Læsetid: 8 min.

'Fri os fra det onde'

I Virksund ved Limfjorden finder man mennesker, der både tror på Den Onde og kender midlerne til at bekæmpe ham. Vi er til bibelcamping med Luthersk Mission
Missionens børn optræder inden aftenens prædiken. De synger: 'Min gud er så STOR!/Så stærk og så mægtig!/Intet er umuligt for ham,' Klap! Klap!

Missionens børn optræder inden aftenens prædiken. De synger: 'Min gud er så STOR!/Så stærk og så mægtig!/Intet er umuligt for ham,' Klap! Klap!

Kristine Killerich

31. juli 2009

Der er meget smukt ved Virksund. Små, buttede sommerskyer fjotter rundt i det blå og spejler sig ivrigt i det snævre Virksundstræde, der forbinder Hjarbæk fjord med resten af Limfjorden. Mjødurt og gederams kanter den sti, som omhyggeligt er slået hele vejen langs vandet gennem det høje, hvidtflimrende græs. Her kan man gå tur i ro og mag med uforstyrret udsigt til den anden side, hvor gule kornmarker strækker sig mellem hegn og små lunde. Ude på vandet ligger et hvidt, trekantet sejl og pynter. Du danske sommer ...

Inde på land ligger en stor campingplads opdelt af levende hegn i mange mindre campingpladser. Folk sidder foran deres vogne og fortelte og snakker, en større gruppe børn sværmer omkring lejrens vandpost og udkæmper drabelige vandkampe.

Pludselig kommer en tiger gående - på bagbenene. Det er Sofus, og man kan godt røbe, at der indeni befinder sig en mand. Det ved børnene også, ikke mindst hans lille, hørhårede søn, som trofast har en hånd i fars tiger-outfit. Hver dag henter Sofus børnene til børnemøde på den måde, at han starter oppe på bakken, bagest i lejren, med to lange snore på slæb. Så skal børnene holde fast i snorene, og efterhånden som Sofus nærmer sig børneteltet, har han to lange haler af børn efter sig.

Inde i børneteltet styrer Hanne mødet. Børnene synger: Gud er mægtig,/ jeg ved at Gud er mægtig./ De døve hører,/ De lamme går,/ De blinde ser igen.

Hanne bøjer armene i takt, knyttet næve, et hug med albuen, først med den ene, så med den anden. Pigerne følger hende, de holder sig for øren (døve), øjne (blinde) og tramper i gulvet (lamme). Det er noget mere spredt med drengene.

Vi er på bibelcamping med Luthers Missionsforening til Evangeliets Fremme. Folk er søde og imødekommende, børnene synger af karsken bælg.

Men trods idyllen er det onde - eller Den Onde - mere nærværende her, end de fleste andre steder.

Om eftermiddagen holder præst og missionær Bent Houmaa Jørgensen seminar om »åndernes magt og afmagt«. Han har været missionær i Tanzania og taler om uvidenhed i Tanzania og Danmark. I Tanzania hersker uvidenhed om evangeliet, mens onde ånder og besættelser er velkendte. I Danmark hersker der uvidenhed om djævelen, folk tror ikke på ham, og »det er et problem, hvis han virkelig eksisterer«.

Houmaa Jørgensen indleder med en bøn, hvor han blandt andet siger: »Hjælp os at forstå, hvordan tingene hænger sammen, så vi ikke bliver narret.«

Jeg studser, men efterhånden går det op for mig, at det netop er, hvad djævelen er ude på. »Man bliver narret og snydt ind i hans magt, uden at man ved det.«

Det forholder sig ifølge Bent Homaa Jørgensen således, at en af de øverste - eller måske den allerøverste - engel gjorde oprør mod Gud og blev kastet i dybet med de engleordener, der fulgte ham. Derved blev den usynlige verden delt i ondt og godt. Med Adams og Evas syndefald kom det onde derefter ind i den synlige verden. »Og netop fordi mennesket er skabt i Guds billede, blev faldet stort, det fik store konsekvenser, fordi vi var så ypperlig en skabning.«

Besat af djævelen

Bent Houmaa Jørgensen beretter om en kvinde, der gerne ville i kontakt med sin afdøde mor. En clairvoyant hjalp hende. Dernæst ville hun gerne selv lære at skabe kontakt, og den clairvoyante lærte hende det. Men som tiden gik, blev hun mere og mere spundet ind i åndeverdenen, og det viste sig til sidst, at det var djævelen, som talte med hendes mors stemme. Hun blev besat af onde ånder.

»Hun blev udfriet i Jesu navn af en præst. Noget, der kan virke godt og kærligt i den okkulte verden gemmer på et bedrag. Bagved er djævelen,« siger Bent Houmaa Jørgensen, men forklarer samtidig, at djævelen har mistet sin magt over de kristne. Netop derfor angriber han med forkærlighed kristne »for at vriste dem ud af Guds hånd«.

En sygeplejerske, der ligeledes har arbejdet i Tanzania, supplerer:

»I Afrika oplevede jeg en afrikansk gruppe kristne, som blev forsøgt generet af en troldmand. Men en kristen, kvindelig læge sagde, at vi aldrig skulle være bange, for troldmændene kan ikke finde os. De tager for eksempel en balje og hælder hår og negle i fra den, der skal besættes. Så viser ansigtet sig. Men hvis det er en kristen, kommer det ikke frem. Jeg hørte, at en troldmand direkte havde spurgt, 'om det var nogle, der havde noget med ham Jesus at gøre'. Da det blev bekræftet, sagde han: 'Så kan jeg ikke finde dem'.«

»Vi er dækket af blodet,« lyder hendes glade konklusion. Kristi blod, udgydt for menneskenes synder, tolker jeg. Godt, man kan sin Brorson, ellers var der meget her, man ikke forstod!

Det der med at være kristen er heller ikke så ligetil, opdager jeg efterhånden. Efter nogle gange at være stødt på en klippefast tro på, at skabelsesberetningen står til troende, indvender jeg, at der da er masser af kristne, som har det helt fint med evolutionsteorien. Men argumentet er ugyldigt, fornemmer jeg. De kan ikke lide at sige, at disse ikke er rigtige kristne, men det er det, der er humlen. At være kristen her betyder, at man deler missionens tro.

Efter at have talt - dels med Thomas, som har en ph.d. i matematik og fysik, dels med præsten Jørgen Skydstofte - må jeg konstatere, at jeg her i Virksund møder lyslevende folk, som jeg troede kun fandtes i det amerikanske bibelbælte.

»Videnskaben kan forklare hvordan, troen hvorfor,« siger Thomas. »Hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her, de eksistentielle spørgsmål kan videnskaben ikke forklare, det kan kun min tro.«

Så langt er det jo nemt at forstå, men så fortsætter han med at fortælle, at han tror på skabelsesberetningen.

»Mange har forsøgt at finde huller og paradokser, som efterfølgende har vist sig at have en ganske logisk forklaring. Jeg tror, der er ganske logiske forklaringer, som nok kommer frem en dag,« siger han, sådan set med henvisning til hele Bibelen. Thomas tror nemlig på hele Bibelen.

»Jeg tror let, man kan blive ledt på vildspor, hvis man ikke tager Bibelen bogstaveligt. Man kan nemt ryge tilbage. Djævelen vil ved list eller magt forsøge at få os væk fra Gud. Men det vi fokuserer på er at kende guldmønten på lyden, hellere den rette lære end alle de falske,» siger han.

Hans Kirk er yt

Derefter tager Thomas afstand fra Hans Kirks Fiskerne, noget jeg flere gange støder på:

»Men vi skal ikke være som i Fiskerne, hvor de slår hånden af dem, som ikke tror,« fastslår han.

Bent Houmaa Jørgensen formulerer til gengæld troen smukt: »Hvis jeg har Jesus, står han på Dommens dag i mit sted over for Gud.«

Hans kone, Vivi Houmaa Jørgensen siger: »Jeg er en tilgivet synder, som gerne vil være med til at lede andre mod himlen.«

Jørgen Skydstofte kommenterer Fiskerne kontant: » Vi vil ikke finde os i at blive tromlet ned af Kirk!«

Jørgen Skydstofte kommer fra et pietistisk arbejderhjem, fortæller han, og han læste teologi omkring 1968 - blandt andet sammen med Margrete Auken. Men hans studenteroprør var et andet end det, man normalt forbinder med ordet, understreger han, for »han ville have mere end det, man kunne få på universitetets teologiske fakultet«. Han har blandt andet været aktiv i oprettelsen af et kristent gymnasium i Ringkøbing, og han mener, at man skal mødes 'i det åbne land', ikke 'bag voldgravene', som han udtrykker det.

»Livet er godt, man skal ikke snævre det ind, men udvide det.«

Det er rart at være på Virksundcentret. Der er en oprømt stemning og mange glade gensyn, når folk ruller frem med deres campingvogn. Nede i centrets kælder holder købmanden til, omgivet af en hærskare af lyshårede unger, der er lige dele tiltrukket af købmandens slik og ham selv. Han er helt åbenlyst god til børn.

Lone har været med 15 gange. Hun er glad for fællesskabet, der er gode bibeltimer, og man taler godt sammen om de ting, man har en fælles interesse i, forklarer hun.

»Jeg synes, det er fint, at I kommer og hjælper missionen ved at skrive, så man ved, hvad der foregår,« smiler hun.

Jonna viser os sin Bibel. Den er gennemstreget med rødt og blåt, som end ikke min oldislandske grammatik i sin tid, og der er tilføjet bemærkninger i margin overalt. Når hun dør, skal et af hendes børn arve den, siger hun, »en Bibel er en meget personlig ting«.

»Salme 46, vers 1,« siger hun. »Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler.« Jonna fortæller om en sømand, der så netop denne skrift på skibssiden, da han var ude for en kapring ved Nigeria.

»Johs. Kap. 3, vers 8,« siger Bent Houmaa Jørgensen, »derfor blev Guds søn åbenbaret for at tilintetgøre djævelens gerninger.« Han fortæller, at han læste stykket, og at to piger der var besat, begyndte at ryste, råbe og vride sig; at præsten bød de onde ånder at fare ud, og at pigerne derefter var sat fri.

»Samtidig med at jeg læser, kommer Jesus nær og sætter dem fri!«

Det er hans pointe. I denne sammenhæng er min, at folk her på stedet kan sige: »Kap. 9, vers 19-20,« og så nikker forsamlingen indforstået: Det er jo Nehemias Bog, som beretter om genopbygningen af Jerusalems bymur efter tilbagekomsten fra Babylons floder, samt indstiftelsen af løvhyttefesten.

Man kan godt føle sig lidt hægtet af nu og da.

Jeg forsøger mig over for Jonna med, hvad der er blevet mit mantra her i lejren: »Måske er der mange veje.«

Hun svarer: »Jesus siger, jeg er vejen, sandheden og livet. Han siger ikke, 'jeg er en af vejene'.«

Små evolutioner

Til slut vender jeg mig til Svend Aage, som er den, jeg er kommet mest på bølgelængde med.

»Tror jeg, Gud har al magt,« spørger han.

»Tror jeg, Han kan skabe af intet? Så går jeg ikke så meget op i, om det skete på seks dage.«

»Vi løber da også panden mod istider og den slags, men det afgørende er, om Gud skaber ved sit ord. Om Han så kun har skabt én finke, som har udviklet sig til forskellige, er underordnet. Jeg har selv været landmand og været involveret i arbejdet med at fremavle landsvin, der var længere og mindre fede, og det lykkedes jo. Og et vildsvin og en gris kan parre sig. Så jeg kan jo se, at der sker mindre evolutioner.«

»Men jeg kan ikke forestille mig, at et dyr kan udvikle sig til et menneske!«

»Når evolutionsteoretikerne siger: 'Vi har ingen bedre teori', så tænker jeg: 'Det har vi!'«

Serie

Seneste artikler

  • Det slutter i Nykøbing Falster

    17. august 2009
    Hele sommeren har Information jagtet den onde provins. Nu er turen kommet til forfatteren Knud Romers barndomsby. Hvis det ikke lykkes at finde det onde her, lykkes det ikke
  • Fisk og gamle suppehøns

    28. juli 2009
    Bisserup ligger midtvejs mellem Næstved og Skælskør, en gennemført idyl af en fisker-landsby, lige ud til Smålandsfarvandet. Derude på vandet hentede beboerne førhen deres udkomme. I dag domineres Bisserup af tilflytterne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Storinggaard

Hvorfor sagsøger vi ikke disse forældre, en gang for alle, for misrøgt? At opdrage børn i og til en falsk verdensopfattelse, er skadeligt for disse børns (og dermed for civilisations) fremtid.

Man gør ikke sine børn (eller verden) en tjenste ved at opdrage dem til et statisk verdensbillede hvor de er centrum for alt i universet. Vi kan måske ikke gøre noget for forældrene, men vi kan redde børnene og deres fremtid.

Fordi så er vi ikke et hak bedre end dem. Indoktrinering skal ikke imødekommes med forbud og indoktrinering.

Kristne har lov at være kristne på samme måde som muslimer har lov at være muslimer, og budhister har lov at være budhister, etc..
Jeg har min holdning til kristendom, men ser ikke nogen grund til at spotte de troende, forbyde dem at have deres tro. Mine besværligheder med kristendommen kommer til udtryk i min omgangskreds, og helst ikke andre steder.

Undtagelsen er dog når jeg møder folk der vil missionere, og frelse mig fra mig selv. Det finder jeg komisk, især når de antyder at jeg spiller og lytter til djævlens musik.

Når alt kommer til alt er det altid djævlen der har haft den fedeste musik :).

,« siger Thomas. »Hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her, de eksistentielle spørgsmål kan videnskaben ikke forklare, det kan kun min tro.«

---------------

Den (vantro) Thomas kunne jo selvfølgeligt os' spørge sin mor.

Den (vantro) Thomas kunne jo selvfølgeligt os' spørge sin mor.

-------

Men hun kender jo kun halvdelen af svaret på det.

Den Gordiske Knude

Lenin: Al religion ( også de mest højt udviklede former ) er i virkeligheden "bare" forfædre(m/k)dyrkelse.

----------------------

Monoteisterne synes selv meget uenige om dette:

Men medmindre der med: Den ene gud -

menes: Manden og Kvinden forENet.

Er monoteisme så jo næppe alligevel Forfædre(m/k)dyrkelse, men er så snarere bare: Forfatter(m/k)dyrkelse.

Som bla.a. genetikere jo påpeger har Manden og Kvinden tilsammen selv det nødvendige og tilstrækkelige, til (mere/mindre blandet) : At bringe forfædrene(m/k) tilbage til Livet.

Så i den udlægning af troen er præsteskaber jo særdeles overflødige - så gæt hvilken udlægning de foretrækker :-)

Især en person med en ph.d. grad i fysik og matematik, kan jo så se et tegn ( omend i en mindre indviklet udgave end den Gordiske Knude ),
fra ( bla.a ) Niels Bohr om hvilken af udlægningerne han fandt at være: Den mindst ringe.

Hvor blev Nødvendigheden af - om der aldrig var nogen nød ?

Efter at have tænkt lidt på følgerne af det som det spørgsmål påpeger ( og de er temmeligt store og væsentlige ), bør man tænke lidt på sætningen:

"Fri os fra det onde" 's

tilstedeværelse i: Fadervor.