Læsetid: 12 min.

En bygning vi rejste

«Det store problem i dag er fornyelsen af den socialdemokratiske tanke.« Information mødte Svend Auken til en samtale om livet, Socialdemokratiet og de ulidelige løse ender
'Noget af det dummeste, som er sket, og som allerede startede under os, er, at vi har givet magten til regnedrengene med deres årlige småbesparelser og effektivitetsmål. Hvem går på arbejde på grund af et regneark?'

'Noget af det dummeste, som er sket, og som allerede startede under os, er, at vi har givet magten til regnedrengene med deres årlige småbesparelser og effektivitetsmål. Hvem går på arbejde på grund af et regneark?'

11. juli 2009

»Jeg kan huske den allerførste dag, da jeg var blevet valgt til Folketinget og skulle ind på Christiansborg. Jeg går der sammen med et andet ungt nyvalgt folketingsmedlem, og den ene er mere benovet end den anden, og så er der en folketingsbetjent, som råber til os: 'Hvad vil I her?' Siden har jeg tit tænkt, at det var det mest centrale spørgsmål, som jeg nogen sinde har fået stillet om politik.«

Svend Auken har altid villet være lige dér. Midt i det politiske liv. Mere end nogen sinde nu, hvor tiden pludselig glider alt for stærkt gennem timeglasset, og han kun kan fastholde den ved at insistere på at blive ved med at præge den. Derfor sidder han endnu og svarer på opkald fra TV2 og skriver læserbreve imod Søren Krarup. Og flammer op som et hendøende bål, der har fået et skvulp petroleum, da interviewets tema om hans liv mellem politiske idealer og realiteter famlende formuleres. Det dilemma findes ikke, forklarer han hurtigt. Tværtimod er det jo selve det socialdemokratiske projekt at få realiteterne til at lægge sig så tæt op ad idealerne, som det er muligt i verden lige nu.

»At ændre verden til det bedre er jo den største udfordring, og den kan du ikke løse uden en realistisk bedømmelse af, hvor barriererne er, hvor problemet findes. Det forstod jeg allerede, da jeg som ung fik et legat til et amerikansk universitet, året efter John F. Kennedy var blevet valgt til præsident. Den konfrontation med den amerikanske virkelighed, raceadskillelsen, slumkvartererne, som voksede og menneskerne, som blev ruineret, når de blev syge og så en idealistisk smuk forførende præsident, gjorde det klart for mig, at det var den socialdemokratiske tanke, som var den revolutionære.«

Svend Auken stopper kun, når et hosteanfald tvinger ham til det, så taler han hurtigt videre om den vision, som var og er hans.

»Den socialdemokratiske idé er jo, at mennesker, når de går sammen med andre, kan ændre forholdene, så de ikke bare behøver at være tilskuere, så de ikke bare behøver at være arbejdskraft. At vi har krav på social tryghed, og den til gengæld frisætter nogle store kræfter til at lave et bedre samfund. Tag nu den forkætrede efterløn, som er min opfindelse. Jeg ved godt, at eksperterne synes, at det er så dumt, så dumt, men der er 100.000 mennesker, som fik en frihed i deres liv til selv at vælge, hvornår de ville forlade arbejdsmarkedet. Så hvad er den lykkelige kombination af idealisme og realisme? Den lykkelige kombination er resultater. Det er, når det lykkes.«

- Men har du ikke altid samtidig haft et mål med dig selv og dit eget politiske liv?

»Jo, og jeg ville da være med. Og jeg ville være i forreste række, og der skulle ske noget, og ting skulle forandre sig, men det må aldrig kun være dig selv, som er projektet, for så kommer du ikke ud i en form for kamp, som er vigtig. At bevare magt er ikke det, som jeg har været bedst til, og derfor var det egentlig ærgerligt, at det gik i stykker mellem Ritt Bjerregård og mig, for det er hun fænomenalt god til. Vores samarbejde betød jo, at jeg kunne koncentrere mig om ideerne og budskabet, og så havde jeg en solid støtte i Ritt, som passede på min ryg. Og da hun var væk, så viste det sig jo, at det behov var lidt større, end jeg havde forestillet mig.«

