Læsetid: 9 min.

Døden er ikke interessant - kun det minde vi bevarer

'Hvordan opfatter vi andres vilje i os selv, når vi bliver forladt?' Det spørgsmål har debutant fra Forfatterskolen Daniel Bondebjerg gennem det seneste halve år arbejdet med i sine tekster
'Der kan næsten være en skyld knyttet til at skulle opretholde nogen i ens bevidsthed, uden at man giver dem lov til selv at bestemme, hvem de er eller hvad de synes,' mener Daniel Bondebjerg, der netop er blevet færdiguddannet fra Forfatterskolen.

'Der kan næsten være en skyld knyttet til at skulle opretholde nogen i ens bevidsthed, uden at man giver dem lov til selv at bestemme, hvem de er eller hvad de synes,' mener Daniel Bondebjerg, der netop er blevet færdiguddannet fra Forfatterskolen.

30. juli 2009

Hvad er det for et billede, vi bevarer i vores erindring, når folk dør? Hos Daniel Bondebjerg, der netop er blevet færdig på Forfatterskolen, fylder tankerne om andres vilje og empati i os selv meget. Gennem det seneste halve år har han forsøgt at udforske, hvad der sker, når personer, der har forladt os, ikke længere selv er herre over det minde, de efterlader i vores bevidsthed.

»Mine tekster kredser meget om, hvordan vi opfatter viljen hos folk, der er døde eller forsvundet ud af vores liv. Folk, der fortsat har en eller anden form for betydning for os, men som har været væk længe. I princippet har man jo fuldstændig kontrol over, hvad man vil tillægge disse personer af tanker, uden at de har mulighed for at modsige ens minde,« siger han:

»Når folk forsvinder, kan de ikke længere gøre noget radikalt anderledes; vende på en tallerken, blive psykotiske eller ændre seksualitet. Derfor bliver forholdet stift. Der sker et forfald, fordi man i virkeligheden også glemmer mange ting, og personen ender karikeret,« siger Daniel Bondebjerg.

Han er født og opvokset i de små gule huse på Østerbro, kaldet Brumleby, i København. Før han startede på Forfatterskolen, nåede han at læse psykologi et år på Københavns Universitet. Hans mor arbejder i en bank, og hans far Klavs Bondebjerg, var forfatter og lavede radio, indtil han døde af kræft da Daniel Bondebjerg var 18 år. At faren også var forfatter tillægger Daniel Bondebjerg ikke selv den store betydning for sin karrierevalg. De delte ikke interessen for litteratur, da den for Daniel Bondebjerg vedkommende først opstod et par år efter farens død. Mindet om faren har imidlertid spillet en rolle for nogle af de refleksioner, Daniel Bondebjerg i dag gør sig i sine tekster; Hvad foregår der i ham selv i forhold til at huske sin far, og holde ham i live i sin bevidsthed?

Mindet er et overgreb

»Det handler ikke så meget om, at det er synd, at han ikke får lov til at udvikle sig i min erindring, siden han døde. Det handler mere om, hvad jeg egentlig prøver at huske, og hvilken relation jeg tager med mig. Når jeg taler om ham med andre, eksempelvis min mor, så påvirker vi jo hinandens minder. Så hvad er det egentlig, der er tilbage? Hvad er det egentlig vi omtaler eller definerer? Hvad ville han have tænkt? Strukturelt set har det et element af overgreb i sig, når man reducerer folk til karikaturer i sin erindring,« siger han, og tilføjer:

»Det er selvfølgelig helt normalt, men der kan næsten være en skyld knyttet til at skulle opretholde nogen i ens bevidsthed, uden at man giver dem lov til selv at bestemme, hvem de er eller hvad de synes.«

Den anden

Det er imidlertid ikke kun refleksionen over, hvordan vi bevarer andre i vores erindring, når vi bliver forladt, der optager Daniel Bondebjerg. Hans interesse kredser lige så meget omkring, hvad der sker, når vi forsøger at se os selv gennem øjne, der ikke længere eksisterer, eller som ikke længere er i vores liv. Som en form for opdrager, der vurderer vores handlinger, forklarer han.

