Baggrund
Læsetid: 4 min.

DR og TV2 tager afstand fra Filminstituttets forslag til filmforlig

Står det til Det Danske Filminstitut skal DR og TV 2's indflydelse på dansk film minimeres, uden at tv-stationernes støtte går samme vej. 'Vanvittigt' lyder det fra begge de to public service-kanaler
Kultur
8. juli 2009

DR og TV 2 bør fortsat bidrage til støtte af dansk film, mens deres indflydelse på filmene bør minimeres. Sådan lyder et af forslagene fra direktør for Filminstituttet (DFI), Henrik Bo Nielsen, til det nye filmforlig, der skal forhandles på plads inden 2010.

Men udkastet vækker både forundring og vrede TV2 og DR.

»Det er jo helt ude i skoven. Det giver ikke mening, at vi skal bruge et meget stort tocifret millionbeløb om året på at betale, men ikke selv bestemme over, hvad der rammer vores programflader,« siger mediedirektør i DR Lars Grarup, som bakkes op af programdirektør på TV 2, Palle Strøm, der kalder det en »direkte vanvittig model«.

Henrik Bo Nielsen fortalte i gårsdagens Information, at filmbranchen i for høj grad kom til at spekulere i, hvad tv-stationerne lagde vægt på, frem for at holde fast i deres egne kunstneriske ambitioner. Men den anklage er Lars Grarup dybt uenig i.

»Det der med, at vi kun ønsker at investere i den kulørte underholdning, det er helt forkert. Vi investerer i alle mulige slags film - spillefilm, dokumentarfilm og kortfilm. Vi har fire filmspor - to på DR1 og to på DR2, hvor vi har en meget stor mangfoldighed og hvor vi spænder genremæssigt fra Jytte Rex i den ene ende til Min Søsters Børn i den anden. Så vi formår ganske fint at afspejle, hvad der sker ude i det danske filmmiljø, og sikre os, at vi kommer hele vejen rundt om det,« siger Lars Grarup.

TV 2 ikke mæcener

Også fra TV2 hagler kritikken ned over Henrik Bo Nielsens forslag om, at tv-stationerne skal bidrage til dansk film, uden at få indflydelse på produktionerne.

»Det er jo en vanvittigt model. Vi er ikke en mæcener, der skal støtte en anden del af dansk kulturliv,« siger Palle Strøm og understreger, at han dog vil give Henrik Bo Nielsen ret i, at TV 2 helst satser på de film, der rammer bredt i befolkningen.

»Jeg mener, vi er kvalificerede til at bedømme, hvilke film der skal investeres i, men vi gør det ud fra et andet udgangspunkt. Vi vælger ikke film ud fra, hvad der er vigtigt for kunstnerne,« siger Palle Strøm.

Ordning kan forbedres

For modsat DR har TV 2 siden 2005 ikke modtaget licens midler, men er helt afhængige af reklameindtægter. Så selvom TV2 fortsat er en public service -kanal, mener Palle Strøm ikke, at eksempelvis korte dokumentarfilm, der ofte er lavet med et meget kunstnerisk udgangspunkt, kan forenes med et forretningskoncept, hvor man er afhængig af mange seere og reklameindtægter.

»TV 2 er interesseret i at støtte film, som folk vil se. Vi ønsker ikke at støtte de film, som der ikke er bred interesse for. Det mener jeg er moderne public service,« siger han.

Men Palle Strøm mener ikke, at løsningen er, at TV 2 mister sin indflydelse på, hvilke film der produceres - han mener i stedet, at TV2 slet ikke skal give så stort en støtte til filmproduktionen længere.

»Jeg er enig i, at filmstøtteordningen godt kunne være bedre. TV2 skal ikke bindes for så stort et beløb til filmproduktion. tankegangen stammer fra den gang, vi var licensfinansieret. Nu er vi i en helt anden situation, hvor de penge vi bidrager med til filmindustrien stammer fra vores egne reklameindtægter. Vi vil gerne vise danske spillefilm og betale visningsret, men vi synes, at støtten bør omtænkes,« siger han.

DFI's smagsdommeri

Formanden for Danske Filminstruktører, Dorte Høeg Brask, mener, at tv-stationerne skal blive bedre til at se at forstå den virkelighed, der ligger uden for tv og roser Henrik Bo Nielsen for hans udspil. Hun er enig i, at der i det hele taget bør tænkes langt mindre i kasser, end der gør i dag, da flere kunstnere falder mellem to stole, når de skal søge støtte, og derfor i for høj grad kommer til at tilpasse deres produktioner støtteordningerne. Men DFI har dog i høj grad også selv været med til at skabe bureaukratisering og smagsdommeri, mener hun. DFI har blandt andet gjort det svært for debutanter at få støtte, hvis ikke deres første produktion er en succes, og DFI er også i for høj grad med til at styre sammensætningen af produktionsholdet omrking instruktørerne, når der ydes støtte, mener hun.

»Danske Filminstruktører har lavet en brugerundersøgelse, der viser, at langt størstedelen af instruktørerne finder det sværere at kritisere DFI, end tv-stationerne offentligt, for DFI er jo deres levevej. Det er der, de skal søge om penge, til deres næste film,« siger hun og fortsætter:

»Instruktørerne ligger under for, at de gerne vil have støtte - koste hvad det vil. Så det er også vigtigt at DFI kigger ind i egne rækker, og ikke kun ser på den politiske bureaukratisering og tv-stationernes magt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her