Læsetid: 4 min.

Aksjonovs sidste rejse til stjernerne

Den russiske forfatter og Sovjet-systemkritiker, Vasilij Aksjonov, døde mandag i Moskva
Rusland tager afsked med den russiske forfatteren Vasilij Aksjonov i dag i Forfatternes Hus og begraver ham på Vagankovskoe Kirkegården.

Rusland tager afsked med den russiske forfatteren Vasilij Aksjonov i dag i Forfatternes Hus og begraver ham på Vagankovskoe Kirkegården.

Birger Storm

9. juli 2009

Min ven gennem 30 år, den russiske antisovjetiske forfatter, som han selv kaldte sig, Vasilij Aksjonov, døde mandag i Moskva. Han tog billetten til stjernerne, som han helt sikkert ville have undskyldt mig for at sige, for det var med romanen Stjernebilletten fra 1961 han for første gang brillierede med sit uforlignelige og sprudlende sprog på baggrund af den ellers kedelige sovjetlitteratur og den grå kommunistiske virkelighed.

Aksjonov, eller Vasja, som halvdelen af Moskvas bohemer kaldte ham, blev kun 76, men Stjernebilletten i et oplag på tre millioner gjorde ham dengang med et slag til Sovjetunionens mest omtalte forfatter og grundlagde hans karriere som en af de allervigtigste inden for efterkrigstidens russiske litteratur.

Vasjas cowboyjakke

Forleden sammenlignede en af hans kolleger hans betydning med den også for nyligt afdøde Solsjenitsyns. De var begge et af hovederne i det russiske nationalsymbol - den dobbelhovede ørn, begge ægte russiske, men de trak hver sin vej.

Solsjenitsyn mod det tunge, religiøst-nationalistiske, østlige, dommedag, det messianske. Aksjonov mod det menneskelige, kødfulde, livet her på godt og ondt, tilgivelse, livsglæde, vest og det internationale. En anden kollega skrev også forleden ved Aksjonovs død, at ligesom hele den klassiske russiske litteratur udsprang af Nikolaj Gogols fortælling Kappen , så udspringer de sidste 50 års russisk litteratur af Aksjonovs cowboy-jakker, som han selv og hans helte gik rundt i i begyndelsen af 1960'erne.

Hvor Solsjenitsyns Gud var den straffende, der var Aksjonov selv og hans Gud den levende, milde, tilgivende, hans helvedes hårde liv til trods. Født i 1932, som femårig blev begge hans forældre sendt i hver sin sibiriske kz-lejr, hvor de rådnede i 13-15 år, og lille Vasja havnede på et børnehjem for børn af folkets fjender.

Senere nogle år som teenager hos sin mor i fangebyen Magadan i det fjernøstlige Sibirien. Uddannet læge i Leningrad, fordi hans mor, den senere kendte Gulag-forfatterinde Jelena Ginzburg (hendes erindringer Min Tunge Vandring findes på dansk) sagde: »Du har størst chance for at overleve i lejren som læge.«

Opgør med stalinismen

I 60'erne blev Aksjonov en del af Moskvas boheme-undergrund, nu som kendt forfatter. De sugede til sig af alt vestligt, især amerikansk - jazz, hipsterkulturen, beatgenerationen, hippierne, som på russisk kom til at hedde stiljagierne . Aksjonov var tydeligvis meget tæt på Hemmingway, Kerouac og Sallinger, men udviklede hurtigt sin helt egen stil med en række romaner og fortællinger, som blev mere og mere formeksperimenterende og mere og mere systemkritiske.

Jeg traf ham for første gang i 1979. På det tidspunkt var han netop blevet helt sortlistet af censuren på grund af, at han sammen med en række kolleger ville udgive en almanak uden om censuren. Og på grund af, at hans livs vigtigste roman Forbrænding var blevet smuglet til Vesten og udgivet der. Forbrænding var en kraftpræstation, et forrygende vildt opgør med stalinismen og bresjnjevtiden, en roman som står som skelsættende og mentalitetsforandrende i hele den russiske litteratur på linje med Grass' Bliktrommen og Marquez' 100 Års Ensomhed .

Året efter blev Aksjonov og hans kone Maja udvist af Sovjetunionen og frataget deres statsborgerskab. De bosatte sig i USA og Aksjonov blev æresprofessor i russisk litteratur, som han underviste i, lige til han ved sovjetsystemets sammenbrud igen kunne rejse til sit elskede Rusland. Derefter boede han på skift i Rusland, USA og Frankrig.

Lagde gaderne øde

Gennem alle årene har Aksjonov været ufattelig flittig. Som en anden Rifbjerg spyttede han mindst en roman ud om året. Også i eksilårene, hvor han vandt stor hæder og talrige priser i USA og Frankrig. Og efter 1991, hvor hans værker igen begyndte at udkomme i hobetal i Rusland, blev han igen en af de mest populære i sit hjemland og blev tildelt alle de vigtigste russiske hædersbevisninger bl.a. for trebindsværket Moskva-sagaen , der som tv-serie lagde de russiske gader øde.

Han havde en helt ufattelig evne til at være nærværende, suge til sig, huske detaljer, brudstykker af sætninger, ansigtstræk. Han kunne som ingen anden leve sig ind i andre, forstå, føle og analysere, hvad der foregik inde bag menneskers overflade. Hans varme, åbenhjertighed og inderlighed lyste gennem hans altid opmærksomme og venlige øjne, både i hans værker og i hans person. Vasja var elsket af alle, på nær dem, der var misundelige på ham. Og dem var der nogle stykker af.

Han var ubeskriveligt glad for Sovjetsystemets sammenbrud og de mange forandringer, der skete i Rusland under Jeltsin. Jeg husker en varm sommerdag i begyndelsen af 90'erne, hvor vi vandrede rundt sammen i Moskva, og han sagde:

»Skriv dog om, hvor store fremskridt der er sket siden kommunismen, se dog de fantasmorganiske ændringer, der sker!«

KGB-manden Putin kunne han derimod ikke lide, og mod slutningen af sit liv truede han faktisk med at forlade Rusland for altid, hvis ikke Putin begyndte at overholde demokratiet og menneskerettighederne. Både Putin og Medvedev har alligevel sendt kondolancetelegrammer til Aksjonovs enke. Det er der god grund til, for Maja har oplevet en om muligt endnu større tragedie end Aksjonov. Hun har mistet både ham og sit eneste barn, der bogstaveligt talt døde ved Aksjonovs dødsleje.

Aksjonovs død er en epokes død. Der bliver tomt i Moskva uden ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De var begge et af hovederne i det russiske nationalsymbol - den dobbelhovede ørn, begge ægte russiske, men de trak hver sin vej."

Ak ja - engang var Informations journalister berømt for deres sproglige omhu og præcision ...

Man skal godt nok holde nosserne nogenledes kølige, for at korrekse en nekrologforfatters sætningsbygning.

Tak for artiklen Dalgård!
V.A. rip

Man skal godt nok være ret ligeglad for ikke at formulere sig ordentligt i en nekrolog.
I øvrigt er min bebrejdelse mere rettet mod redaktøren og den - fraværende? - korrekturlæsning.

@Vadmand:
Ret skal være ret. Der er op til flere grammatiske bommerter i ovenstående artikel. Dalgårds undskyldning kunne være, at han er cand.phil i russisk og ikke i dansk. For Information er der ingen undskyldning. Korrekturen er fraværende.