Læsetid: 7 min.

Hele mit liv har jeg villet være berømt

Instruktøren Nicolas Winding Refns nye film, den engelsksprogede ’Bronson’, handler om Storbritanniens farligste forbryder, Charles Bronson – om instruktøren selv og om at finde en scene at optræde på
Instruktøren Nicolas Winding Refns nye film, den engelsksprogede ’Bronson’, handler om Storbritanniens farligste forbryder, Charles Bronson – om instruktøren selv og om at finde en scene at optræde på
17. juli 2009

Når Nicolas Winding Refn siger, at hans seneste film, det barokke, engelsksprogede drama Bronson, også er hans mest personlige, har det ikke noget at gøre med, at den danske filminstruktør minder om filmens hovedperson, den britiske røver, voldsmand og livstidsfange Charles Bronson, som regnes for at være Storbritanniens farligste forbryder, og som har tilbragt mere end 30 år af sit 56-årige liv bag tremmer, hovedparten af tiden i isolation.

I stedet for at lave en traditionel biografisk film om Bronson – hvilket der ellers var lagt op til, da Winding Refn blev spurgt om at instruere filmen – har han lavet en slags kunstnerportræt; en film om selviscenesættelse og om at finde den rigtige måde at udtrykke sig på.

Charles Bronson, der er født Michael Peterson og tog navneforandring, da han en kort overgang ernærede sig som bokser, skildres i filmen som en dygtig performer, der bruger fængslet som sin scene. Han er, som en britisk anmelder skrev, en kunstner uden kunst. Og man kunne tilføje, at Bronson er sit eget kunstværk, og hans ekstreme, voldelige opførsel – hvor han tager fængselsindsatte som gidsler eller slås med fængselsvagterne – er måden, han dyrker sin kunst på.

Blandt andet derfor lader Nicolas Winding Refn Bronson (spillet af Tom Hardy) fortælle sin egen historie på en scene foran et festklædt publikum, der morer sig og klapper, når han er allermest vild og voldsom. Et billede på, hvordan Bronson ser sig selv: »Bronson er jo en blanding af solid, engelsk socialrealisme og en engelsk teatertradition,« siger Nicolas Winding Refn, der mener, at galningen er en stor del af vores dramaturgi.

»Det er godt drama.«
Vi sidder på en fashionabel café på et Østerbro, der ikke minder meget om Englands triste fængsler eller de barske, kriminelle miljøer i København, instruktøren har skildret i sin succesfulde Pusher-trilogi. »Bronson handler om det, man går igennem for at prøve at lave noget, der er kunst. Vi prøver alle sammen at finde vores scene, og når vi finder den, skal vi finde ud af, hvordan vi skal udfolde os. Berømmelse er en meget stor del af det. Det første manuskript, jeg læste, var meget traditionelt og prøvede at retfærdiggøre hans handlinger og analysere ham, så man kunne forstå ham og acceptere, at han var lige så fantastisk som alle andre mennesker. Det var ikke noget, som interesserede mig. Bronson er jo ikke en film om Michael Petersons liv. Det er ikke en biopic, men en fortælling om transformationen fra Michael Peterson til Charles Bronson, det her popikon,« siger Nicolas Winding Refn.

Bronson selv var der ikke adgang til – han er bag lås og slå og må ikke tale med andre end sin advokat. Men så læste Winding Refn Bronsons selvbiograf, Loonyology: In My Own Words, og tingene begyndte at falde på plads.

Den røde tråd

»I biografien fortæller han om, at han altid gerne har villet være i fængsel, og det gav mig en indgangsvinkel til materialet. At det var en film, som ikke handlede om at slippe ud af fængslet, men om at blive inde, og som rent manuskriptmæssigt stod i kontrast til alt det, der ellers var skrevet om ham. Det næste var så: Hvorfor vil han blive inde? Og så var det, at jeg kom på ideen med, at han gerne vil være kendt. Det er på en eller anden måde en rød tråd gennem hans liv.«

Nu kunne Nicolas Winding Refn se en film for sig. Han bad producenten afskedige alle, der indtil da havde haft med filmen at gøre, og begyndte så forfra på manuskriptet.
»Mens jeg skrev filmen, kom den på en måde til at afspejle mit eget liv. Det er det tætteste, jeg nogensinde kommer på at lave en film om mig selv. Det var også derfor, at jeg optog mange scener om, især i filmens sidste halvdel. Hvis jeg ikke kunne se mig selv i en scene, gik jeg tilbage og lavede den om.«

»Bronson siger på et tidspunkt: ’My name is Charles Bronson, and all my life I wanted to be famous.’ Han har ikke så mange muligheder, og det er ligesom mig selv, da jeg var yngre. Jeg ville være kendt, ja, ikke bare kendt, jeg ville skabe min egen myte, før jeg blev 40. Det var en stor drivkraft for mig og min indgangsvinkel for at finde en scene at optræde på.«

Forsmået kunstner?

Nicolas Winding Refn er 38 – han fylder år til september – og har allerede haft et vist held med at skabe sin egen myte som kompromisløs kunstner, der har høstet mange kritikerroser både ude og hjemme. Han er gået konkurs flere gange og er hver gang vendt tilbage med et nyt selskab og en ny film i støbeskeen. I efteråret 2007 optrådte han ad flere omgange i DR2-programmet den 11. time, hvor han fortalte om sine kunstneriske og økonomiske fallitter, problemerne med at få finansieret sine film, skarpt kritiserede den samlede, danske filmbranche og i det hele taget gav udtryk for, at han følte sig uelsket, usikker og uanerkendt.
Det var umuligt at gennemskue, hvem der tog fusen på hvem; om den 11. time kynisk udstillede et sårbart menneske på afgrundens rand, eller om Nicolas Winding Refn blot spillede rollen som forsmået, fortvivlet kunstner.

»Det er noget, du aldrig vil få at vide,« siger han med et skævt smil, da jeg spørger.

»Bronson vil ikke kontrolleres eller aflæses. Han vil ikke kunne forstås, men være fuldstændig uafhængig af alle andres opfattelse af ham. Sådan har jeg det også. Jeg vil altid vælge at gøre noget andet end det, folk forventer. Måske er det usundt, men det ligger meget dybt i mig.«

Kunstnerisk genfødsel

Jeg prøver at fiske lidt mere, og selv om Nicolas Winding Refn ikke direkte vil tale om den 11. time, får jeg alligevel en slags forklaring.

»Jeg har en mørk side inden i mig, som skal ud, fordi den gør mit liv meget uharmonisk,« siger han.

»Min karriere består af to dele. Den første begynder med Pusher (1996) og ender med Fear X (2003), der er meget nihilistisk og destruktiv, både kommercielt og kunstnerisk. Ikke at der er noget i vejen med det, men det blev så indskrænket, og det hele brændte sammen for mig, og jeg fik en stor gæld. Jeg rejste mig så igen og lavede Pusher 2 og 3 (2004-05). Det er min anden fase. Alt det, man skal gå igennem i løbet af en karriere, har jeg gået igennem på nogle få år, og jeg er nået ud på den anden side og har nu et meget mere sundt forhold til det, jeg laver – og er blevet bedre til det.«

Blandt andet har Winding Refn lært at slappe af og ikke at være så fokuseret på resultatet, når han laver film.
»I mine tre første film var jeg besat af resultatet og af, at det skulle være det rigtige resultat. Nu er det, som om jeg går til det på et slags børnehaveplan. At det på en måde er en følelse, som skal uddrives, og så bliver det, som det bliver. Så bliver det sit eget. De tegninger, som Charles Bronson laver i fængslet, er infantile, og teknisk set er de på et meget lavt niveau. Men de er ekstremt oprigtige. Man kan sige, at det i virkeligheden er større end folk, der laver bedre og mere velovervejet kunst.«

Instruktøren kan godt selv se ironien i, at en film, han blev bestilt til at lave, er endt med at være hans mest personlige. Men han havde intet at miste, da han sagde ja til at lave Bronson for kun fem millioner kroner, og filmen endte med en slags kunstnerisk og økonomisk genfødsel for instruktøren.

»Jeg var så ligeglad, og det betød, at det var en befrielse at lave den,« siger Winding Refn, der efter Pusher 3 endelig havde fået betalt sin gæld af, men havde meget svært ved at få finansieret sit næste projekt, vikingefilmen Valhalla Rising. Så blev han tilbudt at instruere et spillefilmlangt afsnit af en Miss Marple-tv-serie – det ene afsnit blev til to – og det gav ham ny energi.

»Det var ret sjovt at lave noget – Miss Marple er i virkeligheden ret komplekst – hvor man intuitivt finder frem til den rigtige måde at gøre det på. Det var en god muskel at få trænet. Miss Marple førte mig til England, og da jeg kom tilbage, indså jeg, at jeg var nødt til at lukke alt det ned, jeg var i gang med sammen med andre, og begynde forfra alene. Jeg fik et pusterum og kunne se min verden og situation på en anden måde og tænkte, ’nej, det her går ikke.’«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu