Læsetid: 5 min.

Farvel til zombie-økonomien

Den amerikanske sangerinde Amanda Palmer solgte for 19.000 dollar på 10 timers arbejde på Twitter. Mobys bedst sælgende sang har ligget gratis til download i snart et kvartal. Og Fleet Foxes' forsanger opfordrer til illegal downloading. Den ny musikøkonomi er ankommet
11. juli 2009

Musikøkonomien er ikke, hvad den har været. Men det gør den ikke mindre interessant. Tværtimod. Det private initiativ finder hele tiden nye muligheder på nettet, og for musikere betyder det, at de i høj grad selv kan smede deres lykke. Hvis de altså ikke kun laver musik, folk kan lide, men også forstår at networke ude i de sociale fora, MySpace, Facebook og i stadig stigende grad, Twitter.

Det kan Amanda Palmer, den tidligere forsanger i det strålende cabaretpunk-band Dresden Dolls, bevidne. Hendes historie starter i hendes lejlighed. Som de ville sige i USA: It goes a little something like this : Palmer er i gang med at pakke til en tur næste dag, vaske op, maile og surfe. »Just a usual friday-night-rock-star-multi-tasking extravaganza,« som hun selv beskriver den. Den viser sig nu at blive usædvanlig.

Hun laver en post på Twitter, hvor der står » I hereby call the losers of friday night on their computers to order , motherfucker ,« og pludselig er der rigtig mange fans omkring hende. Sådan rent virtuelt. Der bliver fyret jokes af og de finder på fjollede regeringskrav (gratis sweatpants, pizzaer og ponyer til alle), og så designer Palmer en T-shirt, mens fansene følger med. Den sælger den geschäftige dame til 25 dollar og ender med en brutto-indkomst på 11.000 dollar - efter to timers arbejde på Twitter (plus en vens trykning af T-shirts).

Nogle dage senere laver Palmer og hendes assistent en auktion på Twitter, hvor de sælger alt fra signerede postkort til ting fra Palmers hjem såsom en ukulele, en Heath Ledger-statue og en glasdildo - »with subtley-sordid backstory«, som hun selv skriver på sin blog. Det indbringer hende 6.000 dollar på tre timer.

Og endelig så inviterer hun igen nogle dage senere via Twitter til koncert. De første 200 kommer gratis ind, hun opfordrer til donationer, og ender med at tjene 2.000 dollar. Det hele tager fem timer. Og bundlinien: » Total made this month using Twitter = $ 19,000 Total made from 30,000 record sales = absolutely nothing.«

Sælger sig selv

Palmers historie er en af den slags historier, der får blogosfæren og musikbranchen til at gløde. Hvorfor? Fordi den fortæller hvor mange muligheder, der er for at tjene penge som musiker i en ny økonomi. Fordi den viser den potentielle stormstyrke i de nye sociale netværk, og hvor vigtigt det er at have dedikerede fans - og at pleje dem. Fordi den viser, at man ikke behøver et stort pladeselskab for at klare sig i den ny økonomi, og fordi der på hendes blog findes en minutiøs detaljering af de kun 10 timers arbejde med eksempler på, hvordan man kommunikerer med sine fans og sælger sig selv og sin musik.

Og det kan da godt være, at det lyder grimt at sælge sig selv, men nogen skal jo sælge en, hvis man skal leve - bare delvist - af sin musik. Og hvorfor ikke en selv, der jo trods alt er den bedste til at formidle, ja, altså en selv? Og så ser det i øvrigt ud til at Palmer har det sjovt hele vejen.

Palmer er så også ekstraordinært træt af sit pladeselskab Roadrunner Records, ejet af en af de fire multinationale musikgiganter, Warner Music Group. Hun han har vidt og bredt proklameret, at hun vil fri af sin kontrakt og brokker sig blandt andet over, at Warner fjernede alle deres kunstneres, inklusive hendes, musikvideoer fra YouTube, da de to giganter ikke kunne enes om, hvem der skulle tjene hvad. Måske heller ikke det smarteste move, når YouTube er det vigtigste site for musikforbrug overhovedet.

Palmers seneste album Who Killed Amanda Palmer? fra sidste år har heller ikke været nogen bragende succes ud fra gængs musikindustriel målestok. Det har solgt 30.000 eksemplarer, og skal man tro hendes blog, så har hun indtil videre ikke tjent en cent på det. Til gengæld er Amanda Palmer en succes i de nye sociale netværk. Man kan så indvende at hun i hvert fald delvist har fået sin fanbase opbygget af Roadrunner Records - akkurat som f.eks. Radioheads karriere også til en vis grad er EMI's fortjeneste. Springet op i en ny økonomi er med afsæt i en gammel økonomi.

Kreativ frihed

Det kan man til gengæld ikke sige om det lidt yngre, amerikanske band Fleet Foxes. De er signet på det uafhængige selskab SubPop. Deres karriere er opstået og hypet i cyberspace, via blogs og ikke mindst Pitchfork Media. De er indie i bund og grund. Og de har solgt over 200.000 eksemplarer af deres debutalbum Fleet Foxes . Og de fyldte det enorme Arena-telt på årets Roskilde Festival til bristepunktet.

De siger, at de aldrig vil forlade den uafhængige musikindustri, og at illegal downloading er helt i orden.

Fleet Foxes er skabt af en ny tid og omfavner den ny tids præmisser i stedet for i virkeligheden at drømme om en fed kontrakt med et multinationalt selskab. De taler ud fra en grundlæggende uafhængig position i forhold til ældre nytænkere på nettet som Nine Inch Nails og Radiohead, og det er interessant, at en band med så stor succes nægter at hoppe tilbage i en gammel tids mønstre, når de nu har muligheden for det. For tilbuddene er selvfølgelig begyndt at strømme ind.

Men Fleet Foxes ønsker ikke dollar i bytte for et selskabs stramme styring af deres musik; de tror på kreativ frihed, anderledes former for indtjening, større ejerskab over ens skaberværk og tilbagebetaling til den download-kultur, de kommer fra.

Vi står måske over for en bazar-økonomi med et uregerligt væld af varer - i modsætning til tidligere tiders stramt styrede, begrænsede udbud i en mall-lignende økonomi - eller 'zombieconomy', som Umair Haque fra det nytænkende management firma The Havas Media Lab kalder det i en Harvard Business-blog. Han laver en simpel analyse på de økonomiske tal efter Michael Jacksons død, der fortæller, at han tjente over 300 millioner dollar i royalties.

Det økonomiske skift væk fra en industri, der ikke har forstået at belønne kreativitet andre steder end i kontraktudformning, er i gang. I 90'erne var det George Michael og Prince, der forsøgte at komme ud af deres kontrakter, ja, Prince skrev i den forbindelse 'Slave' på sin kind. I de seneste par år har det været musikere som Nine Inch Nails og Radiohead, som fri af deres major label -kontrakter har trukket store overskrifter med interessante copyright-stunts og gratis-politik. Nu er det tid til, at enkelte mikro-økonomiske initiativer viser os nye veje. Og Amanda Palmer er en af dem, der gør det.

En ny økonomi afvises stadig af nogle som fantasi, utopi, et overgangsfænomen, små krusninger på den multinationale økonomis enorme oceaniske vidder. Men eksemplerne hober sig op. Og Amanda Palmer? Hun er ikke i tvivl. Hun vil ud af sin multinationale kontrakt og personligt, på egen hånd springe ud i de nye muligheder. Som hun skriver i sin blog: » turn on, tune in, get dropped !!!!!«

http://amandapalmer.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer