Læsetid: 5 min.

Jazzen puster sig op

10 dage med 1.000 koncerter er Copenhagen Jazz Festivals kur mod glemsel for musikken i hverdagen
Igen i år er jazzfestivalen næsten umulig at undgå for de mennesker, der ellers undgår jazz det meste af året.

Igen i år er jazzfestivalen næsten umulig at undgå for de mennesker, der ellers undgår jazz det meste af året.

Claus Bjørn Larsen

2. juli 2009

Der er godt 60.000 mennesker forsamlet til Roskilde Festival i denne week-end - men måske er der i de næste 10 dage faktisk endnu flere mennesker til jazzfestival i København.

Vi ved det ikke rigtigt, for jazzfans til festival står sjældent stille så længe ad gangen, at man kan tælle dem, især fordi de har flere scener at stæse rundt mellem, end de har i Roskilde - også scener, som ikke har tjek på tilhørerne. 99, helt nøjagtigt. Hvis man skal tro Copenhagen Jazz Festivals officielle program - og det er der al mulig grund til. Ingen kan finde rundt i jazzhavet uden denne 40 kroners bibel. 99 scener er jo et ret astronomisk tal, og den 31. udgave af den københavnske festival, der begynder i morgen og slutter næste søndag, er som sædvanlig leveringsdygtig i endnu et tal fra stratosfæren: Antallet af koncerter ligger som de foregående år igen på ca. 1.000.

Nu er koncertarrangør jo ikke nogen beskyttet titel, og den argentinske vinbar i Herluf Trollesgade er ikke Carnegie Hall, så der er grund til at tage ordet 'koncert' med et gran salt.

Men 1.000 'fremtrædender' bliver det i hvert fald til på de 10 dage, 100 om dagen i snit. Kommer der bare 250 mennesker pr. koncert, så vil en kvart million mennesker have hørt jazz i København på næste søndag.

Spørgsmålet vil dog være: hvor mange gengangere var der blandt den kvarte million. Formentlig mange - men vi ved det ikke. I det hele taget ved vi meget, meget lidt om, hvor mange og hvem der hører jazz i Danmark. Mærkeligt, når man tænker på, hvad man ellers bliver spurgt om under de tre-fire ugentlige opringninger fra meningsmålingsinstitutter. De spørger aldrig om jazz.

Mikkelborg på toppen

Men fra i morgen og de næste 10 dage vil det være slut med den lidenhed, for byen vil bogstavelig talt genlyde af musik. I forhold til mange og meget mere profilerede festivals ude i Europa er Copenhagen Jazz Festival fortsat karakteriseret ved, at den rummer optimale betingelser for den del af publikum, der sjældent eller aldrig selv opsøger den. De mange udendørs gratiskoncerter, især med hjemlige navne, gør, at mange danskere, hvadenten de vil det eller ej, kommer i kontakt med instrumental improvisationsmusik.

Den pædagogiske side af sagen fejler ikke noget og er da også blevet belønnet med nogenlunde stabilitet i > økonomien, de seneste år primært ved Nordea > Fondens hjælp.

Med Musikerforbundets formand, Anders Laursen, som bestyrelsesformand fejler hensynet til de danske musikere heller ikke noget. Uden at det har haft karakter af pampervælde har de danske musikere fyldt godt på festivalen i alle de hidtidige 30 år og gør det også i år.

På toppen af den kransekage står Palle Mikkelborg i år med noget, der bør kunne vælte Det kgl. Teater: en 25 års jubilæumsopførelse af suiten til Miles Davis, Aura , nu med de unge århusianske hedsporer fra Blood Sweat Drum'n'Bass-orkestret og ikke med det DR Big Band, som oprindeligt var med til indspilningen - DR-orkestret skal i stedet akkompagnere Bamse og Cirkeline i et børnecirkustelt.

Ellers er der blandt danskerne grund til at hæfte sig ved de tribute -koncerter i Pressen i Politikens Hus, som lader Maria Laurette Friis, Hans Ulrik, Ibrahim Electric og Poul Dissing hylde hhv. Billie Holiday, John Coltrane, Charles Mingus og Louis Armstrong. Om Dissing vil - eller kan - give sig kast med fire lige slag i takten vides ikke.

Man kunne i øvrigt rejse det samme spørgsmål om Sebastians solokoncert i Carlsbergs Kulturhave på næste lørdag. Besvarelsen følger nok først efter festivalen. Jazzfolk er meget høflige.

Antallet af det, jazzens hardcore-publikum vil mene er store og selvlysende stjerner, er færre på dette års festival end tidligere. Chick Corea vil lyse op helt alene på Det kgl. Teater, Enrico Pieranunzi vil gøre det sammen med Jesper Lundgaard og Jonas Johansen i Diamanten. To andre pianister, Aaron Parks og cubanske Roberto Fonseca, er ene om at være 'dem, vi aldrig har hørt herhjemme før'. Den sidste kan høres i fri luft på Frederiksberg, hvor der også igen i år er plads til John Scofield, nu med gospel-inspireret kvartet.

Et andet såkaldt jazz-jazz-møde bliver med den aldrende saxofonist og oboist Yusef Lateef, der også var på besøg sidste år som gæst i Pierre Dørges jungleorkester, men nu er han den allestedsnærværende trommeslager Kresten Osgoods gæst.

Det er også svært ikke at anbefale den fine engelske pianist John Taylor i selskab med Marilyn Mazurs gruppe.

Og flere pianister, der alle affinder sig med det opretstående i Jazz Cup: Thomas Clausen, Kenny Werner, Peter Rosendal, Rasmus Ehlers, sidstnævnte i selskab med fabelen, tenorsaxofonisten George Garzone.

Nye nedbrydninger

Avantgarden, både den kompromisløse og den lidt mere spøjse, står sammen på det gode skib Stubnitz ved Christians Brygge, Råhuset på Onkel Dannys Plads præsenterer musik endog mere avanceret end pladsens navngiver nåede at opleve det selv, og festivalledelsen selv har i år sørget for endnu mere musik af den slags, der kan få visse purister til at se rødt. Det sker både under betegnelsen 'Something Else' i skuespilhuset men også i form af nogle hovedscenenavne - Bajofondo, Blind Boys of Alabama, Spanish Harlem Orchestra, John Hopkins og Daedalus - om hvem man må sige, at de kunne være dukket op i Roskilde, uden at nogen ville ha' sagt: hvorfor er de ikke på jazzfestvalen?

Det samme må man vel sige om det projekt, mange - og blandt dem festivalledelsen selv - vil betragte som det absolutte toppunkt de næste 10 dage, hyldesten til Nina Simone i DR Byens koncertsal. Af soul, blues og jazz var hun vel mest - jazz? Eller var hun? Eller er det vigtigt? Debatten i jazzen om nedbrydningen af genrerne synes på én gang gammel og lige begyndt, og den vil få endnu mere næring, hvis Sebastians publikum begynder at klappe i takt med ham - på 1 og 3.

Øl fra Valby

Ikke desto mindre, lad festen begynde. Det starter i morgen, som det har gjort i mange år: kl. 13 går den traditionelle streetparade op ad Strøget, kl. 14 får en ny musiker, i år Christina von Bülow, Palæ Bars jazzpris, kl. 15 åbnes der officielt for godterne på Frue Plads, og 1.000 små og store koncerter senere vil jazzfolket igen henfalde i diskussion: Hvorfor sker der så lidt uden for festivalperioden?

Åh jo, fik jeg sagt det? Efter nogle år med tjekkisk og jysk-fynsk festival-øl i hanerne kommer det nu atter fra Valby. Og der følger sponsorpenge med.

Copenhagen Jazz Festival løber af stablen fra og med i morgen og indtil den 12. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu