Nyhed
Læsetid: 3 min.

I gang, jovist, men kun lige akkurat

Branderter imploderer, argentinere skuffer, danske drenge distanceblænder og en mand og hans maskiner tiltrækker sig opmærksomhed. Hvor ellers, end på Roskilde?
Trentemøller var et af to danske navne, der er blevet kendt uden for landet, men overbeviste først for alvor, da elektronikken blev suyppleret med håndspillede instrumenter.

Trentemøller var et af to danske navne, der er blevet kendt uden for landet, men overbeviste først for alvor, da elektronikken blev suyppleret med håndspillede instrumenter.

Kultur
4. juli 2009

Allerede inden alkoholen for alvor finder sit flow, er Roskilde-stammen stegt. Under en nådesløst gavmild sol. I dække i dyngevis under teltduge og sugende bare lidt minimal skygge fra en wire eller en bod med festivalfrikadeller.

Det er bragende steghed, sveddrivende festival, og det er et passende klima for Buenos Aires-hipsterne i Zizek Club, som tidligt torsdag aften bringer os de seneste tidender fra globalisternes overdrev.

Dérude blander man - i hvert fald som argentiner - den folkelige genre cumbia (tænk latinamerikansk suppe-steg-og-is) med de hiphop- electronica- og dub-inspirationer, man har fået fra den vestlige verden som vinylplader og downloads .

Utrolig labert sådan at blive svøbt i eksotiske grooves og hidsende vokalisters nye rapporter fra den latin-amerikanske krops kuglelejer, mon ikke? Desværre ikke helt. Den nye, langsomt cirklende cumbia har helt klart et potentiale nede i bas-regionerne, men det bliver hurtigt fortærsket denne aften, og løftes ikke nok oppe i mellemtonen af de kun moderat underholdende vokalister.

To minutters gang mellem allerede imploderende branderter, men også blot lunt snalrede individer, leder deres udsendte frem til amerikanske St. Vincent.

En mager dame med masser af kontrol, også for meget kontrol, men også gode sange i bagagen. Bandet er habilt og lister med kattepoter gennem numrene. Indtil St. Vincent slipper noget af kontrollen og hælder støj ud af sin elguitar - som hun betvinger med kopieringer og hilsner til Hendrix. Hun læner sig ind over guitarhalsen, hun krummer sig sammen om den seksstrengede krop og sangene flås åbne og blodige - før de igen lukker sig og retter på kjolerne.

Det skulle de tage at holde op med. For det er når sangenes raffinnementer krølles yderligere af følelsesudbrud, at St. Vincent bliver interessant. Det er hun kun i sprøjt i de 40 minutter, jeg når at overvære.

Så må jeg videre til de danske stjerner i Mew, der helt anderledes ubetinget åbner for sluserne under deres koncert i det lovlig rungende Arena-telt. Detonationen og distanceblænderiet er så også en helt ufravigelig del af Mews musik, især under så store og velbesøgte koncerter. Og de formår som få at styre de store bogstavers udtryk - ikke mindst fordi de evner at fusionere det med sartheden i Jonas Bjerres stemme, der stadig når helt utroligt højfrekvente områder, endda med en vis blød fylde intakt.

Hits som »Special« og »Zookeeper's Boy« rammer balancen mellem strålende sangskrivning og bombastisk retorik i Arena-teltet. Mens andre sange virker mere hule og effektjagende - som på plade - men de er alle affyret med forbilledlig koncentration og professionalisme i de 40 minutter, jeg følger, inden stafetten overlades til min kollega Skyum-Nielsen (læs videre i hans anmeldelse her på siden).

Bedst med trommer

Og det fører denne anmelder og denne anmeldelse frem mod aftenens clou. En anden dansk verdensstjerne, hr. Anders Trentemøller, der som den første får lov at spille over midnat på en torsdag på Roskilde Festivalen.

Det sker med et stort anlagt, minutiøst planlagt og stramt ekseveret show, som i lange passager gennem dets to timer camouflerer det faktum, at hovedpersonen er en enkelt mand, der står og kigger ned i sine maskiner, mens han vrider - kompetent, yderst kompetent - på knapper.

Det er der så kompenseret for på med en projektørbesat scene ude i publikumshavet samt inde på hovedscenen en hær af kunstnerisk iscenesatte dansere og et par imponerende paraboler, som belyses med røde farver, der forvandler dem til sitrende valmuer samt med grædende øjne, der afgiver lysende, konkrete hængende glastårer i snore op til lydtårnene. Et imponerende og til tider decideret brillant visuelt show.

Musiksættet bringer Trentemøller vidt omkring og så alligevel ikke. Fra Sort Sols »Copenhagen« over Soft Cells »Tainted Love« og Britney Spears' »Toxic« til temaet til Twin Peaks.

Han er en mand, der kan sin pop- og rockmytologi, som han iscenesætter som korte referencer og ætsende lydsprøjt på bredt lærred. Men det foregår stort set altid under technoens og house-musikkens pulsslag, og det formår han ikke at variere afgørende. Først for alvor da Mikael Simpson på bas og Henrik Vibskov på trommer indsprøjter analog adrenalin. Og dermed bliver aftenens clou til et strålende show og en knap så interessant koncert.

Så festivalen er i gang, jovist, men kun lige akkurat. Vi har jernskjorterne på og er alle klar. Forbavs os.

Zizek Club, Cosmopol. St. Vincent, Astoria. Mew, Arena. Trentemøller, Orange. Fredag. Dyrskuepladsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nogen der har set mine sandaler?