»Det er det blik man ofte føler hviler på sig. Når man er vant til et andet menneskes stemme eller blik, kan det være utrolig svært at vende sig af med. Når jeg sidder og skriver, så tænker jeg eksempelvis ofte over, hvem det er, jeg sidder og skriver med. Så kommer jeg til at spekulere på, hvad en person, jeg tidligere har haft en relation til, vil mene om de ting, jeg arbejder på. Det kan være min tidligere bedste ven i 3. klasse, som jeg ikke længere ser, min ekskæreste eller min afdøde far. Man kan sige, at jeg skriver i skyggen af deres vilje, eller det som er tilbage, som egentlig ikke er deres vilje, men en slags papirtiger, jeg selv har klippet ud,« siger Daniel Bondebjerg.

Når vi generelt forsøger at se os selv med andres blik, handler det om, at vi som mennesker selvfølgelig spejler os i andre, og om identitet, mener han. Men når det er en afdød person eller et menneske vi ikke længere har kontakt med, vi forsøger at se os selv igennem, skyldes det også, ifølge Daniel Bondebjerg, andre årsager.

»Det handler om tre ting. Det handler først og fremmest om respekt for den døde. Begravelser er et signal fra verden om, at vi skal huske at mindes dem, der går bort. Det er faktisk nærmest et krav, og lidt patetisk. Selvfølgelig skal man mindes folk, hvis man har lyst. Men det er blevet et udefrakommende krav i vores samfund, i stedet for kun at være et behov indefra. Nogle gange kan man føle, at man, af respekt for den døde, har en forpligtigelse til at holde personen i live i sine tanker,« siger han og fortsætter: »En anden årsag kan være, man føler den person man har mistet, er blevet en del vigtig brik i ens selvforståelse. Man holder dem i live, fordi de er en vigtig del af ens egen historie og fortælling. Det behøver ikke nødvendigvis at være positivt. Det kan også være ud af jalousi, had eller grimme følelser. Hvis man er blevet trampet på i et forhold, har man måske behov for at restituere sig selv over for ens tidligere partner. Man forestiller sig sin tidligere kærestes blik på sig, mens man handler. Som i en dårlig tv-serie, når ofret går ud på en bar og finder sig en ny kæreste samme aften og dukker op på den bar, hvor ekskæresten befinder sig, for at vise, at hun eller han er kommet videre.«

»Den sidste årsag, tror jeg er vane - at man bliver vant til et blik, en stemme og en tilstedeværelse. Mennesker værdisætter konstant sig selv og alting omkring dem. Når man er vant til at give ting værdi og tage værdi fra ting sammen med en person, som jeg har været vant til med min far, og personen forsvinder ud af ens liv, kan det betyde en radikal ændring i ens måde at værdisætte ting. Så kan hele ens verden bryde sammen. Derfor forsøger man hele tiden at finde ud af, hvad personen, man har mistet, ville synes om ens handlinger, og hvordan de ville værdisætte de ting, man foretager sig.«

Sandsynlighed

Daniel Bondebjerg understreger, at forøget på at værdisætte ting efter, hvad man tror andre ville have ment, kommer til at handle om sandsynlighed. Eftersom personen ikke selv er til stede til at korrigere, hvis man tager fejl, vil de tanker og værdier man tillægger ham eller hende altid blive en vurdering af, hvad man tror, det er mest sandsynligt, personen ville tænke. Med i den beregning er selvfølgelig også ens egne ønsker og idealforestillinger om, hvordan personen vil reagere.

»Det er lidt det samme som realistiske romaner. De er også delvis en øvelse i at forudse andres adfærd. Hvad er det sandsynligt, at folk vil gøre, og hvad får det til at virke sandsynligt? Hvordan forudser vi, hvad folk vi har mistet, ville tænke? Det er en del af at håndtere opfattelsen af en fremmed vilje, ikke i dens nærvær, men i dens fravær.«

Daniel Bondebjerg har på nuværende tidspunkt ingen planer om at udgive sine digte. Efter sommerferien starter han på Lingvistik (sprogvidenskab) på Københavns Universitet.

Med Magnus og mangler

Tekststykker

II

Menneske sagde mennesket. Sagde Magnus. Det er en forrygende historie. Bombastisk.

Det er evigheden. Der er den. Tegn et kryds på landkortet. Tegn en smiley i kalenderen. Cirklen og munden med den grønne eller den røde tusch. Øjnene med den grønne eller den røde. Eller det usynlige blæk jeg ikke har.

