Læsetid: 9 min.

Dengang var en sorgløs ravnekrog

En rejse tilbage til en østjysk landsby i 70'erne, hvor naboen ikke havde toilet, men et primitivt das. Folkeskolen var fuld af uberegnelige lærere og deres ubarmhjertige mobning af de svageste. Vi var altid udendørs i sommerhalvåret - i skoven, i lergraven eller i halmhuler, hvor vi legede numselæge, kørte traktor som niårig og gyste, når julegrisen blev stukket i halsen, og blodet sprøjtede
Sommer på vores veranda med stegt flæsk, persillesovs, kogte kartofler i gryde på bordet og surt - syltede græskar. Efter min fire år yngre søsters fyldige kinder og størrelse - og moders klassisk opsatte hår, må det være sommeren 1968.

Sommer på vores veranda med stegt flæsk, persillesovs, kogte kartofler i gryde på bordet og surt - syltede græskar. Efter min fire år yngre søsters fyldige kinder og størrelse - og moders klassisk opsatte hår, må det være sommeren 1968.

28. juli 2009

I august 1970 begyndte jeg i 1. klasse, og det vakte det stor misundelse fra de større børn på vejen, at jeg aldrig skulle opleve at få en lussing af læreren eller skulle tvinges i skole om lørdagen. Det blev nemlig afskaffet den sommer. Det skabte et mentalt skred mellem os børn på vejen - og når jeg skriver vejen, så glem alt om parceller med sirlige hække: Vi var fire familier fordelt langs en mark-omkranset 500 meter lang jordvej.

Der blev flyttet flere mentale hegnspæle i den periode: Året før første min skoledag var billed-pornografien blevet frigivet. Det berørte os på den vis, at vi af og til under leg fandt specialmagasiner i nogle fædres natbordsskuffer. 'Hvad er det, de gør?', tænkte vi. To år efter var aborten fri - da var jeg ni og fik en lillebror.

Geografisk er vi 12 km nord for Horsens. Min skole lå i Hovedgård, den gang 3.000 sjæle klumpet sammen om kroen, foderstoffen, mekanikeren, trikotagen, Anna Barber og savværket langs Vestergade og Horsensvej. Men vi havde et stort friluftsbad med tremeter-vippe, hvilket var meget avanceret for en lille by dengang. Der var også en rigtig togstation indtil samme skelsættende sommer 1970, hvor DSB sløjfede alle stationer mellem Horsens og Skanderborg. Derefter blev der ikke længere sat mormødre og ældre pebermøtanter med sjove hatte af her. De, der ikke havde bil, tabte, idet den var omdrejning for hele samfundets udvikling.

Men vi skal endnu længere ud til Gangsted Bjerge - tre km fra byen gennem den store skov, drej til venstre ved Jens Jacobs - som det hedder på jysk - og op ad en 500 meter jordvej. Langs den boede vi fire børnefamilier. To familiers fædre var tømrer og smed. Min far arbejdede fuldtid som montør på det lokale elværk, men havde også en lille gård med dyr: tre grisesøer, en hest med føl, 100 høns, hund og en kat (hvide kaniner og ænder i perioder) samt seks tønder land med byg og i visse sæsoner cikorie/julesalat, der gav godt fra de fine restauranter i Århus. Mor var hjemmegående og leveringsdygtig med alt i bagværk, saft og syltetøj.

Det med bjerge er skam reelt nok, for vores hus lå ifølge geodætiske kort 99 meter over havet. Fra soveværelsesvinduet syv meter længere oppe kunne vi i godt vejr se Samsø og Fyns Hoved. Og om vinteren havde vi de bedste ski og kælkebakker i miles omkreds. Længe leve 'Bjergene'.

På nær de ubarmhjertige vintermorgener med snesstorme, hvor vi seks børn på vejen blev gennet ud i buldermørkt snefog og over marker, skel og grøfter i sne til skridtet, da jordvejen var føget til ned til asfaltvejen. Der var ingen nåde fra vores mødre, som vi bandede langt væk. Det værste var, når klassekammerater fra Hovedgårds parcelhuskvarter var blevet holdt hjemme af deres forældre pga. uvejret!

Skolen var præget af kasernedisciplin: Vi skulle efter hvert frikvarter - som skulle tilbringes i skolegården vinter som sommer - stå to og to på række i gården til læreren kom ud og hentede os ind. Stå bag stolene, til der blev sagt: »Sid«. De mest frygtede var matematiklærer Christensen eller sløjdlærer Edsen - de havde ikke noget fornavn! - to herrer, overmodne til en parodi på småsadistiske lærere. Da revselsesretten lige var blevet taget fra dem, kom straffen på anden måde: Hr. Christensen smækkede med trælinealen så hårdt i det ophøjede kateder, at den splinteredes og en stor splint ramte Jørgen i øjenkrogen, og Claus fik et hårdt spark over sit gipsben, da det ragede for langt ud - ret naturligt, idet det var stift i gips til op over knæet.

Til Norge i Cortinaen

Fritiden var skøn og sorgfri og fuldt med alskens udendørs aktiviet som svømme, skøjte, sejle og tømmerflåde på de to vandfyldte lergrave, bygge huler, stege pølser over bål, være omgivet af dyr, frugthaver og kuperede bakkede landskab med tre skove inden for 300 meter. Ideelt. Med hesten red vi i fuld gallop over stubmarkerne og plukkede hyldbær og brombær fra markskellet.

Vi havde ikke mange penge, kom aldrig på flyrejser, det vildeste var en uges hyttetur i Norge i Ford Cortinaen ellers var det heldags bilture til alskens slotte, zoologiske haver eller Vesterhavet. (Senere blev det dog til familierejser til både Prag, Santorini, Rusland og Australien).

Vi lærte også at tage fat: køre traktor, samle sten og æbler og alskens bær til egen øko-saft og syltetøj, grave urtehaven, muge ud ved hest og høns, da alle fædrene havde fuldtidsarbejde ved siden af. Landbruget skulle allerede den gang være af anseelig størrelse for at brødføde en familie. I begyndelsen af 1980'erne var alle onkler og mange naboer gået på røven med deres gårde, og var sluset over i industriarbejde.

Selv om det kun er 30- 35 år siden, virker det som en Morten Korch-film eller Frilandsmuseet: Vores midaldrende nabopar, Inger og Aksel, havde ikke brusebad eller toilet, men et das på en kasse med et rundt trælåg, som i dag kun findes i norske fjeldhytter. Man lavede i en spand, som så blev smidt ud i kostalden, som huset var bygget sammen med. De vaskede sig i etager ved køkkenvasken, hvor der hang en hylde med barbergrej, en pose med curler, stod tandbørster og et glas til deres gebisser.

Andre ting var den årlige slagtning ved juletid, hvor hjemmeslagteren Henry kom og bandt en gris til en stige med reb om for- og bagben - så blev grisen lagt ned på siden over et stort trækar: Den fik et 10 cm langt snit i struben med en lang kniv - uden boltpistol - så blodet væltede ud under hvin og en boblende gurglen fra struben. Vi unger skulle jo se det, men altid med fingrene i ørerne. Vi syntes også, det var sjovt at løbe om kap med fem-seks hovedløse høns, der løb forvirrede rundt med blodet spruttende ud af halsen.

Telefoncentralen

En anden svunden ting fra 70'ernes landliv er, at fik vi bragt varer ud eller mulighed for at købe diverse fødevarer: (Man havde kun én bil, og den havde far jo til arbejde). Tirsdag kom brugsmanden i sin Volvo-stationcar med bestilte varer og Anders And-bladet, onsdag var det fiskemanden, torsdag bageren, hvis han ikke var fuld, og fredag slagteren med kødpålæg og røde pølser (gris havde vi jo i fryseren).

Vi var de eneste, der havde telefon på vejen indtil 1975, så alle kom og lånte vores telefon mod et par kroner. Og den gik gennem centralen nede i Gangsted by - 200 sjæle. Der sad Karen i sit soveværelse ved sit omstillingsbord med alle stikkene, og når man ringede ned til Gitte og Lars og spurgte, om de kunne lege, svarede Karen på centralen:

»Det kan de ikke, for de er ovre ved Viggos!«.

Hun vidste besked med alle. Ligeledes var der et forsamlingshus, hvor vi slog katten af tønden og holdt juletræsfest. En anden saga blot var det fælles frysehus, hvor dem uden kummefryser havde deres dybfrost i skuffer med navne på!

Om sommeren legede vi udenfor - altid. Det sjoveste var høsten, hvor også to forsømte blege Vesterbro-piger af en enlig mor (massøse?) kom hele sommeren og boede hos naboerne Inger og Aksel. De var eksotiske for os, og vi grinte meget af deres frække københavnerslang som »bred ymer«, der levede blandt os til næste års leverance fra de to.

Når der skulle køres halm ind, sad vi højt hævet på fem-seks meter høje halmlæs og frygtede, det skred - hvilket det gjorde nogle gange, så faldt vi ned hulter til bulter og måtte læsse om igen. Vi hev halmballerne ind på loftet, svedte, men så kom mødrene med oste, og Nutella-madder og kold jordbærsaftevand.

Inden halmballerne var kørt ind fra marken, kunne vi bygge huler af dem - og med Gitte og Dorte og et blødt tæppe legede vi numselæge i vores hule, og en fjer agerede et kildende lægeinstrument. Og ofte endte legen desværre med, at der blev råbt:

»Vi ska' spise!«.

Fritiden

Skolen var lærerrig, og jeg havde masser af venner og leg, men i pubertetsårerne med dens frigørelsestrang og lyst til at blive taget alvorligt, husker jeg det som en gammeldags og undertrykkende anstalt, hvor lærerne var utroligt uempatiske og direkte nederdrægtige i deres ydmygelser af svage elever. Kun min klasselærer, Fru Bak, gennem alle ni år havde det nødvendige miks af autoritet, viden og menneskelighed, der gjorde, at hun stadig fremstår som et fint menneske.

Også blandt de 1.000 eleverne i en 70'er-skole med proletar- og bondeophav var der ikke mulighed for at stikke ud - overhovedet. Var man ikke konform som de andre med udborede Yamaha-knallerter, Wrangler-jeans, disko-hår med midterskilling, bar popstøvler og spillede fodbold og lyttede til Electric Light Orchestra, så havde man ikke adgangstegn til den usynlige indercirkel, der gav adgang til de første øl, kys og petting på skibsbriksen med brugsuddelerens smukke mørke Birte.

Jeg husker stadig de onde ting, børn kan gøre mod hinanden, uden at jeg selv var det store offer. Store Dorte, der havde en ødsel krop, udviklede store vaffelspidse bryster, før hun var 12, blev kaldt 'Pat-Margrete', Niels der havde et langt modermærke i nakken blev kaldt 'Larveniller'. Jens Michael, der var sød og fornuftig robust fyr, blev kaldt 'Jens Møgkal'. Han endte med at blive en af de tre, der af lærerne blev stemplet som uromagere - og blev sat bagest i klassen og ikke fik 9. klassesek-samen. De skred midt i 8. Nærmest med skolens velsignelse. De kom aldrig ovenpå, fik aldrig faste job. Hang fast i lejede rønner med et herrens rod, parabol- og walkieantenner og hønsehus.

Storbyen trak

I teenageårene var der to samlingsteder i Hovegård: Det ene var Grillhytten, hvor man spillede flipper, og mange fik lagt fundamentet til en dunk af en vom, da der også kom øl på menuen. Der hang man også om aftenen, for det var kun de gamle sutter, der sad på kroen over for den nedlagte station, der nu agerede posthus.

Den anden var Perronen - en pub med dansegulv og diskjockey og platte sentenser - »Flyv ikke højere end vingerne bæ'r« - »De kvinder, der ifører sig sidste mode, burde oftest ikke« - skrevet på alle loftsbjælker. Den lå i den nedlagte foderstof under de to 50 meter høje betonsiloer. Indgangen til mit ungdomsdiskotek var på den perron, som bønderne havde læsset deres korn af på, for at det kunne blive malet til foder. Chict.

Men storbyen Horsens trak i nogle af os fra 13-14-års alderen med biografilm som Saturday Night Fever eller James Bond-kavalkade, som jeg så sammen med min far, Steen og hans far.

I slutningen af 70'erne og først i 80'erne var Horsens så hærget af kriminalitet - bundter af sociale problemer og fængslet trak belastede familier til de indsatte til. Det bevirkede, at min far gik med en tung svensknøgle i lommen (det sagde han først år senere), når vi gik i biffen, til et muligt selvforsvar - efter alle de historier om overfald og vold på sagesløse i den lokale Hønseavlertidende, også kendt som Horsens Folkeblad.

Det var ikke overdrevet - overfald oplevede jeg selv i skræmmende mål, da jeg begyndte på Horsens Statskole, hvor man blev truet med et blinkende knivsblad efter et diskoteksbesøg på Kit Kat Klub og spurgt: »Hva', ska' do ha et nyt ansigt, måske?«

En ven fik knaldet tre tænder ud på Torvegrillen, fordi han kiggede et sekund for længe på et heavy-rocker medlem af Gribbene - de lokale Bandidos.

Ude af tunnelen og tilbage i nutiden kan man ikke lade være at tænke på, hvad der mon blev af de mange, der voksede op under gode, men målt med i dags alen, materialistisk ret små kår. Det sjove er, at de ret få, der dengang stak ud i tøjvalg, kontrære meninger og politisk engagement, er personer, som i dag citeres i medierne som eksperter eller dukker op i offentlige debat.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Jeg vil gerne sige mange tak for denne her artikel, som beskriver i journalistens egen fortolkning, hvor langt det danske samfund er kommet siden 1968 eller 1978.

Også jeg er vokset på på landet bl.a. med en nabo, som var landmand. Også jeg kan huske høsten hvor mange af landsbyens børn hjalp til med at køre høet ind. Og de mange dejlige høstakke eller halmballer, der dengang stod på marken.

Og vor lille landsby mistede sit trinbræt til toget i 1973 eller 1974, måske noget med den daværende kommunal-reform?

Mine ældre søskende trak det også i - at komme til den nærliggende storby 5-10 km væk.

Jeg tror næppe nogen ønsker sig 1970erne eller 1960erne tilbage...

De gode gamle dage i landkommunerne vil få have tilbage - udvikling skal der til , men det er alligevel at beklage: At der p.t. mange steder snarere er tale om en egnsafvikling end om en: Egnsudvikling.

Så:

Hellere en rådden republik end en banan.