Læsetid: 3 min.

Skal, skal ikke ..? Skal - desværre

Vi har ikke skullet i en hel uge. Men nu skal vi: Vi skal have det hele med, men vi skal også til at komme videre
6. juli 2009

Tidligt op og tidligt i seng
Det er sundt for en lille dreng
Men man kan dog også sige:
Det er sundt for en lille pige

Alder er en af de irrever­sible processer i livet, man får mere ud af at tilpasse sig end at bekæmpe. Det er ikke mere banalt, end at jeg glemmer det lørdag eftermiddag. Den lille har været som sunket i jorden i syv timer uden mobil. Jeg er mest irriteret, alligevel får en led statan ved navn bekymring så meget tag i mig, at jeg må noteres for festivalens eneste uafviselige anklage for at ødelægge den gode stemning, da jeg endelig finder hende og slænget ved badesøen i en stor hyggelig bunke. Jeg accepterer, efter råd mine advokater,
Pianisten og Ham fra Amager, dommen på hendes præmisser: Hun er ikke længere en lille pige, der ikke kan passe på sig selv. Og hun bliver det ikke igen. Så fat det dog.

Søndag formiddag har sin helt egen toneart. Pianisten skal møde drengene ved bilen for at pakke. De skal ikke hjem, men være klar til at rykke. Og de er ikke de eneste. Alle ved det. Mod en mindre logistisk indsats kan man både få det hele med og røven med sig. Så sidste dag har Roskildes morgensløvhed det lille strejf af målrettethed, der signalerer forandring. Mens vi forandrer bilen til bagageboks for alt vores grej, fortæller drengene om nattens musik. Det mest eksakte, vi kan klemme ud af dem om deres øvrige oplevelser, er et muntert: Vi er som brumlebier – vi ved ikke, at vi kan score, men vi gør det alligevel.

Sidste nat kan også være djævelens. Dummernikkerne kan blive lidt mere nærgående, branderterne lidt heftigere, løsagtigheden lidt voldsommmere. De gider ikke høre om det, pigerne. Sidste års tålmodige lytten til mine formaninger er nu afløst af et kategorisk: Klap i, far. Det gør jeg og stoler på dem. Kan ikke andet. Jeg er A-menneske. Nattelivet er deres – til gengæld får jeg sovet nok til at stå distancen. Her til morgen har de da også haft det fint. Ingen dumme oplevelser. Og har de været uartige, er det ikke værre, end at de selv har kunnet dække tilbagetoget. Den store ringer selv, taler rent og har planer. Den lille siger ikke en lyd. Overhovedet. Da jeg stikker hovedet ind i teltet til hende og veninden, er lugten af sur tekstil det eneste aktive livstegn. De er der, stinker ikke af sprut, sover. Kort sagt: i live. Et par veninder ved teltet har åbenbart selv fædre, og møder afvæbnende min skulen med smil og en forsikring om, at ’mine’ piger er rigtigt gode til at passe på hinanden. Det kan snildt være aftalt spil, men de får mig. Vi snakker lidt, de lover at få hende til ringe. Og hej, hej. I fædrelejren er Pianisten den mindst tilbøjelige til at lade sig hundse med af irrever­sible livsprocesser. Han får fundet dynerne henad ... hov, der var jeg igen ved at fortabe mig: Han når sidst i seng, gamle venner, høj musik – han bærer det flot.

Og sådan slutter vi, hvor vi begyndte for en uge siden. Ved teltet, som nu skal spilles baglæns. Ham fra Amager har fået sin bagage hentet tidligt, så tidligt, at datteren vælger at sove videre og siden slæbe selv, men de er som nævnt også fra Amager. Da alt er pakket og affaldet båret væk, er det eneste, der skal samles op, ugens erfaringer. Vi småsnakker lidt om hvordan, da der pludselig kommer post. Det vælter åbenbart ind i år: Tak til fædre­lejren, det har været rart at vide, at I var der. Her lidt til festivalevalueringen. Det er T&R fra Ballerup, der har kaligraferet de smukke ord bag på tre flasker rødvin med tilhørende cigarer. Evaluering? Det skal vi da. Helt sikkert. Vi skal bare lige have en lur.

Serie

Seneste artikler

  • En allersidste dans, og slut

    5. juli 2010
    Tak for denne gang. Det har været sjovt. Vi kan ikke rigtigt mere. Af flere grunde. Et par meget jordnære - og en enkelt alvorlig
  • ... fik du hørt din melodi ...?

    3. juli 2010
    Overblikket er væk, normaliteten skifter, og Camp Far går til tops
  • Den vise tager en lille pause

    1. juli 2010
    Fædrelejren har fået en lille ny. Det udløser en syndflod af minder – og en vikarpulje. Mindst én enkelt synes, det hele var meget sjovere i går
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu