Det var over det hele. Som en af den slags sandheder et moderne samfund ikke engang finder anledning til at diskutere, men som løber i grundvandet for enhver politisk diskussion. Uanset hvilket samfundsproblem, vi har stået over for de seneste 30 år, er svaret fundet gennem økonomisk teori. Præmissen har været det frie marked, og sandhedsvidnerne har været økonomerne. Politik har været lig med økonomi, og økonomi har været lig med liberalisme.
Skattereformer, kommunalreformer, kulturpolitik, ulandsbistand, arbejdsløshed, integration, krig og mest miljø for pengene. Det hele har handlet om økonomi. Omsorg er kommet til at handle om antal minutter, forskning om antallet af publikationer, og Skattekommissionen mente, at kun lavere skat kunne få folk til at arbejde mere. Incitamentet til at arbejde er penge, kun penge.
»Der har været ét altoverskyggende politisk paradigme, og det har været det økonomiske,« siger professor i offentlig administration Ove Kaj Pedersen og skitserer hvorfor:
»Statistisk data og analyse har en overtalelseskraft som ingen anden samfundsvidenskab. Det gør den ikke mere sand, slet ikke, men økonomisk teori baserer sig på meget få forudsætninger og meget enkle metoder. De kan formaliseres til modeller, der kan anvendes til matematiske og statistiske fremskrivninger, og det virker meget mere overbevisende, end hvis en sociolog stiller sig op og siger: 'ud fra disse cases kan jeg konkludere, at '«
Markedsfundamentalisme, kalder George Soros det i sin nye bog The new Paradigm for the Financial Markets. Han er selv blevet verdens 24. rigeste person ved at spekulere.
»Troen på, at de finansielle markeder altid søger mod en naturlig ligevægt, har givet kraft til en politik, der har givet de frie markeder frit spil. Jeg kalder denne politik for 'markedsfundamentalisme', og jeg vil hævde, at markedsfundamentalisme ikke er et hak bedre end marxisme.«
Ingen kritik af markedet
Hvis du har en hammer, ser du søm over det hele, og hvis du kigger på verden gennem økonomiske briller, så bliver alt et spørgsmål om pris: Hvad koster det? Det efterlader samfundsvidenskaben med nogle store blinde vinkler i forhold til psykologiske, sociologiske og kulturelle samfundsforhold. Ikke mindst fordi den økonomiske teori selv har stået uimodsagt siden 80'erne. Som den norske samfundsøkonom Rune Skarstein forklarer det:
»Økonomifaget er simpelthen kemisk renset for kapitalismekritik. Vi har altså at gøre med en 'videnskab', der fuldstændig mangler et kritisk perspektiv på sin egen forskningsgenstand betragtet som helhed.«
Overoptimistisk kalder tidligere overvismand og økonomiprofessor ved Århus Universitet Torben M. Andersen den tiltro til markedet, der blev stærkere og stærkere gennem de seneste årtier. Op igennem 60'erne og frem til oliekrisen i 70'erne havde tiltroen til staten ellers været stærk, men i 70'erne svingede pendulet over.
»Fra at have haft en overoptimistisk tiltro til, at statsregulering kunne klare alle problemer, gik man derefter - blandt andet på grund af erfaringerne gennem 70'erne - i den helt modsatte grøft med en overoptimistisk tiltro til markedsmekanismen,« forklarer Torben M. Andersen.
Den økonomisk politik blev passiv. Der blev dereguleret og liberaliseret, og pengepolitikken blev overladt til uafhængige nationalbanker. På den måde har den økonomiske tankegang besat stadig større områder af tilværelsen, mener Rune Skarstein:
»Kun den kunst, der bliver efterspurgt på markedet, og kun den videnskab, der tjener landets konkurrenceevne eller andre økonomiske formål, har værdi. Humanistiske fag som sprogstudier, litteratur- eller kunststudier er blevet nedprioriteret. Sygehusenes effektivitet bliver målt i økonomiske kriterier, og på grund af disse kriterier er de blevet underfinansieret i forhold til pålagte arbejdsopgaver.«
Det største problem ved denne måde at organisere samfundet på er, at den har afskåret os fra at se alternativer, mener Björn Johnson, der er lektor ved Erhvervsstudier på Aalborg Universitet.
»Man har en forpligtelse til at tænke i alternativer. Til at finde den bedst mulige måde at løse et samfundsproblem på og til at tænke på, om der findes andre, mere fornuftige veje at gå. Men den totale dominans i forhold til at bruge markedet som løsning på alle problemer har spist sig fra det ene område til det andet. Det kritiske blik på samfundsstrukturerne har taget stor skade af nyliberalismen,« siger han.
Politik eller videnskab
Nu har krisen imidlertid indhentet den økonomiske teori. De økonomer, der i årtier kunne opstille forklaringsmodeller for alle tænkelige samfundsforhold står nu over for to eksistensberettigende forklaringsproblemer. Et: De forudså ikke den største finanskrise siden 30'erne. Og to: De har ikke noget samlet bud på, hvordan vi kommer ud af den.
Det har for første gang i nyere tid fået politikere og økonomer til at stille spørgsmål ved den dominans, den økonomiske teori har vundet i løbet af de sidste 30 år.
»For nyligt blev denne videnskab set som en måde at forklare alle former for menneskelig opførsel på, fra narkohandel til sumobrydning. Wall Street støvsugede de bedste universiteter for spilteoretikere. Og på den offentlige scene blev økonomer set som langt mere troværdige end politikere,« skrev The Economist forleden i sin leder og konkluderede, at økonomernes rygte har nået bunden i kølvandet på den største finanskrise i 80 år. Også økonomerne selv har måtte rette kanonen mod egne rækker:
»I den bedste af alle verdener har de seneste 30 års makroøkonomi været særdeles ubrugelig, og i den værste har den været enormt skadelig,« sagde den verdensberømte økonom Paul Krugman i en forelæsning, han netop har afholdt på London School of Economics.
Så opfandt man en Nobelpris
Men hvordan har den økonomiske teori kunne indtage så store dele af de offentlige sandheder uden at have mødt nævneværdig modstand?
Sidste år modtog samme Krugman den såkaldte Nobelpris i økonomi, og det blev af mange betragtet som en sejr for venstrefløjen, at prisen gik til den stærkt Bush-kritiske keynesianer, der går ind for en øget statslig regulering. De politiske kommentatorer og aviserne roste prisuddelerne for at have taget ved lære af finanskrisen og for så åbent at erklære, at den nyliberalistiske økonomiske videnskab havde fejlet.
Men ingen satte grundlæggende spørgsmålstegn ved hele den økonomiske videnskab. Og ingen påpegede det faktum, at der faktisk slet ikke findes en nobelpris i økonomi. 'Nobelprisen i økonomi' er snarere et billede på den status, som økonomisk teori har nydt de seneste 30 år.
Oprindeligt var økonomi ikke en del af Alfred Nobels fem videnskaber. Feltet blev frem mod 60'erne og 70'erne slet ikke betragtet som videnskab, men som politik. Prisen blev først indstiftet i 1968 af den svenske nationalbank og hedder i virkeligheden 'Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne', men som flere kritikere af prisen siden har påpeget, har arrangørerne gennem årene gjort et stort nummer ud af konsekvent at kalde den 'Nobelprisen', og mange mener, at prisen skal ses som et led i en større bevægelse i retning af at legitimere økonomisk teori som en neutral videnskab.
Det samme er den danske vismandsinstitution blevet beskyldt for. Den blev grundlagt i 1962, og siden har den fået større og større indflydelse på den førte politik - uanset partifarve - som også professor Ove Kaj Pedersen påpeger.
»Op gennem 70'erne og 80'erne arbejdede vismændene stort set kun med økonomiske modeller,« siger han.
»Men fra slut-80'erne havde de efterhånden vundet terræn på de fleste politiske områder og blandede sig nu i alle mulige politikker, fra beskæftigelsespolitik til arbejdsmarkedspolitik.«
Ove Kaj Pedersen ser det økonomiske paradigmes begyndelse allerede fra Anden Verdenskrigs afslutning med de frie markeders opblomstring, men det var ifølge Björn Johnson fra Aalborg Universitet først efter oliekrisen i '73, den liberalistiske kapitalisme for alvor fik fart på. Det var i denne periode, vi så den sidste afregulering af de internationale kapitalbevægelser, og fra da af har den liberalistiske tilgang til markedet været stort set uimodsagt.
»Da oliekrisen kom, stod nogle meget stærke kræfter i kulissen og ventede med en helt færdig analyse af, hvad der var gået galt, hvorfor det var gået galt, og hvad man kunne gøre ved det. Det var meget tydeligt, at man udpegede to banditter, der var skyld i krisen: Staten og fagbevægelsen. Dem skulle man prøve at rulle tilbage, og det lykkedes langt hen ad vejen,« siger Björn Johnson om forklaringen på det dramatiske skift.
Det handlede om at restaurere markedskræfterne. Der kom altså ikke bare en økonomisk afmatning, men også en ideologisk ændring. Man udpegede konkret en række strukturelle problemer i samfundet og argumenterede for, at større fleksibilitet ville være den eneste løsning.
»For eksempel mente man, at internationaliseringen af økonomien krævede større fleksibilitet, og man talte om demografiske forstyrrelser, som krævede større fleksibilitet, om tekniske forandringer og om informationsteknologien, som krævede større fleksibilitet. Det er helt tydeligt, at perioden før oliekrisen havde opbygget en masse frustrationer hos dem, der var mindre tilbøjelige til at råbe hurra for reformisme, fagbevægelse og en stærk offentlig sektor. Da det hele så mistede sin dynamik var det nemt for dem at overbevise alle andre om, at vi må gå tilbage til markedsmekanismerne,« siger Björn Johnson.
I slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne startede der så en intern magtkamp i den økonomiske teori, forklarer Ove Kaj Pedersen. Den trak langsomt de keynesiansk-orientrede makroøkonomer i retning af en mere mikroøkonomisk tænkning.
»I politiske termer betyder det et skred fra en socialdemokratisk velfærdsmodel, der fokuserer meget på efterspørgslen og borgerens behov, mod et stærkt liberalt tankesæt, der fokuserer på udbuddet og markedets behov,« forklarer han.
Og det var ikke kun i højresiden af det politiske spektrum, den opfattelse bed sig fast.
»Liberalister, socialister og socialdemokrater har siden alle sammen været enige om at anskue samfundet og dets problemer gennem det økonomiske paradigme. I 30'erne og 40'erne var der et voldsomt ideologisk opgør mellem konservatisme, liberalisme, kommunisme, socialisme og socialdemokratisme, men efter Anden Verdenskrig forsvandt disse ideologiske stridspladser, og det eneste, man blev enig om at have som fælles anskuelse, var det økonomiske. For det var ikke ideologisk, men - mente man - videnskabeligt, da det baserede sig på modeller, der var indsamlet gennem historien. Det var neutral samfundsforskning, mente man, og hele vores samfundsteori i dag er bygget på det synspunkt. Man har ophævet kampen mellem ideologierne og har i stedet fået et konsensussamfund.«
Derfor kan det ifølge Ove Kaj Pedersen også være svært at se forskel på partiernes politikker, fordi de opererer inden for det samme paradigme. Det eneste tilbageværende spørgsmål er så, hvilke dele af paradigmet, man lægger vægt på.
»Det kom tydeligt til udtryk under Poul Nyrup og Mogens Lykketofts politik i 90'erme, der lagde stor vægt på privatisering, incitamentstænkning og aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det, man samlet kaldte Den Tredje Vejs politik, der er en kombination af liberalisme og socialdemokratisme, som man så det med Blair og Schröder, men som bygger på en stærk tiltro til den økonomiske teori,« siger Ove Kaj Pedersen.
I mellemtiden var Muren faldet, og de kommunistiske styrer faldt som dominobrikker i Sovjetunionen og i Østeuropa. Det blev tolket som kapitalismens endelige triumf, siger Rune Skarstein. Med henvisning til Sovjet blev staten i de kapitalistiske lande fremstillet som en klods om benet for individuel frihed. Som ineffektiv og undertrykkende.
»Nyliberalisme blev derimod solgt under etiketten 'frihed' og 'effektivitet'. Derfor appellerede den til middelklassen og store dele af en svagt organiseret og ideologisk fortumlet arbejderklasse,« siger han.
Og nogle af grundene til, at man fokuserede på markedskræfterne, var berettigede, mener Torben M. Andersen.
»På nogle områder har deregulering været uundgåelig, f.eks. på de finansielle markeder i kraft af muligheder for elektronisk handel. På disse områder har der vist sig nogle klare gevinster. Men fordi nogle former for deregulering kan være velmotiverede, har man naivt sluttet til, at alle former for deregulering er ønskværdige. Uden først at stille sig spørgsmålet, hvorfor reguleringen overhovedet blev indført.«
Men den vestlige verden har jo klaret sig ganske hæderligt. Socialt, kulturelt og i særdeleshed økonomisk er vi resten af verden overlegen, så hvad er egentlig problemet med at basere vores samfund på markedets præmisser?
»Økonomisk teori har en helt utrolig simpel tilgang til samfundets problemer - også de økonomiske problemer. Hvis man ser på, hvor mange af de økonomiske forudsigelser, der har været bærende de sidste 20-30 år, er det helt utroligt få, der har vist sig at have forudsagt rigtigt,« siger Ove Kaj Pedersen, der medgiver, at teorierne alligevel har været forholdsvist succesfulde.
»Men de har næsten aldrig været korrekte. Vi har altså ført politik på baggrund af nogle modeller, der ikke har kunne forudsige noget, men til gengæld har det altså vist sig rimeligt succesfuldt.«
Det betyder ifølge Ove Kaj Pedersen, at alt det, der hedder sociologiske, psykologiske og kulturelle aspekter af samfundet helt forsvinder - eller blot bliver til kuriøse aspekter af det økonomiske. Og når politikere og organisationer træffer beslutninger, er det næsten kun på baggrund af økonomi.
»Hvis du ser på en række af de store reformer, der er gennemført de sidste år, så er de alle sammen tilrettelagt efter økonomisk teori,« påpeger han og eksemplificerer.
»Kommunalreformen er tilrettelagt efter et økonomistyringssynspunkt, hvilket har gjort, at hele spørgsmålet om demokrati og tilknytningen til borgerne næsten er gledet ud. Hvis man læser kommunalreformen for 1970 over for reformen fra 2006, bliver det helt klart, hvor altoverskyggende en rolle økonomien spiller i 2006, mens man i '70 argumenterede med demokratiske principper. Det samme gør sig gældende med skattereformen, hvor det eneste argument, man kunne finde for at få flere folk i arbejde, var, hvis man gav dem mere i løn. Hele incitamentstankegangen er kun bundet op på økonomi. Det er også det, der er gældende på arbejdsmarkedspolitikken. For nogle år siden var det vigtigt at få kompetencegivende undervisning, hvis man blev arbejdsløs - i dag er det et spørgsmål om at blive på arbejdsmarkedet, og hvordan sikrer man det? Ved at ramme dem på pengepungen. Det betyder også, at man ser den enkelte borger som et økonomisk gode, der ikke må 'nasse' på samfundet, men skal levere. Det kan du se på alle politiske områder.«
Intet nyt paradigme
Økonomiens dominans i samfundsvidenskaben og den førte politik, står meget klart frem med den økonomiske krise, men alligevel er der meget få, der tror på, at krisen vil ændre noget ved det billede.
»I samme øjeblik man affærdiger økonomien, må man jo stille sig selv spørgsmålet: Hvad ellers?« siger filosofiprofessor på Copenhagen Business School Ole Thyssen.
»Markedsøkonomien er ikke perfekt, men det er meget vanskeligt at se alternativer. Du kan høre det alene i den måde politikerne omtaler krisen på: Som en økonomisk krise, vi 'snart er ude af' eller 'som er ved at klinge af'. Så længe man bruger ordet krise, så er det noget, man regner med er midlertidigt og vil forsvinde i løbet af kort tid, og så er vi tilbage i det, som er politikeres og økonomers drømmetilstand.«
Det synspunkt bliver bakket op af både Ove Kaj Pedersen og Rune Skarstein
»Foreløbig kan vi ikke se nogen indikationer på et nyt paradigme,« siger Rune Skarstein.
»Ikke en eneste pensumbog i økonomi er skiftet ud som følge af krisen, men hvorvidt der kommer et paradigmeskift, vil først og fremmest afhænge af udviklingen i fagbevægelsen, miljøbevægelser og andre folkelige organisationer - måske kan klimakrisen og den økologiske krise fremtvinge en slagkraftig kapitalismekritik og et nyt økonomisk-politisk paradigme.«
Ove Kaj Pedersen supplerer:
»Vi var mange, der forventede, at krisen ville udløse en voldsom kritik af økonomisk teori og økonomiske forudsigelser. Men den er ikke kommet. Det er højst overraskende, men det kan kun hænge sammen med, at vi ikke har andre teknologier til det formål.«
I stedet for at nytænke hele systemet og finde frem til nye modeller vil erfaringerne fra den økonomiske krise gradvist blive lagt ind i de velkendte modeller, mener Ove Kaj Pedersen, men det vil ikke betyde et opgør med modelanvendelsen.
»Man kan ikke forvente et opgør med økonomisk teori, når den er så dominerende en teori inden for samfundsvidenskaben. Desuden har vi heller ingen alternativer, som verden ser ud i dag.«
Andre ser dog mindre pessimistisk på økonomernes fremtid. Som den norske liberale filosof Lars Fr. H. Svendsen påpeger:
»Alle vil være liberale. Selv på venstrefløjen, hvor de er meget antiliberale i retorikken, er de liberale i praktikken. For eksempel har den norske finansminister Kristen Halvorsen (formand for Sosialistisk Venstreparti, red.) talt meget om den nyliberale elendighed, og hvilket uføre markedsøkonomien har ført os ud i. Samtidig taler hun varmt for frihandel og om, hvor mange penge den norske oliefond har tjent på børsen. Når en vældigt socialistisk indstillet finansminister tør det, skyldes det, at hun egentlig ikke ser noget alternativ.«
Forskellige tilhængere af liberalismen anlægger ofte forskellige perspektiver, mener han. Nogle lægger trykket på den politiske side af liberalismen, nogle mere på den økonomiske.
»Men jeg mener ikke, du kan skille tingene ad, og det er liberalismens styrke. Selv om du kan finde stater med en fri økonomi, men uden egentlig politisk liberalisme - Kina er jo et eksempel på det - så finder du ikke nogen eksempler på det modsatte. Du finder ikke stater med politisk liberalisme uden økonomisk liberalisme. På den måde er liberalismen ikke bare en nødvendighed, men en betingelse.«
"»Økonomifaget er simpelthen kemisk renset for kapitalismekritik. Vi har altså at gøre med en 'videnskab', der fuldstændig mangler et kritisk perspektiv på sin egen forskningsgenstand betragtet som helhed.«"
---------------------
Om
Vi har altså at gøre med en 'videnskab', der fuldstændig mangler et kritisk perspektiv på sin egen forskningsgenstand..,
Men de eneste videnskaber hvor et sådant manglende kritisk perspektiv, er undskyldeligt, er vel:
Astrofysikken, Astronomien og Biologien.
Præsteskaberne har alle dage haft forskellige forklædninger, men "ret" har de alle haft ... per definition eller per "tro".
Den økonomiske teori vender tingene på hovedet: den er en værktøj til at løse opgaver og problemer, nix weiter! Faren opstår, når midlet bliver til et mål i sig selv - altså, at væksten bliver sit eget formål. Når det sker, går samfund i opløsning.
Der mangler et lag i diskussionen. Økonomi er et udtryk for hvilken værdi mennesker tillægger en ting, ydelse eller fænomen.
Basalt set vil vi som mennesker søge at optimere vores bosted, vores beklædning, vore chancer hos det andet køn, vore indflydelse på andre, vores rigdom til alderdommen etc.
Økonomi er et udtryk for den drivkraft, men ikke hele drivkraften. Derfor er vores handlinger heller ikke helt rationelle. Derfor har vi principper, vi ikke sætter til salg, selvom det ville være en god forretning.
Når man forsøger at fjerne de økonomiske muligheder fra folk, opstår der hele tiden parallelle økonomier (husk Sovjetunionen, eller alkoholforbuddet i USA).
I virkeligheden spilder vi meget tid på at kategorisere hinandens holdninger som enten højre eller venstre, liberale eller konservative.
Med venlig hilsen
Lennart
Man burde vel gøre d'herrer professorer og andre opmærksomme på, at idehistorien indså problematikken i regis af "Socialanalytikken" op til over midten af 1990-erne, hvor bevillingerne lukkede i takt med, at erhvervslivet overtog styringen af universiteterne. Og vel også at socialanalyttikken var noget længere fremme i skoene, end der nu gives udtryk for...
Der er ikke meget nyt i analysen set fra den kant -
men bedre sent end aldrig...
Med venlig hilsen
Lennart:
"Økonomi er et udtryk for hvilken værdi mennesker tillægger en ting, ydelse eller fænomen. "
Eller udtryk for hvilken værdi ting (aktieselskaber) ydelser (lovsamlinger) eller fænomener (kapitalismen) tillægger mennesket.
@ Bob Jensen
Nope, udgangspunktet er mennesket. Det er menneskelig grådighed, der får aktiekurser til at gå amok.
Med venlig hilsen
Lennart
Jo, Lennart Kampmann, der er intet naturligt indbygget i det, der i vort samfund driver økonomien. Det er netop ikke mennesket, der er udgangspunktet i vort samfund - men det er nu mest bare det danske samfund, hvor hensynet til mennesker prioriteres langt under systemer og materielle goder.
Tag til et hvilket som helst andet land, og folk vil gå meget langt for at bøje regler, hvis det kan hjælpe folk i en specifik situation. Ikke her - konduiten er død.
Det er jo ikke sandt at økonomerne ikke har kunnet forudse, hvad der skete.
Der var jo økonomer som advarede om et sammenbrud længe før det skete og som også har gode bud på hvorfor det skete.
Charles Kindleberger allerede i 2002, Martin Feldstein, Paul Volcher, Bill Rhodes, Nourel Roubini og så George Soros.
Tidligere kriser har været tæt knyttet til overskruede forventninger til foreksempel IT aktier, eller aktiemarkedet.
Dette var så primært boligmarkedet og lån der i princippet var gratis, samt banker der lånte penge ud til personer af tvivlsom karakter eller med manglende solvens.
Hvem bankerne låner ud til, er ikke noget staten kan blande sig i som sådan, omend den kan sætte grænser for hvor meget de må låne ud i forhold til realkapital.
Boligmarkedet, ja det skulle de have grebet ind over for og lyttet til de økonomer som advarede. Men det er svært at pille murstens guldet ud af hænderne på folk og ikke elske at al den aktivitet i byggebrachen skabte beskæftigelse og vækst.
Men grundlæggende er krisen ikke meget mere, end en boble der var blæst lidt for stor, en kunstig vækst, som man per definition ikke kan vokse i forhold til, uden at skabe en ny og større boble, eller kunstig vækst.
Og der er flere.
Ingen kan guide os ud af denne krise, fordi den er baseret på penge og værdier som ikke var der. Lån som der ikke var dækning for.
Altså kunstig økonomi, plus en psykologisk reaktion, som måske nok er lidt overdrevet.
Økonomien finder sit naturlige leje igen.
Problemet er ikke et frit marked, eller økonomien i sig selv. Men banker der har lånt for mange penge ud og en økonomisk vækst, med lån og friværdi, der har været for tæt knyttet til et boligmarked, hvor priserne måtte ramme et loft på et tidspunkt.
Der er i øvrigt flere økonomer som advarede om krisen.
De nævnte er blot fra George Soros seneste bog.
Økonomi har altså ikke ret meget med videnskab at gøre. Tag nu bare følgende udsnit fra http://www.newscientist.com/article/mg20327181.200-falling-out-of-love-w..., hvor brugen af 'infinite' gør det aldeles tydelig, hvor vanvittige ideer økonomisk såkaldt videnskab bygger på:
The economists' most bizarre theory is that of "perfect markets". It is also their most important theory: the authoritative New Palgrave Dictionary of Economics states that "no set of ideas is so widely and successfully used by economists as is the logic of perfectly competitive markets".
But perfect markets are bizarre indeed because they postulate an infinity of producers who produce an infinity of objects for sale. An infinity - not just a trillion trillion trillion (all on your doorstep, by the way) but even more than that. There is also an infinity of consumers. Oh, and all those producers and consumers are supposed to know everything.
Glæden ved kapitalismen er mistroen til demokratiet, for hvad er erhvervslivet andet end magtformer, som vi ellers foragter: monarki og aristokrati - kongemagt og adelsstyre?
Det kan ikke være grådighed alene der har forårsaget krisen. Der må også være noget dumhed involveret. At kritisere markedet, svarer til at kritisere vejret. Klart, at tingene gå op i limningen hvis en stor del af produkterne på markedet viser sig at være lutter indpakning uden indhold. Måske har vi lært det nu. Et fromt håb, men økonomi er jo også en videnskab, som er under udvikling. Markedet kommer vi næppe uden om, lige så lidt som vi slipper for vejret - og vejrprognoser, for den sags skyld. Men vi kan blive bedre til at gennemskue det - det gælder både markedet og vejret.
Vi kan sagtens komme udenom markedet, eller i hvert fald forenkle det.
I virkeligheden er problemet et andet: der er ikke brug for al den arbejdskraft, der er til rådighed, men markedet er så dumt, at det ikke kan finde ud af at distribuere goder på anden måde end som arbejde i bytte for varer. Vi må derfor gøre fremstillingen til en ubetydelig detalje i fordelingen fremfor dens grundlag. Måske en afløsning for værnepligt? Hele laget af profitjagende handelsfolk kan uden videre pensioneres, når varer kan gå direkte fra producent til forbruger gennem nethandel.
Det er jo rigtigt, når liberalisterne siger, at man får mere af den produktion, man fremmer - deres eksempel er bistandsklienter i velfærdsstaten; men faktisk er det jo snarere sådan, at vi halser afsted for at skabe ligegyldige jobs som alibi for fordeling.
Det er et ældgammelt problem, især for demokratier, fordi balancen mellem krav til borgerne og borgernes greb om staten er temmelig ømfindtlig. Grækerne løste det med slaveriet, vi skal løse det med maskinerne.
Maskiner? Årh ja! Hvis arbejde, ikke mindst fysisk, i fremtiden bliver et eftertragtet privilegium forbeholdt samfundets elite og ikke det nødvendige onde vi har formået at gøre det til, vil revolutionen bestå i en omfattende maskinstorm, den dag masserne finder ud af at deres velbetalte ledighed er roden til manglende livskvalitet og deformation af den menneskelige krop, hvorefter vi knap kan slæbe vore alt for store hoveder og spinkle lemmer uden brug af teknik, hvis vi da ikke vælger at indordner os under maskinernes totale herredømme?
Husk også vores egen Jacob Brøchner Madsen, som en heltemodig økonom, der blev latterliggjort for hans (viste det sig til sidst) korrekte forudsigelser af krisen:
http://www.business.dk/article/20070710/dinepenge/70710025/
Eller her:
http://www.business.dk/article/20070712/okonomi/70712055/
Hvad er det for noget vås, Søren Kristensen, livet rummer uendelige muligheder for meningsfuld beskæftigelse, men for de færreste er arbejde for alvor en af dem.
Jeg har aldrig forstået manien med at sætte priser på alting. Jeg kan ikke læse en avis eller se nyheder uden at høre om hvad rygere, fede, børnehaver, pensionister, skiulykker osv. osv. koster samfundet.
Derfor denne muntre lille historie:
- Kære Sokrates, vi burde spare på de offentlige udgifter.
- Hvor?
- I sundhedssektoren. Det kunne være en samfundsopgave at lære borgerne at leve sundt, for deres egen - og for samfundets skyld. Det ville spare os alle for en masse skattepenge.
- Du mener, sundhed er billigere end sygdom og død?
- Ja, fordi borgerne så ikke ville belaste lægerne og sygehusene. De ville også leve længere.
- Ja, netop! Hvad er det, der forårsager samfundsudgifter?
- Det er selvfølgelig energiforbruget, infrastrukturen og især social- og sundhedssektoren.
- Med andre ord - mennesker er årsagen. Det er mennesker og deres behov, der skaber udgifterne.
- Ja, ja, selvfølgelig.
- Du sagde, at hvis folk var sundere, ville de leve længere.
- Kære Sokrates, det er da klart.
- Da det er mennesker og deres behov, der skaber udgifterne, vil udgifterne være ligefrem proportionale med antallet af mennesker. Flere mennesker - flere udgifter.
- Ja, men hvis de var sundere...
- ...ville de leve længere, og derfor ville der blive flere mennesker. Hvorimod sygdom og død giver færre mennesker.
- Ja, men det ville være et dyrt samfund at leve i.
- Nej, for færre mennesker giver færre udgifter. Hvis antallet af mennesker var nul, ville også udgifterne være nul, ikke?
Man skulle tage at læse Naomi Kleins "Chokdoktrinen".
Netop, Ole Steensen! :-)
I virkeligheden er det jo omsætning og ikke oveskud, det komme an på. Det er producenterne, der bestemmer efterspørgslens retning ved at bestemme produktionen, penge er som vand, de leder efter et afløb.
På sin vis er forskere jo de billigste borgere i dette samfund, for de er tilfredse, hvis de har et udkomme og iøvrigt kan passe deres arbejde i fred.
"Socialt, kulturelt og i særdeleshed økonomisk er vi resten af verden overlegen..."
Den lader vi lige stå. Angående det økonomiske er det jo sandt nok, men det har jo mildest talt også sine (lumpne) årsager..
Vi er i hvert fald ikke resten af verden overlegen i social henseende - så ville vi ikke behøve velfærdsstaten.
Vi er det jo heller ikke kulturelt, så ville debatniveauet være højere og den almene kunst- og litteraturinteresse både mere synlig og udbredt.
""Socialt, kulturelt og i særdeleshed økonomisk er vi resten af verden overlegen..."
----------
HVIS det passer, så tør man da næsten ikke forsøge at forstille sig hvordan tingene forløber andre steder....
Nej sandelig... Så kan vi vist ligeså godt få fyret op under de 6000 atomsprænghoveder med det samme og konstatere at det vel nok var synd for dyrene og træerne...
Det undrer mig, at ingen sætter spørgsmålstegn ved kapitalejerens eneret til profit (efter skat).
Det er dog ikke blot investorerne, men også lønarbejderne (fra top til bund), der har skabt profitten (at totalomkostningerne er mindre end omsætningen).
Jeg kunne forestille mig, at en tredjedel af profitten gik til investorerne, en tredjedel til lønarbejderne - og at den sidste tredjedel gik til en national (eller bredere) fælles-fond, der som en af sine hovedopgaver skulle have at sikre alle retten til arbejde.
Hvis også medarbejder-repræsentanterne i bestyrelserne fik vetoret, kunne vi vel godt beholde det bedste af markedskræfternes regulerende evner.
Om det så skulle hedde kapitalisme, neo-liberalisme eller socialisme er vel underordnet.
@Arne Thomsen
"Det undrer mig, at ingen sætter spørgsmålstegn ved kapitalejerens eneret til profit (efter skat)."
---
Den undren er ikke SÅ sær: Husk: Teori uden praksis er intet - så hvis man vil udøve en sådan Tvivlen på kapitalejernes... , så skal man lige til ( i praksis ) at
"lege" med NATO, og Dod og disses operationelle styrker.....
- besvarer det din undren ?
Arne Thomsen, hvorfor i alverden skulle man dog lave en fond, der sikrede alles ret til arbejde? Man skulle da hellere lave en fond, der sikrede, at arbejdet kunne være frivilligt.
”Som den norske samfundsøkonom Rune Skarstein forklarer det:
Økonomifaget er simpelthen kemisk renset for kapitalismekritik. Vi har altså at gøre med en 'videnskab', der fuldstændig mangler et kritisk perspektiv på sin egen forskningsgenstand betragtet som helhed.”
Keynes, som i 1930’rne leverede det teoretiske grundlag for velfærdsstaternes opbygning efter 2. verdenskrig, var bestemt ikke selv ukritisk overfor kapitalismens mangler.
Desværre har den undervisning i de økonomiske discipliner, som universiteterne og handelshøjskolerne har leveret gennem mange år, ikke været baseret på læsning af kilderne selv. Man har i stedet fodret nye generationer af økonomer med lærebøger, som stort set var renset for de kritiske sider af det kapitalistiske system, som eksempelvis Keynes selv var yderst bevidst om.
Økonomiuddannelserne var, da jeg læste i slutn. af 60’rne, blottet for både kritisk og historisk tilgang til sit emne, hvorfor den erkendelsesmæssige værdi af disse uddannelser lå, og såvidt jeg kan se, stadig ligger på et forbløffende lavt niveau, når man tager i betragtning, at der er tale om uddannelser på højeste teoretiske niveau i samfundet.
Reelt handler det i stedet om, at kandidaterne skal opnå færdigheder, der kan omsættes til klingende mønt og vellønnede stillinger på arbejdsmarkedet. Det handler ikke om at opnå en dybere indsigt i, hvorfor samfundet fungerer som det gør.
Der er jo intet til hinder for, at man kan besidde fremragende færdigheder på et snævert fagligt område samtidig med, at man ikke behøver at have særlig dyb indsigt i, hvordan systemet egentligt fungerer. Det er ikke det, din arbejdsgiver betaler dig din løn for. Jeg anser mig selv for at være en rimelig god bilist, men jeg ved meget lidt om, hvad der foregår under motorhjelmlen.
Historisk set er det i øvrigt påfaldende, hvor mange af de banebrydende økonomer, der ikke er uddannet i faget. Det gælder navne som Adam Smith, Malthus, Ricardo, Karl Marx og Keynes. Deres uddannelsesbaggrund var fag som matematik, filosofi, teologi eller som i Ricardos tilfælde en praktisk uddannelse.
Så måske er det ikke fra økonomerne selv, vi skal forvente den nytænkning, der er så hårdt brug for i dag.
Tænk hvis vi alle kunne sige som nogle af disse hyper-gagerede idrætsstjerner gør det : "Jeg er kun glad for at kunne leve af min hobby"
Det ville da være herligt.
Så skal vi bare lige finde nogen som synes det er engagerende at rense kloakker, arbejde på svineslagteri mv.
Man kunne selvfølgelig i stedet kigge på arbejdsforhold og lønniveau og så lægge niveau efter nedslidnings- og ulempegraden. Som et eksempel.
Men det er lige før jeg mener at hvad som helst andet end det vi har nu, er bedre. I min optik lever mennesket i den vestlige verden helt unaturligt.
Ikke fordi jeg ønsker stammekrig og andre uværdige værdier indført. Bare at vi begynder at tage os tid til hinanden om den planet vi lever på.
@ Kim Gram
Hvis et flertal af EU's vælgere anfægter kapitalejernes eneret til profit, tror jeg ikke NATO kan hindre en ændring.
@ Peter Hansen.
Jeg kan godt se din idé.
Det, jeg sigter på, er at standse er kapitalejernes undertrykkelse af lønarbejderne v.hj.a. fyringer.
@Arne Thomsen
Så skal vi nok skynde os - mens USA er på hælene.
@Birger Nielsen
"Så skal vi bare lige finde nogen som synes det er engagerende at rense kloakker, arbejde på svineslagteri mv. "
-----------
For ikke så mange år siden, blev der da talt meget om: Jobrotation - de ovennævnte job's udførsel er da nyttige og gode, og værdige - det mere det: 40 timer hver uge i årtier - det er måske FOR meget, for de fleste ( Såmænd også det samme: Om de mere akademiske job's )
@ Kim Gram
Selvfølgelig er de nyttige og værdige, de er bare ikke umiddelbart de mest attraktive job. Det samme gælder mange andre, bl.a. også administrative jobs, som de fungerer idag.
Jobrotation hjælper desværre ikke, hvis glæden ved arbejdets udførelse er forsvundet pga økonomi- og tidsstyring.
Den måde vi lever på i vesten har for mange mennesker betydet økonomisk slaveri. Vi halser efter at tjene så mange penge som muligt uden at gøre os fornuftige tanker om hvorvidt vi overhovedet vil kunne anvende dem fornuftigt. Det at tjene mange penge er i sig selv blevet mantraet, ikke at skabe os et værdifuldt liv, som måske kunne gøres for færre penge.
Vi bevæger os længere og længere væk fra den natur som vi er så afhængige af, og i accelererende tempo.
Nu er jeg jo for minimering af arbejdet; men hvis jeg et øjeblik skal stå på den anden side, så er folk, der vælger den type jobs, vi nu taler nedsættende om, vist ikke særlig utilfredse med at bestride dem. Akademiske stillinger har også ulemper, f.eks. er det næsten umuligt at lægge sit arbejde fra sig, fordi det er mentalt og alene af den grund bæres med over alt i de vågne - og af og til ofte de ikke-vågne - timer. Det er ikke attraktivt for alle.
Der kan jo heller ikke - med selvregulerende kloaker, automatiserede skraldefunktioner (men IKKE automatisk slagtning, der må være en grænse) - blive tale om ikke at have pligter: familien kalder, litteraturen, kunsten, medborgerskabet, den politiske deltagelse osv. osv.
Vigtigst af alt er dog, at vi kan få den interesseløse forskning tilbage.
@Birger Nielsen
Det med jobrotation - det skal jo da helst kun ske i samspil med et gennemført og udbredt ( reelt - dvs med store beføjelser på økonomiens områder )nærdemokrati på hver arbjedsplads.
Forslagene og "utopierne" i de retninger er der jo rigeligt af - og når der kommer skred i de udviklinger, kan man jo bare hente de praktisk råd ( om hvordan ) fra de som er meget længere fremme m.h.t slags ( der ER nu intet som egne erfaringer ).
Uden at blive for privat skal man ikke undervurdere de motiver, folk kan have til at blive vvs'ere f.eks.
Spændende artikel - specielt til sidst - har set Zizek fremføre den samme pointe om Kina og kapitalisme; "capitalism with a human face" - as if. Glæder mig til at læse de næste artikler i serien. Keep up the good work!
Kim Gram, demokrati på arbejdspladserne er da det mindste forlangende - husk, at det gældende system desavouerer demokratiet og understøtter monarki og aristokrati, som åbenbart på arbejdsmarkedet ses som demokratiet overlegent.
@Peter Hansen
Ja: Virkligt økonomisk demokrati skal jo være overalt - på alle planer osv. jo da ikke kun ude på hver arbejdsplads, men igen:
"Forslagene og "utopierne" i de retninger er der jo rigeligt af -
F.eks.: Værket: Oprør fra midten,
som da har mange gode HENSIGTER ( især set under hensyntagen til værkets' egne erklæringer om at de hensigter efter en evt. virkeliggørelse,
ikke skal opfattes som om at de så er endemålet ).
Det værks svaghed er nok mest at det ikke ser at: Oprøret ( i praksis ) kun kan komme fra neden,
hvis det skal kunne gennemføres.
Alternativ i den blinde vinkel. Antennerne ude. Lemmerne splitter det hele. Hvidne tanker lyser som besat af stimen. Stolpen er til støtte for korsets tegn velveste. Tjek vener. Ruller taberens egenskaber til slumrer. Afkom skrotter op. Viser vej til sidde stykke for ploven. Herrens karl til baster for uafbrudt tale. Hopsa til Kraal på vandskorpen at glide for filurs til gavtyvs. Skælver skildpadden skælms fra sit udkigstårn til luksus. Narrestreger som en mavepjasker. I bevægende ojeblikke klappes der i denne hilsen. Citeres dette cirkus som baljen tommes med kunster. Uvist omsvøb at justere dette fodfolk som delfinen lejer for deres måltid. Bankes handlingens sikre punktum for alle farver og nedre liggende gøremål smækkes låget til gerning. For den frie økonomi.
"Uden at blive for privat skal man ikke undervurdere de motiver, folk kan have til at blive vvs'ere f.eks."
-----------------------------------------
Der har jo heller aldrig været noget ydmygende ved
legmeligt arbejde i sig selv("), men de KÅR legemligt arbejde oftest blev og endnu bliver udført under - DE er ofte ymygende - og det har lissom i mange's opfattelser "smittet" af på selve det legemlige arbejde.( en slags konstrueret associationssammenhæng ).
--
Note: (") Det vi kan i de retninger er jo noget af det der allermest gør os til den særlig dyreart ( i forhold til de øvrige dyrearter ) som vi er.
Den væsentligste
forskel ( bortset fra større kønsorganer ) imellem os og de øvrige menneskeaber bygger på vore hænders udforming.
Desværre, Kim Gram, kan jeg ikke give dig ret i, at oprør kommer nede fra. Eksemplerne på de ulykker, det har forårsaget i de få tilfælde, det har fundet sted, er mange - et reelt oprør kan vist bedst vise sig som tendens til at gøre noget andet, bredt ud blandt mange, men især toneangivende.
68-oprøret var et sådant, der i virkeligheden involverede ret få, men fik vidtrækkende positive konsekvenser, indtil det blev kvalt af netop reaktionære, dårligere uddannede.
Når udgangspunktet er økonomi, så vil vi altid ende med at have jobs som i alt for høj grad er fysisk og/eller psykisk nedslidende.
Jobrotation som eksempel kan være godt nok, men hvis præmissen i alle instanser af rotationen er økonomi, så er der ikke vundet så meget.
Jeg er mere tilhænger af, at vi tager udgangspunkt i mennesket og hvor meget dette er nødt til at bruge af sine fysiske/psykiske resourcer, for at udføre arbejdet. Det vil selvfølgelig være individuelt, hvor meget det enkelte menneske kan overkomme, men statistisk vil man nok kunne udpege visse jobs som særligt nedslidende.
Dermed mener jeg, at uanset man er forsker eller ufaglært, så skal man belønnes økonomisk betragteligt for at nedslide sine menneskelige resourcer. Det vil være et incitament for arbejdsgiveren til at ændre arbejdsforholdene for de pågældende så nedslidningen minimeres.
Som det er nu, misbruger vi menneskelige resourcer i økonomiens hellige ånd unden hensyntagen til at vi senere står med udbrændte og resourcekrævende mennesker og uden at have haft tanke på arbejdsglæden.
Jeg er godt klar over, at dette fortsat er med økonomien som omdrejningspunkt, men jeg gør min ingen illusioner om at det bliver muligt at revolutionere den måde vores verden spiller sammen på. Det kommer sikkert ikke før det hele bryder totalt sammen og vi tvinges til at starte forfra. Og så håbe på vi husker.
Det er et rigtig godt initiativ at få en artikelserie i gang om det emne. Ros til Information.
For min smag er artiklen lige lovlig generel, og skøjter lige lovlig meget hen over overfladen.
Jeg håber at der senere i serien kommer en artikel, som mere detaljeret redegør for, hvorfor og hvordan man op igennem de seneste årtier har afskaffet flere og flere af restriktionerne på handel med værdipapirer, og hvordan flere og flere derivater har vundet indpas.
Jeg mener at have forstået, at primus motor i afskaffelsen af restriktioner var personer som var flygtet til USA fra de kommunistiske styrer i Østeuropa, og som havde en naiv tro på at mest mulig firhed og færrest mulige restriktioner altid er det bedste. På en eller anden måde fik disse personer indflydelse nok til at afskaffe restriktionerne. Jeg husker ikke meget mere end dette, men kan vi ikke få en gennemgang af det?
Hvorfor forløb festen mest i de "luftige" dele af produktionen/ økonomien, hvor det så nu kollapsede ?
Man kan jo spørge: Hvor meget REEL mulighed var der for de nye unge løver for at vinde liberalistiske konkurrencer imod de store firmaer, der sad og sidder på det meste af de mere grundliggende nødvendige dele af produktionen ?
Forstil: Stein Bagger plus fire-fem kammerater -
før de gik igang, og antag at de udover en pæn viden indefor IT besad en mindst lige så stor viden og erfaring indefor landbrugsgrovarehandel
( man kan så endda antage at de havde en startkapital på f.eks. 2 milioner kr. ) -
så ser de på hinanden og spørger: Skal vi satse på noget indenfor IT-branchen, eller forsøge at kapre markedsandele fra DLG og måske endda udkonkurrere dem ?
-----------
Pointen er at indenfor det meste af samfundenes grundliggende produktion - er der næsten ingen realistiske muligheder for nykommere for at vippe de gamle mastodonter af pinden - så der var og er kun "den blå luft" ( IT, Finanspekulation o.lign. ) at forsøge at slå sig løs i, hvis det ikke sku' blive alt for tydeligt for enhver: At der næsten ikke er nogen øvrige virkelige muligheder for liberalisme.
@Peter Hansen:
"livet rummer uendelige muligheder for meningsfuld beskæftigelse, men for de færreste er arbejde for alvor en af dem."
eller også er det sådan at arbejde, for langt de fleste er den vigtigste beskæftigelse, fordi arbejde giver brød på bordet og sociale oplevelser og endelig fordi arbejde er den korteste vej til social anerkendelse, i og uden for familien.
Selvfølgelig er der jobs som er så besværlige, ildelugtende og frastødende at kun de færreste kan overtales til at tage dem. Men her til lands, er de som regel også godt betalt, uagtet at de sikkert kan forbedres. Man kan, som intellektuel, undre sig over at nogle overhovedet vil have disse jobs, men dem der tager dem er som regel socialiseret ind i en forestillingsverden, hvorefter det vi andre finder frastødende, kun udgør mindre ulemper.
Det korte af det lange: arbejde er i det store og hele noget folk gerne vil have og hvis udviklingen fortsætter, hvorefter man skal have en omfattende uddannelse for at bestride selv relativt simple funktioner, kan selv fysisk arbejde meget nemt blive noget der er forbeholdt eliten.
Arbejde er altså ikke det billige skidt det har været, og hvis du ikke vil have det, så er der masser i andre lande og på andre kontinenter der vil. Jeg var lige ved at skrive "fra andre lande", men på det felt er der jo stadig visse begrænsninger at tage hensyn til.
Hvad har alt det med artiklens fokus, markedsøkonomiens hærgen, at gøre? Ikke andet end at anskueliggøre at arbejde også er en vare, hvis pris er i hastig stigning, alene fordi udbuddet falder. I fremtiden handler det om hvor meget du er villig til at betale for at få lov til at få på arbejdet. Med andre ord brugerbetaling. Man ser det allerede i Fitnessklubberne, som tjener godt på mennesker som ganske enkelt ikke holder ud at være passive i længere tid ad gangen.
Jeg tror, vi er meget enige, sådan som du åbenbart definerer arbejde, Søren Kristensen. Men sådan definerer jeg det ikke - for mig er arbejde den nødvendige indsats for at skaffe midler til overlevelse (og så lidt mere). At det er rigtigt, at der bliver mindre og mindre af dette, skal man prise sig lykkelig for, for det betyder, at det nødvendige arbejde kan minimeres, og det, som vi kalder arbejde, fordi det lyder bedre, men som udmærker sig ved at være sjovt, frivilligt, kreativt og socialt, kan blive allemandseje.
Sider