Læsetid: 8 min.

En jublende, rasende pekingeser

Yihaaaarrggghhh!!! Vrede og begejstring hænger uløseligt sammen, mener tidligere forlægger Torben Madsen, der tit sprutter over af begge dele – for eksempel når han hopper op og ned af glæde foran et godt maleri. Han ville ønske vi investerede lidt mere i de store følelser i stedet for det lunke middellandskab
31. juli 2009

Torben Madsen er en af de væsentlige grand old men i forlagsbranchen, hvor han har slået sine folder næsten hele sin karriere og været med til at udvikle et utal af danske forfatterskaber. Han har også ry for et stærkt temperament. Det er formentlig derfor, han blev inviteret til at være klummeskribent, eller kulturvagthund, på Dagbladet Politiken. En lille tjans, der fungerer fint som ventil, når han koger over.

Og han koger tit over. I klummerne langer han ud efter politikere, anmeldere, bogbranchen og dårlig opreklameret kunst. For nylig gik det ud over Politikens egen anmelder Mikkel Bruun Zangenberg, der fik ham til at gå »surt skummende rundt« over en inkompetent anmeldelse af digteren Morti Vizki. Det blev mødt med en voldsom vrede på avisens debatsider fra den forurettede anmelder, der kaldte Torben Madsen en kolerisk pekingeser.

»Hvad svarer man på det?« smiler Torben Madsen i sin stue på tredje sal ved Kongens Have i København. Andres vrede gør ham hverken vred eller nervøs, men han leder altid efter kommunikationen i ethvert udsagn, om der hviskes eller råbes.

Noget, der kan gøre Torben Madsen rasende, er dårlig lyriklæsning.
»Det handlede faktisk om, at jeg i forvejen var ude af flippen over, hvor dårlig lyriklæsning er blevet i det offentlige rum. Den professionelle del af systemet hos forlæggere og anmeldere har været god engang, men det er holdt op. Tonedøve lyrikanmeldere gør mig rasende. De kan ikke læse digte.«

»Jeg havde været rasende et stykke tid, og så anmeldte Zangenberg Morti Vizki, som er en af vores fineste digtere, med floskler og fedteri, og ingen tolkninger eller associationer, og så spruttede jeg altså over.«

Og det gør han tit. På egne, kulturens og det politiske livs vegne.

Han har altid spruttet over. Han beskriver det selv som at slå hårdt ud, og han slår lige så hårdt ud til den anden side, nemlig begejstringens, og begge følelser kommer af den samme væske i kroppen, mener han.

Som yngre havde han sine sorte perioder, men levede fint med dem, for han oplevede, at i modsætning til andre, som var mere jævne i deres følelsesreaktioner, havde han evnen til begejstring og henrykkelse, når han så noget smukt. En hvidhed, som han kalder det, og som han er stolt over.

»Jeg kan stå og hoppe foran et maleri, og de andre mumler, at det er godt. Altså, vi står foran en vidunderlig Klee her, lad os dog snakke om den, hvorfor er den så god? Eller ikke god. Det hele bliver så udplanet, når folk ikke reagerer, men holder sig til de små følelser som irritation eller tilfredshed.«

Den politiske vrede

Vrede hører for Torben Madsen ofte sammen med skuffelsen:

»Og den oplever jeg for tiden meget i det politiske landskab. Det er jo næsten umuligt at leve i det her land uden at være smårasende hver anden dag, ikke?«

Torben Madsen klipper ud og samler sammen til sine klummer. De borgerlige politikeres retorik provokerer ham. Den måde de bøjer sproget på. For eksempel da Bent Bendtsen var opstillet til EU-valget, og historien om hans betalte golfrejser i sin tid som minister, kom frem.

»Det var en pinlig sag, men Bent Bendtsen var så dygtig til at vikle sig ud af den. Jeg hørte et interview i tv, hvor han hverken beklagede eller fortrød eller erkendte, men gentog, at når han så tilbage på forløbet, så ærgrede det ham. Ærgrede? Da han sagde det tredje gang blev jeg simpelthen så rasende. Det var et misbrug af sproget, en manipulation og en forfladigelse af ansvar.«

Også måden, vi behandler de irakiske asyl­ansøgere, får Torben Madsen til at fare i blækhuset, men han kan ikke gå rundt og være rasende hele tiden, det kan han ikke holde til, og når han går en tur i skoven, er han ikke rasende over noget som helst, bare lykkelig over bøgetræerne.

Hvis det er den rette tid på året vel at mærke, for selv den nyudsprungne bøgeskov har været genstand for irritation i en klumme engang, for når de allerførste blade begynder at folde sig ud, har skoven en giftiglys grøn farve, der mest af alt minder ham om babylort.

»Der skal gå en uge eller to, så er farven mere mættet grøn, og jeg får ikke den der dårlig-mave-farve-fornemmelse. Den lyse farve er da forfærdelig, ikke til at holde ud,« ler han.

Heldigvis kommer hans yndlingsblomster lige bagefter, de gule ranunkler, der ser helt voksagtige ud i bladene.

Pynt og bedrag

Torben Madsen bliver ved at vende tilbage til æstetikken og det kulturelle landskab, hvor han føler, vi ofte gennem nyhedsmedier eller andre kanaler bliver påduttet, at vi skal interessere os for ting, der ingen kvalitet har. Kunst, der fra starten er sat op på en piedestal, nærmest før det er produceret. Fup og lort, kalder han det. Pynt og bedrag. Som Salman Rushdie eller store Hollywoodfilm. Han kan ganske enkelt ikke blive i biografmørket til en dårlig film, han er nødt til at gå, ellers koger han over.

Også store danske forfatterskaber kunne han have lyst til at pille ned af piedestalerne, men han vil hellere pippe, når han en gang imellem møder noget virkelig godt.

»Bedraget gør mig vred. Når noget sættes op med pynt og falskhed, når det ikke er ægte. Hvis folk godt kan lide Salman Rushdie er det fint med mig, men jeg tror ikke på ham over en dørtærskel. De sataniske vers er en iskold spekulation i en verdensberømmelse, han ved gud fik og lidt til, tak skal du have.«

Folk spørger Torben Madsen, hvorfor han ikke bare kan være ligeglad, men det er fordi han ved, hvor god kunst kan være, når det er godt. Så raseriet hænger uløseligt sammen med sin modpol, begejstringen. Og den vil han ikke undvære. Det er ikke, fordi det skal være finkulturelt, for at være godt, det skal bare være ærligt. Torben Madsen kan for eksempel godt lide pop. Men lige så begejstret han var for Lecia og Lucienne, lige så rasende bliver han, når han hører Lady Gaga.

»Hvorfor jeg bliver det, når jeg ikke blev vred på Donna Summer i gamle dage, ved jeg ikke, men sådan reagerer min krop altså bare. Vi reagerer jo alle sammen følelsesmæssigt på kunst og kultur, jeg reagerer måske bare lidt voldsommere. Og det er ikke fordi, jeg vil have ret. Folk skal ikke kunne lide det samme som mig, de skal bare have en holdning til det.«

At hidse sig ned

Igennem sin forlagskarriere har Torben Madsen ikke kunnet bruge vreden til meget, tværtimod, for den kan ikke noget i forretningslivet.

»Den, der taber besindelsen, taber. Også selv om han har ret. Det kan du tydeligt se i enhver tv-debat. Man skal holde masken. Være ligesom Anders Fogh. Ingen kan fornærme dig og hyle dig ud af den.«

Torben Madsen har heller ikke omsat sin vrede og været en politiske redaktør, der lavede debatbøger af harme. Han lavede prosa og lyrik.

Han var med til at udgive digtere som Morti Vizki, Thomas Boberg og Niels Frank, og samtidig elskede han at arbejde med spændingsbøger. Han holdt af spillereglerne i thrillere og krimier, og var bl.a. Bjarne Reuters redaktør, da han begyndte at skrive spænding for voksne. Men først og fremmest har han læst tusindvis af manuskripter og hver gang håbet, at lyset ville begynde at skinne på det.

Han har også taget fejl. Sejlet rundt i lokalet over et fantastisk potentiale i en ukendt forfatters manuskript, for så at opdage, at forfatteren var en amatør, der blot havde lavet kunst ved et tilfælde og ikke var i stand til at gennemskue sin egen tekst og arbejde videre med den.

»Så skal man hidse sig ned, efter man både har hidset sig selv og forfatteren op, og det er altså rædselsfuldt. At have pumpet sådan en begejstring og forventning ind i et andet menneske, og nu skal være med til at hive det ud igen, fordi det slet ikke går.«

Torben Madsen har været chef i forlagsbranchen af flere omgange, både på Gyldendal, på Lindhardt og Ringhof og til sidst på Samlerens Forlag.

»Man havde måske sin tvivl om, hvorvidt jeg kunne være chef. Jeg tror, de frygtede mit raseri. Men folk vænnede sig jo hurtigt til mig, jeg tror ikke, jeg var nogen dårlig chef, selv om jeg da af og til desværre er kommet til at såre folk.«

Han har også et par gange i raseri ryddet en bogreol i ét hug, men han erindrer ikke at have smadret porcelæn og telefoner, som han ved, andre forlæggere har gjort.

Han bruser bare op, og han er ikke stolt af det, men accepterer det som en del af sin måde at se verden på, noget, der er tæt knyttet til henrykkelse, nysgerrighed og engagement:

»Når man er meget optændt af noget, kan man blive meget sort over, at nogen vil ødelægge det. Det kan også være Avedøre Holme. Jeg er elsker det sted, er vildt begejstret over kraftværket derude, lossepladserne, de forblæste højgræsområder med kampesten, og vandet og lyset over mod Amager. Jeg bliver rasende, hvis nogen vil ødelægge det.«

Vredere med alderen

For Torben Madsen har vreden ændret sig med alderen. Den bliver værre og værre.

»Jeg ved godt, at folk siger, at vreden lægger sig med alderen, men det gør den ikke for mig. Jeg har lige talt med en gammel ven om det. Det der med, at man bliver mildere og mildere, det kender vi altså ikke noget til, tværtimod. Det, der sker, er, at man bliver meget bedre til at sige nej og ikke interessere sig for noget, selv om nogen siger, man burde. Fordi noget er sat på en piedestal af nogen, der ikke har forstand på god kunst. Det gør verden lidt nemmere, at hidsigheden vælger noget fra, der er simpelthen ting, man ikke kan tåle eller mennesker, man ikke vil sidde til middag med. Det er fint. Jeg kan i forvejen ikke nå alt det, jeg gerne vil.«

Torben Madsen er ikke spor sikker på, at det, han synes er vidunderligt, også er det i objektiv forstand, og han er ikke sikker på, at der findes en objektiv vidunderlighed. Bare fordi han selv synes, at Klaus Rifbjerg er en stor digter og sprogbehandler, forventer han ikke enighed om det. Men han forventer, at folk mærker noget og reflekterer over det, de mærker, og han elsker at diskutere.

»Det kan da godt være, jeg var mere hidsig i diskussioner som ung, men det var ikke fordi jeg var mere sikker på sagen, men derimod mindre sikker på mig selv. Dét har ændret sig med alderen,« siger han.

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi holdt energien til de lidt større følelser i stedet for kun at bruge dem på de små. At vi investerede lidt mindre i det lunke middellandskab,« tilføjer han efter en lille pause.

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu