Interview
Læsetid: 8 min.

Forfatteren, der gik ind i revolutionen og ud igen

I 1980'erne læste han digte op for en lille håndfuld tilhørere. Omkring omvæltningerne i 1989 var der pludselig 40.000 mennesker, der lyttede til ham. Forfatteren Jurij Andrukhovitj, der var fremtrædende under omvæltningerne og under Den Orange Revolution, mener, at det i dag er lykkedes for Ukraine at få fodfæste i det europæiske fællesskab
I 1980'erne læste han digte op for en lille håndfuld tilhørere. Omkring omvæltningerne i 1989 var der pludselig 40.000 mennesker, der lyttede til ham. Forfatteren Jurij Andrukhovitj, der var fremtrædende under omvæltningerne og under Den Orange Revolution, mener, at det i dag er lykkedes for Ukraine at få fodfæste i det europæiske fællesskab
Kultur
29. juli 2009

Den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj blev kendt i Vesten, da han i 2004 fremstod som en af de markante figurer i Den Orange Revolution. Fra redaktionen i Store Kongensgade ringede vi en af de første dage under opstanden til ham for at bede ham skrive en levende reportage fra Kiev.

På vej i toget fra Ivano-Frankivsk, hvor han bor til daglig, til Kiev takkede han pænt for tilbuddet, men udtalte samtidig de uforglemmelige ord, at der er en tid til at skrive, og at der er en tid til revolution - og lige nu skulle der laves revolution.

Ikke desto mindre tikkede der alligevel to dage senere en mail ind med en friskskrevet artikel fra de bevægende dage, hvor han præcist under overskriften »Mit drømmeland - et vidnes noter« sammenfattede stemningen fra Ukraines hovedstad.

Den Orange Revolution affødte et nyt kæmpe håb om et frit og uafhængigt Ukraine som en del af det europæiske værdifællesskab. Euforien varede ikke så længe og blev afløst af en ny stagnation, som landet siden 1989 har oplevet et par gange.

Men for Jurij Andrukhovitj markerer 2004 alligevel et kvantespring i Ukraines historie i retning af at have opnået frihed og demokrati.

»Efter 2004 kan jeg ikke længere være pessimistisk. Jeg forventer en stagnationsfase, som kan være kort eller lang, men det, som skete i 2004 med det ukrainske samfund, var af en helt ny kvalitet. Mange siger, at revolutionen gik galt, og at den daværende helt Viktor Justjenko mistede sin støtte i befolkningen. Jeg siger, at vi også sejrede i den forstand, at vi for altid fik sikret muligheden for at kunne afholde frie valg. Vi har fået mediefrihed og har kunnet afholde flere frie valg, hvor oppositionen har overtaget magten, og det er i sig selv en stor sejr.«

Født midt i oprøret

Jurij Andrukhovitj er en forfatter, hvor det samfundsmæssige engagement løber som et stærkt spor gennem romanerne. Han er som forfatter så at sige født midt i oprøret. Hans bøger er ikke politiske manifester, men i høj grad farvet af de begivenheder, der også først og fremmest har præget hans voksne liv.

Før 1989 var han digter og del af den litterære performance-gruppe Bu-Ba-Bu, der står for noget i retning af burlesk, postyr, spøgefugl og fik sine første digtsamlinger udgivet ved siden af sit arbejde på et avistrykkeri.

»Romanen er en fantastisk genre. Den giver mulighed for bestemt polyfoni, og derfor forekommer der også politiske temaer i mine bøger. Jeg har som forfatter imidlertid kun en rolle, og det er at skrive godt. Min rolle ser jeg i en redning af sproget. Jeg føler mig forbundet med mit land, hvilket ikke er det samme som patriotisme. Jeg fortæller historier, og det er jeg bedst til i mit eget land, hvor jeg også bedst bliver forstået.«

Andrukhovitj var på plettet, da Ukraine blev del af den østeuropæiske proces af omvæltninger. Fra Ivano-Frankivsk i det vestlige Ukraine, hvor Jurij Andrukhovitj er vokset op og har boet siden 1962, var han central del af oprørsbevægelsen.

På en rejse til Polen i foråret 89 var han tilskuer til de store politiske demonstrationer og prøvede selv at blive ramt af de store vandkanoner, som det polske politi brugte for at sprede demonstranterne. Med disse oplevelser tog han i juni 89 tilbage til Ukraine med det faste forsæt at få noget tilsvarende i gang i sit eget land.

