Læsetid: 5 min.

Arkitekturpift til svinestalden

Der er dagslys til søer og grise indendørs. Ståltagene udenpå ligner mere et jetfly end 'jeg en gård mig bygge vil'. Beholderne til gyllen er indordnet i bygnings-systemet, men gårdejeren kører gyllen på marken som naturligt gødningstof, indtil afbrændingspriserne falder
Sønderskovgårds nye svindestalde, udviklet med støtte fra Realdania, er forbillede for fremtidens landbrugsbyggeri  - men det er ikke altid nemt at være nybygger i Danmark, konstaterer gårdens ejer.

Sønderskovgårds nye svindestalde, udviklet med støtte fra Realdania, er forbillede for fremtidens landbrugsbyggeri - men det er ikke altid nemt at være nybygger i Danmark, konstaterer gårdens ejer.

Kristine Kiilerich

30. juli 2009

Jagende skyer og gulbrune marker. Høj himmel nordenfjords og hvidt lys over to blanke bygningskiler i landskabet mellem Hjørring og Sindal. Det er Sønderskovgårds nye svindestalde, udviklet med støtte fra Real- dania, som forbillede for fremtidens landbrugsbyggeri. Det første af flere kommende rundt om i landet.

En bred grusbelagt plads ud mod hovedvejen giver knasende adgang til hjørnet mellem de to nye og de velholdte ældre bygninger.

På en stor fritstående sten ved indkørslen har gårdejerens datter tegnet forlægget til en skelende so med diende unger, malet og hugget ind i forsiden af graniten.

»Den venter flere, kan jeg se på øjnene,« siger Palle Joest Andersen. »Og dét her er så monumentet over myndighedernes uendeligt langsommelige og besværlige sagsbehandling!« lyder det mindre muntert på vej rundt om stenen, for at pege på den høje udekorerede bagside.

Planlægningen af udvidelsen strakte sig over tre år. Og byggeriet tog fart i 2008, mens kommunalreformen var under indkøring, og et nyt statsligt miljøklagenævn skulle overtage de nedlagte amters rolle.

»Ved indvielsen for to måneder siden stod jeg, indtil et halvt døgn før 2.000 interesserede gæster ankom, uden at vide, om jeg havde de fornødne tilladelser. Og det ved jeg dårligt nok endnu.«

Flæskesider

1.100 søer residerer i de nye staldbygninger. De føder 2,3 gange om året, 14,5 gris pr. gang.

»Og vi taler altså ikke om halve grise, men om gennemsnit,« præciserer Palle Joest. Lidt over 33.000 grise pr. år.

Søerne står og ligger med hver deres unger i bokse med galvaniserede bøjler. Under dagslys i brede striber fra det skrå staldtag med venti- lationsudslip i den højeste ende. Uden på taget ser man derfor ikke de store runde zinktromler som på ældre landbrugsbyggeri, men en slags hajfinner i Star Wars-stil, der stikker op af tagets false. Tagpladerne ligner de gammeldags pandeplader, som i 1930'erne afløste stråtagene, men er et fornyet produkt, der matcher både tagene fra dengang og de nye højisolerede metalblanke gavle med smalle lodrette vinduesbånd.

Det hele er så vidt muligt præfabrikeret - fra vinklede stålbjælker til betongavle med lys småstensoverflade. Det er lykkedes den lokale entreprenør, bygherren og bygningskontoret NORD at ramme en fremtræden, der er bemærkelsesværdigt tidssvarende, men ikke stikker unødigt af fra de eksisterende bygninger.

Og dét var et vigtigt mål under projekteringen, for der er tale om en produktionsmæssig enhed. Fra løsdriftsstald med strøelse på ristegulvet og insemination af søerne, til farestier og udlevering af smågrisene, når de er oppe på syv kilo og skal vinke farvel til mor.

- Hvor skal de så hen?

»Til en anden bedrift, som aftager dem og fodrer videre på dem, indtil de bliver slagtet i Sæby eller Horsens og eksporteret til England. Englænderne stiller særlige krav til løsgående søer, som vi opfylder.«

Turister og oddere

- Får du aldrig lyst til at lade dyrene komme ud i det grønne?

»Jo! - men ikke i en virksomhed som dén her. Der skal være plads til mangfoldighed og økologiske brug i Danmark, men vi har valgt at satse på storproduktion af smågrise.«

Smågrisenes logistiske løbekorridor forbinder de nye længer med de ældre dele af gården og gyllebeholderne. Så der er både en produktionsbestemt bagplads til gylle, dyretransporter eller foderleverancer, og den repræsentative gårdsplads mod Hjørringvej.

For der er mange besøgende, grupper af landmænd og interesserede, som efter aftale får forklaringer og powerpointshow, og lov til at kikke ud over dyrene fra besøgscentret på første sal. Det er en del af overenskomsten med Realdania.

Og det er Palle Joest meget om at gøre, at der ikke lugter af gris. At ventilationen driver staldluften højt nok op. At udkørslen af gylle på kornmarkerne foregår hensynsfuldt og med nedfældning til kartoffelproduktionen på andre af ejendommens jorder. Selv om han understreger, at »det ville være utroværdigt hvis en landmand påstod, at der ikke lugter af land på landet«.

Ikke desto mindre undrer han sig over Landsforeningen for Gylleramte (det hedder den!). De har indberettet til Miljøklagenævnet, at udvidelsen af hans bedrift blandt andet vil komme til at gå ud over turismen i området og odderne i Uggerby Å.

Men lystfiskerne på hans bredder klager ikke over fis- kebestanden, siger han. Så odderne har det formentlig også godt. Turisme-argumentet forstår han slet ikke: »Vi har jo netop gjort os umage for at give bygningerne et arkitektonisk pift her ude i landskabet.«

Stikord

Miljøklagenævn og kommunalreform. Finder man nu de ord i to nye opslagsbøger om planlægning i Danmark?

Ja, i 'Byplanhåndbogen', udarbejdet og alfabetisk redigeret af Arne Post for Dansk Byplanlaboratorium, står der, at Miljøklagenævnet er øverste klageinstans for en række afgørelser truffet på grundlag af lovgivning om blandt andet miljøbeskyttelse og husdyrbrug.

Der står ikke noget specifikt om kommunalreform i den lille, men indholdsrige bog. Eller om amternes nedlæggelse i 2007. Kun om plansystemet, som det gælder nu: Efter kommunesammelægningerne er det landets fem statslige miljøcentre og knapt 100 kommuner, der står for tilladelserne, som så kan påklages til nævnet.

En embedsmand, der loyalt prøvede at udvikle de mulige fordele ved regeringens forhastede forenkling, er den netop afgåede landsplanchef Niels Østergaard. Han har efter 30 år i Miljøministeriet under skiftende politisk ledelse, taget initiativ til en kritisk og alfabetisk styret interviewcollage, for at give et billede af den historiske udvikling. Plankultur og tidsånd hedder den, skrevet af Gitte Meyer, for Plan09.

Under stikordsafsnittet om bonden citeres professor på Aalborg Universitet Esben Munk Sørensen for, at landbrugsudviklingen er »en selvstændig sektor, en småstat i staten, med egne fagfolk, ministerium og interesseorganisationer.«

Han suppleres af den so- cialdemokratiske Horsens-borgmester Jan Trøjborg, der i samme kapitel siger: »Vi har som kommune ingen mulighed for at stille specielle miljøkrav ved eksempelvis udbygning af svinefarme. Kompetencen til at stille miljøkrav har regeringen taget, og de krav skal opfyldes - hverken mere eller mindre.«

Kritik og realiteter

Syv personer klarer de 37 sammenlagte ejendomme, som Palle Joest (nu selv i midten af fyrrene) har erhvervet siden 1986 for at skabe den rette fremtidsstruktur og i første omgang få gylleregnskabet til at stemme.

På vej rundt i bedriften og i forklaringerne skelner Palle Joest flere gange skarpt mellem folk som ham selv med erfaringer i landbrugets praktiske virkelighed. Og så teoretikere bag en computerskærm, der ikke kender vilkårene og strukturudviklingen.

»De ejendomme, vi har købt op, blev sat til salg, fordi det i 1990'erne blev tydeligt, at nu skulle man vælge mellem at nedslide en ejendom og så stoppe, eller udbygge den efter nye lovkrav og økonomiske realiteter.«

- Et af problemerne er, så vidt jeg har forstået, stadigvæk gyllen. I brænder halm fra markerne i jeres eget halmfyr. Hvorfor brænder I ikke også gyllen?

»Lige nu er det også et spørgsmål om afgifter på de store værkers affaldsforbrænding. I fremtiden kan gyllen formentlig separeres lokalt, eget kvælstof bruges som eneste gødning, og tørstoffet brændes i gårdbrug. Men teknologien er så ny, at den er økonomisk usikker for landbrug af vores størrelse.« Og han tilføjer:

»Det er vigtigt, at vi optræder med godt landmandskab. Det skal være så svært som muligt at stille os kritisk til skue!«

Sidste del af samtalen foregår ved et fuldmodent kirsebærtræ op ad en af de ældre hvide gavle. Og de tusind søers landmand kan naturligvis ikke dy sig: »Nu kan du så skrive i avisen, at du har spist kirsebær med en af de store ... svineavlere!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mona Blenstrup

Det kan undre, at Palle Joest undrer sig over den indgåede klage over sin tilladelse.

Den første kendelse fra Miljøklagenævnet var negativ for ham. Dernæst gik hans konsulent i lag med nævnet, og nu blev der pludselig givet tilladelse.

Jo landbruget har stor magt.

At der ikke stinker i stalden, skal man ikke se som et velfærdstiltag. Den udgangsluft, der skydes højt op i luften falder jo ned et andet sted. staldsudluftningen indeholder "tungt " støv i form af fækalier og døde hudceller. Disse ting sammen med det store udslip af ammoniak vil fordele sig langt omkring. Til skade for miljøet og mennekser.

Men de smukke bygninger øger jo ikke dyrenes velfærd. De fikserer jo stadigt søerne, når de giver die 3 uger plus en uge inden forventet fødsel . Og bagefter kommer søerne så i løbestalden, hvor de insemineres. Der kan nemt gå 4 uger med dette plus 3 uger mere, hvis drægtigheden ikke er sket.

Hvad hjælper Real Danaias tildskud til anden byggestil, hvis indholdet er det samme?

KZ lejre for søer som slides så hurtigt, at op mod 200.000 af de danske søer aflives før tid grundet stress og slid.
Levetiden for en so med den turbo hastighed, hun tvinges til at frembringe smågrise er under 2,5 år.

At landbruget har dyrt betalte højt råbende konsulenter og ministre er en nødvendighed i al elendigheden.

Men rigtigt mange danskere kender ikke til de forhold i landbruget, som forarmer både dyrevelfærden og mennskenes holdninger.

Dertil skal tillægges, at landbruget som også Palle Joest ikke regner andre mennesker for noget, hvis de ikke er enig i hans og hans medløberes meninger og holdninger.

Den hærgende svineproduktion i Danmark er ikek kun en sag for eksperter.
Landbrugs hovmod holder bare skansen, hvor de kan. så vil alle føle sig kørt ud på et sidesport, når man afsporer debatten med den slags "vi ved bedre" holdninger.

Men alle mennekser i Danmark betaler dyrt for det danske urentable, forgældede og forældede svinelandbrug. For trods fine stalde er forholdene de samem for dyrene.

Og klagen ligger stadigt i Miljøklagenævnet. Muligvis også en klage over dårlig embedsførelse er på vej.

Mona Blenstrup

Godt landmandskab er ikke det samme, som at sige, at alle andre er dumme og ikke forstår noget, fordi de ikke selv er landbrugere.

Godt landmansskab er ikke at vrænge på næsen over en høringsberettiget lovlig forening.

Men han glemmer lige at lægge til teksten, at den kære Eva hansen fra Fødevareministeriet trak sin deltagelse i åbningsceromonien tilbage, da der var givet afslag på ibrugtagning af fabrikken.
At det ubestikkelige Miljæklagenævn så lige blev nødt til at ombestemme sig det sidste døgn forinden, gjorde ikke hendes lyst større.

Inger Sundsvald

Mona

Det glæder mig altid når jeg er enig med dig. Fortsæt endelig med at gøre opmærksom på svinestreger og uacceptable forhold i landbruget.

Der ser ikke ud til at være den store interesse, men jeg læser med ;-)

Jeg tror Danmark er snart det eneste land der tillader industrielt landbrug i såkaldte nationalparker. Så bliver fødevareindustrien jo også så sure når nogle forhindrer dem i at udnytte beskyttede områder de selv har været med til at definere, vide Greenpeace og granitblokke .

Mona Blenstrup

Det værste i denne forbindelse er næsten, at den lovprisning af Real Danias medvirken til et smukt byggeri helt overskygger de stadigt usle kår, man giver fikserede søer.

De engelske regler siger, at søerne skal gå løse, men det er kun i nogle ganske få måneder, at de får lov til det. Og da sammenstuves de for at sprare plads, hvilket medfører store magtkampe søerne imellem.

Derfor lever de søer, som leverer de mange smågrise til engelske middagsborde en så kummerlig tilværelse at de dør før tid i ganske ung alder og med skader og stress som begrundelse for aflivningen.

Overlever de længe nok, bliver de sat på en transport til Tyskland, Polen og Italien for at den store stolte svineavler kan få nogle få ører mere pr. kilo.

Tænk at det kan betale sig at transportere dyrene for nogle få øres skyld pr. kilo.

Der må være noget galt med transportsektoren, får busbilletter koster gevaldigt mere for et menneske pr. kørt kilometer.

Men landbruget har virkelig styr på tropperne.

Mona,

det er ikke så meget landmanden der bestemmer slagtestedet, men køberen. Og for køberen er forarbejdningsprisen og -udbytte lige så vigtig. Slagterilønningerne er langt lavere udefor Danmark og der er flere anvendelige dele i deres gastronomi.

Hvornår f.eks. har du sidst serveret eller fået serveret griseøre eller -fødder i Danmark?

Mona Blenstrup

Hej Thomas
Disse to specialiteter undværer jeg gerne og giver dem til hundne, når vi slagter gris.

Og det er nu altså landmanden der lavver de aftaler om leveremcestedet.

Man kunn jo godt tænke sig, at dyrene blev slagtet i Danmark under ordentlige forhold, og så kørt videre på køl. Der kunne være langt flere døde krpooe i en kølebil end levende i en transport.

Henrik Kuske Schou

@ Thomas
Svineproducenten bestemmer selv, hvor svinene skal slagtes. Det er dog kun de største, der kan fylde en lastbil, sådan at det kan betale sig at sende svinene til Tyskland. De mindste producenter må bare levere til Danish Crown og skal desuden betale ekstra for afhentning. Nu kommer der yderligere begrænsninger for de mindste leverandører til DC. Det er dem, der er solidariske med de danske slagteriarbejdere, men dem DC gør alt få at slå ihjel. Hvor er rimeligheden henne?

Inger Sundsvald

Det er ikke let at vide hvad der er sandt. Men jeg har da hørt i tv, at en svineproducent kan tjene 1 kr. mere pr. kilo kød ved at sende dyrene til Tyskland.

Jeg har to spørgsmål:
1) Hvor mange kan ikke betale 1 kr. mere pr. kilo kød? Det er jo ikke mange øre pr. person/måltid.

2) Hvorfor stiger prisen på både kød og f.eks. brød helt uforholdsmæssigt inden det er kommet igennem detailleddet og butikken, bare fordi der er beskedne prisstigninger hos producenten?

Inger,

prøv engang og kig på tilbudsaviserne. Kød er blevet en discountvare der ikke længere sælges pga. dets kvalitet, men pga. at du kan få 3kg hakket dyr med 7-9% fedt for under 100.- kr.

Mht. prisstigningerne, så er det nok fordi vi i Danmark ikke har nogen reel konkurrence på dagligvaremarkedet.

Henrik Kuske Schou

Jeg er helt enig med Thomas. Kødet er blevet en discountvare og kvaliteten er der efter. Man roser svinekødet, men i virkeligheden er det pacet frem på fuldspaltegulve uden strøelse (halm), og kun høj daglig tilvækst og lavt foderforbrug tæller. Frilandsgrise og grise på dybstrøelse, har en helt anden smag og en væsentlig bedre kødkvalitet. Imidlertid er en generation vokset op uden at vide, hvordan godt kød, og så bliver den ringeste kvalitet, der sætter standarden. Og derfor findes der kun minimalt med kød fra frilandsgrise i kølemontren.

Mona Blenstrup

Det minimale udbud af ordentlige varer fremkommer også ved, at det er ganske få mennekser, der sidder og bestemmer priserne på de indkøb, der foretages for de store kæder. Disse få personer er kun opmærksomme på prisen, prisen og prisen.

Derved snydes forbrugere for et varieret udbud af madvarer.

Men der er andre muligheder end at køb i spupermarkederne. Masser af muligheder hos gårdbutikker (mange har internetside), kgræsserforeninger og andre nærhedsprincip måder at skaffe sig ordentlig mad på.

Endelig skal nævnes, at langt de fleste af de 25 millioner svin, der opfødes i DK sælges til andre lande. Men dog løber svineproduktionen ikke rundt. Landbruget har milliard underskud.

Samt er forarmet miljø, naturen og grundvandet iberegnet, afvikling af dyrediversiteten og affolkning af landområderne.

Mona Blenstrup

Mærkeligt at ingen undrer sig over, at denne investering i et urentabelt og miljøfjendsk foretagende som dette kan lade sig opføre.

Det er en kendsgerning, at primært svineindustrielt landbrug har kæmpe gæld.

Man låner de mange millioner til opførelse af nye svinefabrikker mens gælden vokser og indtægteer mangler.

Jordpriserne styrtdykker for tiden, og pengeudlånerne (realkredit og bank) frygter for at landbrugslåneboblen brister. For så går både de og landbruget bankerot.

En almindelig familie kan ikke låne mere end 1,5 mill. kroner til et hus, men en svinefabriksejer kan låne millioner. Chancen for at blive gældsfri hos svineejeren er mindre end mikroskopisk mens husejeren har dog en chance for at tilbagebetale lånet.

Og alligevel er det alle andre, der må betale for at relakreditinstitutterne og bankerne ikke taber for meget på landbrugets spekulative overforbrug. Alle vi med huslån eller andet skal betale mere for det i form af forhøjelser af gebyret.

Hvor meget skal vi finde os i?

Trods voksende gæld (over 330 mia. kroner) og ditto voksende underskud og manglende indtægter forbliver svineindustrielt landbrug ved at vokse og udvide og nyetablere.

Fuldstændig og aldeles uforståeligt.