Læsetid: 8 min.

Vores generation er blevet snydt

Børn af 80'erne tilhører en forkælet generation af lystbetonede forbrugere, der shopper rundt i samfundet, som var det et supermarked. Eller hvad? I en ny bog punkterer den 26-årige svenske forfatter Gustav Fridolin myten med tørre tal og tegner et ganske andet billede af sin egen generation. En generation, der blev ramt af nedskæringsårene i 1990’erne og aldrig rigtig har rejst sig
Børn af 80'erne tilhører en forkælet generation af lystbetonede forbrugere, der shopper rundt i samfundet, som var det et supermarked. Eller hvad? I en ny bog punkterer den 26-årige svenske forfatter Gustav Fridolin myten med tørre tal og tegner et ganske andet billede af sin egen generation.
11. juni 2009

Generation Me. Homo Zappiens. Generation Y. Reklameverdenen har mange ord for den generation af unge, der blev født i 80'erne og voksede op i 90'erne. Skal man tro medier og trendanalytikere, er der tale om en generation af kyniske, lystbetonede, individualistiske og socialt kompetente forbrugere, der plukker fra samfundets hylder, som var det et supermarked.

Men det er langtfra hele sandheden, mener den 26-årige svenske forfatter Gustav Fridolin. I sin nye bog Blåsta - nedskärningsåren som formada en generation forsøger han med tørre tal og statistikker at befri sin egen generation fra myterne om den. Ifølge ham har 80'er-generationen betalt den højeste pris for den økonomiske krise, der ramte Sverige i begyndelsen af 1990'erne. En krise, der resulterede i store spareprogrammer og tårnhøj arbejdsløshed og kom til at forme en hel generation af unge svenskere. På bare ti år forsvandt 330.000 job fra den offentlige sektor, skolerne fik færre lærere og større klasser, der blev færre socialrådgivere og ungdomstilbud, alt imens kriminaliteten og antallet af psykisk syge steg dramatisk. Det er en historie, som ikke bliver fortalt, når medierne og reklameverdenen fører ordet. Derfor tager Gustav Fridolin nu selv bladet fra munden

"Vores generation er blevet snydt. Vi var ganske sikre på, at de nedskæringer, der fandt sted under 90'ernes 'skitår', var midlertidige. At det var en nødvendig manøvre for at adressere krisen her og nu, men at man bagefter ville rette op på det forsømte. Men nu, hvor vi er på vej ind i endnu en økonomisk krise, har vi stadig ikke løst de problemer, den sidste krise førte med sig. Der arbejder stadig 100.000 færre mennesker inden for skole- og sundhedsvæsnet end dengang," siger han.

I Gustav Fridolins terminologi repræsenterer hans egen generation ikke så meget en zappergeneration som en nedskæringsgeneration. En generation, der blev født med troen på, at samfundet ville udvikle sig til det bedre. Men som i mødet med skolen, sundhedssystemet og arbejdsmarkedet blev overbevist om noget andet.

"For at få et fuldstændigt billede af min generation er man nødt til at medregne, hvad der skete i de år, da vi voksede op, for de præger os stadig. Voksendommen er defineret ved, at man har et arbejde, man tjener sin egen løn, man har sit eget hus, og man kan træffe sine egne beslutninger. Men det er ikke længere givet for unge svenskere i dag. I de store byer i Sverige bor en tredjedel af unge i 30'erne stadig hjemme hos deres forældre," siger han.

Kortlagt som konsumenter

Jeg møder Gustav Fridolin i hans hjemby Hässleholm, en mindre by på størrelse med Slagelse, godt en halv times kørsel fra Malmö. Gustav Fridolins forældre bor her stadig, men selv er han flyttet til Stockholm. I Hässleholm er der nemlig ikke længere arbejde at få. Her er ungdomsarbejdsløsheden oppe på 30 procent, mens den på landsplan nærmer sig de 25. Den historie figurerer imidlertid ikke i reklamebureauernes og mediernes fremstilling af 80'er-generationens unge, som i stedet fortaber sig i beskrivelsen af den privilegerede halvdel. Den halvdel, der kan kortlægges som købekraftige konsumenter.

"I dag er der 90.000 unge, som hverken er registrerede hos arbejdsformidlingen, har job eller studerer. I et samfund som Sverige, hvor vi har statistik og tal på stort set alting, ved vi utroligt meget om unge mennesker som forbrugere. Men der er en stor gruppe mennesker i den yngre generation, som vi kun ved ganske lidt om," siger han.

"Siden de tidlige 90'ere har vi set en markant stigning i antallet af unge med psykiske problemer og angstanfald. Det er blevet udlagt som et resultat af den postmoderne virkelighed med alt for mange valgmuligheder. Det er sikkert også én af årsagerne. Men når du spørger unge om, hvad deres angst går ud på, så svarer de først og fremmest, at de er bange for, at de ikke kan få et arbejde og tjene penge nok til at forsørge deres familie. Det svar bliver glemt, fordi vi kun fokuserer på de mennesker i samfundet, der har muligheder og penge."

- Mener du, at tiden har været hårdere ved din generation end ved generationen fra 1960'erne og 1940'ere?

"Jeg vil ikke sige, at tiden har været hårdere. Men der er forskel på, om du tilhører en generation, hvor man kan se, at tingene hele tiden bliver bedre. Hvor man ved, at ens børn får bedre vilkår end én selv. Min generation er vokset op og har måttet konstatere, at tingene går den forkerte vej. Tingene bliver ikke bedre, men værre, og den erfaring er med til at præge en hel generations mentalitet."

- Men din generation har jo samtidig haft en masse muligheder, som tidligere generationer ikke har haft?

"Et af problemerne ved beskrivelsen af vores generation er, at man siger: 'I har så mange muligheder, som vi andre ikke havde'. Det er også sandt, men det er ikke hele sandheden. For mange mennesker i min generation har ikke forudsætningerne for at realisere de mange muligheder."

Sin unge alder til trods har Gustav Fridolin ikke personligt haft problemer med at realisere sig selv. Allerede som 19-årig blev han som den yngste politiker nogensinde valgt ind i den svenske rigsdag for Miljøpartiet. Efter valget i 2006 forlod han dog parlamentet for i stedet at hellige sig et arbejde som højskolelærer på deltid ved siden af en tjans som gravende journalist på TV4's dybdeborende program Kalla fakta. Alligevel er også han præget af sin generations mange prøvelser, mener han.

"Mange af os, der har arbejde og lejlighed, nærer stadig en lille frygt for at ende som en af samfundets mange outsidere. For vi ved alle, at der er en risiko for, at vi i det her samfund kan ende på gaden, og det er med til at påvirke vores mentalitet."

- Er det ikke lidt af en overdrivelse at tro, I vil ende på gaden? Vi taler trods alt om Sverige, et af de mest moderne velfærdssamfund i hele verden.

"Velkommen til Hässleholm," siger Fridolin og slår ud med armene.

"Prøv at gå ned gennem gaderne her i byen kl. 4 om morgenen. Så vil du se, at folk bor på gaden - også i Sverige. Ifølge de lokale myndigheder bor omkring 100 mennesker under åben himmel her i Hässleholm, og det er altså en by på blot 20.000 indbyggere. Så det er en reel risiko. Det vil ikke ske for de fleste af os, men alene det at vide, det kan ske, er med til at påvirke ens handlinger."

Den svenske drøm

Ifølge Gustav Fridolin har den nuværende sociale og økonomiske situation i Sverige skabt et hidtil uset behov for moderne myter om hurtig succes. Unge, smukke mennesker toner hver uge frem på skærmen i talentkonkurrencer som American Idols, der fodrer forestillingen om, at alle kan lykkes. Men det er blot et symptom på, at det er blevet stadig sværere for unge at lykkes i virkelighedens Sverige, mener han.

Det er således ingen tilfældighed, at fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic er blevet 80'er-generationens mest feterede ikon, for han inkarnerer den moderne myte om succes: en ung mand, tilmed indvandrer, der har taget springet fra den fattige opvækst i Rosengård til en tilværelse som hovedrig fodboldspiller i Milano.

"Vi har selvfølgelig altid haft fodboldstjerner i Sverige, og da jeg var lille, var det Thomas Brolin. Men det interessante ved Brolin er, at der aldrig blev skrevet en eneste artikel om ham, der fokuserede på, hvad han gjorde med alle de penge, han tjente. Eller en artikel, der handlede om, hvilken familie og baggrund han kom fra. Det ved jeg, for jeg har tjekket det. Men vi ved alt om Zlatan. Vi ved, hvad han drømte om, da han var barn, vi ved, hvilken blok i Rosengård han voksede op i, og vi ved, at han har brugt sine penge på at købe et flot hus til sin mor. Forskellen er, at i et samfund, hvor alle føler, de får det lidt bedre år for år, har man ikke i samme grad behov for den type historier. Men i et samfund, hvor man som ung ikke kan være sikker på selv at få et arbejde og en lejlighed, når man vokser op, spejler man sig i dem, der har drevet det til noget. Det er den amerikanske drøm, importeret til Sverige."

Alligevel beskrives 80'er-generationen fortsat af medierne som en særligt krævende, troløs og zappende generation. "80-talister kräsna och krävande", har det lydt i Svenska Dagbladet, mens Aftonbladet på lederplads har kvitteret med ordene: "Bortskämda ungar. Väx upp". Men ifølge Gustav Fridolin rummer forestillingen om den kræsne ungdom en række blinde vinkler.

"I et spørgeskema, som en svensk fagforening stod bag for nogle år tilbage, blev unge spurgt om, hvorvidt de troede, de ville have skiftet job inden for et par år. Det svarede et stort flertal ja til, og svaret blev tolket som et udtryk for, at mange unge mennesker er illoyale over for deres arbejdsgivere og zapper rundt efter forgodtbefindende. Men realiteten er, at de fleste unge mennesker ikke har mulighed for at blive i et job i længere tid ad gangen, fordi de kun bliver tilbudt projektansættelser og ikke faste job," siger han.

- Men skal man ligefrem have ondt af din generation, synes du?

"Nej, det skal man ikke. Man skal have ondt af en person, der har været uheldig. Men det her er ikke resultatet af uheld, det er resultatet af politiske beslutninger," siger Gustav Fridolin, der understreger, at formålet med hans bog hverken er at angle efter medlidenhed eller blæse til kamp mod tidligere generationer. Det er derimod et forsøg på, at få de folkevalgte til at lære af fortiden.

"Formålet er at få politikerne til at forstå, at hvad vi gør under den nye krise, som Sverige nu befinder sig i, vil påvirke samfundet i mange år frem. Hvis vi fyrer endnu flere lærere og laver endnu flere nedskæringer, vil det påvirke den generation, der vokser op i dag. Så simpelt er det. Men siden vi ikke forstod det i 90'erne, er der behov for at gentage budskabet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Selvklart skal man brokke sig, og det er også legitimt at have selvmedlidenhed. Når det er sagt så må jeg indrømme, at jeg alligevel er ved at brække mig over Gustav Fridolin og i særdeleshed over Katinka My Jones & Dy Plambeck. Hvoraf kommer det at de må se sig selv som ofre? For prygelknaber er de eddermame ikke; deres største problem er ”østers og champagne” syndromet. Nemlig den sandhed der ligger i, at er man opflasket med østers og champagne, så er det selvfølgelig nedtur at skulle ”nøjes” med ”steg og fadøl”. Gustav Fridolin føler sig snydt for den velfærd han mener tilkommer ham. At velfærden i hans del at verden er proportionel med udbytning, og udnyttelse af mennesker andre steder i verden, rager ham skid. Endelig tænker denne hovedløse idiot heller ikke på at velfærden var noget en masse mennesker sloges for. Mennesker der kun gik 7. år i skole og derefter sled ved samlebåndene på fabrikkerne resten af deres liv. Det var disse mennesker, der havde nosser nok til at bruge deres fritid på faglige kampe, og politisk arbejde, der skabte betingelserne for den velfærd, som Gustav Fridolin beskriver som noget ,der bare kom af sig selv.
Det ville klæde Gustav Fridolin og de 2. andre overflødigshorn at beskæftige sig ledt mindre med deres egoer, få fuck fingeren ud af røven og give en hånd med til en bedre verden!
Et andet godt råd, prøv at udvide jeres snot indskrænkede horisont – I kan begynde med at læse:
Chr. Christensen ” En rabarberdreng vokser op” & ”Bondeknold og rabarberdreng”.
Ivar Lo-Johansson ”Stokholmeren”.
Aksel Sandemose ”En Flygtning Krydser sit Spor”.
Og hvorfor ikke også læse: Tony Grage ” Giv os en Dag”.

Peter Jensen

"At velfærden i hans del at verden er proportionel med udbytning, og udnyttelse af mennesker andre steder i verden, rager ham skid. Endelig tænker denne hovedløse idiot heller ikke på at velfærden var noget en masse mennesker sloges for."

Okay, så veldfærdsfremgangen i 1960'erne skyldtes altså ikke udbytningen af "den 3. Verden", det er noget 80'er generationen har opfundet ? Svinebillige grise-ferier i Europæiske diktaturer ?
Det må også være 80'er generationen der opfandt det .. for ikke at tale om fuldt rentefradag på din gæld, 90% af den hidtidige løn i understøttelse ..
Hvilken generation tilhører du egentlig selv ?

Peter Hansen

Claus Oreskov, du har misforstået situationen. Fridolin påpeger det ganske rigtige, at kampen er gået i stå, at ingen længere kæmper for samfundets ofre, hvilket han ikke betragter sig selv som. Arbejderklassen er hævet til middelklasseniveau og giver fanden i politisk arbejde og bedre almene kår - for de oplever, at de selv har deres på det tørre, uden risiko.

Claus Oreskov

@Peter Jensen. Du siger: ” Okay, så veldfærdsfremgangen i 1960'erne skyldtes altså ikke udbytningen af "den 3. Verden”. Som noget jeg skulle mene, men det siger jeg udtrykkeligt ikke. Veldfærdsfremgangen i 60´erne var delvis også en del af udplyndringen af 3. verdens resurser. Det gælder især for USA som i disse år overtog de tidligere kolonier. Velfærden skyldes også hårdt faglig og politisk arbejde som jeg har påpeget. Betvivler du det? Når det er sagt så husk, at nogen stor velfærd for arbejderklassen var det ikke. Vi fik råd til ledt mere og fællesskabet kunne glæde sig over bedre sundhed og hospitalsvæsen. Men vi sled stadig på jeres fabrikker fra vi var 14. år og vi døde tidligere end alle jer andre og grisefester jo det tillod vi os – du ved vi proletarer er meget primitive!

Claus Oreskov

@Peter Hansen. Kampen er gået i stå hvis man ikke gider. Jeg kender mange mennesker på min egen alder der stædig er aktive - men vi mangler en hel generation!

Katinka My Jones

Sikke dog en en aggression Claus Oreskov lægger for dagen. Og så garneret med den ældgamle traver "da FARFAR var dreng" - for ja; der er altid nogen der har / har haft det værre, eller er i en værre position, men sådan kan man jo lukke en hver debat med en lille historie om en thaitrækkerdrengs skæbne... Og så oven i købet klassikeren med at reducere modpartnes synspunkt til "klynk", helt ærligt, op på hesten igen. (Ja, og det gælder vist også for Chris Henriksen, som så opfindsomt hopper med på klynkevognen.)

Jeg må ligeledes melde hus forbi hvad angår øster & champagne-syndromet, magen til ufunderet, nedladende pladder skal man lede længe efter.

Søren Kristensen

Vores generation (dem der var unge først i 70´erne) blev altså også snydt, så det driver. Vi lå lige i hælene på 68´erne og blev kun inviteret med til festen for at få lov til at rydde op. Hvor 68´ erne kørte på naiviteten, flowerpower og en afgrundsdyb uvidenhed om hårde stoffer, kørte vi på et leverpåstejsfarvet påstulat om velsignelserne i et fremtidigt kommunistisk tusindårsrige, dvs. de der ikke var fremsynede nok til at klappe i og vente på bedre tider eller engagere sig på den yderste højrefløj. De "bedre tider" kom i skiggelse af en oliekrise, massiv indvandring udefra, arbejdsløshed og afvikling af en rundhåndet velfærdsstat der nationaløkonomisk var på vej mod afgrunden. Da tågerne lettede i firserne og mismodet blev fortrængt af de optimistisk yuppier var vores generation i praksis kørt ud på et sidespor. Resignation blev vores varemærke. Nogle har kaldt det nå-generationen af samme årsag. Men snydt det blev vi. Vis mig den generation der ikke i længden bliver det.

Claus Oreskov

. @Peter Jensen – du tager fejl, jeg tilhører ingen generation, men en klasse: arbejderklassen. Og Peter Hansen så har du ret i at nogle arbejdere i dag tilhører middelklassen, og skider på solidariteten. Du har bare ikke ret i at det er alle – faktisk er det en ret lille gruppe. Ellers skulle vi alle være mønstrebrydere – det er vi ikke. Kom ud og se hvem det er der udgør majoriteten, i de socialdemokratiske vælgerforeninger. Der finder du arbejderklassen. Og der finder du også grunden til den nye venstrefløjs foragt for socialdemokratiet. ( Den nye venstrefløj er primært rekrutterede fra, den mere velbjergede middelklasse, og det som på ydersiden skal se ud som politisk afstandtagen, er ikke andet end social betinget foragt – læs klassehadet.)
Og Søren Kristensen jamen du har misforstået noget, 60´og ungdomsoprøret var ingen fest! Det var benhårdt arbejde, forpligtende samfunds engagement og en kamp i hverdagen for bare at måtte være her. Kunne du forstelle dig, at du fik forbud imod at gå på gaden p.g.a. dit udsende. Jamen det måtte vi andre leve med, idet flere at mine venner, og jeg selv fik politiforbud imod at færdes på Strøget i København. De handlende på Strøget mente, at de unge langhårede skræmte kunderne væk og politiet efterkom deres anmodning om at fjerne os ( efterfulgt at et 2. årig forbud imod at vise sig i den indre by). Det var før diskriminations loven, og der var ikke mange restauranter, kaffebarer eller lignende der lukkede os ind. Overfald og vold hørte til dagens orden, og det var ikke bare rokkerne (SE: Henrik Krüger: Action, mand! Rockerliv i Danmark i tekst og billeder - 1976 ) der overfaldt os men også ”pæne” familie fædre. Dertil kom de mange daglige trusler fra tilfældige forbipasserende. Arbejde kunne man ikke få, hvis ikke man ville klippe sig, og hvordan skulle man få et sted at bo når man ikke havde penge. De fleste af os boede rundt omkring på lofter og i klæder i den indre by og på Christianshavn. På denne måde opstod ”slumstormer bevægelsen” der senere udviklede sig til BZ og så videre. Livet var faktisk så råt, at mange blev drevet ud i selvmord; noget som var oppe i aviserne dengang. Se dette skriver jeg ikke for at klynke, men for at forklare at 60 ikke nødvendigvis var en fest som I andre blev holdt ude fra. Hvordan det egentlig var har jeg beskrevet i en kronik ” Ungdomsoprørets proletarer” som kan læses på: http://politiken.dk/debat/article463171.ece
Ligeledes har jeg skrevet om emnet i sidste nummer af Arbejder Historie – Tidskrift for Historie, Kultur og Politik. April 2009. I samme nummer er et meget velbegavet indlæg om 68´af Gerd Callesen.

Det er et rigtigt godt interview Rasmus Bo Sørensen har lavet med Fridolin, og det er tydeligt at se af kommentatorerne her, at de bedømmer Sverige med danske øjne. Det kan man ikke.

Fridolin - hvis Miljøparti jeg ikke har det fjerneste tilovers for - taler jo ikke om sig selv. Han har sin pension fra Riksdagen og sit nuværende job. Han taler om i titusindvis af unge, der helt enkelt må til Danmark eller Norge for at finde arbejde.

Den svenske krise i 1992 var dyb. Krisen idag er langt dybere i Sverige end i Danmark, der var klædt godt på til den. Arbejdsløsheden er skræmmende, især for de unge. Allerede inden krisen var den én af de højeste i Europa, og nu er det helt galt.

Der må da være nogle sjællændere her, der har bemærket at titusinder af svenskere arbejder i Danmark nu - og endnu flere i Norge. Og det til en langt bedre løn.

Jeg vil anbefale at begynde at studere Sverige lidt i detaljer. Nu Nordens fattigste land, med en halvproletariseret befolkning og en velfærd der hænger i laser.

http://www.ekonomifakta.se/sv/Fakta/Arbetsmarknad/Arbetsloshet/Arbetslos...

Hvad jeg skulle have sagt: prøv at læse det, ikkesom et portræt af en generation, ikke som et af Fridolin, men som et af Sverige. Så gir´det masser af mening.

Inger Sundsvald

Generation Røvrendt – eller bare fortabt?
AF CHRISTIAN FOLDAGER
”Vi unge er jo ikke blevet røvrendt. Vi røvrender derimod os selv hver eneste dag. Vi er ét stort socialt eksperiment. Og vores passivitet er slående.”

En tankevækkende kronik af en ung mand. Han er dog lidt for hård ved sig selv og sin generation, synes jeg.

Den handler om den individualiserede virkelighed de unge er blevet tilbudt, som har frataget dem fællesskabet.
http://politiken.dk/debat/kroniker/article815423.ece