Læsetid: 5 min.

Der er intet at lære i Dødehavsrullerne

Dødehavsrullerne blev fundet på Vestbredden i 1947 og blev 20 år senere konfiskeret af de israel-ske myndigheder. Nu kan de ses på en udstilling i Toronto, hvor den besatte Vestbred ikke nævnes med et ord
17. juli 2009

Nu har jeg endelig set Dødehavsrullerne. Der lå de, under det afkølede sikkerhedsglas, med ordene, som for 2.000 år siden blev skrevet på læder og papyrus, verdens mest betydningsfulde vidnesbyrd om Det Gamle Testamente. Man skal nok have set det for at tro på det. Jeg kan ikke læse hebraisk og da slet ikke oldhebraisk (eller græsk eller aramæisk, som er de andre sprog på rullerne), men jeg kan genkende nogle af bogstaverne fra arabisk. De arabiske bogstaver »iseeni« (s) og »imeemi« (m) er næsten de samme på hebraisk, og der er de, skrevet af en person, der, ligesom os, kun kendte fortiden og ikke vidste noget om fremtiden. De fleste af teksterne står i Biblen, men flere af dem gør ikke.

»Må Gud i det højeste velsigne dig, må han vise dig sit ansigt og lukke dig ind,« står der på skindet, »for han vil hædre de fromme på det evige kongeriges trone«.

Historien om fundet af skriftrullerne er selvfølgelig velkendt. En arabisk beduindreng, Mohammed el-Dib, fandt dem i 1947 i en hule ved Khirbet Qumran i det, der nu er den besatte Vestbred i Palæstina, og gav dem videre til en skomager ved navn Khalil Eskander Shanin, der var blevet antikvitetshandler i Jerusalem. De havnede senere i hænderne på især amerikanske forskere i den jordanske del af Jerusalem. Så kom krigen i 1967, hvor den israelske hær rykkede ind i Østjerusalem … og så kan man selv forestille sig resten.

Ubehagelige sandheder

Nu er jeg nødt til at fortælle, at jeg så på originalteksterne på Royal Ontario Museum i Toronto, hvilket naturligvis rejser en række spørgsmål - bl.a. vedrørende canadiernes grænsesløse forsigtighed, når noget er blot en smule kontroversielt. Udstillingen, som er arrangeret i samarbejde med de professionelle (og dygtige) museumsmyndigheder i Israel, nævner på intet tidspunkt noget om Vestbredden eller besættelsen. Eller hvordan skriftrullerne, som blev fundet der, endte i israelernes hænder.

De kære canadiere - som efterhånden burde have lært, at det kun vækker opmærksomhed og kritik, når man forsøger at skjule ubehagelige sandheder - er så forsigtige, at de ikke engang nævner, at Kandoi, den første modtager af skriftrullerne, var armenier. Selvfølgelig ikke. For så skulle de også forklare, hvorfor en armenier opholdt sig i Østjerusalem og ikke i Tyrkiet. Og så ville de have været nødt til at nævne det armenske holocaust i 1915 (halvanden million armeniere blev dræbt af tyrkerne).

Det ville gøre tyrkerne i Canada, som er holocaustbenægtere, kede af det. Og israelerne, som ikke anerkender det armenske holocaust, ville også blive kede af det, fordi det kun er et sandt holocaust, som jøderne i Europa var ofre for. Det jødiske holocaust er en kendsgerning, men den armenske udgave - en generalprøve på Hitlers udryddelse af seks millioner jøder - kan man ikke tale om i Canada. Og heller ikke i USA, hvor Obama i april fejt undlod at nævne ordet folkemord.

Religiøs enhed

Nu kommer vi til selve udstillingen. De stakkels, gamle canadiere har været nødt til at fremstille hele baduljen som udtryk for en enhed mellem de tre monoteistiske religioner - kristendommen, jødedommen og islam - men desværre er skriftrullerne ikke skrevet på arabisk, og den eneste henvisning til den muslimske tro i udstillingen er en 200 år gammel koran. Museets boghandel har udstillet en stabel bøger om islam for at understøtte påstanden om en religiøs enhed. I et stykke jammerligt pseudoprosa hævder museumsdirektøren William Thorsell, at udstillingen vil sætte gang i en provokerende og oplysende diskussion religionerne imellem. Her rækker jeg ud efter brækposen. Budskabet i de fleste af de videoer, som man kan se på udstillingen (vi befinder os jo i den såvel multitekniske som multikulturelle trivsels tidsalder), er, at Judæa og Samaria (som vi kender som Vestbredden) oprindelig var jødiske områder. Det var Guds vilje. De stakkels, gamle filistre levede ved kysten. Men da jeg for nogle år siden foreslog en flok israelske bosættere en byttehandel - det skal retfærdigvis siges, at de brølede af latter over mit forfærdende forslag om at palæstinenserne skulle have Israel i bytte for Vestbredden - fandt de ikke ideen tiltrækkende. De ville have Tel Aviv og hele det internationalt anerkendte Israel samt Vestbredden. (På det tidspunkt ville de også have Gaza, hvilket ifølge en af dem bl.a. skyldtes, at der havde hvalen i sin tid spyttet Jonas ud).

Stjålne genstande

Den slags påstande skæmmer ikke udstillingen i Ontario. »Ord der forandrede verden«, som arrangørerne kækt kalder deres udstilling, »en enestående mulighed for at se fortidens skatte«. Men så melder lyseslukkerne sig på banen, navnlig den canadiske 'Koalition mod israelsk apartheid', og minder om, at skriftrullerne, som oprindelig var i de jordanske museumsmyndigheder og École biblique et archéologique françaises besiddelse, blev uretmæssigt konfiskeret af israelerne i 1967. De hævder, at museet i Ontario udstiller stjålne genstande. De palæstinensiske myndigheder har også blandet sig og hævder, at museet »udstiller genstande, som er blevet fjernet fra palæstinensisk territorium. (Lad os her undlade at nævne Parthenonfrisen, selvom briterne ikke har besat Grækenland).

Derfor har museet valgt at klappe i. »Vi giver ingen interviews,« siger en nævenyttig talskvinde for denne ærværdige institution. Det kan jeg godt forstå. Museet hævder at have dokumenter, som beviser, at udstillingen er lovlig. Men de vil ikke vise dem. Og de vil heller ikke høre UNESCO's holdning.

Men hvis den saudiske regering skulle udstille sine muslimske skatte i Toronto, ville de næppe heller nævne de mange jøder, som engang levede i Arabien. Ligesom en tyrkisk kulturudstilling på Royal Academy i London for nylig heller ikke nævnte noget om armeniernes bidrag til Tyrkiets historie. Men eftersom fotografier af Dødehavsrullerne er meget tydeligere og nemmere at dechifrere end originalerne, spekulerer jeg på, om det virkelig er nødvendigt at flyve disse værdifulde dokumenter verden rundt. Men det er vel den sædvanlige historie: At se er at tro. Hvis man altså ikke er palæstinenser, armenier eller blot interesseret i ophavsrettigheder.

© The Independent og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Kære Robert Fisk
Tak for en meget konkret og velturneret artikel. Det er sgu synd, at der ikke er en eneste kommentar her. Men det er måske fordi folk antager, at de ikke kan nå dig, du læser jo ikke dansk.
Også tak fordi du altid optræder som et reflekterende individ i dine artikler. Du vil gerne give dine mange erfaringer plads i dine oftest nøgterne reportager. Du er en mester i genren: Manden bag reportagen. Du er en journalist man kan være endog meget uenig med ind imellem, men ikke desto mindre altid læser som er kær beslægtet. På et ærligt grundlag forsøger du at hjælpe dine læsere til en mere nuanceret opfattelse af Mellemøsten og Englands kolonihistorie.
Fisken på disken!

Tjae. Indenfor trossamfundene er der jo kun sjældent noget virkligt nyt under Månen.

---------------------------------------------------------

Nul skatter
( Og om Bruddelsmatematik: Fraktalmatematik )

Og Mogens brød marcinpanbrødet,
og bød brudstykkerne rundt -
og Mogens talte
og sagde:

Lad dette være til ihukommelse om mig
og om mit løfte om søde og fede tider.

Og Mogens talte: Jeg er Mandelbrottmængden,
med den farverige overflade og det kulsorte indre -

og i er hver: Den's selvlignende dele.

Og Bruden's indre skjold, vil snart sku' brydes -
ganske som lovet - siden Hedenold.

Jonas Albeck

Fisk from the long since bygone hippi-era has said "journalism must challenge authority, all authority, especially so when governments and politicians take us to war."
We all hope that he also applies that to the various well known dictatorships in the World and not just to the Democracies with free speech.
He has also quoted with approval Mr. Amira Hass: "There is a misconception that journalists can be objective ... What journalism is really about is to monitor power and the centres of power." Please notice that the word "objective" has been removed.
We see that clearly in the above article.

Henning Ristinge

Sommetider er Fisk fremragende læsning - dette her er fremragende - ofte er han ekstremt overfladisk og stjæler med arme og ben

@Henning Ristinge

"..og stjæler med arme og ben.. "

---

Hvilket må siges alligvel at været ret godt gået - af en fisk at være ;-)