Interview
Læsetid: 6 min.

Camre: Enkeltpersoner tvang filmforlig igennem

Henning Camre var administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, da det sidste filmforlig blev banket på plads. Med et nyt forlig på trapperne advarer han mod, at enkelte personer endnu en gang får for stor indflydelse
Det er ejendommeligt, at vi har en regering, som mægtig gerne vil have, at vi skal gøre os gældende i udlandet, men som samtidig gerne vil støtte de film, som aldrig vises sig i udlandet, siger den tidligere direktør for Filminstituttet, Henning Camre, som ikke er glad for det seneste filmforlig.

Det er ejendommeligt, at vi har en regering, som mægtig gerne vil have, at vi skal gøre os gældende i udlandet, men som samtidig gerne vil støtte de film, som aldrig vises sig i udlandet, siger den tidligere direktør for Filminstituttet, Henning Camre, som ikke er glad for det seneste filmforlig.

Kristine Kiilerich

Kultur
14. juli 2009

»Det er ejendommeligt, at vi har en regering, som mægtig gerne vil have, at vi skal gøre os gældende i udlandet, men som samtidig gerne vil støtte de film, som aldrig vises sig i udlandet«. Sådan lyder kritikken fra tidligere administrerende direktør for Det Danske Filminstitut Henning Camre. Han var direktør, da det sidste filmforlig blev forhandlet på plads, og han advarer mod et nyt filmforlig, som ikke gør op med tv-stationernes indflydelse og de kommercielle films dominans.

Reaktionen kommer efter, at den nuværende direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, i Information har gjort det klart, at han ønsker et mere simpelt støttesystem til de danske spillefilm, mindre indflydelse til DR og TV2, og mere fleksibilitet i Filminstituttets daglige arbejde. Med den udmelding har Henrik Bo Nielsen taget hul på den debat, som for alvor går i gang, når politikerne skal forhandle et nyt forlig på plads til foråret.

Henning Camre var direktør for Filminstituttet i 10 år, inden han overgav styringen til Henrik Bo Nielsen for to år siden. Når han ser tilbage på sidste filmforlig, er han ikke i tvivl om, at der var alt for få stemmer, som fik alt for meget indflydelse. Forliget fra 2006 endte på mange måder som en fiasko, som mødte kritik mange steder fra. Det er den kritik, som både Henrik Bo Nielsen og Henning Camre har taget hul på.

Ambitioner koster

I dag hæfter eksdirektøren sig især ved, at støttepuljerne er svære at finde rundt i.

»På den ene side virker det fint, at man opstiller overordnede mål, men hvis man samtidig vil fortælle, hvordan man skal opnå målene, så umyndiggør man den forvaltningsenhed, som skulle have ansvaret for det. Det er det, der ligger i det, Henrik Bo Nielsen siger, og det kunne jeg ikke være mere enig med ham i. Jo mere, man låser støtten fast i forskellige kasser og delmål, jo mere pålægger man ansøgerne at indrette sig efter systemet, i stedet for at systemet er indrettet efter lysten, energien og talentet«.

Ligesom den nuværende direktør er Camre også kritisk over for det nuværende forlig, fordi støtteordningerne i højere grad tilgodeser de kommercielle film.

»Det er almindelig kendt, at der i forbindelse med det sidste filmforlig var et stærkt pres for, at fordelingen mellem konsulentordningen og den kommercielle 60/40-ordning skulle fastlægges politisk. Tidligere har det været en beslutning, som lå hos bestyrelsen. Men det blev en kamp mellem de kræfter, som gerne ville have nogle flere penge at lave kommercielle film for,« siger Henning Camre.

Ifølge den tidligere direktør konkluderede regeringen, at de projekter, der før hørte hjemme i konsulentordningen, bare kunne søge den anden ordning.

»Der er bare lige det ved det, at den kommercielle 60/40-ordning i meget høj grad hviler på en vurdering af publikumspotentiale. Det er nemt at vurdere en 'Far til fire'-film, for der kan man bare se på, hvor mange mennesker der så den sidste gang. Usikkerheden vil være langt større i forbindelse med en mere krævende og ambitiøs film, og derfor går det ud over den slags film,« siger Henning Camre.

Ved sidste filmforlig blev det tilpasset sådan, at 40 procent af pengene til spillefilm skulle gå til konsulentstøttede film, mens 40 procent skulle gå til større film, og de sidste 20 procent skulle man finde ud af hen ad vejen. Det mener Henning Camre i dag var en rigtig dårlig idé.

»For det første nytter det ikke noget at sætte Filminstituttets bestyrelse helt ud af spil og overlade fordelingen af de forskellige midler til politikerne. Derudover kan det ikke nytte noget, at konsulenterne ikke ved, hvor mange penge de har til rådighed. Hvis der ikke er nogen, der aner, hvad de sidste 20 procent skal gå til, så er der heller ikke nogen, der disponerer over dem. I første omgang gik de 60 procent til konsulentordningen, men sådan er det ikke nødvendigvis forsat«.

- Hvilken betydning har det, når 60/40-ordningen sluger de fleste penge?

»60/40-ordningen støtter de kommercielle film, som har et stort publikum. Men det er ikke de film, der driver dansk film frem i Danmark og i udlandet. Det er derimod de film, der er udviklet i konsulentordningen«.

- Er det 'Anja og Viktor'-filmene, du tænker på?

»Ja, og 'Far til Fire'. De kan ikke sælge nogen steder. De kommer hverken på festivaler eller bliver samlet op af de internationale opkøbere«

Ingen var stolte af aftale

Henning Camre er utilfreds med, at den kommercielle 60/40-ordning udgør en så stor del af det samlede budget. Han mener, det går ud over de mindre og knap så kommercielle film, som ikke kan garantere et lige så stort publikum. Derfor forstår han godt, hvorfor forliget fik så hård kritik dengang.

»Der var ikke nogen, der var stolte af, at de havde været med til at understøtte det - i hvert fald når vi taler om folk fra filmmiljøet. Det skyldtes spørgsmålet om fordelingen af pengene, men det handlede også om tv-pengene. Tv-stationerne har hele tiden haft indflydelse, men ved sidste forlig skete der det, at Filminstituttet fik 25 millioner kroner mindre, mens tv-stationerne skulle levere 25 millioner kroner mere. Det var ikke noget, tv-stationerne selv havde bedt om. De ville gerne være fri for det. Men når de bliver tvunget til at bruge flere penge, så er det klart, at de ønsker større indflydelse«.

- Hvorfor blev det pålagt tv-stationerne, at de skulle betale mere?

»Fordi det er nemmere at vride armen rundt på tv-stationerne og få 25 millioner end at få 25 millioner fra Finansministeriet. I forhold til næste forlig handler det om, at man skal finde et mere fornuftigt forhold mellem den offentlige investering og det, man pålægger tv-stationerne at betale. Jeg mener, tv-stationerne skal betale mindre, og at der tilsvarende skal skaffes flere penge fra det offentlige.«

- Hvad er ulempen ved de mange penge fra tv-stationerne?

»Det er let at regne ud, hvad der er i tv-stationernes interesse. En reklamefinansieret kanal som TV2 er stærkt afhængig af store seertal. Derfor kan man ikke bebrejde dem, at de gerne vil vise nogle programmer, som giver dem indtægter. DR er en ren public service-kanal, og selvom de ofte selv siger det modsatte, så oplever man, at de også kører en konkurrence om seertal. En public service-station kan ikke hele tiden satse på at vise ting, som bliver set af et lille antal mennesker. Men der er et mærkeligt fokus på det i DR, som er usundt for kreativiteten.«

- Og den tankegang har spredt sig til Filminstituttet?

»Ja, det kan man godt sige. I de år, jeg havde ansvaret for det, havde vi et forbilledligt samarbejde med tv-stationerne. Det er det med pengene, der har forskubbet forholdet mellem pengene og indflydelsen.«

Få fik stor indflydelse

Henning Camre kan godt forstå, hvorfor Filminstituttets nuværende direktør ønsker at starte en debat omkring det kommende filmforlig. Også selvom den nuværende debat bryder med den lidt mere lukkede stil, som Henning Camre selv lagde op til forud for de tidligere forhandlinger.

»Jeg gjorde det ikke på den måde, men jeg synes, det er fornuftigt, han gør det. Især fordi der er stor enighed om, at der er problemer med det nuværende forlig. Henrik Bo Nielsen prøver at mobilisere miljøet til at tænke sig om, inden de begynder at lobbye for alle mulige særordninger, som skal gavne dem selv. Det kan godt være, han er lidt mere demokratisk, end jeg var.«

- Hvad er strategien bag den nye stil, tror du?

»Strategien er selvfølgelig, at man får talt om de knuder, der er, så det ikke bliver en individuel snak, der foregår mellem enkeltpersoner og nogle politikere. Det sker nu sikkert alligevel.«

- Ligesom ved sidste forlig?

»Sidste gang var der nogle enkeltpersoner, som fik en meget betydelig indflydelse. Når man taler om lobbyvirksomhed, så er det som regel på vegne af en eller anden organisation, men det var ikke det, der var tale om. Det handlede om nogle enkelte personer, som fik meget stor indflydelse på, hvordan det blev lavet.«

- Var det Brian Mikkelsens gode venner?

»De må have haft nogle gode forbindelser, skal vi ikke bare sige det?«

- Du vil ikke nærmere ind på, hvem det var?

»Alle ved, hvem det var. Men jeg vil ikke sige det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her