Baggrund
Læsetid: 6 min.

Da København blev ramt af terror

Frit efter 'Livvagterne' og Hanne-Vibeke Holst har forfatteren Niels Lillelund leveret et udkast til en borgerlig tv-serie. 'Danske dage i december' følger chefredaktør Valdemar Wissenwassen, pizzariaindehaveren Muhammed, den smukt aldrende Camilla Tusindfryd samt en række andre personer, hvis liv bliver påvirket af et terrorangreb ved Nørreport Station
Kultur
8. juli 2009

Det er december i København midt under den store optur. Friværdierne blomstrer, forbruget slår rekord, man glæder sig i denne tid, og man køber, først og fremmest. Man fylkes i Magasin, man ser på trøjer og elektronik, drikker gløgg på Hviids Vinstue, spiser snapsefrokoster, men så sker det:

Fem bomber eksploderer i myldretiden næsten samtidig i metroen ved Nørreport Station. Flere end 100 mennesker bliver dræbt og adskilligt flere såret.

Stort politiopbud, det er ubehageligt at være københavner i dag, men på cafeerne leves livet videre, og man læser Humanistisk Dagblad, som man plejer. De faste gæster på Cafe Osnok på Christianshavn diskuterer sagen og er fælles om at frygte, at det passerede skal føre til øget polarisering i samfundet og en yderligere marginalisering af de i forvejen udstødte grupper, først og fremmest muslimer, som er lagt for had i debatten. Hadet skyldes ikke mindst Jysk Morgenavis, som man på Cafe Osnok er enige om at afsky. Man snakker om, at det på mange måder er denne avis og dens ensidige kampagne mod de fremmede, man må bebrejde, når man skal finde en årsag til terrorangrebet i København.

En af de tilstedeværende, en fremtrædende tv-journalist med politiske ambitioner i det regeringsbærende parti, nævner, at det formodentlig var George W. Bush, der stod bag terrorangrebet i New York, og at det er meget tænkeligt, at det er Jysk Morgenavis eller kræfter, der står avisen nær, der står bag bomberne på Nørreport.

De ser fjernsyn på cafeen, statsministeren optræder som statsmand. Han advarer mod religiøst had og taler om sammenhængskraft i samfundet. Er du selv religiøs, hvad tror du selv på, spørger intervieweren, den omstridte Wafa Hamid, den første tørklædeklædte kvinde, der er blevet studievært på tv-avisen.

»Jeg? Jeg tror på det sociale,« siger statsministeren.

Gammeldags hævntørst

Alt er således som det plejer i København, men en enkelt årvågen cafegæst bemærker noget anderledes. Lederen i Humanistisk Dagblad, der som ventet advarer mod islamofobi og antyder, at det i virkeligheden er hjemlige reaktionære kræfter, der står bag terrorangrebet, er ikke som vanligt udstyret med kvalitetssignaturen - vw, der som alle ved dækker over chefredaktør Valdemar Wissenwassen, en betydelig skikkelse i dansk kulturliv, hvis menneskelige og intellektuelle format kun understreges af, at han ved siden af sit åndelige virke har en forkærlighed for københavnerstænger og Hobitten, hvad han jævnligt diverterer sine læsere med.

Hans veloplagte pen, hans rolige og tænksomme stemme var ellers netop, hvad Danmark havde brug for nu, mener man på cafeen, men vw er sygemeldt, for blandt de dræbte var hans trofaste hustru, Anne Wissenwassen (født Hansen). Og i hjemmet i Svanemøllen er vw kommet alvorlig i tvivl om sig selv og sine meninger. Om islam, om selve terrorens væsen, ja, om alt det, han ellers har været så sikker på. Så desperat er han i sin sorg, at han føler noget, han ellers kun har følt under magtkampene på redaktionsgangene, nemlig god gammeldags hævntørst, så dybtfølt og ægte som i Greven af Monte Cristo. Og han er begyndt at tvivle på, om pennen virkelig er mægtigere end sværdet …

Stamkunder

Muhammed har et pizzaria i Smidstrup Strand, og det går ham godt. Han har 10 løst ansatte, og de koster ham ikke meget, for de fem er på sygedagpenge og de andre fem på bistandshjælp, så det hele kan afhandles sort. En enkelt gang har Told&Skat været forbi, og de gav ganske rigtigt Muhammed en advarsel, men den integrationskonsulent, der var med i razziaen, havde forståelse for, at det kunne være svært for Muhammed at forstå de indviklede danske momsregler, så der skete ikke videre.

En af Muhammeds stam-kunder hedder Bjarne, og han stemmer på Dansk Folkeparti. Det lægger han ikke skjul på, heller ikke over for Muhammed, men det går endda, for Bjarne kan godt lide billig pizza med Jakabov, og Muhammed kan godt lide faste kunder i butikken, så de finder ud af det.

Det er nu ikke fordi, Bjarne ikke kunne betale for en dyrere pizza, hvis han ville, for det går også ham godt. Han ejer et værtshus i Gilleleje, det løber kun lige rundt, rent officielt, men de få, der kender det rigtige regnskab, ved, at der er rigtig mange penge i det for Bjarne, ganske som der er det for hans ven Auto-Hansen nede i Gilleleje, der arbejder mere sort end hvidt, og det vil sige ikke så lidt.

Men da bomben eksploderer, brydes idyllen ved kysten.

Hos Muhammed er der krise, for to af hans faste folk er pludselig forsvundet, og manden, der plejer at sælge ham döner kebab uden om regnskabet, dukker heller ikke op som planlagt. Og nogle dage efter sker der noget helt underligt i Muhammeds liv. Der ligger et brev i pizzariaet, der truer ham og hans lille butik. Inde i kuverten ligger også to udklip fra Jysk Morgenavis.

Muhammed begynder at spekulere på, hvem der kan have sendt brevet. Han ved godt, at Bjarne ikke læser andet end reklamer, men alligevel, Jysk Morgenavis, det var dem, der tegnede profeten, og det syntes Bjarne var vældig sjovt dengang. Muhammed er ikke selv videre religiøs, men han begynder at tænke på, om han i virkeligheden beder for lidt. Og om Bjarne, som hans venner inde i byen kalder for danskergrisen, i virkeligheden er så uskadelig, som han har gået og troet. Og han undrer sig over, hvorfor Bjarne pludselig er holdt op med at komme og spise sin faste frokostpizza.

Derfor ringer Muhammed til sin fætter, der er imam inde i København, for at bede om et godt råd ...

Holder grundlaget?

Den smukt aldrende Camilla Tusindfryd (født Hansen), der arbejder lidt som coach og tilmed er certificeret healer, er en anden stamkunde hos både Muhammed og Bjarne. Hun ved også godt, at Bjarne er DF'er, men en kold øl ved havnen er en kold øl ved havnen, og den er ikke dyr, og det tæller også, når man er efterlønner og bor ulovligt i sit sommerhus i Smidstrup. Og det er godt at spise pizza hos Muhammed, for selv om det ikke er sundt, så er det sundt for sjælen hver dag at være med til at bekræfte, at de nye danskere er et værdifuldt bidrag til det danske samfund.

Camilla Tusindfryd, i mange år aktiv i SF, kan godt føle stolthed og varme om hjertet, når hun ser tilbage på sit livs virke. Bevares, kun 10 måneder i Folketinget og ganske vist som suppleant, men hvilke måneder var det ikke? Det var ikke mindst hende, der var med til at sikre den særlov, der gav palæstinenserne en opholdstilladelse af rent humane grunde, og det er netop den humanisme, Camilla Tusindfryd føler er blevet trådt så grundigt under fode under den skrækkelige sorte regering. For hende var palæstinenserne ikke blot en cause célèbre, vist ikke, for Camilla var det et spørgsmål om moral, det tænker hun tit på, når hun klipper kanter i haven.

Derfor er der noget, der går i stykker i Camilla Tusindfryd, da hun hører om bomben. Først, da hun forstår, at hendes elskede kusine, Anne Wissenwassen, født Hansen, er blevet dræbt. Og dernæst, nogle uger senere, da Jysk Morgenavis kan afsløre, at der blandt den gruppe, PET har anholdt som mistænkte for terrorangrebet, er to af de benævnte palæstinensere samt en søn af en af de andre.

Først afviser hun over for sine naboer hele historien som en sygelig fascistisk fantasi fostret på den jyske hede, men da historien bekræftes også i Humanistisk Dagblad, og da al-Qaeda tager ansvaret, og hun på tv hører sin egen partiformand sige, at de alle sammen kan gå ad helvede til, kommer hun i tvivl om alting.

Hun overvejer, om hun har levet sit liv på et falsk grundlag. Og om det er for sent at lave om?

Hvis de blot vidste ...

Hjemme hos studievært Wafa Hamid er situationen heller ikke normal og har ikke været det de sidste 14 dage. Så længe er det siden, hendes bror forsvandt, efterladende sig en seddel på køkkenbordet, hvor der blot stod, at Allah er stor. Men historien er længere end som så, og det ved Wafa, men det må forblive hendes hemmelighed, for hvis politiet eller hendes kolleger på Danmarks Radio får nys om det, kan det få uoverskuelige konsekvenser …

Niels Lillelund er forfatter

Serie

Bud på en borgerlig tv-serie

I foråret blussede debatten om DR’s tv-serier endnu en gang op. Serier som ’Krøniken’ og ’Livvagterne’ fordrejer samtidshistorien ud fra et ræverødt ideologisk standpunkt, mener Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der til Information sagde, at han selv ville være ’en skidegod scriptwriter’. Men hvordan kunne en borgerlig tv-serie så se ud?

Information har spurgt en række borgerlige personligheder om et udkast til en tv-serie. De har velvilligt sagt ja til at levere en kort synopsis, men understreger, at de ikke nødvendigvis er enige med Søren Espersen.

Selv har Søren Espersen ikke ønsket at medvirke.

Seneste artikler

  • Trutte Sperm klarer ærterne

    22. juli 2009
    En kvindelig kriminalkommissær løser den lange række af bestialske forbrydelser i forfatteren Preben Major Sørensens bud på en tv-serie, Siervetsens sorte sager, hvor skizofrene pæderaster, nynazister og andet godtfolk spreder skræk og rædsel
  • Inger og de onde pirater

    15. juli 2009
    De seksuelle spændinger slår gnister mellem den lækre skibsingeniør Henrik og og den smukke førstemaskinmester Inge ombord på verdens største containerskib, der bliver kapret af pirater i Aden-bugten i Paula Larrains bud på en borgerlig tv-serie
  • Når målet helliger midlet

    1. juli 2009
    På Informations opfordring har Martin Ågerup, direktør for den liberale tænketank Cepos, leveret et udkast til en borgerlig tv-serie. Serien følger stræbsomme Jacob, charmerende Niels, smukke Susanne og korrekte Birthe gennem fem årtier
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ak, ja...
Hvis Lillelund havde læst min kriminalroman MORDET PÅ IMAMEN inden han i sin tid anmeldte den I J-P, ville han vide, at HVER ENESTE GANG, der er en muslim, som er indblandet i terror, er vedkommende SALAFIST.
De kuppel-skøre salafister har opbakning fra 2-3 pct. af Danmarks muslimer.
Til sammenligning har Dansk Folkeparti opbakning fra 5 pct.
Men salafisterne læser man aldrig om i Jysk Morgenavis - eller i J-P. Dér skriver man konsekvent "islam" eller "islamisme", hver gang der er salafistisk terror på tapetet.
Hvem gavner det? Bortset fra DF naturligvs?
Svar: Salafisterne.
Eller for at være yderligere pædagogisk:
Dengang IRA sprængte bomber i UK, var der mig bekendt INGEN aviser, som skrev, at nu havde "de kristne" igen bombet en pub eller en politistation.

Peter Hansen

Der er noget usikkerhed vedr. regeringens farve - i første del virker det som en socialdemokratisk regering (afsnittet om statsministerens fremtræden og holdningen til ham på Café OsNok), men senere fremstår det som den sorte, vi har.
Iøvrigt er plottet altså for karikeret til at danne baggrund for en tv-serie i den høje kvalitet, DR i de seneste år har vænnet os til at forvente.

Venstreorienterede, der mister deres idealer, når de bliver ramt af en tragiede.

Kan man forestille sig nogen borgelig tv-serie, film, roman etc. uden den kliché?

Karsten Aaen

Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde her; det er dybt tragisk, at Lillelund intet aner om virkelig-heden, og om hvordan SKAT og politiet i virkeligheden tager fat på folk, der snyder.

Sandsynligvis ville Muhammed have fået en kæmpebøde, og hans biks ville blive lukket med det samme, hvis der 5 ansatte som var på sygedagpenge og 5 ansatte som var på bistands-hjælp.

Niels Lillelund burde have læst sin egen avis...

Og åbenbart tror Lillelund stadig at vi leber i i 1950erne, eller 1970erne, hvor et firma som AUTO-Hansen (I gilleleje?) kan overleve. Sandheden er snarere den, at den lille garage-mekaniker er død og borte.

Og jeg vil give Paul Smith ret; Lillelund aner ingenting om palæstinensere, arabere, og islam.
Jeg vil godt hævde, at stort set INGEN palæstinenserne går ind for terror eller støtter terror; alle de der der gør det er nemlig salafister; en særlig afart af wahabismen, som er (stats)religion i Saudi-Arabien; det var jo som bekendt også stort set kun saudere (salafister) som fløj nogle fly ind i et tårn for ca. 8 år siden :(

Og salafisterne er at ligne med ekstremister og radikale grupper overalt på jorden; herunder også det tidligere IRA eller den jødiske gruppe, som lige har raseret en pro-palæstinensisk boghandel i Paris.

Og så denne Camilla Tusindfryd, som mere ligner en der er kommet (alt) for sent til 1968 end en egentlig politiker. Det er tydeligt at det er Lillelunds egne fordomme, der er på spil her, ikke reel viden om f.eks. hvordan en efterlønner lever. Og der er altså ikke mange certificerede healere over 60 år, faktisk stort set ingen, da man ikke kan blive dette. Lillelund må mene 'certificeret coach' her. Og ja, det er muligt, at Camilla Tusindfryd er healer, dvs. har taget en healer-uddannelse....

Mht. at man aldrig læser om salafisterne på Jysk Morgenavis; det passer nu ikke helt. En leder m Saudi-Arabien nævnte vist engang noget med at 19 ud af 20 flykaprere (i 2001 :( ) kom fra Saudi-Arabien, var saudere. Men intet om salafisme eller salafisterne, blot at den saudiske regering (kongehus) åbenbart fremavlede og støttede ekstreme radikale holdninger....(hvilket Kongehusets eller en del af det 30.000 mand store Kongehus gør) Kongehuset i Saudi-Arabien tør ikke røre landets magtfulde kleresi, præsteskabet, selvom det kun indenfor Shia-Islam, at der findes et egentlig præsteskab, som udlægger teksten for folket. Alle andre muslimer har ret til selv at udlægge teksten i Koranen.

Gorm Petersen

Happy ending:

Efter aktionen får vi at vide, at vi efter at have ofret blot 100 danskere er renset for medskyld i mord på flere 100.000 sagesløse irakere, et ukendt antal tusinde lige så sagesløse afghanske bjergbønder (som før 2001 ikke anede at der fandtes et World Trade Center), samt vores knap-nok-stiltiende støtte til Israels "adfærd" de seneste 50 år.

Det ville være en feel-good film, der sagde spar-2 til Hollywood - den ville nærmest være urealistisk.

Hvis det er tilladt at komme med lidt forbrugeroplysning, så er Niels Lillund en af de dygtigste og mest respekterede journalister på Jyllands Posten. Her er eksempelvis et link til en genial artikel hvor Niels Lillelund roser Geert Wilders film ”Fitna”:

http://jp.dk/indland/article1305889.ece

Asger Sams Granerud

Det er sgu pudsigt, og typisk, at der skal (skal!) være et skræk scenarie, som bomberne på Nørreport er, for at vi kan komme igang med en "borgerlig" serie.

Selv vil jeg nok kalde livvagterne tættere på borgerlig end på socialistisk, men heller ikke her, forventer jeg at nå til enighed med Espersen...

Granerud, du skal da kun være glad, hver gang du ikke kan blive enig med Søren "gå efter manden" Espersen!

Asger Sams Granerud

Det kan der være noget om.

Men er det ikke pudsigt, at lige som vi har en masse hysteri om terror, og PET bl.a. har et par pinlige episoder kørende i offentligheden, hvor deres mistænkte bliver frifundet, eller bare ikke kan stilles for en dommer, ja så kommer der lige lidt PET pr. i bedste sendetid...

Kvalmt.

Espen Fyhrie

Vedrørende tidligere kommentarer

Jens Catlows fortsættelse på Niels Lilleunds borgerlige TV-serie kan nu læses her:

Da København blev ramt af terror - flere episoder

Debatvært
Espen Fyhrie

I november og december 2008 og januar 2009 brugte jeg en del tid ved mit computertastatur på at skrive en kronik om et dengang teoretisk muligt kommende terrorangreb på Jyllands-Posten.

Da Journalisten Niels Lillelund greb chancen for politisere og satirisere over temaet højredrejede TV-serier her i Information blev jeg overrasket over at se at omdrejningspunktet i Lillelunds TV-serie skulle være 5 bomber på Nørreport Station.
Hvorfor dog ikke en Megabombe på JyllandsPostens lokaliterer i Århus ?
Så havde Niels Lillelunds TV-plot været næsten præcis som i den konspirationsteori-kronik jeg i løbet af januar havde nået at sende til adskillige aviser i Danmark - men ikke til JyllandsPosten.
JyllandsPosten har dog været det mest sandsynlige mål for bombeterror i Danmark siden MuhammedTegningerne.
Men naturligvis - skulle Niels Lillelund have skrevet om min MEGAbombe der ganske udryddede JyllandsPosten lokaliteter med det arbejdende grafiske personale og et helt villakvarter med 911 døde og 2001 sårede så ville Niels Lillelund have bevæget sig ud på gyngende grund.
Naturligvis kunne Niels Lillelund ikke bruge et terrorangreb på JyllandsPosten som drivakse i sin TV-serie fordi det ville være umuligt at satirisere over den terrorsituation ligesom det ville være umuligt at skrive om et terrorangreb på JyllandsPosten fra en så klar højredrejet vinkel som Lillelund kunne ønske det.
Sandheden er nemlig aldrig højredrejet eller venstredrejet -Højredrejede og venstredrejede personer er ligesom folk der spiller på den enarmede tyveknægt kun heldige af og til hvis de får Jackpot og derved kommer til at dele en mindre del af Sandhed - med selve SANDHEDEN.
I november 2008 da jeg begyndte at skrive på min kronik om et muligt kommende terrorangreb på JyllandsPosten var mit ønske at markere at nu kunne der formuleres en bastant konspirationsteori om et muligt terrorangreb på JyllandsPosten ud fra begivenheder der havde fundet sted - vel at mærke i virkelighedens verden.
Mit job i den forbindelse var at sandsynliggøre for flere avisers kronikredaktører hvorledes denne virkelighed så ud.
Ingen redaktører på aviser syntes dog at min konspirationsteori om et sådant muligt kommende terrorangreb på JyllandsPosten skulle ud til læserne - hvilket da også er helt OK -
Op til den 22 december 2008 havde jeg kun fortids virkeligheds oplæg til et kommende terrorangreb på JyllandsPosten at basere min konspirationsteori på.
Men virkeligheden kan være en ludder der byder sig til.
Således Israel der startede en særdeles agressiv offensiv ind i Pælæstina omkring den 26 / 27 december - med soldater der ekstraordinært var programmeret til at skyde helt vildt med artilleri og håndvåben ved enhver følelse af frygt.
Senere ville indsættelsen af Barack Obama som USA's næste præsident finde sted og det blev efterhånden klart at Israels offensiv og Bush muligheder for at tvinge den nye præsident Obama til at viderføre Bush "krig mod terror" afhang i succes af en motor der ikke startede.
Nemlig Terrorangrebet på Jyllandssposten = motoren der ikke startede.
Min fornemmelse som konspirationsteoretiker blev henover januar februar og marts 2009, at hvis dette terrorangreb som jeg havde beskrevet det i min kronik var blevet virkeliggjort, så havde det virket som netop en motor på række tandhjul i en gearkasse - der ville have skabt en hel anden virkelighed i verden end den vi ser idag.
En virkelighed - hvor Israel i skyggen og i ly af verdens vrede mod Terroristerne der sprængte bomben på Ytringsfrihedsavisen JyllandsPosten måske kunne have avanceret helt anderledes i deres julekrig mod palæstinenserne .
En virkelighed - hvor Bush og Blair og Fogh konsortiet med flere naturligvis ville være blevet hyldet som helte efter bomben der sprængte Jyllandsposten og det nærliggende villakvarter i luften - (for nu at trække elastikken helt ud) - Ikke fordi angrebet på Jyllandsposten kom - men fordi at dette terrorangreb ville have bevist at Bush og Blair og Fogh havde haft ret i deres "krig mod terror" linie.
En virkelighed - hvor Bush med undskyldning i denne skændige bombeterror mod Ytringsfrihedsavisen JyllandsPosten kunne have overrakt faklen "krig mod terror" til Barack Obama og tvunget Obama til at køre Bush's linie mod terror videre i en endnu hårdere form end vi ser det i dag.
En virkelighed - som hvis man havde kunnet koble bomben på Jyllandsposten op på et par nyttige idiot-terorrister fra Hamas og Iran kunne have givet Israel deres ønskede længe krig mod Iran og det med hele verdens hjælp og støtte til projektet.
Tilsidst - Spørgsmålet om en sådan bombeterrorhandling mod Nørreport Station (eller Ytringsfrihedsavisen JyllandsPosten) kunnet have medført borgerkrig i Danmark (og Europa) er så et af de spørgsmål som jeg vender et par gange i de ca. 22 A4 siders kommentarer / Scener til en højredrejet TV-serie som ovenstående Link hæfter til.
Skulle nogel læsere have undret sig over den dybere grund til hvorfor at jeg har fundet det ulejligheden værd at skrive disse kommentarer / "scener til en højredrejet TV-serie", så er det hermed forklaret.