Hvorhen? Og med hvor mange fadøl?

Der er to fundamentale spørgsmål, som bliver stillet og besvaret igen og igen på Roskilde Festivalen: Hvorhen? Og med hvor mange fadøl? Det sidste spørgsmål vil jeg lade være op til den enkelte og situationen, det første vil jeg - >her fra skrivebordet med ørerne begravet i musik og med et 20 års jubilæum på festivalen for døren - forsøge at besvare med en krøllet og mangestrenget guide til et minefelt af potentielt store oplevelser.

Der er mange stier at følge, og ingen grund til at blive på én. Jeg havde i flere år et motto: »When in doubt, go ballroom«. Det var dengang, der var noget, der hed sådan. Dengang det, man kan kalde for verdensmusikken, havde sit egen oase/ghetto på festivalen. Nu er traditionerne fra fremmede egne - opdaterede eller velkonserverede - spredt ud over mange scener. Klogeligt. For verden ankommer til os i mange afskygninger og er lykkeligvis langt mere integreret i vores musikkultur, end det passer gamle rockistiske mænd og et nu stuerent parlamentarisk grundlag for regeringen.

Tag for eksempel argentinerne Hijo De La Cumbia og Zizek Club (en hip Buenos Aires-klub på turne), der bringer os de nyeste fusioner og danse-lyde fra Sydamerika: Den colombiansk fødte tradition cumbia mixet med dub, electronica, hiphop, you name it. Lyden af den kommende tids festmusik? Eller The Very Best, et samarbejde mellem fransk-svenske Radioclit og malawiske Esau Mwamwaya om luksuriøs og offensiv africana-club-sound. Eller den futuristiske dancehall, en amerikansk-britisk opdatering af jamaicanske soundsystems, forestået af Major Lazer.

Afrika og Finland

Festen kan også være mere rent vestlig som hos techno/house-navne som Trentemøller & gæster (det kan blive et brag), Deadmau5 eller The Field (der afløser Wavves). Ja, den kan lige frem være ærkebritisk som hos d'damer Lily Allen og lovende Little Boots samt ska-veteranerne i Madness (mon de kan holde tempoet? For hvis...). Og den kan være malinesisk, liflig og lyksalig som hos Issa Bayayogo eller det blinde, mageløse ægtepar Amadou & Mariam.

Eller den kan være farvet af amerikansk funk, men alligevel umiskendeligt afrikansk, som hos den nigerianske pioner Tony Allen eller den malinesiske sangerinde Rokia Traoré, som har taget Allens og afdøde Fela Kutis afrobeat-landvindinger til sig og mixet dem med andre traditioner: Rystet dem godt og hældt dem ud i nye graciøse former og farver. Urørlig dansemusik.

Men man kan da også bare tage til Finland, hvis man vil have eksotiske oplevelser. Prøv Paavoharju, som vist har adgang til en kortbølgeradio fanget mellem en psykedelisk, en folkemusikalsk og en hjemmepoppet kanal. Meget sært. Eller tag til Færøerne med Orka, som går til værktøjskassen, som andre går til guitar og trommer.

Eller tag til Sverige i selskab med Fever Ray, som blander (vistnok) samisk inspireret og elektronisk manipuleret sang med gotisk synth, uforlignelig dark-pop og sågar ABBA-harmonier. Et muligt højdepunkt, hvis man er til dunkle højmesser.

Hvis man er til innovativ pop og rock uden for mainstream, som man kan miste jordforbindelsen til, så er britiske The Chap en potentiel åbenbaring - >og ligeledes landsmændene i Micachu & The Shapes. Her splittes genkendeligheden ad for at genopstå i ekstatisk opfindsomme, stilistisk sprudlende, melodisk uforudsigelige og rytmisk rasende raffinerede former.

Hiphoppen kort: Sydstats-rapperen og -innovatøren Lil Wayne kunne blive et drøn, Steinski er en vigtig turntable-veteran, Kanye West har gjort hiphoppen til et spraglet popland, La Coka Nostra er hardcore-hiphop fra en sirene-befængt virkelighed og Malk de Koijn vil sandsynligvis forsvare de hjemlige farver med et hos bookmakerne forventet brag af en comeback-koncert.

Tung og/eller hård rock kan nydes i form af egensindig black metal fra Satyricon, jazz- og metal-ekstremisme fra Zu, stålsat raseri fra Cancer Bats og måske fordums storhed genopvakt af Faith No More, hvis comeback dog har høstet kritiske røster tidligere på turneen. Og så er der eksperimenter i og omkring rocken i skikkelse af Gang Gang Dance og Black Dice, der spiller op til stammedans på hver deres kropsligt offensive og raffinerede facon; samt sammensat og gerne støjende inderlighed fra St. Vincent og følelsespakkede orkaner fra Marnie Stern.

Følg maven

Glem heller ikke de vokalharmonisk højstemte Fleet Foxes og indie-rock-udbryderkongerne Deerhoof. Eller dubstep-mesteren 2562 og klaver-dekonstruktøren Hauschka. Og så glemte jeg næsten at nævne koryfæer og ikoner som Grace Jones, Nick Cave & The Bad Seeds, Pet Shop Boys og Nine Inch Nails. De burde være leveringsdygtige på hver deres måde.

Man kan ikke træde ind i den samme Roskilde Festival to gange. Så erfaring er en begrænset hjælper. Denne signatur kan tage fejl. Og dagsform og sindstilstand kan være helt afgørende for oplevelserne - din såvel som musikernes. Så kombiner venligst disse velmenende råd med noget så gammeldags som instinkt. Fold ørerne ud og lad musikken herske. Bare i fire dage.