Argonauterne er sagnhelte fra den græske mytologi. Anført af Jason sejlede til de Kolchis ved Sortehavet for at hente Det Gyldne Skind.
I Pordenone, en mindre italiensk provinsby mellem Venedig og Trieste, fejres nobelpriskandidaten Claudio Magris' 70-årsdag med en stor fotoudstilling og med udgivelsen af en bog med bidrag fra flere hovedsagelig italienske og spanske forfattere. Den har fået titlen Argonauten.
Claudio Magris er selv til stede og fører samtaler med venner og kolleger om rejser, litteratur og livet. Professorerne Gian Luigi Beccarla og Guido Davico Bonino fortæller anekdoter fra studietiden i Torino, som for Magris' vedkommende blev fuldført med en afhandling om Habsburg-myten i østrigsk litteratur.
Claudio Magris er den store rejsende. Donau blev oprindeligt skrevet til side tre i Corriere della Sera, mens han foretog sine rejser sammen med forfatterinden Marisa Madieri og nære venner. Efter sin første hustrus død udviklede Magris rejsen til en manisk stræben efter klarsyn. I sammenhæng med at hans bøger blev oversat over hele verden, befandt forfatteren sig den ene dag i Patagonien og den næste i Kina.
Præcis som sin store forgænger Leopardi er Magris lykkeligt fri for den letkøbte apokalyptiske pessimisme, som er i så høj kurs hos dagens forfattere. Man genkender Magris selv i hans egen analyse af forgængerens værk:
"Leopardis dialog er gennemsyret af en hengivelse og kærlighed til livet og en blufærdig længsel efter lykke, en længsel, som i årenes løb aldrig bliver opfyldt, men dog lever videre i sjælen."
Altid undervejs
At leve og at skrive er for Magris koblet sammen med rejsen, en kontinuerlig forflyttelse af tanker, følelser og erfaringer. I Utopi og klarsyn fortæller han om en af sine favorithistorier: Den handler om en østeuropæisk jøde, som er på vej til stationen med masser af rejsetasker. En anden jøde spørger, hvor han er på vej hen.
"Til Sydamerika," svarer han. "Ih dog, skal du så langt væk," siger den anden.
"Langt væk fra hvad," svarer den første jøde.
I dette rummes selve essensen af Magris' tænkning. Her og nu er han altid undervejs. Oprindelsen er altid allerede noget, der skal erobres. Klarsynet er en modsigelse, som fornuften ikke kan ophæve, "en bevidsthed om, at de svage og ynkelige mennesker også kan udvise generøsitet og kærlighed."
Om forholdet mellem liv og litteratur sagde Magris en gang i spøg til Maurice Nadeau i Paris, at skriveprocessen er 50,0001 procent redning, resten er tab. Og rejsen er altid en tilbagevenden: "det afgørende skridt er det, man tager, når man sætter foden på land eller i hjemmet."
I Argonauten analyserer venner og kolleger Magris' holdning til at skrive og til at leve. I Ernestina Pellegrinis tekst fremstår Magris som en Noa på skriftens flydende ark, hvor han giver plads for skikkelser, som gestalter ideernes kamp og epokernes modsigelsfulde øjeblikke. Tiden er en målestok, en idé, en bevægelse; skriften, som for Noa, forflyttelse og forbindelse.
"Claudio har skabt 'vandets epik'," konstaterer Giovanna Ioli.
"Den dag, jeg lærte Claudio Magris at kende, talte jeg om havet," skriver J.A. González Sainz. Havet er større end vi og i alle detaljer et livets spejl; synet af det fremkalder den respekt, som Magris viser alle ting og mennesker.
Gianluigi Colin, chefredaktør på Corriere della Sera, beretter, at Magris' første artikel til avisen blev skrevet i 1967 og bar rubrikken 'Fra Prag til Tel Aviv'. Universitetskollegaen fra Torino, Guido Davico Bonino, skriver om 'kamæleonen' Magris. Javier Marías koncentrerer sig om forfatterens sans for at give et skarpt og tydeligt billede af et moralsk problem i en fjern epoke - som om det angår os selv.
Den særegne skønhed
Hvis jeg selv skal udvælge bare ét element fra Claudio Magris' værk for at udpege dets særegne skønhed, så tager jeg fortællerens aktualisering af Carlo, født Mickelstädter, i Ett annat hav og lytter atter til vinden i disse ord:
"Carlo havde sagt til ham, at netop på dette klokkeslæt, da båden skulle sejle, havde han tænkt sig at klatre op i kvistværelsets tagvindue for så, når skumringen faldt på, at vende blikket imod Trieste, hvor han, Enricko, netop da gik om bord, som om hans øjne kunne trænge igennem mørket og befri tingene fra dunkelheden - han, som havde lært, at filosofi, kærlighed til udelt visdom, indebærer at se de fjerne ting, som var de nær på, og udrydde længslen efter at fange dem, eftersom de i al deres enkelthed bare er, i værens store stilhed."
Det får mig til at tænke på, hvordan jeg første gang kom til Trieste med min familie, søgende i sporene efter den storslåede essayroman Mikrokosmos, et værk så gennemsyret af viden og indsigter, at læseren hele tiden selv udvider sin virkelighed. Vi drog til Aquileia og fandt et hotel i Grado med balkon, hvor børnene om aftenerne faldt i søvn i vore arme.
Bådture ud i lagunen på stille morgener, kondenserede øjeblikke og saltet fra havet, da vi vandrede langs de samme gader som i sin tid den italienske poet Biagio Marin, Magris' inspirationskilde. Følelsen af at livet og litteraturen hører sammen: havet, rosenbuskene, vort øjeblik i tiden, hvordan vi igennem Claudio Magris' fortællinger kom til indsigt om historien og menneskene, som nu fik nyt liv, præcis som skoven i Nevoso i Magris' forestillingsverden, der dybt inde i sine skygger bevarer alt det, han i sit liv har holdt kært.
I Claudi Magris' arbejdsværelse stillede jeg spørgsmålet:
"Hvad er det, som trods alt holder sammen på menneskeligheden? Og hvorpå beror Triestes helt særegne identitet?"
Med sin særlige drengeagtige blanding af åbenhed og respekt svarede han:
"Det er en identitet, som er blevet befriet fra troen på noget fast og uigenkaldeligt. Her afskyr man al stærk og kompakt identitet og især den begrænsede lokale variant. Identiteten bliver et øjeblik af kamp, en udfordring - præget af modsætninger, paradokser og begrænsede indsigter."
"Hvordan hører dette sammen med at skrive?", spurgte jeg.
"Der findes en måde at skrive på, som trods al den splittelse, der findes i vor identitet og situation, formår at opretholde en totalitet og derfor kan huse det tragiske og lidelsen i en slags orden. I en sådan skrift findes der endog plads for ondskaben, således at vor egen død kan gøres begribelig. Det gør det ikke lettere at dø, og det lindrer heller ikke de efterlevendes smerte. Men det giver os en følelse af, at der findes en grund for os til at leve og fortsætte med at elske."
Så hvorfor ikke se sig om i Europa for at undersøge vore nuværende byers beskaffenhed og moralske problemer?
Sommeren står for døren, havet ligger spejlblankt.
Hvem vil så ikke bryde op og sætte livets mening sammen på ny?
Danilo de Marco / J.A. Gonzáles Sainz (red.): Aronauta, A Claudio Magris, Forum 2009
Oversat af Niels Ivar Larsen
