Det var nede i Spanien, nærmere betegnet i Andalusien, et lille stykke vej uden for byen Estepona. Der var i beboelsen en cafe, og der havde vi spist. Nu sad vi og småsnakkede under stjernehimlen til hen imod midnat, for det var en af disse hede aftener, hvor man ikke kan bekvemme sig til at bryde op og gå i seng, og pludselig tog det ene ord det andet. Diskussionen blev lige så hed som temperaturen.
Det er en del år siden nu, men jeg kom til at tænke på den, foranlediget af sangerens pludselige død. Jeg var gæst hos parret Malene Schwartz og Paul Hammerich, med hvem jeg havde et projekt kørende, en bearbejdelse af Wessels Kærlighed uden strømper . Jeg havde Malene til bords, og det var hende, jeg gerådede i heftig diskussion med om, hvorvidt Michael Jackson var lige så stor som The Beatles eller ej. Anledningen var, at han skulle give en koncert på kysten. Hun er skrap at diskutere med.
Malene Schwartz mente ikke, at hans sange overhovedet kom i nærheden af Lennon & McCartneys. Deres ville blive stående, hvorimod Jackos ville gå i glemmebogen. Egentlig havde jeg det på samme måde, jeg kunne ikke synge med på en eneste af hans sange, men en eller anden form for logik fik mig til at indtage det standpunkt, at det var op til yngre generationer at afgøre, hvor stor han er. Det kunne jo være os, der blot ikke var receptive over for hans musik.
Med tiden har jeg inde i mit hoved måttet give hende mere og mere ret. Men da han så døde, kunne jeg forstå på alverdens medier, at han er lige så stor som både Elvis og Beatles, faktisk større, for han er den, der har solgt flest plader. Som sådan vil han gå over i verdens musikhistorie.
Næsten biologisk
Musiksmag er noget meget personligt. Tror vi. I virkeligheden er det overordnet set generationsbestemt, hvad man kan lide og ikke lide. Klaus Rifbjerg sagde engang i et interview, at han mente, det var noget næsten biologisk, at den ældre generation ikke forstår og ikke bryder sig om de yngstes musik. Adspurgt, om der slet ikke var noget af musikken fra den yngste generation, han kunne lide, svarede han prompte: »Jo, rapsang!« Men den er jo også funderet i sproglig, digterisk fantasi.
Når Marguerite Viby og Hans W. Petersen i 1930'erne sang »Titte til hinanden«, så var oldefar og oldemor ved at gå grassat af begejstring. Også når Liva Weel gav den med »Glemmer du« eller »Gå med i lunden«. Hvad de store popsangere før dem hed, fortaber sig i det uvisse for mit vedkommende, men så kom jazzen også til Danmark i mellemkrigstiden og blev hilst velkommen af rasende avisskrivere som abemusik, direkte hentet ind fra junglen. Den gik alligevel sin sejrsgang.
Bedstefar og bedstemor var til Birthe Wilke og Otto Brandenburg, men også til rok og rul, og så fulgte bølgen fra 68 og derefter Prince, Madonna og Bowie, men de er allerede gamle.
Ret godt
Hver generation har sin musik, som vel egentlig også definerer sig ved at stå på ruinerne af den foregående. Hvad er det for en slags spiral? Det er nogle gange surrealt at opleve, at det, der er smart det ene årti, bliver komisk det næste. Jazzmusikere havde f.eks. svært ved at kapere, at de blev overhalet inden om af rock'n roll og pludselig ikke var så interessante mere, selvom de dog var de samme, som de altid havde været. Men så kan de trøste sig med, at den skæbne kommer til alle som en livets lov, og at der nogle gange sker det, at man bliver moderne igen, hvis der er en kerne af kvalitet og originalitet i musikken. Når Liva Weel synger Poul Henningsen kan unge stadig blive rørt til tårer, og nye musikere gør fund i den gamle sangskat.
Opdagede forleden pludselig, at jeg faktisk kender et nummer med Michael Jackson, »We are the world«, blot var jeg ikke klar over, at han var ophavsmanden, skønt jeg har hørt det 1000 gange. Det er ret godt og helt på højde med Louis Armstrongs »What a wonderful world«. Det lettede.
]