Ungdomsoprør

Svend Auken smiler ironisk, men uden bitterhed. Bitterhed er der heller ikke tid til nu, i det lille sommerhus, hvor han og hans kone, filminstruktøren Anne Wivel, planlæger at tilbringe resten af sommeren. Hun rækker ham hostesaft og proteindrikke, som bliver modtaget med taknemmelige »Tak min skat - tak min elskede«, inden hun tænder for et lille videokamera for at filme endnu en scene til sin dokumentarfilm Et år med Svend . Selvom Svend Auken er syg af fremskredet prostatakræft, har året indtil nu bestået af læserbreve, valgkampe og de sædvanlige socialdemokratiske samarbejdsvanskeligheder. Sådan har han villet have det, for siden han blev syg, har han forsøgt at leve et liv, der er normalt på den måde, som Svend Aukens liv har været normalt, siden han blev valgt ind i Folketinget i 1971. Dengang var han et af Folketingets yngste medlemmer, men uden megen forståelse for den ungdom, som i de år satte dagsorden i hidtil uset grad.

»Det er klart, at 68-oprøret var en skelsættende begivenhed, og vores parti blev meget påvirket. Og jeg blev meget påvirket. Men jeg var aldrig en del af det. Jeg tilhørte jo den gamle venstrefløj, som var opstået længe før, alle de her unge blev marxister på en nat og en hashpibe.«

- Tiltrak ungdomsoprøret dig slet ikke?

»Nej, rusgifte og den slags? Overhovedet ikke, men ud fra en samlet vurdering, så synes jeg alligevel, at ungdomsoprøret var en god omvæltning for vores samfund, selvom de jo var slemt ude efter sådan en som mig, som levede borgerligt og havde børn. Alt det som jeg var så optaget af og glad for, satte de jo spørgsmålstegn ved og meget af den kritik var decideret løsagtig, men det grundlæggende spørgsmål, som de stillede: Hvorfor lige på denne her måde? Hvorfor lige de her autoritære strukturer? Jamen der mener jeg, at ungdomsoprøret og 68 flyttede meget. Jeg kan tydeligt huske, da Christiania kom, og jeg var og er jo tilhænger af, at der skal være plads i det danske samfund til noget som Christiania, men da jeg gik rundt derude, var det jo det modsatte af alt det, som jeg kæmpede for. Jeg kæmpede for, at børn skulle have det godt, og at der skulle være sunde og rene boliger og ingen sygdomme og ingen ulykkelige narkomaner, og så kom jeg ud til et sted med hunde, der løb rundt, og børn der så forkomne ud. Så det var to ting, som tørnede sammen. Mine almindelige politiske holdninger og så princippet om, at der skal være plads til ting som Christiania og plads til et oprør mod autoriterne.«

- Men er Socialdemokratiets problem ikke, at 68´ernes individualistiske frihedsprojekt har langt mere plads i samfundet i dag end den gammeldags socialdemokratiske ordentlighed og ansvarlighed?

»Nej, det mener jeg ikke, for det, som er interessant ved den værdikamp, er jo, at fjerner du alt den gift, som siges om de fremmede, så har vi jo aldrig været så gennemsyrede af socialdemokratiske værdier, som vi er i øjeblikket. Der er kun én tanke. Én idé som bærer! Og det er den socialdemokratiske tanke om velfærdstaten. Og den bekender alle fra Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og så selvfølgelig Socialdemokratiet sig til, og dem, som ikke gør, er marginale frynser.«

Presset på velfærdstaten

Det ligger Svend Auken på den allerinderste rygmarv: At forsvare det samfund, som den socialdemokratiske vision har bygget op. Og netop derfor er frustrationen så meget større, når regeringen stjæler arvesølvet uden at passe ordentligt på det. Svend Auken kan hidse sig op over regeringens ødelæggelse af alt fra Miljøministeriets projekter i Østeuropa til lukningen af Danmarks Radios montageredaktion, men selv det fylder mindre nu. Det vigtigste er at få viderebragt velfærdstatens grundtanker i en verdensorden, som ikke viser dem meget nåde.

»Det store problem i dag er fornyelsen af den socialdemokratiske tanke. Den er jo under pres fra en række ydre udfordringer. Globaliseringen først og fremmest, selvom jeg er træt af det ord, for kan man opretholde en samfundsmodel, som strider så afgørende i mod nyliberale forestillinger og det pres, som der er for internationalt samarbejde? Det mener jeg godt, at vi kan, men det kræver, at man forklarer projektet ordentligt, og at Danmark er konkurrencedygtigt. Det andet store problem er at få alle med. Den socialdemokratiske tanke er ikke, at folk skal forsørges, men at de skal kunne klare sig selv. Jeg husker en smed, som var en af mine læremestre i den socialdemokratiske tanke, og når han skulle forklare, hvad han var mest stolt af i sit liv, så var det, at han aldrig havde haft en arbejdsløshedsdag. At han aldrig havde ligget det offentlige til byrde.«

- Men den stolthed er der jo ingen, som har i dag?

»Jamen, jeg prøver jo også at forklare dig, hvorfor der er så vigtigt. Velfærdssamfundet må ikke blive et forsørgelsessamfund. Det må ikke være et sted, hvor vi betaler os fra problemerne. Vi skal sørge for, at menneskerne kommer i arbejde, og det hænger sammen med den sidste udfordring: deltagelse. Jeg har engang defineret Socialdemokratiet som opgøret med almuesindet. Altså det med, at det er de andre, som bestemmer, og dem er vi tossede på og skriver sange om, men vi kan ikke noget selv. Vi er bare tyende. Vi er bare arbejdskraft. Det almuesind er ved at vende tilbage i den globaliserede verdensorden. Danskerne er igen ved at blive tilskuere. De er meget optaget af politik, men det er ligesom en sportskamp, hvor vi holder med dem, som vi bedst kan lide. Følelsen af, at man selv driver en udvikling, er undergravet. 'En bygning vi rejser - til skærm i vores nød' hedder det i 'Snart Dages det, brødre', for vi skulle jo selv tage ansvar for, at de rigtige institutioner blev rejst og for, at de fungerede.«

- Men var det ikke netop det ansvar, som din generation af socialdemokrater glemte at give videre. Det ansvar er der jo ingen, som føler mere. De offentlige arbejdspladser lider under et ekstremt højt sygefravær. Det er igen det modsatte af din stolte smed?

»Jo, men hvis jeg nu bruger min egen erfaring fra dengang, jeg var miljøminister. Vi havde næsten ikke noget sygefravær blandt Miljøministeriets mange ansatte, og det var altså ikke, fordi skovarbejde er specielt skånsomt. Nej, det skyldtes, at folk kunne lide at gå på arbejde og følte, at de var udenfor, hvis de ikke mødte op. Jeg tror mere end noget andet på at genskabe det fællesskab. Ikke bare for at bekæmpe sygefraværet, men i det hele taget. Noget af det dummeste, som er sket, og som allerede startede under os, er, at vi har givet magten til regnedrengene med deres årlige småbesparelser og effektivitetsmål. Hvem går på arbejde på grund af et regneark? Folk går på arbejde, fordi de synes, at det er sjovt og meningsfuldt, og derfor skal man ansvarliggøre folk i processen. Det skal være fællesskabet, som udviser en varm interesse for den enkelte. Det er i det hele taget det, som det gælder om: At skabe et medmenneskelige fællesskab, som vi så kan bruge som fundament for alt andet.«

- Men hvorfor har det været så svært at sælge det medmenneskelige fællesskab som politisk projekt?

»Jamen.... Det er fordi, vi ikke har forsøgt... Vi har ikke fundet den appel til de grundliggende positive værdier. Men det er det, som vi er i gang med nu, og jeg vil måske gerne gå videre end de fleste.«

De løse ender

Det er nu Svend Auken har talt sig varm og kan blive ved, så længe en mikrofon holdes op foran munden på ham. Interviewet er blevet sat til at vare halvanden time præcis, ikke bare for at give ham fred for journalistens spørgsmål, men snarere for at forhindre at han tømmer sig selv fuldstændigt for kræfter og ord. Og selvom han tilsyneladende kan tale politiske visioner i timevis, om alt fra nye mobiliseringsformer på internettet til kampen for at give syge plads på arbejdsmarkedet, så er der et andet spørgsmål, som trænger sig mere på. Det spørgsmål, som man ikke kan lade være med at stille, når man sidder over for et menneske, som har haft hele verdens forbedring som sit livsprojekt, og nu modstræbende må se afslutningen i øjnene.

- Da du fik at vide, at du var så alvorligt syg, følte du så, at det havde været det værd at bruge hele dit liv på politik?

»JA!« Svend Auken er ikke i tvivl. Han holder ikke engang pause, inden han fortsætter.

»Det har været hele livet værd! For mig er det der politiske engagement ikke noget med at sidde og læse statistisk årbog eller myldre til kedelige møder. Det er noget med ideer. Det er noget med at møde mennesker og udrette noget. Alle mennesker siger jo til mig 'Du blev ikke statsminister', og nej, men så var jeg så heldig at blive miljøminister, og kunne jeg have gjort alt det, som jeg gjorde, hvis jeg var statsminister? Så havde jeg måske bare siddet og ærgret mig over alle mulige politiske kommentatorer i stedet for at sætte noget i verden, som er fornuftigt. Jeg er da stolt, når Obama nævner et eksempel på, hvad han gerne vil efterstræbe med sin klima- og energipolitik, og han så siger 'Se på, hvad der skete i Danmark'. Alle ved, at der ikke er sket en skid i de sidste otte år, så det må jo være før den tid. Og så kan I sige, 'Du blev ikke statsminister', nej, men så fik man altså lov til det andet.«

Svend Auken smiler og så dugger blikket til.

»Så tværtimod vil jeg sige at... Jeg ved jo ikke, hvornår det er slut, men altså det, som er det sørgelige, er ikke alt det, som jeg ikke opnåede. Det er det, som jeg stadig gerne vil nå. Altså hvis der ikke var denne her sygdom, så havde jeg været aktiv i mindst 10-15 år til. Min gode ven P. O. Enquist skrev til mig for nylig, at når folk på min alder bliver syge, så har de dog har haft et fuldt liv. Jeg svarede tilbage, at det var da meget godt med et fuldt liv, men der er sørme mange løse ender i et fuldt liv, ikke?

- Hvad består de løse ender så i?

»Det er for eksempel en demokratireform. Det er er noget, som vi virkelig trænger til. Mindretalsbeskyttelse, lov om offentlighed. Det hele. Tænk, at vi har vedtaget love om en eksamen i statsborgerskab for udlændinge for at forhindre mennesker, som arbejder og betaler skat i Danmark i at få stemmeret. Det svarer til raceadskillelsen i Sydstaterne i Amerika, hvor man ville holde negerne væk. Det kalder jeg en løs ende. Og så er der jo klimaet... Hvor ville jeg gerne have været med, ikke bare til topmødet i København, men også til implementeringen. Tænk at sidde i regering og igen at være med til at gøre Danmark nummer 1 på miljøområdet. At gøre os til det første CO2 neutrale land i verden, ikke?«

- Men er de løse ender kun politiske?

»Nej, det er fordi vi kun snakker om politik, nej der er masser af menneskelige løse ender. Masser af ting, som man har lært, som man gerne vil have skrevet ned og givet videre. Det, som er mærkeligt ved sygdom, er, hvor mange varme følelser, som det provokerer hos andre mennesker. Altså det er en meget stor oplevelse. Så der er meget, som man gerne vil sige tak for. Vi to har jo siddet og talt lidt halv negativt om Danmark, ikke, og det gør man jo tit i politik, men når det virkelig gælder, så er Danmark altså et fint sted at være.«

Et par timer efter interviewet blev Svend Auken på grund af en blodansamling i hjernen indlagt på Rigshospitalet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter jensen

har respekt for fighteren Auken.
Han har ret i fornyelsen er sicialdemokratiets store problem.
Men det han fremhæver efterlønnen som en succes viser at fornyelse måske slet ikke er mulig!

Svend-Aage Jakobsen

Godt gået Svend Auken!
Vi bygger videre med idealerne i behold, og får ryddet op på de elendigheder de sidste 8 år har skabt i vort DK.!

Svend Auken:

"Det er for eksempel en demokratireform. Det er er noget, som vi virkelig trænger til. Mindretalsbeskyttelse, lov om offentlighed. Det hele. Tænk, at vi har vedtaget love om en eksamen i statsborgerskab for udlændinge for at forhindre mennesker, som arbejder og betaler skat i Danmark i at få stemmeret. Det svarer til raceadskillelsen i Sydstaterne i Amerika, hvor man ville holde negerne væk. Det kalder jeg en løs ende."

Hvor er det dog befriende og opløftende at høre en dansk socialdemokrat sige den slags ting. Og hvor er det sørgeligt, at man så sjældent oplever det.

Peter Hansen

Vås og sludder, Adam af Bremen, der er intet, der tyder på, at den muslimske befolkning i noget europæisk land vil komme meget over 15% i nogen troværdig statistik.

Jens Bryndum

Betydningen af Aukens arbejde kan næppe overvurderes.
Resultatet har været, at Danmarks troværdighed som miljønation er blandt de bedste i verden.
Den troværdighed har formenlig været afgørende for, at det lykkedes for Connie Hedegaard at få arrangeret det store Copenhagen møde til december.
Vi ser i disse dage det opmuntrende, at det internationale samfund er begyndt at røre på sig op til mødet.
Det giver da et vist håb om forandring til det bedre.

Inger Sundsvald

Det var ærgerligt, at Svend Auken ikke holdt fast i Ritt Bjerregaard og var solidarisk med hende. Men det var endnu mere ærgerligt at Ritt Bjerregaard lod sin personlige vrede skygge for solidariteten til partiet. Det er ikke let altid at vide hvem eller hvad man skal være solidarisk med, og af og til kan bagklogskabens ulideligt klare lys være, netop ulideligt. Men ingen som bekendt fuldkommen.

Der er imidlertid meget at takke både Bjerregaard, Lykketoft og Auken for. Ikke mindst Aukens tid som miljøminister og hans utrættelige kamp for miljøet, som trækker spor helt til i dag og hvis resultater regeringen i dag kan sole sig i, men som først og fremmest har været til gavn for verden.

Jeg vil personligt takke dig Svend Auken, for dit altid gode humør, dit engagement i debatterne, hvor du om nogen har brændt igennem, så det blev forstået af alle, ofte med en humor som trak de brede smil frem. Tak ;-).

Heinrich R. Jørgensen

Endnu en gang viser Svend Auken sig som en af de mest forstandige politikere der findes.

De to emner Svend Auken peger på - at velfærd handler om deltagelse og omsorg, og ikke forsørgelse, og at en demokratireform er stærk påkrævet - er i min optik de suverænt to vigtigste emner politikere og befolkningen kan tage op i disse år.

Karsten Aaen

Svend Aukens indsats som miljø-og energi-minister i det land kan næppe overvurderes nok. Han så klarere end andre at det var nødvendigt med hjælp til de tidligere øst-lande, hvis de rent teknologisk skulle nå på på samme stade rent miljømæssigt som de vest-europæiske lande.

Hans øst-initiativ ifht. dette kunne den nuværende regering lære meget af, ikke mindst mht. Indien og Kina som står overfor præcis de samme udfordringer som de tidl. øst(euroæiske) lande gjorde dengang for ca. 18-20 år siden.

Mht. velfærd og omsorg er jeg meget enig i at det må aldrig blive sådan, at folk der har mulighed for at forsørge sig selv og klare selv netop skal have mulighed for det. Evt. med en kærlig hånd i ryggen eller et kærligt skub...

Gorm Petersen

Hvis han virkelig opfandt efterlønnen er han en af mine helte fordi det tog toppen af ungdomsarbejdsløsheden da jeg var ung.

Hvis det så også var til glæde for de, der trak sig tilbage og gjorde plads for os andre, er det jo kun endnu bedre.

Hvis man forbød salg af alt unyttigt (varmluftsælgere, coaches, botox og specielle ringetoner til mobiler) ville vi aldrig komme til at mangle arbejdskraft. Automatiseringen har gjort at der (rundt regnet) kun er brug for 1/10 så mange mennesker til at producere forbrugsgoder som i 60-erne.

Der er sikkert nørder nok til at gøre dette arbejde gratis. De 9/10 kunne så være på borgerløn.

Inger Sundsvald

Den eneste ”fejl” ved efterlønnen var, at den blev gjort generel. Der var netop behov for at gøre plads til de unge, og et stort pres på de ældre for at trække sig.

Havde man nu lavet en ’særlov’ for f.eks. to årgange, som havde alderen til det, så havde man kunnet evaluere om det skulle fortsætte, når og hvis konjunkturerne vendte.

P.t. er der kræfter i gang for at få kvinderne til at passe deres børn selv. Det er begyndelsen.

Karsten Aaen

Vi glemmer altså somme tider, at der stadig er folk, der har en 7.klasses eksamen eller en 9.klasses eksamen derude.

Mange unge mennesker nægter at tro at på landet gik børn kun i skole hveranden dag - indtil 1958.
Venstre var forøvrigt imod at børn på landet skulle i skole hver dag; de skulle da hjælpe til hjemme på gården skulle de. (og siden 1975 har vi haft 9 års undervisningspligt i det her land).

Mange mennesker, som er ca 45+ eller derovre har enten en 7.klasses skolegang eller en 9.klasses skolegang. Mange af dem har altså arbejdet siden de var en 14-15 år, måske 16 år.

Oprindeligt var det dem, som efterlønnen var tiltænkt, specielt de mennesker som havde haft det hårdeste arbejde, f.eks. håndværkere, special-arbejdere, sygeplejersker, lagerarbejdere mm.

Og der er faktisk stadig mange af de mennesker som er på arbejdsmarkedet stadig, altså af dem som kun har en 7.klasses eller en 9.klasses skolegang...

Takket være Bertel Hårders reformhysteri - helst en ny om måneden - er folkeskole- og gymnasielærere afgjort også en gruppe, der fortjenr adgang til efterløn.
Både børn og lærere er bedst tjent med, at udbrændte og nedslidte lærere har mulighed for at stoppe før pensonsalderen.
NB - jeg er heldigvis ikke en af dem - slet ikke efterlønsberettiget, men under dem den gerne.

Inger Sundsvald

Nej, vejen til Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Og den dårligste undskyldning er, at folk er forkælede og dovne og hvad man ellers kan finde på at beskylde dem for, når de går på efterløn.

Dette samfund er efterhånden så dårligt til at skabe ordentlige arbejdspladser, hvor mennesker trives, at gælden og stoltheden ved at arbejde er væk. Folk flygter så hurtigt de kan, uanset om det betyder et betydeligt lavere forsørgelsesgrundlag.

Johannes Bruun, hvis du betaler 68% i skat af den sidst tjente krone, har du sandsynligvis 3-4 gange så meget tilbage efter skat, som en pædagogmedhjælper eller kassedame tjener før skat, så stop klynkeriet!

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand,

"Johannes Bruun" er blot det seneste dæknavn for én af de personer, der uafladeligt får deres alias slettet.

Søren Kristensen

Alle taler om fornyelse. Men. Why fix it if it ain´t broken? Det er lidt ligesom når bilfabrikanterne hvert år forsøger at forny udseendet af deres klassikere og alt for ofte ende op med noget der er lidt ringere end sidste års model, fordi de udelukkende er fokuseret på fornyelse for fornyelsens skyld. Traditionel socialdemokratisk politik med høje skatter, efterløn, en rundhåndet offentlig sektor og en nærmest provokerende opmærksomhed omkring miljøet, som vi kender det fra de gode gamle dage, fejler jo sådan set ikke noget, politikken er bare siden Aukens detronering blevet forvaltet af en flok akademikere, som i modsætning til ham, ikke har haft den fornødne gennemslagskraft. Det problem kan man ikke designe sig ud af, men kommer tid kommer råd og nye kandidater og før vi ser os omkring er kammeraterne atter på taburetterne. Indtil da og så længe Venstre fører midtsøgende socialdemokratisk politik og gør hvad de kan for miljøet er skaden nu heller ikke så stor. I mellemtiden kan trængende venstreorienterede lune sig i Villys Salon. Så når alt kommer til alt er der ikke ret meget at komme efter. Hvilket trods alt er en lille forbedring.

Peter Hansen

Søren Kristensen, Venstre fører ikke midtsøgende, socialdemokratisk politik, de har shanghaiet velfærdsstaten og forvrider den nu til ukendelighed, til stor skade for de 20% af befolkningen, den skulle sikre eksistensen for.

Karsten Aaen

Der er ingen, der i dag betaler 68% af den sidst tjente krone. Vi betaler kun ca. 63% af den sidst tjente krone. Dette er resultater af det skrå skatteloft. Og jeg vil formode, at de mennesker, der betaler de her ca. 63% af den sidst tjente krone, ja de har en trækprocent på omkring 50% eller deromkring?

Peter Hansen

Ja, Karsten Aaen, når man hører dette brok fra de velaflagte, får man jo det indtryk, at de afleverer 65% af deres indkomst; men sagen er, at de 65% jo betales af den del, de tjener mere end den almindelige lønmodtager.

Karsten Aaen

Desuden er er der 63% af den skattepligtige indkomst de afleverer, jeg har. Og den kan godt være 100.000 eller endog 200.000 mindre end den årsinddkomst, man reelt har - afhængig af, hvor mange fradrag, man har.