Det lykkedes også. Sammen med to andre, en kunstner og en mediciner, organiserede han fra og med juli de første manifestationer i landet. Flere sluttede sig til og dannede en komité på omkring 20 personer, der stod bag de store demonstrationer. Digteren Jurij Andrukhovitj, der på det tidspunkt havde været vant til at læse sin poesi op for en lille udvalgt skare, oplevede nu at have omkring 40.000 tilhørere til sine budskaber.

Anført af tidligere politiske fanger samt intellektuelle og forfattere skabte man Ukraines Nationale Bevægelse som alternativ til Det kommunistiske parti.

I det hele taget er perioden fra midten af 89 og frem til Ukraines uafhængighed i 1991 »præget af permanent eufori, permanent karneval,« som Jurij Andrukhovitj udtrykker det.

Det var også i den periode, han begyndte at skrive sin første roman Re-kreation, der er en rigtig Wende-roman. Han udtalte på det tidspunkt, at det er kriminelt at skrive digte efter, at man er blevet 30 år og vendte sig mod den voksne roman-genre, hvor den samfundsmæssige virkelighed kunne tage plads på en anden måde.

Håb og skuffelser

Jeg møder Jurij Andrukhovitj i Berlin, hvor han opholder sig for tiden på et stipendieophold på Wissenschaftskolleg ude i Grünewald. Et populært sted for internationale forskere og kunstnere på grund af optimale arbejdsvilkår.

Det er også et sted med tradition for at huse en række store østeuropæiske forfattere. Jurij Andrukhovitj sætter os stævne i parken, hvor alt ånder idyl og ordnede forhold, for at tale om sit perspektiv på tiden efter omvæltningerne i Østeuropa og Ukraines vej til Europa.

Ukraines vej til demokrati har været stenet og med meget håb og mange skuffelser undervejs. Første fase er omvæltninger i '89 og perioden frem til Ukraines uafhængighed i 1991. I efteråret '91 stemte det ukrainske parlament for uafhængighed og adskillelse fra Moskva og folkeafstemning, og den 1. december stadfæstede parlamentet beslutningen. Jurij Andrukhovitj lagde derfor det direkte engagement på hylden for at koncentrere sig om andre ting.

»Jeg ville ikke længere være politisk, fordi alt var gået i orden, og revolutionen var lykkedes. Så kunne andre overtage. Jeg var meget naiv.«

Derfor påtog han sig opgaven at redigere et særnummer af tidsskriftet Torsdag, der var helliget den tidligere ukrainske undergrundskunst for at trække det frem i lyset som del af den ukrainske bevidsthed.

»Alt hvad der var innovativt, mærkværdigt og atypisk for den ukrainske kunst skulle systematiseres i form af en stor encyklopædi over den kunst, som hidtil ikke havde været officiel del af den ukrainske kultur, men som vi opfattede som helt central«.

Men folkeafstemningen og det samtidige præsidentvalg var ifølge Andrukhovitj samtidig afslutningen på en god cyklus.

»Den nye præsident var et gennemsnitligt nomenklatura-menneske fra kommunisttiden, der i sidste øjeblik havde ændret sin politiske overbevisning og var trådt ud af partiet. At han vandt med 60 procent var for mig et tegn på, at samfundet var forblevet sovjetisk. At det ikke var en virkelig ny begyndelse. Det var en stor skuffelse.«

Andrukhovitj fik et stipendium og rejste til Tyskland for at skrive på sin anden roman.

»Da jeg kom tilbage i 1992 var forfaldet overalt. Ukraine var blevet et lorteland, alle klagede over uafhængigheden og inflationen. Alt gik skævt.«

Med korte perioder af økonomiske opsving for Ukraine er hele perioden fra '91 og frem til Den Orange Revolution i 2004 ifølge Andrukhovitj præget af tilbageskridt. Af angreb på medie-frihed, mord på journalister mv. Jurij Andrukhovitj begyndte igen at spille en mere direkte politisk rolle. Han blev del af gruppen omkring Viktor Justjenko, og var i den forstand med til at føre ham frem som ny præsidentkandidat.

»Alt var en forberedelse af Justjenko. 2004 viste igen, hvor smukt samfundet var. Det var den anden revolution og nye håb for Ukraine. Den Orange Revolution varede udadtil i 16 dage, men i virkeligheden var revolutionen en tre-årig periode, og Justjenko var hovedpersonen. Han var den der fik mest støtte og den mest populære. Dertil kom hele forgiftningshistorien(Viktor Justjenko blev forsætligt blyforgiftet og var tæt på at dø, men overlevede med en frygtelig vansiring af sit ansigt, red). Jeg var imponeret over, hvorledes det lykkedes mig at få mobiliseret så mange.«

Jurij Andrukhovitj blev så at sige Ukraines intellektuelle repræsentant i Vesten. Den stemme man lyttede til. Han skrev konstant artikler og essays til flere vestlige aviser.

