Læsetid: 6 min.

Historien lever kun i øjeblikket

I storytelling-organisationen The Moth i New York City har alle mennesker en historie at fortælle. Og succesen vokser - lysten til at fortælle og lytte er stor
Det kan være grænseoverskridende at gå på scenen og fortælle sin historie, lyder det fra folkene bag The Moth, men stedet er populært, og hvis man vil fortælle en historie eller lytte til de andre, skal man være hurtig på aftrækkeren, for der er rift om pladserne.

Det kan være grænseoverskridende at gå på scenen og fortælle sin historie, lyder det fra folkene bag The Moth, men stedet er populært, og hvis man vil fortælle en historie eller lytte til de andre, skal man være hurtig på aftrækkeren, for der er rift om pladserne.

Flash Rosenberg

16. juli 2009

»Jeg havde længe ledt efter en frisure, jeg gerne ville have. En dag fandt jeg den. I et bøssepornoblad,« siger Berry, og publikum bryder ud i latter.

Jeg sidder i det proppede lokale på Nuyorican Cafe, Manhattan, til The Moths storyslam . Aftenens tema er hår. Før Berry kom på scenen, fortalte Megan om, hvordan hun som teenager skrev sin kærestes initialer ind i sine kønshår.

Berry er en mere talentfuld fortæller end Megan. Han har en tydelig fornemmelse for balancen mellem at øse ud af sin fortælleglæde og holde publikum i et fast greb. Hans stemme er kraftfuld og drilsk. Ligesom de andre fortællere er han klædt i hverdagstøj, jeans og en T-shirt. Hans blege ansigt med de sorte poser under øjnene står i skarp kontrast til hans kulørte historie om, hvordan han klippede pornomodellens hoved ud af bladet, så frisøren ikke skulle se, at han dyrkede anal- og oralsex på én gang.

Lysten til at fortælle og høre historier er stor. 55 personer har tilmeldt sig som fortællere denne aften. Ud af dem blev 10 trukket ud i lodtrækningen. Det var grunden til, at The Moth startede deres storyslam , fortæller danske Lea Thau, lederen af The Moth, da jeg møder hende på hendes kontor.

»Vi fornemmede, at der var et langt større behov for at høre og fortælle historier, end vi kunne tilfredsstille med vores ' Main Stage ',« siger hun.

Nøgen og åben

The Moth er vokset betydeligt i format, siden Lea Thau ledte organisationen fra sin etværelseslejlighed i Brooklyn.

- Hvad er det unikke ved storytelling?

»Historien lever kun i øjeblikket og kun i sammenspil med publikum. Ved andre kunstformer træder kunst- neren ind på scenen i et spotlight og opfører et eller andet for et publikum, der sidder i en mørk sal. Det er i højere grad en envejskommunikation. Til storytelling på The Moth sidder fortælleren mellem publikum ved små borde, og lyset på scenen er så blødt, at den optrædende kan se publikum. Det er, som om alle holder hinanden i hænderne under bordene,« siger Lea Thau og fortsætter:

»Det unikke ligger også i kunstformen. Hvis en fortæller skal lykkes med sin historie, skal han tage publikum ind. Kun hvis han tør det, bliver han en succes. Det er en meget nøgen og åben position at stå i. Han skal fortælle noget personligt. Han har ingen bog eller guitar at gemme sig bag. Han træder ikke engang ind i en rolle. Han er bare sig selv. Mange fortællere siger, at det er det mest uhyggelige, de har prøvet.«

- Så storytelling som kunstform nedbryder performancerollen?

»Ja. Folk kommer selvfølgelig på grund af historierne, men også fordi de møder et menneske mere end en performer. Til showene er der stor tolerance for fejl. Hvis en fortæller pludselig siger: 'Hov, nu har jeg glemt, hvad jeg skulle sige', er publikum ligeglad, men de tolererer ikke, hvis han gemmer sig bag en rolle, som ikke er hans autentiske,« siger Lea Thau.

The Moths succes ser ud til at blive ved med at vokse. Et radioprogram er ved at gå i luften, og Moths podcasts bliver downloadet i tusindvis hver uge.

- Vi mennesker fortæller hele tiden historier til hinanden. Hvorfor er storytelling interessant?

»Det giver mulighed for at opleve verdens mangfoldighed samtidig med en fælles menneskelighed. På The Moth hører man historier om folk, der er vokset op i Himalaya-bjergene, ting der er meget langt væk fra ens eget liv, men samtidig oplever man, at der er noget almenmenneskeligt og universelt i historierne,« siger Lea Thau.

»Vi har tit travlt med at sige, at vi mennesker ikke er forskellige, for hvis vi fremhæver forskelligheden, glemmer vi vores fællesskab. Storytelling kan vise os, at verden er fuld af forskellige mennesker, steder og oplevelser, men at vi har noget til fælles neden under alt det. Begge dele kan eksistere i en god historie.«

Dårlig historier dør

På The Moth tror man på, at alle har en historie at fortælle. Derfor lægger man vægt på at give alle slags mennesker - hjemløse, kriminelle, ugleeksperter, pædagoger og astronauter - mulighed for at fortælle deres historie. Der er ingen krav til, hvad historierne skal handle om, men de skal være sande. Det er en del af The Moths brand.

»Hvis du er en blændende fortæller og kan overbevise publikum om din historie, så er jeg personligt ligeglad med, om den er sand. Engang i et Moth Outreach Program arbejdede jeg med en psykotisk kvinde, der overbevisende kunne fortælle om, hvordan hun havde været indlagt sammen med Alice Cooper, og hvordan hendes mor lavede spagetti til Frank Sinatra, når han kom på besøg i hendes barndomshjem. De historier fungerede,« siger Lea Thau og tilføjer:

»Men det er sjældent, at en fortæller kan slippe af sted med at fortælle noget, der ikke er sandt. Det bliver ikke troværdigt. Dér lægger nok den store forskel på den skriftlige og mundtlige fortælling, for man kan godt skrive på en virkelig dårlig roman i tre år, men man kan ikke stille sig op og fortælle en dårlig historie i mere end to minutter, før man indser, den ikke holder.«

- Hvordan adskiller den mundtlige og skriftlige fortælling sig ellers?

»En mundtlig fortælling har en anden økonomi. Det er her og nu. Forfattere er tit de dårligste historiefortællere, fordi de ikke kan være banale nok og få kogt historien helt ned til benet. At læse og skrive er ofte en oplevelse, der er forbeholdt én person, men en mundtlig fortælling giver mulighed for at mødes omkring historier,« siger Lea Thau.

Alle har en historie

Før hver Main Stage og Moth Outreach Program-show ligger der ugevis af arbejde for Moths instruktører med at hjælpe de optrædende til at finde ud af, hvad deres historie handler om, og hvordan de får den fortalt. En søndag eftermiddag deltager jeg i et Moth Outreach Program i All Angels Church, Manhattan, hvor Peter Aquero er instruktør.

Deltagerne fortæller på skift historier til hinanden. De er en blanding af folk, der hører til kirken og tidligere og nuværende hjemløse, der får gratis kaffe og franskbrød i kirken om søndagen.

En italiener i et hvidt jakkesæt og vandkæmmet hår sidder ved siden af en hjemløs kvinde med affarvet pink hår og dårlige tænder. Italieneren taler ud i en køre, om dengang han flyttede til Dallas i Texas.

Peter Aquero afbryder ham med jævne mellemrum og forsøger at lede ham tilbage på sporet af historien. På et tidspunkt spørger en af de andre deltagere:

»Hvad handler din historie egentlig om?«

Det gør italieneren tavs.

»Det er klassisk, at I ikke kender jeres historier, når I begynder på dem,« siger Peter Aquero,

»I tror, at I vil fortælle en historie om én ting, men i virkeligheden handler jeres historie om noget helt andet. Det vigtigste er, at I bliver ved med at stille spørgsmål til historien, så I lærer den at kende.«

I arbejdet med storytelling spørger instruktøren ind til mange aspekter af deltagernes liv for at finde ud af, hvad deres historie handler om, og hvorfor de vil fortælle den.

Det finder deltagerne tit grænseoverskridende, og netop de mange spørgsmål har været et problem for Peter Aquero i arbejdet med en gruppe unge kriminelle, fortæller han, da jeg følges med ham ud til ungdomsfængslet Pomesa i Bronx næste dag.

»Mange af drengene var mistroiske og troede, jeg udspurgte dem, fordi jeg var civil betjent,« siger han.

Af de 12, der begyndte, fortæller kun fire deres historie til finaleshowet i dag. Til at begynde med vil Mike slet ikke komme ind i lokalet og fortælle sin historie. Han bliver stående i døråbningen. Mens Peter Aquero overtaler ham til at træde over dørtrinnet, sidder Derek og Todd og surmuler med hver deres gymnastikpose på ryggen. Will ser ud, som om han er ved at kaste op af skræk. Han er også nervøs, fortæller han mig, fordi der er kommet så mange for at høre ham. Jeg ser mig omkring. Vi er 10 personer i alt.

Drengenes historier er barske. Mike fortæller om hans kæreste, der blev slået ihjel af en bande, Todd om sin mors mand, der bankede hende. Kun Will fortæller en humoristisk historie om et fejlagtigt forsøg på at score en pige.

Der er helt stille i rummet, mens drengene fortæller, og bagefter ændrer stemningen sig fuldstændig. Drengene griner, slår hinanden på skuldrene og skal alle sammen vise mig deres Moth Shop-diplom. De er tydeligvis stolte.

»Hvorfor fortalte du ikke en historie?« spørger Will John, en af de drenge, der gik ud af programmet undervejs.

»Jeg havde ikke nogen historie at fortælle,« svarer John.

»Det har alle da,« siger Will.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu