Læsetid: 7 min.

Et amerikansk uraneventyr

Efter årtier i skammekrogen er atomkraft kommet tilbage på den amerikanske dagsorden som våben i kampen mod den globale opvarmning. Det er Walter Coles godt tilfreds med. Han bor nemlig oven på USA's største urandepot - nu skal han blot have overbevist lokalsamfundet og ændret lovgivningen, så han kan komme i gang med at grave
Walter Coles har fire eksakte navnebrødre og forfædre liggende begravet i baghaven på den gamle familie-plantage. I dag er det imidlertid ikke tobak, der er ejendommens største aktiv, men derimod uranen, der ligger begravet i jorden under familien Coles.

Walter Coles har fire eksakte navnebrødre og forfædre liggende begravet i baghaven på den gamle familie-plantage. I dag er det imidlertid ikke tobak, der er ejendommens største aktiv, men derimod uranen, der ligger begravet i jorden under familien Coles.

Thomas Hebsgaard

21. juli 2009

VIRGINIA - Walter Coles slår de tunge trædøre op og træder ud på sin trappe, mellem de to skråtstillede flagstænger med Stars and Stripes og staten Virginias flag.

»Velkommen,« siger den hvidhårede herre og rækker hånden frem, mens to velplejede, brune labradors og en brunspættet setter vrimler logrende forbi ham og ud på græsplænens plateau. Derfra har man overblik over den tidligere tobaksplantages store grund - og den lille hvide træbygning, hvor slavernes børn gik i skole i 1800-tallet.

Indtil for tre år siden dyrkede familien Coles stadig tobak på plantagen, men nu nøjes de ligesom mange af områdets bønder med at sende køer ud på de frodige, grønne bakker i Pittsylvania County, fortæller Walter Coles og peger på den græsmark, hvor han har tænkt sig at udgrave Amerikas største uudnyttede urandepot.

»Dernede bag træerne ville der så være et stort hul i jorden,« siger han og fører an om i baghaven, ned til familie-gravstedet, hvor Walter Coles I, II, III og IV ligger begravet.

»Ja, jeg vil så være nummer fem,« siger han og peger ned bag haven gennem lunden til en anden græsmark, hvor der efter planen også skal graves efter uran.

Da Walter Coles tilbage i 1978 første gang hørte, at hans grund lå oven på verdens syvendestørste uranreserve, tog han ikke meget notits af det. Han var udstationeret som diplomat i Jordan, og kort efter skete ulykken på Three Mile Island, hvor en atomreaktor smeltede ned og gjorde atomkraft voldsomt upopulært i USA. Atomindustrien gik i stå, og det kunne ikke betale sig at lave uranminer. Men omkring år 2000 skete der pludselig noget.

»Folk fra hele verden begyndte at dukke op på mit dørtrin. Der var folk fra Canada, Frankrig og England, og de tilbød mig svimlende summer for at få lov til at købe grunden. Men vi tænkte, at hvis der skulle graves uran her, så ville vi hellere selv administrere det,« fortæller Walter Coles.

Sammen med sin søn - Walter Coles Jr. - besluttede han at starte virksomheden Virginia Uranium, som blev endeligt etableret i 2007.

»Vores filosofi er at beskytte lokalsamfundet, miljøet og ikke mindst familieejendommen«, siger han og tilføjer:

»Vi vil gerne hjælpe vores naboer, men vi vil selvfølgelig også gerne tjene penge.«

God timing

Der er dog én væsentlig forhindring: Det er stadig ikke lovligt at udgrave uran i Virginia. Men måske er Walter Coles' timing ikke helt dårlig. Med den livlige debat om, hvordan USA skal nedbringe sit CO2-udslip og undgå afhængigheden af udenlandsk olie, er atomkraft nemlig pludselig kommet tilbage på den amerikanske dagsorden. Som præsidentkandidat talte Barack Obama meget om, hvordan man kan opbevare atomaffald sikkert, så man måske i fremtiden kan øge andelen af strøm, der bliver produceret ved CO2-neutral atomkraft. Og selvom Obama som præsident har været mere forsigtig i sit ordvalg, end han var som kandidat, er der tale om en mindre revolution i et land, hvor der ikke er påbegyndt et nyt atomkraftværk de sidste 36 år - og hvor det siden ulykken på Three Mile Island i 1979 har været politisk selvmord at foreslå at opføre nye atomkraftværker.

Udviklingen glæder naturligvis Virginia Uraniums projektleder, geologen Patrick Wales. Han tager imod i virksomhedens beskedne kontorlokaler i en fabriksbygning i udkanten af den lille by Chatham, ikke langt fra Walter Coles' hjem.

»Jeg var i Washington for nylig, og det lød på mig, som om atomkraft bliver én af de nye energiformer, administrationen satser på,« siger Patrick Wales.

»Fuel for America«Han viser begejstret powerpoints frem, som fortæller, hvordan uranen fra minen vil kunne holde Virginias eksisterende reaktorer kørende i 70 år. I øverste højre hjørne af powerpoint-siderne står der - 'Brændstof til Amerika'.

»USA's oliereserver er ved at løbe tør, og vi er afhængige af at hente olie fra andre lande, som ikke nødvendigvis bliver ved med at være venligt stemt over for os. Så vi bliver simpelthen nødt til at satse på alternative energikilder,« siger Patrick Wales. Hverken vind- eller solenergi vil være nok til at dække USA's energiforbrug, når olien slipper op, argumenterer han.

»Selv miljøgrupperne er ved at indse, at der skal atomkraft til, hvis vi vil redde miljøet,« siger Patrick Wales.

Han er dog godt klar over, at mange miljøgrupper har deres bekymringer i forhold til forureningen og farerne ved at udgrave uran. Men han mener, at det kan gøres sikkert, og at projektet desuden vil kunne skabe nogle hårdt tiltrængte arbejdspladser i lokalområdet.

Job til Virginia

I det vestlige Virginia har mange været nødt til at spænde bæltet ind længe inden, krakket ramte resten af USA sidste oktober. Indbyggerne har levet af at dyrke tobak og arbejde på tekstilfabrikker, men ligesom så mange andre dele af det amerikanske produktionsapparat flyttede plantagerne og fabrikkerne til Mexico og Asien, hvor arbejdskraften er langt billigere. Arbejdsløsheden i Southside Virginia, som lokalområdet omkring Walter Coles' grund hedder, har længe ligget på den forkerte side af 10 procent - mens landsgennemsnittet for tiden er det for USA uhørt høje 9,4 procent.

I alt regner Virginia Uranium med at kunne tjene mellem syv og 10 milliarder dollars på at udgrave uranen rundt om Walter Coles' hus. Det betyder, at lokalsamfundet vil få en pengeindsprøjtning på mellem 10 og 13 millioner dollars om året i skatteindtægter fra minen, siger Patrick Wales.

Han regner med, at minen vil skaffe job til 300-500 mennesker i de 25-30 år, den er operativ.

»Jeg tror aldrig, Virginia har haft så store muligheder før. Det unikke ved uran er, at det ligger lige her i jorden under os - man kan ikke bare flytte det til Mexico eller Asien,« siger han.

Nu er minedrift ikke den industri, som er kendt for at være mest gavnlig for et lokalområde.

Ofte rykker et minefirma ind med sine egne eksperter, hyrer nogle få lokale til at betjene de store maskiner under udgravningen, og efterlader så i bedste fald et kæmpe hul i jorden - og i værste fald en decideret miljøkatastrofe.

Men Patrick Wales forsikrer, at Virginia Uranium er anderledes. For det første har man opfundet sikre måder at udvaske uranen på, siger han og viser billeder af en moderne uranmine i Saskatchewan i Canada. For det andet er firmaet opsat på, at hele projektet skal gavne lokalområdet, og derfor vil der blive uddannet og hyret lokale til at arbejde for Virginia Uranium.

»Jeg er selv et fremragende eksempel - jeg voksede op i Danville nogle få miles herfra,« siger Patrick Wales.

Verdens navle

Men trods de erklærede gode hensigter har dele af lokalsamfundet været mildest talt skeptiske ved tanken om, at der skal ligge en uranmine midt i Virginias idyl. Hvis man følger den lille flod, Bannister River, cirka 20 miles østpå fra Walter Coles' baghave, ender man på Jack Dunavants badebro. Han er formand for foreningen Southside Concerned Citizens - Det Sydlige Virginias ansvarlige borgere - og en af de fremmeste modstandere af uranminen.

Hans største frygt er, at et voldsomt uvejr af den type, som Virginia indimellem oplever, vil oversvømme minen og vaske radioaktivt støv ud i Banister-floden.

»For mig er det her verdens centrum,« siger Jack Dunavant og slår ud med armene, mens hans barnebarn fornøjet løber rundt mellem benene på ham og jager græshopper ved flodbredden.

»Lige nu er al uranen jo sikkert forvaret i granitten.« Og der skal den helst blive, hvis det står til Jack Dunavant:

»Hvis de havde en maskine, som kunne arbejde under jorden, ville det være ok med mig - så tag endelig derud og grav som en muldvarp. Men det her kommer til at skade folk heromkring,« siger han. Walter Coles' og Virginia Uraniums forsikringer giver han ikke meget for.

»Walter Coles er fuld af varm luft,« siger han - og slår fast, at familien Dunavant har boet i området længere, end familien Coles har.

Han har da også sin tvivl om, hvorvidt Walter Coles overhovedet bor på sin grund, og han tror i hvert fald ikke på, at han har tænkt sig at blive boende der.

»Ja, jeg har godt hørt, at han er flyttet tilbage dertil, men jeg tror nu mere, det er for et syns skyld, siger han.

Ifølge Jack Dunavant handler hele projektet kun om grådighed.

»Menneskers helbred og miljøets tilstand bekymrer man sig mindre om,« siger han og tilføjer:

»I forfatningen står der, at regeringen skal være af folket og for folket. Men folket i det her land er underkastet den almægtige dollar. Det er ikke ligesom i det storslåede og flammende sprog, som Thomas Jefferson skrev, og som lyder så smukt.«

At tjene sit land

Jack Dunavant er imidlertid ikke den eneste, som støtter sig til landsfaderen Thomas Jefferson og hans tekster. I Walter Coles' entré - modsat Teddy Roosevelt-rummet, som er helliget billeder af Walter Coles' farfars bror og den berømte præsident på fisketur - viser Walter Coles stolt et skøde på et stykke jord frem, som en af hans forfædre fik tildelt af netop Thomas Jefferson. Walter Coles kender udmærket til Jack Dunavant og hans forenings bekymringer, men siger, at de er helt ubegrundede.

»De siger, at jeg bare er grådig. Men hvis det var tilfældet, ville jeg ikke have brugt syv år i Vietnam,« siger han.

I en mellemgang hænger et billede af den unge Walter Coles, smilende under et ildrødt overskæg og lænet op af det fly, han var pilot i under det meste af Vietnamkrigen.

»Jeg var med et af de sidste fly ud derfra,« fortæller han.

»De siger også, at jeg ikke bor her, og at jeg ikke tør drikke vandet herude. Men vi har drukket vandet fra brønden i baghaven i 200 år,« siger han og garanterer, at minedriften vil foregå på en sikker og forsvarlig måde.

»Coles'erne har boet på den her grund siden slutningen af 1700-tallet. Vi er altid taget ud og har tjent vores land og er så vendt tilbage for at dyrke jorden. Og sådan vil det blive ved med at være, også efter det her projekt er ovre,« slår han fast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jamen det er da glimrende når uranen sakker bagud den ene dag og har et comeback den næste, så kan vi da håbe det sakker bagud i morgen igen, hvar..........

Erling Klingberg Jensen

Er det ikke lidt som med vindmøller, der er rigtig gode for miljøet, men de skal bare være meget langt væk fra en selv.
Vindmøllerne har dog ikke affald der er årtusinder om at blive nedbrudt. Selv de smukke gamle Pyramider er jo i den forbindels nærmest som splinternye depoter.

Morten Lauridsen

Skepsis over for uran er sundt. Selvfølgelig skal vi være skeptiske.

Men facts er også at modstanden mod atomkraft er baseret på alt andet end forestillinger om hvad rationalitet er.

Modstanden er baseret på følelser der er kædet sammen med frihedsbegreber, gule klistermærker og en gammelideologisk tilgang til verden.

Vi kunne i den grad spare Co2-udslip og opnå mindre forurening. Atomaffald kan snildt dumpes i det uendelige univers via raketopsendelser.

Det eneste der forhindrer verden i at have effektiv atomenergi er en irrationel angst for noget man ikke ved noget om.

Et mønster vi sjovt nok også genkender hos DF´s vælgere.

Niels-Holger Nielsen

Tak for belæringen Morten!

De lokale beboere gør ganske ret i at være nervøse for en uranmine i baghaven. Masser af uran vil blive udvasket i hele det lokale flodsystem og biodiversiteten i området vil gå ned pga. forstyrrede fødekæder. Let at forstå for en økolog, men svært at forstå for en mineingeniør, som har sin gode hyre i et af de store selskaber.

Mountaintop Mining Legacy:
Destroying Appalachian Streams
http://e360.yale.edu/content/feature.msp?id=2172

Måske skulle "The Hillbillies" overveje en alliance med peruanske og eqadoranske indianere?

Kunne man spørge om Julie Hjerl Hansen og Thomas Hebsgaard er med på det hold, som er ved at tale atomkraften til ære og verdighed igen?

Folk, der tror, at atomkraft er en universalkur mod tidens store energiproblemer, har ikke forstået hvor intrikat det dobbelte kulstofproblem er.

Finnerne er jo lige ved at afprøve dogmaet med deres nye reaktor Olkiluoto-3. Som nu er 3½ år forsinket, 60% over budget (min. 4.5 milliarder €) og muligvis med et reaktordesign der bliver underkendt af de nukleare opsynsmyndigheder så hele lortet skal rives ned igen...

Der er intet atomkraftværk på hele verdenen der indtil nu har kunnet levere strøm så billigt som det påståes af dets proponenter. Her er en pæn lille tabel http://www.neimagazine.com/journals/Power/NEI/November_2007/attachments/... fra Nuclear Engineering International, igen en pro-nuklear kilde. Der er mindst en Amerikansk strømproducent der har drevet atomkraftværker og er gået konkurs med det, med efterfølgende 500% stigning i energiprioser og kommuner med millardgæld fordi de stillede sikkerheder.

The Economist har regnet på det i 2001 og fandt frem til at enhver anden energiform faktisk leverer mere kWh/kr. Det var dog før olieprisernes højdeflugt, så skal i dag nok tages med et gran salt af rimelig størrelse.

Mens atomkraftværker har nærmest igen CO2-udslip per KWh, så giver igen næsten alle andre energiformer en bedre CO2-gevinst end nuklear energi.

Byggeprisen for et atomkraftværk i dag ligger på ca. US$ 5000-7000/kW produktionskapacitet, eller ca. US$ 12-24 milliarder for et 2-3GW værk. De tal stammer fra FPL, Floridas største energiproducent der er ved at bygge et yderligere atomkraftværk. De indeholder dog en maksimal inflationsrate og budgetoverstigelse på 1.5%... Se Olkiluotu-3 for hvor langt den holder... (kilder bl. a. http://www.progress-energy.com/aboutus/news/article.asp?id=18222)

Niels-Holger Nielsen

Fint indspark Thomas Holm
Du rammer lige ned i atomkraftens akilleshæl: økonomien og produktionstiden på reaktorer. Alene disse to ting dømmer atomkraften ude i en klimasammenhæng.
Det er sjovt som atomkrafttilhængere altid griber fat i spørgsmålet om det radioaktive affald, som de af en eller anden mystisk grund anser for løst - ganske ubeføjet. Vores opponent, Morten Lauridsen, er tilsyneladende ikke klar over at peak uranium er lige om hjørnet, og at mere vidende atomkrafttilhængere for længst er gået videre til fast breader- og thoriumreaktorer, idet de herved indrømmer at forsynings-, deponerings- og sikkerhedsproblemerne er uoverskuelige med traditionel atomkraft.

Peter Madsen

"Atomkraften fortsætter sin årtier lange kollaps på den globale markedsplads, fordi den er voldsomt ukonkurrencedygtig, unødvendig og forældet. Den er så håbløst uøkonomisk, at man egentlig ikke behøver diskutere, om den er ren og sikker. Den svækker elforsyningssikkerheden og den nationale sikkerhed, og den gør klimaforandringerne værre i forhold til, hvis de samme penge og den samme tid blev anvendt på mere effektive muligheder," lyder konklusionen i analysen.

Se artiklen:
http://www.information.dk/163846

Niels-Holger Nielsen

Hvis vi skal have en ædruelig diskussion om atomkrat er det svært at ignorere Greenpeaces sobre og velunderbyggede analyser af fænomenet.