sig videre rent fordelingspolitisk, uden helt at miste troværdigheden, vil en renere socialisme igen blomstre som den gjorde i tidernes morgen. Udfordringen bliver selvfølgelig at balancere denne neosocialisme, som med overvejende sandsynlighed vil være koblet med en god portion nationalisme af protektionistiske årsager.

Det kommer alt sammen til at tage tid, netop fordi de akkumulerede private reserver, i form af friværdier og pensionsopsparinger ikke mindst blandt socialdemokrater, på trods af finanskrisen, stadig er store og fordi det tager tid at ændre et helt folks selvopfattelse.

Hvordan ved vi så at tiden er inde? Hold øje med socialdemokraternes gennemsnitlige BMI. Når det rammer niveauet for resten af befolkningen, er skuden vendt.