Det der med at levere en borgerlig tv-serie har Niels Lillelund det ikke helt godt med. Alligevel vil han gerne være med i Informations forsøg.
»En tv-serie skal ikke passe med en bestemt ideologi. Men jeg vil gerne komme med et forslag til en tv-serie, der kan noget andet end mange af dem, vi kender fra DR. Den skal ikke være bombastisk venstreorienteret, men heller ikke højreorienteret. For den skal netop være spændende, foranderlig, overraskende - det er hele pointen,« siger han.
En af de serier, Niels Lillelund henviser til, er Livvagterne. Den er alt for unuanceret, mener forfatteren, der fortæller, at han engang så et interview med manuskriptforfatterne. De skildrede, hvordan de selv var blevet helt rystede over, hvor realistisk deres serie var endt med at være.
»Hvis man sidder på sit kontor og skriver noget, som er en fuldstændig reproduktion af ens egne fordomme, så er det ikke så mærkeligt, at man pludselig kigger op fra sit manus og tænker: 'Det var dog alligevel utroligt, som det her ligner verden, som jeg ser den.'«
Tag for eksempel de typiske figurer i sådan en dansk tv-serie. De er stereotyper, som ikke udvikler sig, og derfor er så mange danske serier så pokkers kedelige, mener han.
»Det hele kommer ikke ud af stedet. Alle figurerne er fastlåste. En er dansk folkepartist, spiser flæskesteg og er et rigtig dumt svin. En anden er humanist, drikker café latte og har et nuanceret syn på verden. En tredje er en flittig, hårdt arbejdende indvandrer, der forfølges af onde nazister. Sådan en bevidstløs reproduktion af det fiktive univers, der befinder sig inde i serieskabernes hoved, er da fuldstændig uinteressant,« siger Niels Lillelund og tilføjer:
»Der mangler et bestemt dramatisk trick i f.eks. Livvagterne. Problemet er, at der ikke sker noget voldsomt for figurerne, som får dem til at ændre sig.«
Wissenwassens hundehus
I Niels Lillelunds eget udkast til en tv-serie, Danske dage i december, er der til gengæld gjort rigelig brug af det dramatiske trick.
Midt under den økonomiske optur, mens friværdierne og forbruget slår nye rekorder, eksploderer fem bomber ved Nørreport Station i København, og mange mennesker omkommer. I første omgang gør det ikke det store indtryk på byens borgere. I hvert fald ikke på caffe latte-segmentet, der læser Humanistisk Dagblad og højst frygter, at hændelsen skal føre til yderligere stigmatisering af muslimer.
Men måske rokker den dramatiske begivenhed alligevel ved figurernes forståelse af sig selv og verden. Blandt andre kunne noget se ud til, at chefredaktøren på Humanistisk Dagblad, Valdemar Wissenwassen, der måske godt kunne minde lidt om en vis prominent chefredaktør fra den virkelig verden, må revidere sit syn på terrortruslen.
»Hvis vi nu skal bruge Kierkegaards beskrivelse af Hegel, har Wissenwassen bygget systemets slot, men så opdager han, at han har glemt sig selv. Han bor i et lille hundehus ved siden af og er ikke en del af det system, han har udtænkt,« siger Niels Lillelund.
Det viser sig nemlig, at chefredaktørens kone er blandt ofrene for terrorangrebet, og pludselig mærker Wissenwassen en nagende hævntørst inderst inde i sjælen, helt derinde, hvor tanker og følelser optræder uredigeret.
Moralsk oprustning
Bjarne, der stemmer på Dansk Folkeparti, og pizzeriaindehaveren Muhammed er mindre prominente eksempler på figurer, hvis tilværelse bliver rystet af bombeeksplosionerne. I Livvagterne havde de været hinandens modsætninger, mener Niels Lillelund. Men det er de ikke i hans serie:
»De snyder begge to i skat, arbejder sort, når de kan, og som sådan er de ganske typiske. En tv-serie skal også være et billede af Danmark, det danske liv, som det leves. Danskerne snyder, hvis de kan slippe af sted med det. Og når Muhammed også gør det, er det ikke, fordi han er muslim. Nej, det er netop, fordi han er blevet godt integreret i det danske system, som gør det skrækkelig svært at blive rig ved hårdt arbejde alene. Og Bjarne og Muhammed kan sagtens mødes i hverdagen, selv om de for så vidt ikke har noget med hinanden at gøre. De klarer hver for sig dagen og vejen og har det fint med det, og der skal ske noget dramatisk, hvis der skal ruskes op i det.«
Efter bomberne modtager Muhammed pludselig et trusselsbrev med to udklip fra Jysk Morgenavis vedlagt, og han begynder at spekulere på, om Bjarne mon står bag. For Bjarne var jo så glad for det højreorienterede dagblads tegninger af profeten i sin tid.
»Når sådan noget sker, vil der ske en moralsk oprustning på begge sider. Folk ændrer sig pludselig og begynder at bekrige hinanden,« siger Niels Lillelund, der peger på, at også efterlønneren Camilla Tusindfryd måske er ved at ændre sig.
Hun har gennem flere år været medlem af SF, og som suppleant i Folketinget var hun engang med til at gennemføre den særlov, der gav en gruppe palæstinensere opholdstilladelse af humanitære årsager Men nu erfarer hun pludselig, at hendes egen kusine, Valdemar Wissenwassens kone, er blandt de dræbte, og at PET efter terrorhandlingen har anholdt to af de palæstinensere, hun engang sikrede ophold i landet.
»Hun begynder pludselig at spekulere på, om hun mon har misforstået et eller andet,« siger Niels Lillelund.
»Men hun er klart en 3. divisions-humanist i modsætning til Wissenwassen, der spiller i superligaen. Hun skal bare have tingene til at gå op inde i sit eget hoved, og det kræver ikke så meget. Det mest urealistiske i serien er vel i virkeligheden, at hun skulle kunne ændre sig.«