Igen blev det store håb afløst af skuffelse. Revolutionen var ikke slået fejl, men der skete igen en stagnation og tilbageskridt. Justjenko mistede gradvist sin støtte i befolkningen. Andrukhovitj forklarer det i dag pskykologisk med, at den højeste tro blev til den største skuffelse

»Man havde været for idealistisk i forhold til Justjenko. Allerede i løbet af sommeren 2005 fik man en fornemmelse af, at han ikke var den mand, vi havde forventet. Hans støtte i befolkningen i dag er lig nul. Han er hadet i dag, mest fordi han aldrig realiserede de ting, som han havde lovet under revolutionen. Dertil kommer, at hans hænder ikke er så rene, som han påstod i en direkte tv-udsendelse.«

Ukraine i Europa

Andrukhovitj er ikke i tvivl om, at Ukraine er klar til det europæiske fællesskab. Som han ganske vidst påpeger, er landet stort og konfliktrigt og kan i høj grad opdeles i en del som lever feudalt og en del, som er mere europæisk, mens andre snarere ser skellet som en nærmest geografisk skillelinje ned gennem landet mellem en halvdel af befolkningen, der ser mod vest, og en anden halvdel, der ser mod øst.

»Ukraine er klar til den europæiske udvikling. Landet tænker europæisk. Man taler meget om en mulig deling af landet, men den bliver ikke til noget, for det vil være for radikalt for ukrainerne, som er forsigtige. Fælles for hele landet er de gode ideer, hvad angår Europa og det europæiske. Her er landet ikke spaltet. Det er nok antiamerikansk, men det er ikke anti-europæisk. Selv de partier, der er ideologisk antivestlige, er proeuropæiske.«

Og han tilføjer.

»Det europæiske har dybe rødder i Ukraine. Jeg er ikke kulturhistoriker, men den politiske kultur, vi altid har haft, har været rettet mod demokratiet. Landets problem var i 350 år at leve med det zaristiske og imperiale Rusland, mens Ukraines egne mentale tradition er demokratisk, anarkistisk og kaotisk. Demokrati må hos os virkelig være europæisk.«

Det største problem, som omvæltningerne har medført i Ukraine er ifølge Andrukhovitj tabet af den økonomiske middelklasse.

»De har betalt for revolutionen. Middelklassen er blevet mindre, og de drivende kræfter i Den Orange Revolution er efterfølgende blevet fornærmede. Julia Timosjenko er så populistisk. Hun har røvet middelklassen for at tilfredsstille de fattigste, hvilket imidlertid ikke redder de fattige. Efter 2004 var middelklassen meget synlig; forretninger, cafeer og restauranter skød op overalt, men det er nu på retur. De rige er blevet rigere. Der har udviklet sig en elite, som også er del af det politiske system, og som er så dyrisk rige.«

Serie

20 år efter murens fald

Seneste artikler

  • Tysklands 9.11.

    18. november 2009
    Den 9. november er en tysk lettelsens dag. Men ikke kun.
  • Muren og Ivan Lendls fald

    11. november 2009
    Tjekkoslovakken Ivan Lendl var verdens bedste tennisspiller i 1980'erne. Han fremstod som en overvældende overmagt, der var umulig at ryste, men alligevel lykkedes det aldrig for ham at sejre i Wimbledon. Da Berlinmuren faldt, rindede Ivan Lendls æra ud
  • Tilbagetogets helt blev svigtet

    7. november 2009
    I et længeresigtet historisk perspektiv kan man spørge, hvor klogt det var at strække et i forvejen anspændt NATO længere østpå end Tyskland. Russisk forfølgelsesvanvid og hævngerrighed er blevet næret derved
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Jensen

Citat :
(Viktor Justjenko blev forsætligt blyforgiftet og var tæt på at dø, men overlevede med en frygtelig vansiring af sit ansigt, red).

Dette er ganske enkelt "faktuelt forkert" ..
Han blev angiveligt forgiftet med TDCC (tetrachlorodibenzoparadioxin).

Andrukhovitj"s sidste kommentar viser egentlig meget godt at enten er manden en naiv tosse eller
også er han agent for folkene bag den såkaldte
"Orange Revolution" ..

Fy fy skamme Peter jensen--

du må ikke sådan sætte fedtfingre på den "orange revolution"

det vil skuffe

Vibeke Sperling i Politken og Uffe Ellemann i Berlinske Tidende-- og diverse Information lederskribenter.

Og husk Vest er godt--
øst er ondt.