Læsetid 8 min.

'Faktisk er der tre kunstspioner i Shanghai'

Kunstscenen i Shanghai har i løbet af de sidste 10 år været inde i en rivende udvikling, og den fortsætter på trods af 'politisk pop', censur og finanskrise. For heldigvis kan man save toppen af Mount Everest
ShanghART Gallery åbnede for 10 år siden  og var Shanghais første museum for nutidskunst.  På billedet ses værker af kunstneren Zhou Tiehai,  som interviewes i næste afsnit af serien om  nutidskunst i Shanghai.

ShanghART Gallery åbnede for 10 år siden og var Shanghais første museum for nutidskunst. På billedet ses værker af kunstneren Zhou Tiehai, som interviewes i næste afsnit af serien om nutidskunst i Shanghai.

Shanghart Gallery
21. juli 2009

»Boblen er bristet, og nu er tingene kølet lidt af. Men bare sidste år kunne en aldeles ukendt kinesisk kunstner, der lige var blevet færdig på universitetet, holde en udstilling og sælge samtlige af sine værker. Folk var simpelthen så vilde efter at få fingrene i noget kinesisk nutidskunst.«

Sådan fortæller kunstkritiker og gallerileder Rebecca Catching om det, hun kalder den kinesiske kunstboble, og som altså holdt indtil for et år siden. Rebecca Catching er canadier, men har boet i Shanghai og arbejdet med kinesisk kunst i de sidste seks år. Hun har blandt andet været kunst- og kulturredaktør på magasinet That's Shanghai (byens pendant til New Yorks og Londons Time Out) samt skrevet for magasiner som Art Review og ArtAsiaPacific, og hun er netop tiltrådt som leder af galleriet Oriental Vista i Shanghai. Hun fortæller, at det der gør det kinesiske marked for nutidskunst så mærkeligt, er, at 90 procent af salget sker til udenlandske købere.

ink wash»Hvis kinesere køber kunst, er det traditionelle malerier, kalligrafi eller kinesisk porcelæn, fordi det er noget, de forstår. I meget lang tid havde landet ikke ret mange penge, og folk, der pludseligt blev rige for 20 år siden, er ikke vant til at købe kunst - man har ikke disse familier, der har købt kunst igennem generationer,« siger Rebecca Catching.

ching-chongyqipaoDerfor er markedet for nutidskunst domineret af udlændinge, og det skaber nogle mærkelige trends. Rebecca Catching fremhæver det, hun kalder ''-kunst, billeder af kinesiske kvinder iført (en tætsiddende, traditionel kinesisk kjole) og med en vifte i hånden, og så 'politisk pop' som i billeder fra kulturrevolutionen og halvnøgne kvinder i en særlig jakke fra den tid med Mao-badges over det hele.

»Udlændinge kender til kulturrevolutionen, de kender Kinas fortid, så det er disse stereotyper, de genkender. Hvis du er en abstrakt maler, som tilfældigvis også er kinesisk, og dine værker ser ud, som om de kunne være blevet lavet i New York eller hvor som helst, er køberne generelt ikke så interesseret i det, som i det der på en eller anden måde spejler Kinas historie. Derfor har udenlandske kunstnere det også utroligt svært i Shanghai. Hvis der var flere kinesiske købere, ville kunstscenen se helt anderledes ud.«

Rebecca Catching mener, det har været med til at skubbe markedet i en materialistisk retning, hvor kunstnere producerede efter, hvad der solgte - og hvor værker kunne stige 10.000 kr. om ugen i uge efter uge. Men for et års tid siden brast boblen, og nu er markedet tilbage på et lidt mere normalt niveau, blandt andet på grund af finanskrisen, og på baggrund af en generel følelse efter de vilde prisstigninger af, at »så meget er det bare ikke værd«, mener hun.

Nutidskunst i Shanghai

Men Rebecca Catching fortæller også, at der særligt i Shanghai er sket utroligt meget i de seks år, der er gået, siden hun kom til byen. Der er i dag omkring 50 gallerier, og som hun siger, er »det da ret godt for en by, der først fandt ud af, hvad nutidskunst var for 10 år siden«.

Shanghart Gallery var det første galleri for nutidskunst i Shanghai og åbnede netop for knap 10 år siden, og byen haler allerede nu godt ind på Beijing som landets centrum for moderne kunst. Samtidig er der i de seneste par år for alvor sket en professionalisering af scenen med ankomsten af personer og institutioner, som med succes har udfordret de gængse forestillinger om kunst og for eksempel gjort op med det traditionelle kinesiske fokus på billedkunsten ved at introducere performance- og installationskunst.

James Cohan Gallery fra New York, der åbnede et galleri i Shanghai sidste år, kuratoren Biljana Ciric fra Zendai Museum of Modern Art, kuratoren Cao Weijunat fra Shanghai Gallery of Art, museet for nutidskunst Moca og DDM Gallery er nogle af dem, Rebecca Catching fremhæver. Samtidig peger hun dog på, at meget afhænger af de specifikke personer og af de private initiativer, fordi de offentlige institutioner kører efter forældede principper.

»Institutionerne investerer sjældent i gode folk, men snarere i flotte bygninger og lignende, så meget kan falde sammen, hvis en stor personlighed forlader en institution. Derudover har du alle disse offentligt ansatte, der ikke aner, hvad nutidskunst er, som er meget konservative, og som lejer pladsen ud til hvem end, der har råd til at betale. Shanghai Art Museum for eksempel. Det er et kunstmuseum, men det har ikke nogen permanent udstilling, og det er et velbekræftet rygte, at hvis du har penge nok, kan du købe dig til en udstilling. Det er meningen, det skal være det største kunstmuseum, men de privatejede som Moca og Zendai er langt mere dynamiske. Folkene fra Shanghai Art Museum kommer heller ikke sammen med andre fra kunstmiljøet, de er offentligt ansatte, der holder sig for sig selv.«

Netop institutioner som Zendai og Moca og desuden Ke art Center er også nogle af dem, Rebecca Catching mener giver Shanghai en fordel frem for Beijing.

»Beijing har ikke noget specielt imponerende, hvad angår institutioner, og vi er i gang med at lukke hullet med hensyn til gallerier, men Beijing har stadig førstepladsen, hvis man ser på antal. Til gengæld siger man, at Shanghai er mere individuel, at kunstnerne her mere arbejder med deres eget særlige udtryk, mens der i Beijing er mange, der har den samme stil. Men ligegyldigt om kunstneren bor i Beijing eller Shanghai eller Guangzhou, vises deres kunst over hele landet. Sidst jeg var i Beijing, så jeg mange udstillinger, der havde været i Shanghai før, så det er et stort land, men lille hvad angår kunst,« siger Rebecca Catching.

Kun én i fængsel

Uanset om kunstneren bor i Shanghai eller Beijing er der også stadig reelle problemer med censur.

»Det findes helt klart. Der er emner, som man må danse lidt rundt om: Taiwan, Tibet, alt som er meget seksuelt - man skal være meget forsigtig med de ting. Når det er sagt, så er der, mens jeg har været i Shanghai, måske fire-fem udstillinger, der er blevet lukket ned, eller ofte er det bare et enkelt værk, der bliver fjernet og ikke hele udstillingen. Men de censurerer ting, og i de mest ekstreme tilfælde opsøger de kunstneren og sætter ham i fængsel - der er dog kun sket én gang, mens jeg har været her.«

Rebecca Catching fortæller også om en nylig udstilling på James Cohan Gallery, hvor kunstneren Xu Zhen havde lavet en replika af det berømte, buddhistiske Potala palads i Lhasa i Tibet ud af spillekort.

»Som jeg ser det, er det meget politisk; hele ideen om Kina, der knuser Tibet. Men den gik. Og ligesom med mange andre ting i Kina, er dørene åbne eller lukkede afhængig af den politiske situation. Hvis der er en stor partikongres, er alle på mærkerne, og censuren bliver meget strengere, og bagefter åbner det så igen. Det betyder også, at du aldrig ved, hvorfor noget bliver censureret. Der er ingen klar regel. Normalt siger de, det er på grund af et pornografisk værk, men det er efter alt at dømme oftest på grund af noget politisk.«

- Der går også rygter om disse to fyre med karseklip, som altid kommer til åbningen af kunstudstillinger?

tre»Faktisk er der kunstspioner. De tager billeder af værkerne og af dem, som besøger udstillingerne. Hvis man spørger dem, hvad de laver, kan man aldrig få et klart svar. Ofte vil en udstilling også være undersøgt på forhånd, men de kommer altid forbi på et eller andet tidspunkt, og som regel beder de om at få taget noget ned, de lukker sjældent hele udstillingen. At blive censureret kan dog også generere en masse reklame for en kunstner, ligesom med kinesiske forfattere. Deres værker bliver pludselig set som radikale, og folk lægger mere mærke til dem. Det skal ikke forstås på den måde, at kunstnere inviterer til censur, men jeg tror ikke, censur er så stort et problem, som det er på andre områder, for eksempel nyhedsdækning. Man kan jo også sige en del på en abstrakt måde - ofte er den bedste kunst ikke frygtelig åbenlys, og kunstnere er i stand til at udtrykke deres ideer gennem symbolisme.«

- Det virker også, som om den yngre generation af kinesiske kunstnere har et ret afslappet forhold til det politiske?

»Ja, de kunstnere som er 20-30 år lige nu, deres kunst er meget - jeg vil ikke sige selvcentreret, men fokuseret på dem selv og deres fantasi og nostalgi omkring deres barndom og det at vokse op i 80'erne, på deres indre verdener og følelser. Fokus ligger ikke udadtil på samfundet. Kina er et anderledes sted i dag. Mange mennesker har levet gennem kommunismen og har set deres håb og drømme knust på Den Himmelske Freds Plads. Jeg tror, mange tænker: 'Jeg skal bare arbejde hårdt for mig selv og min familie, og det er sådan, jeg får succes i livet.' De stoler ikke på, at staten nogensinde vil komme til at tage sig af dem på ordentlig vis,« siger Rebecca Catching og tilføjer, at der dog stadig er kunstnere, også fra denne generation, der engagerer sig i politik.

Beskær Mount Everest

For eksempel førnævnte Xu Zhen, som Rebecca Catching fremhæver som et eksempel på sin pointe om, at den bedste kunst alligevel sjældent er åbenlyst politisk, og at kunsten derfor trods alt har gode muligheder for at trives i Kina, selv om der er censur.

red.»Xu Zhen lavede et værk, som bestod af en falsk videodokumentar om, hvordan han sammen med et hold hjælpere besteg Mount Everest og savede toppen af det, og folk var sådan 'Åh, nej! Hvordan kunne du gøre det, det var da frygteligt!' (den angivelige top, 1,86 meter klippe, blev udstillet på ShanghART Gallery sammen med filmen og billeder fra nedskæringen, ). Og det handler jo blandt andet om, hvad der er sandhed, og hvad der ikke er, og om, hvad det er, medierne fortæller os. Jeg synes det er et ret udspekuleret værk, og det er ikke noget, som kunstspionerne nødvendigvis forstår, hvad handler om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu