Læsetid 5 min.

Joe Camel som kinesisk rebel

Den kinesiske kunster Zhou Tiehai er blevet kaldt en kapitalistisk, kinesisk version af Andy Warhol, men hans kunst er drevet af en ambition om at få Vesten til at nuancere sit syn på Kina - og sig selv. Der sker jo også censur i Amerika og Tyskland, siger han
25. juli 2009

SHANGHAI - I starten af 1990'erne var kinesisk nutidskunst netop begyndt at gøre sig gældende på internationalt plan, men den unge kunstner Zhou Tiehai mente, at det meste af den var middelmådigt og leflede for kommunistiske idealer. Så mens de andre kinesiske kunstnere malede Mao og den røde garde med Coca-Cola-flasker, lavede Zhou Tiehai falske forsider til vestlige magasiner som News-week og New York Times Magazine, hvor han udråbte sig selv som kinesisk kunsts nye konge. Og samtidig lagde han en plan. Han ville udstille kunstmarkedets kommercialisme, samtidig med at han selv drog fordel af den. Han ville skabe malerier, som ville blive hyldet af de samme vestlige journalister og samlere, som efter hans mening havde givet mange middelmådige kinesiske kunstnere stjernestatus.

»Det syn, udlændinge havde på kinesisk kunst, var for simpelt. De tænkte kun på politik. Så jeg tænkte, jeg ville lave noget andet,« fortæller han i dag i sit atelier i Moganshan Lu i det nordvestlige Shanghai.

Området er byens største samling af gallerier og atelierer og startede for omkring seks år siden, da en stor fabrik lukkede. Flere og flere kunstnere begyndte at flytte ind i de forladte fabrikshaller, og til sidst blev det besluttet, at området simpelthen skulle være for kunstnere, fortæller Zhou Tiehai, der selv har haft sit store, lyse atelier i fem år.

Med til hans oprindelige plan hørte endog, at han ikke skulle male et eneste strøg selv. Efter hans mening var hans konkurrenter jo ikke specielt dygtige malere, så det job kunne roligt uddelegeres til assistenter, mens han selv brugte sin tid på at få ideerne og raffinere konceptet. I en tid, hvor alle store kinesiske navne syntes at have hver deres letgenkendelige brand eller signaturværk, valgte Zhou Tiehai den amerikanske cigaretmaskot Joe Camel. Og særligt gennem en serie malerier, hvor Joe Camels hoved er sat ind i berømte portrætmalerier fra den vestlige kunsthistorie (som erstatning for Napoleons, Hertugen af Ellingtons, Louis XIV's, Venus' osv.), lykkedes planen. Han udstiller i dag på de største museer og gallerier i både Kina og Vesten, og han har endda været et smut forbi vort hjemlige Louisiana i 1998 med værket City on the Move. Hans værker koster gerne op mod og over 100.000 dollars og han er blevet kaldt en kapitalistisk, kinesisk version af Andy Warhol.

»Jeg vidste fra start af, at jeg ville blive succesfuld,« sagde Zhou Tiehai til New York Times for et par år siden.

»Det er faktisk ikke så svært at skabe kunst.«

Giuliani og frihed

Zhou Tiehai gik på Shanghai Art University i slutningen af firserne, men fulgte design frem for maleri som hovedfag. Som han siger, var Kina dengang netop ved at åbne sig for omverdenen, og han tænkte, at der nok ville blive brug for designere, hvorimod reglen var, at kunstmaler- uddannede endte med at male plakatsøjler i biograferne. Efter studierne arbejdede han med design i fire år og siden for et PR-firma, inden han i midten af halvfemserne sagde op for at fokusere på kunsten.

Valget af den cigaretrygende kamel kunne også virke som et veltilrettelagt PR-stunt, og Zhou Tiehai griner selv af spørgsmålet om, hvorfor valget faldt på netop dét ikon.

»Han er sådan en rar og sympatisk karakter,« siger han blot. Men noget tyder på, at der ligger mere bag ved valget, der har vist sig så slagkraftigt, at Zhou Tiehai hernede almindeligvis refereres til som 'the Joe Camel guy'.

'Zhou' udtales 'Joe', og Joe Camel er blevet udlagt både som Zhou Tiehais alter ego og samtidig som et billede på den stereotypiske vesterlænding, idet vesterlændinge i Kina ofte omtales som 'stornæsede' - ligesom Joe Camel er det. Zhou Tiehai har da også i de senere år rettet noget af skytset udad mod Vesten. For eksempel med værket Libertas, Dei Te Serventi (Frihed, må guderne beskytte dig), der var lavet til en udstilling med titlen 'The American Effect' på Whitney Museum of American Art i New York i 2003. Billedet er et ironisk portræt af den tidligere New York-borgmester i den glorificerende Sovjetiske socialrealistiske stil, man kender fra portrætter af Stalin og Lenin. På billedet neden under Giuliani er der malet to dynger elefantmøg som reference til Giulianis forsøg på at lukke en udstilling på Brooklyn Museum i 1999, hvor kunstneren Chris Ofili havde malet et portræt af en sort Jomfru Maria dekoreret med pornografiske udklip og med små offergaver af elefantmøg hæftet på. Giuliani forsøgte endda efterfølgende, men uden held, at få det offentligt støttede museum smidt ud af den bygning, det havde hørt til i siden det 19. århundrede.

»Når der bliver lukket en udstilling i Kina, taler folk altid om den kinesiske regering, men da Guiliani lukkede en udstilling i New York, så sagde de 'Det er Guiliani, ikke den amerikanske regering'. Da jeg var med på en udstilling i Tyskland, som var sponsoreret af Siemens, var der en af kunstnerne, der lavede et værk imod Siemens, så de smed ham ud. Men folk sagde 'Det er Siemens, ikke den tyske regering',« siger Zhou Tiehai og holder dermed fast i sin oprindelige ambition om at få Vesten til at nuancere sit syn på Kina.

Fire forbudte ting

Samtidig er han dog ikke blind for, at censur er et reelt problem i Kina, og han peger på, at det faktisk er værre her i Shanghai end i Beijing.

»Der bliver lukket udstillinger både i Shanghai og Beijing, men Shanghai er mere kontrolleret, fordi den skal være mønsterbyen, hvor der ikke sker nogen fejltagelser. Der er mere at bekymre sig om som kunstner. Der er fire ting, vi ikke kan vise: sex, vold, politik og religion. For eksempel er det svært at lave et værk mod islam - regeringen ved ikke, hvordan den skal kontrollere disse ting,« siger han og tilføjer: »Med hensyn til at vise sex og vold offentligt tror jeg nu ikke, det er så forskelligt fra mange andre lande.«

Men Zhou Tiehai mener ikke, at det er et problem, som skal løses ved et direkte angreb på systemet. Tværtimod siger han, at det klogeste vil være, hvis nutidskunsten sørger for ikke at skabe problemer for magthaverne.

»Hvis der er nogen i de offentlige myndigheder, som ønsker at støtte nutidskunsten, er det faktisk meget vanskeligt for dem, hvis kunstnerne laver en masse ballade, fordi mange vil sige 'Jamen, de skaber alle de her problemer, så hvorfor skal vi støtte dem?' Jeg tror, det er bedre at være mere stille - så bliver det nemmere. I dag skriver alle de store modemagasiner om nutidskunstnere. Så folk begynder at se nutidskunst som noget godt, og de inviterer kunstnerne til de fine middage og til at arrangere modeshows og så videre, og så begynder myndighederne også at tænke, at der ikke er problemer med kunstnere, og at de ikke kun er ude på at forandre landet.«

Zhou Tiehai mener også, at det helt klart er gået den rigtige vej i de senere år. At systemet har ændret sig til det bedre, og også at flere og flere værker inkorporerer 'de fire forbudte elementer'.

»Og det vil blive bedre endnu,« forudser han og tilføjer så: »Ja, altså, ikke for mig - for mine værker handler ikke om kinesiske ting, så de er ok, jeg har ingen problemer med censur,« griner han.

»Der er allerede for mange kunstnere, der laver værker om kinesere og om Kina, så jeg behøver ikke gøre det.«

Men måske ændrer det sig engang. Adspurgt om sine tidlige inspirationskilder i starten af interviewet svarede han resolut »Marcel Duchamp - helt klart vestlige.« Men da jeg nu spørger, om et stort billede på væggen er et af hans seneste værker, svarer han:

»Ja, jeg laver traditionelt kinesisk nu. Da jeg var ung, kunne jeg ikke lide traditionelt kinesisk maleri, og jeg var ikke interesseret i kinesisk historie, men det er jeg nu, og nu er jeg i gang med at studere det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu