Læsetid 6 min.

Den forkastede uskyld

Børn seksualiseres, og mænd kriminaliseres. Pædofile dæmoniseres og jages som vildt i det offentlige rum. Men er den pædofile virkelig det fremmede monster, vi skal vogte os for på villavejene og i børnehaverne?
30. juli 2009

Når det gælder indflydelse, karriere, position og status, fremstilles det som regel som privilegeret at være mand og mindre privilegeret at være kvinde. Men der er et andet vigtigt sted i livet, hvor kvinderne i sammenligning er privilegerede. Her tænker jeg på den voksnes relation til seksualitet, børns seksualitet, til børn i det hele taget; egne børn og andres børn, til glæde og lyst, ligefremhed og nydelse. I forhold til glæden ved børn og deres dejlige kropslighed.

Der foregår i disse år simultant to udviklinger. De er samtidige, og på grum vis må de siges at reflektere hinanden. Den ene er en ekstrem seksualisering af børn. Den anden er en kriminalisering af mænds seksualitet og udråbelsen af den pædofile som indbegrebet af menneskelig forbrydelse.

Tilsammen skaber disse to tendenser et paradoks, som mænd let bliver gidsler i.

De sexede små

Musikscenen er altid en tydelig indikator for tidens idoliserede fænomener. Nutidens seksualisering af børn ses tydeligt i dyrkelsen af Børne-MGP, hvor små piger står og vrider sig sexet, mens Familien Danmark fornøjet ser på.

Britney Spears toppede som skolepige i skoleuniform og rottehaler med en hel pigeskoleklasse bag sig, mens hun kælent udfordrende sang Hit me Baby, one more time. (Straf mig for at være en lille, fræk pige, please.) Spice Girls, der var fem frække girls, Björk med sine overstrakte knæ og skiftevis hviskende og vrede barnestemme, danske Me&My og SOAP – det sexede lillepigeudtryk er i årevis blevet dyrket alle vegne.

Går man til tøjmoden, er det også tydeligt, at børn ikke klædes på til leg. For 20 år siden stod den på smækbukser til leg og rullen rundt. I dag viser pigerne maver og hofter i moden, og både drenge og piger klædes nu på som små prinsesser og bisser (kønsrollerne) og ikke som legebørn i smækbukser (barnerollen). Børnenes seksualitet udstilles konstant gennem påklædningen fra en meget tidlig alder.

Samtidig beretter gynækologer om en stærk stigning i antallet af danske kvinder med hudproblemer i de intime regioner, fordi flere og flere vælger at være glatbarberede. Bumser og bylder er blot symptomer på, at der er noget unaturligt ved, at voksne kvinder fjerner deres kønsbehåringer.

Tendensen er, at voksne kvinder vil ligne præpubertært nøgne piger – helt og aldeles uden pubeshår. Moden til kvinder er flade ballerinasko, hårspænder i pandehåret, tuttenuttet lyserødt og søde skørter. Kvinder barnagtiggøres modemæssigt i en Lolita-figur.

Jeg har en bekendt, der er prostitueret, som fortæller, hvordan en overvældende række af hendes kunder (helt almindelige mænd, der frekventerer hende for helt almindelig sex) ønsker, at hun skal have små, hvide ankelstrømper på under samlejet. Fordi de synes, det er frækt, og måske er det frækt, fordi det er meget, meget forbudt at være sammen med en lille pige i hvide ankelstrømper.

Tøjmoden til mænd er gået fra at være mandet til at være drenget; T-shirt, shorts, gummisko, kasket.

De store stygge mænd

Det er ikke kriminelt at være pædofil i den forstand, at ens seksuelle begær retter sig mod mindreårige. Det er derimod kriminelt at udleve det begær gennem seksuel omgang med mindreårige eller ved at gøre brug af pornografi, der involverer mindreårige.

Idéen om, at der er pædofile allevegne, har spredt sig til en antagelse om, at mænd er farlige i forhold til børn. Man støder ofte på mandlige pædagoger, der ikke tør være alene med et enkelt eller nogle få børn, og slet ikke for lukket dør. På fædre, der fortæller om deres frygt for at vise deres egne børn for meget fysisk kærlighed offentligt, eller for at gå i bad med børnene eller andet, der i en genfortælling til en pædagog i børnehaven kan tage sig helt forkert ud. Selvbevidsthed og frygt for den værste anklage af dem alle træder ind.

Min vens ven, der kom for at hente sine feriebilleder hos fotohandleren, blev lagt i håndjern og fik ransaget hele sit hjem, fordi der var billeder af hans 12-årige smukke datter i vandkanten på stranden. Nok så uskyldige feriebilleder så helt forkerte ud, set med de forkerte øjne.

Der findes i Danmark legepladser, for eksempel i Ørstedsparken i København, hvor man ikke må komme uden børn. Det vil sige, at en gammel mand, der savner sine børnebørn eller bare gerne vil sidde og nyde at se på legende børn, ikke må, fordi han på forhånd er mistænkt for at ville sidde og spille lommebillard.

Man kan næsten få tanken, at mænd er skyldige, indtil det modsatte er bevist.

Det iboende begær

Pædofili er kommet i søgelyset i de seneste årtier. Det er på sin vis godt, fordi overgreb på børn altid har fundet sted, og det er vigtigt at fokusere på og modarbejde overgrebene. Problemet med pædofili-fokuseringen er imidlertid, at den dækker over en anden virkelighed.
Vi lyncher gerne pædofile offentligt. Når der er en sag et sted, blæses den op og rides medierne rundt som skræmmebillede på det, alle frygter mest og som det allerværste, der kan ske.

Gisp, nu er selve monsteret fundet i Sønderjylland, nu i Viborg, nu i Skovshoved. Nu i en børnehave, nu på en villavej. Pædofilisager hypes, alle bekræftes i, at det mest nederdrægtige er lige om hjørnet og kan være inden i selv den sødeste pædagog, den rareste familiefar. Men hører man efter, er ramaskrigene skingre i deres hadblinde fordømmelse. Det er, som om de prøver at overdøve noget, der er alt for tæt på og derfor er endnu stærkere og farligere end det fjerne, fremmede monster. Og derfor skriges der højere og højere.

Er årsagen til lynchstemningen ikke netop, at tiltrækningen af børns seksualitet bor i os alle? At den mor, der køber g-strengs-trusser til den niårige derhjemme, også dyrker sit barns seksualitet. At de bedsteforældre, der sidder i sofaen og hepper på 12-årige Caroline i hotpants til Børne-MGP, også dyrker og nyder et barns seksualitet.
At begæret efter barndommens uskyld og barnets dejlige skamløse ligefremhed er i os alle og dyrkes, næres, fremelskes i den massive seksuelle iscenesættelse af børn, vi alle er med til at pleje, købe og inkorporere i vores liv i dag.

Uskyldens knivsæg

Problemet ligger i den tabte uskyld, i tabet af tillid. Tillid til, at vi kan skelne. Ét er at elske børn og implicit i den kærlighed elske deres seksualitet, deres sensuelle måde at opleve verden på, at være nydelsessøgende og kærlige på.

Et helt andet sted, en verden derfra, ligger ønsket om på nogen måde at røre seksuelt ved et barn, at begære et barn, at opleve ens egen seksualitet vakt gennem oplevelsen og tiltrækningen af barnets seksualitet.

Det er, som om tilliden til både vores kollektive og den individuelle evne til at skelne mellem de to er gået tabt, og dermed er alle potentielt blevet farlige pædofile.

Måske vi ikke kunne tackle forskellen. Det blev for komplekst, og for at være på den sikre side, hvor man i hvert fald ikke kan se noget sexet ved børn, endsige anerkende, at børn selv har en spirende, naturlig seksualitet, så kastede vi uskylden over bord og tog på overfladen afstand fra alt, der har med børn og seksualitet at gøre.
Da blev situationen først ubærlig, hyklerisk, falsk. Og sprængfarlig. Nu insisteres der i puritanismens navn på en absurd disneyficering af barndommen; en parentes omkring livets første 15 år, hvor seksualitet per definition er forbudt, forkert og ødelæggende. Og enhver, der formaster sig til at forholde sig til børn som seksuelle væsener, risikerer det store fordømmende gisp – Pædofil!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

Bestemt en fremragende og tankevækkende artikel, som det er vanskeligt at kommentere, udover at rose Tine Bruun.

Brugerbillede for Nanna Gersov

Artiklen stiller følgende spørgsmål:

Børn seksualiseres, og mænd kriminaliseres. Pædofile dæmoniseres og jages som vildt i det offentlige rum. Men er den pædofile virkelig det fremmede monster, vi skal vogte os for på villavejene og i børnehaverne?

Til det vil jeg sige:

Nej, jeg mener ikke at børn seksualiseres i fx MGP, hvor DR netop har regler for påklædning mm, som sikrer dette. De klædes mere kønsspecifikt og man opdrager dem til at være forskellige ud fra deres køn, men dette er ikke lig med upassende seksualisering.

Og nej, jeg mener ikke, at mænd kriminaliseres. Stedfundne pædofile overgreb leder naturligt til stigende opmærksomhed, som selvfølgelig kan mærkes af fx mandlige pædagoger. Men generelt er de højt værdsatte og nyder stor tillid. En tillid, som absolut er velfortjent.

Pædofile dæmoniseres absolut ikke, men pædofili fordømmes da det kan ødelægge et barn for livet.

