Ingen tid til leg

Det er kvindernes semifinaledag ved Wimbledon, de fire bedste i verden er i aktion på det mægtige centre court ved årets mest prestigefyldte turnering, og deres udsendte medarbejder er så godt som ligeglad.

Det er ikke fordi, der ikke er spænding om udfaldet. Elena Dementieva og Serena Williams har lige udkæmpet en neglebider af en maratonkamp, som Williams vandt med 8-6 i tredje og afgørende sæt. Og det er heller ikke fordi, det ikke er imponerende at se dem hamre bolden af sted med præcision og konsekvens, overhovedet ikke, det er endog vældig imponerende. Men når den umiddelbare fascination af spillernes slagstyrke og vedholdendhed har lagt sig, synes der ikke at være så meget tilbage.

Lige nu spiller Venus Williams (185 cm) mod Dinara Safina (183 cm), og det er nogle seriøse slagudvekslinger, de har gang i. Bogstaveligt talt seriøse. Her er ingen følt slice, og hvor er den pludselige stopbold, svirpet med håndleddet, baghåndssmashet, halvflugtningen, den kælne boldbehandling, ja, hvor er legen egentlig henne?

Den er svær at få øje på, og man forstår hvorfor. Når de en sjælden gang imellem prøver noget uventet - hvilket vil sige alt andet end en topspunden forhånd eller dobbelt baghånd - ser det decideret akavet ud. Det sker som regel, når de bliver lokket frem til nettet eller presset helt ud i siden; situationer hvor et vanligt grundslag er utilstrækkeligt. Da bliver det tydeligt, hvor relativt snævert deres slagrepertoire egentlig er, for de formår ikke at løsrive sig fra grundslagets teknik, dets greb om ketcheren, dets samtlige bevægelser, som de har trænet i uendeligheder og kan i søvne. Resultatet er både uskønt og ineffektivt, som at male porcelænsfigurer med en fejekost.

Drej grebet

»Det er en smule ensformigt,« siger Tine Scheuer-Larsen, tennistræner i HIK og kommentator for Eurosport, da jeg spørger hende om moderne kvindetennis. Hun var selv professionel i 1980'erne, da hun nåede op som nummer 34 på verdensranglisten.

»Det er meget powerbetonet i dag, især efter [Justine] Henin er holdt op, hun var en kontrast, der kunne dæmme op for det der powerspil,« siger Tine Scheuer-Larsen.

»De slår jo megahårdt. Jeg har selv stået og slået med Caroline [Wozniacki], og den kommer bare så tungt tilbage. Det, de kan, kan de bare så godt. Men de mangler lidt at blokere, bruge enhåndsslicen og flugtningerne, de har ikke en enhåndsflugtning, det er med to hænder eller en slagflugtning.«

»Jeg savner noget 'drengespil' en gang imellem, hvor de lige drejer grebet i stedet for at løbe op til en kort bold og så stadig slå med forhåndsgrebet.«

- Hvorfor tror du, det er sådan?

»Det har dels at gøre med den måde, der bliver trænet på. Der bliver hamret til bolden i stedet for leget med den. Det er som om, der bliver leget mere hos drengene, helt fra barnsben, når der bliver leget med bolde.«

»Men spørgsmålet er også, om de er indstillet på at udvikle sig. Det er jo svært, når man ligger i toppen med det spil, man har.«

Deres udsendte medarbejder er gået ud på bane 4 for at se morgendagens stjerner. Kristina Mladenovic ligger nummer et på juniorverdensranglisten og er topseedet i Wimbledons pigeturnering.

Den 180 centimeter høje franskmand er i gang med at molestere amerikaneren Sloane Stephens, og det foregår med nøjagtig de samme værktøjer, som er i brug inde på centre court: Det ene kapow-grundslag efter det andet og server med 190 km/t. Der er ikke mange små finesser at glæde sig over undervejs, men det er der heller ikke brug for. 6-1, 6-0 vinder 16-årige Mladenovic. Hun ligner et godt bud på en fremtidig Wimbledonmester.