Det er en forrygende historie. Det er en provokation. Jeg sidder bevæget af noget der bliver ved med at blive medieret af mig selv og trommer med fingrene på bordet til lyden af mit anlæg og forsøger at huske som jeg gerne vil huske. Jeg sidder og så introduceres evigheden som den er beskrevet. I populære sammenhænge. Og obskure. Jeg sidder der og så evigheden. Som om den bare var noget man gjorde og blev gjort af. Det er en provokation. En forfærdelig historie.

Jeg spiser min aftensmad tager af bordet sætter mig og læser i et par timer og går i seng sådan som jeg gør det i dag. Sådan gjorde jeg det ikke i går. Jeg sidder og ryster min rastløshed til syne med mit højre ben og prøver at huske min far som jeg gerne vil have at han ville have at jeg skulle huske ham. Det har jeg gjort før men ikke sådan. Sådan har jeg aldrig set eller husket ham på samme måde før.

IIIII

Jeg forsøger at huske en af mine barndomsvenner som jeg vil have at jeg skal huske ham. Ikke som han gerne vil have at jeg husker ham men som jeg gerne vil have at han vil have at jeg husker ham. Jeg forsøger ikke at huske ham for jeg husker ham men jeg husker ham ikke hver gang jeg husker ham som jeg gerne vil huske ham. Jeg benævner Magnus i stedet og han gør som jeg vil have ham til at gøre han hænger på knagen ved siden af min turkisblå jakke.

Og dingler. Jeg husker tidligere jakker en grøn og en sort med krave og jeg husker dem og behøver ikke at forsøge og så forsøge at huske dem. Og jeg har ingen eller i hvert fald kun små krav til mindet om mine tidligere jakker. Og jeg har ingen problemer med ikke at føle nogen sympati for mine tidligere jakker som ofre for min hukommelse.

Min far og så min far og så min far. Jeg forsøger at huske ham jeg forsøger og væmmes. Forsøger ham og væmmes ved mig og mit ene ham mit manglende ham og så ham og så ham og så husker jeg ham alligevel bare som om det var noget man bare gjorde. Som om der bare var ham og mine tidligere jakker og jeg husker dem og dingler som om der var noget i min lejlighed jeg kunne hænge og dingle i. Noget der kunne bære min ubetydelige vægt. Bære mig som man bærer en lille ekstravagant frynset håndtaske. Flere frynser. Glat lak på forsiden. Som om jeg kunne stille mig tilfreds med at huske med samme påståelighed som når jeg taler.

IIIIIII

Her er slet ingen. Andre end.

Det er så bevægende at sidde stille og være så alene sammen med ingen andre end. Langs med. Forbi dem.

Her er slet ingen der ikke bygger at der slet ingen andre er her end. På sengen ligger ingen andre end Jonathan. Agathe. Juan. Mads. Brigitte. Roald. Albert. Laurits. Rigmor. Lana. Zack. Helena-Christine. Alfons. Tamir. Jules. Lea. Agnete. Viggo. Catarina. Gianfranco. Rune. Daniel. Rune. Matthias. Abigail. Gianfranco C. Nikolaj. Helena-Christine. Mette. Desmond. Og Peter oven i hinanden i tre lag og sover. Magnus sidder på en taburet på sengegæret og nynner for sine gæster han nynner så synger han. Han nynner til synger til nynner for sine sovende gæster og jeg sidder helt stille og kigger.

Det er så bevægende. Her er slet ingen. Andre end.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rosenkjær

Det er en præcis beskrivelse , synes jeg, Daniel Bondebjerg beskriver om tabet ,døden og mindet om den afdøde. Jeg genkender det i forhold til samtaler med mine børn om deres far, som døde 55 år gammel af hjernecancer. Daniel Bondebjerg fortæller livsklogt og modent med dybde og indsigt,som ikke mange på hans alder har opnået.
Det er sorgen i tabet, og den smertelige erkendelse
nogen mennesker får alt for tidligt.

Rebekka Birk Krarup

TAK ! tanke-og begrebsfremkaldende -udvidende , positiv og realistisk om hvordan vi ankommer og forsvinder i hinandens liv. Opløftende !

Og så : "Felicia forsvant, kan nogan seja hur".
( Vreesvijk ) i radioen her til morgen.

Bedste hilsner og alt godt til Daniel Bondebjerg