Der er ikke frit slag for at jage pædofile i det offentlige rum. Tværtimod oplevede vi en enig lærerstand kræve en 11-årig dreng forflyttet fra sin skole for at have omtalt sin lærer som "pædo" på nettet.

Da kommunen ikke støttede skoleinspektørens ønske om at smide drengen ud af skolen, gik undervisningsminister Bertel Haarder ind og gav skoleinspektører denne magt uagtet hvad det folkevalgte flertal i en kommunalbestyrelse måtte mene!

Dette er ikke et enestående tilfælde. Børn som siger fra overfor hvad de oplever som grænseoverskridende opførsel hos lærere trues til at holde kæft og mødes med en mur af fordømmelse. Udsmidninger finder sted netop af denne årsag.

Den 11-årige dreng, vi taler om her, havde end ikke nævnt lærerens rigtige navn.

Men er den pædofile virkelig det fremmede monster, vi skal vogte os for på villavejene og i børnehaverne?

Problemet er, at de pædofile overgreb oftest netop IKKE skyldes en fremmed "børnelokker", som lusker rundt i villakvarteret, men derimod en person, som barnet har tillid til og som står det nært. Sommetider endda et andet barn.

Ofte sker det i barnets eget miljø og kan stå på mange gange uden at barnet vover at betro hemmeligheden til nogen. Og ofte foreviges overgrebene også og ender som børneporno på nettet.

Brugerbillede for Nanna Gersov

Men der er et andet vigtigt sted i livet, hvor kvinderne i sammenligning er privilegerede. Her tænker jeg på den voksnes relation til seksualitet, børns seksualitet, til børn i det hele taget; egne børn og andres børn, til glæde og lyst, ligefremhed og nydelse. I forhold til glæden ved børn og deres dejlige kropslighed.

Jeg kender ikke noget til et sådant privegium. Efter min opfattelse har man pligt til at respektere børn som børn uanset om man er kvinde eller mand.

Børn har blufærdighedsgrænser, som bør respekteres. Fx vedrørende nøgenhed, at være nøgen sammen med andre, at være med i et omklædningsrum hvor der er voksne nøgne osv.

Normerne er forskellige fra familie til familie. Når børnene bliver voksne, kan det være at de fortæller en anden historie, end forældrene havde troet.

Læs her om to kvinder, som hver især har overtrådt deres drengebørns grænser, hvilket har givet alvorlige problemer i voksenlivet.

Konklusionen må være, at respekten for barnets følelser og blufærdighed ALTID er vigtig og at voksne, som omklamrer børn med deres voksenseksualitet, normløshed, frustrerede følelser osv. kan forvolde stor skade.

Eksemplerne er hentet fra denne aktuelle debattråd:
Kvinder uden mænd
http://www.information.dk/198662

René:
"...Unge mænd på 15-16 år, der er et hoved højere end deres mor, har ikke meget respekt for morens gråd og tale om følelser.
Det gør bare tingene endnu være....

"Præcist. Jeg har endda prøvet at slå ud efter min mor på et tidspunkt, hvor hendes gråd simpelthen blev for overvældende for mig. Hendes følelser fyldte alt, og der var ingen omkring, som kunne sætte sig ind i mine - så det skete ikke. Det ansvar for min mors følelser, som burde have ligget delvist hos min far, kom til at ligge 100% på mig. Og det er altså utåleligt at spille rollen som mors eneste lille mand. Det er klamt....det er mental incestiøst efter min mening - og jeg har grundigt overvejet om det ord er for stærkt. Enlige mødre kommer så let til at klamre sig til deres børn i stedet for en voksen medspiller, måske især deres drengebørn, og det har da også givet mig selv store problemer med grædende kvinder og stabillitet i parforhold senere i livet.

Kåre
Jeg kender selv til et ekstremt tilfælde i min bekendtskabskreds, hvor en enlig kvinde lod sig `inseminere´ med naturmetoden, og derefter fødte en søn som hun opfostrede selv. Det er gået helt galt. Her er virkelig tale om et incestuøst forhold på det psykiske plan. Da sønnen var omkring 20 år, viste det sig f.eks., at han aldrig i sit liv havde sovet andre steder end i moderens soveværelse, og at han var psykisk afhængig af hendes konstante tilstedeværelse. Han er nu blevet psykisk skadet i en sådan grad, at han ikke kan leve en normal tilværelse, og er blevet et stort og uløseligt problem for de sociale myndigheder.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Nanna

Man skal altid høre en sag fra to sider før man dømmer. Det kan jo være at opfattelsen er korrekt, men det kan også være at det er en fordrejning. Der er mange ukendte faktorer her, og først og fremmest et helt urimeligt had mod kvinder generelt.

Med hensyn til nøgenhed, så kan jeg mærke, at jeg er personligt påvirket af det opskruede niveau i medierne. For mig har det virket sådan, at jeg pludselig stiller spørgsmålstegn ved om det nu også er i orden, med de førhen helt naturlige billeder af mine egne nøgne småbørn. Men jeg VIL ikke miste min ”uskyld”.

Brugerbillede for Peter Hansen

Af alle nypuritanske dagsordener er pædofil-problematikken den mest betændte, fordi den mere end noget andet dækker sig ind under en offergørelse af barnet - noget, der iøvrigt har taget overhånd og nu ligner mentaliteten under middelalderens børnekorstog, hvor de uskyldige små ligesom skal skaffe nåde for os voksne syndere.
Og vi var så godt i gang med en seksuel frigørelse, en naturlighed, som vi alle kunne vokse op til og kaste os ud i dengang, hvor sex i en kort periode ikke var farlig. Hvis ikke AIDS i 80erne havde ændret hele billedet, var vi formodentlig sluppet for denne bagstræberiskhed.
Selv tilbragte jeg årene fra jeg var 13 med at være meget frustreret og meget utilfreds med ikke at kunne gøre indtryk på de voksne, jeg var tiltrukket af. Det har på sin vis mærket mig med en større grad af tilbageholdenhed og manglende selvværd i forhold til at indlede flirt og hvad deraf følger.

Brugerbillede for Nanna Gersov

Peter

Sex med børn er ikke tilladt, da børn ikke har modenhed til at håndtere det og beskytte sig selv og da det kan skade barnet for livet. Derfor har vi en seksuel lavalder på 15 år.

Sådan skal det være uanset om der aktuelt er en puritansk bølge eller det modsatte. At så tvivl om børns rettigheder på dette vigtige punkt vil jeg anse for at være meget forkert.

Der er sikkert mange teenagere der som du tiltrækkes af voksne og som oplever ikke at kunne udleve det/møde gengældelse. Det er ganske naturligt.

Det er et livsvilkår, at den man møder med attrå ikke nødvendigvis gengælder dette. Og hjertesorger i de unge år kan påvirke kærlighedslykken fremover.

Der er dog ikke andet for, end at kaste sig ud i det og give kærligheden en chance til.

Brugerbillede for Peter Hansen

Tak for de venlige ord, Nanna Gersov, men jeg tror ikke, du helt forstår problemstillingen - 15 år er en fin vejledende alder; mange er formodentlig først modne til sex senere, mens andre altså er det tidligere. Man kan simpelthen ikke lave så rigide love og tage dem alvorligt - og det er problemet i Danmark, at vi tager lovene alt for alvorligt. Vi er jo landet, hvor folk venter med at gå over, til der bliver grønt, selvom den er to om natten og ingen biler kan øjnes i miles omkreds.
Det er jo en åben diskussion, hvad der skader børn i relation til sex. Selv er jeg helt klar over, at jeg på trods af adgang til al mulig viden om sagerne ikke forstod en pind, før jeg var tolv. Det var en komplet omvenden næsten fra den ene dag til den anden, og sådan tror jeg egentlig, at mange (de fleste?) har det. Det vil i virkeligheden sige, at det, der gør sex med børn så forfærdeligt er, at de ikke forstår handlingen. Men der er mange handlinger, børn udsættes for, som de ikke forstår. Nogle af dem forstår de senere, som voksne - og tit med en overraskende glæde over pludselig at forstå noget, der har været et glemt og uopklaret mysterium. Det, tror jeg ikke, vil gælde seksuelle oplevelser af voksen karakter; men jeg kan ofte tvivle på, om ikke de reaktioner, vi møder pædofili med, er en stor del af problemet, fordi barnet ikke kan undgå at føle sig som del af det åbenbart uhyrlige og forfærdelige.
Jeg ved det ikke, som sagt kuldsejlede alle mine egne forsøg.

Brugerbillede for Nanna Gersov

Peter

Du har nok ret i, at jeg ikke helt kan følge dig fuldt ud, med mindre du fortæller mere, end du allerede har gjort.

Skal jeg forstå hvad du skriver sådan, at du oplevede sex som 12-årig? Og at du mener, at sex når man er under 15 i nogle tilfælde kan føles ok og i andre ikke?

Det er sikkert som du skriver individuelt, men mange teenagere både under og over 15 anmelder ofte sex ,de har været ude for som overgreb, hvilket nok skyldes, at de oplever det sådan.

Det synes jeg bekræfter rigtigheden af at der er denne grænse, så børn ikke blot kan udnyttes efter behag.

De unge øver sig i at gøre indtryk på det modsatte køn. Det skal de have lov til uden at leg pludselig skal blive til alvor ved at de kontant udnyttes af en liderlig voksen.