Læsetid: 6 min.

'Det er som at komme fra Atlantis'

Forfatteren Lara Vapnyar flyttede fra det sammenstyrtede Sovjetunionen til New York med en drøm om at blive journalist og drikke tyrkisk og fransk kaffe, men kunne ikke engang få et job som hotelreceptionist. For hende blev skriverierne en vej til at etablere sig i det amerikanske samfund
Efter Sovjetunionens kollaps benyttede forfatteren Lara Vapnyar de nyåbnede grænser til at immigrere til New York. Hun troede, at USA var et slaraffenland uden lige, men i dag savner hun de rædselsfulde kødboller, de fik i hendes russiske skole.

Efter Sovjetunionens kollaps benyttede forfatteren Lara Vapnyar de nyåbnede grænser til at immigrere til New York. Hun troede, at USA var et slaraffenland uden lige, men i dag savner hun de rædselsfulde kødboller, de fik i hendes russiske skole.

Dy Plambeck

23. juli 2009

Lara Vapnyar drømmer stadig om sin lejlighed i Moskva om natten.

»Det er det eneste sted, jeg har følt mig hjemme,« siger hun og drikker af sin iskaffe.

Vi sidder på en café i det hippe Soho, Manhattan, langt væk fra det Rusland, hvor Lara Vapnyar boede de første 22 år af sit liv.

»At komme fra Sovjetunionen er som at komme fra Atlantis. Normalt, når folk immigrerer, kan de tage tilbage til deres hjemland. Det kan jeg ikke. Rusland er et helt andet land nu,« siger hun.

skulleLara Vapnyar voksede op i Sovjetunionen i 70'erne, i den såkaldte stagnerede periode, hvor Bresjnev ledte kommunistpartiet med hård hånd. I et land, hvor børnene i Lara Vapnyars børnehave ligge på højre side, når de skulle sove til middag. Hvor alle var fattige, men ingen bemærkede det, fordi der ikke var nogen rige at sammenligne sig med. Hvor unge mænd pludselig forsvandt.

»Jeg arbejdede et år på en sommerlejr sammen med nogle unge soldater. Jeg gik ud med flere af dem, men dagen efter vores møde forsvandt fyren sporløst. Ingen havde set ham,« siger Lara Vapnyar: »det skete fire gange i træk, og så begyndte jeg at undre mig.«

Det viste sig, at lederen af lejren var hemmelig forelsket i hende. Han kunne ikke klare, at andre gik ud med hende og sendte dem væk.

»Det er typisk russisk, at autoriteter bestemmer over dit liv,« siger Lara Vapnyar.

Ingen salami i ligningen

Midt under Sovjetunionens sammenbrud mødte Lara Vapnyar sin mand på en trappe. Han var på vej op ad trappen. Hun var på vej ned. Det var mørkt, så hun kunne ikke se ham, men hun kunne lide lyden af hans trin. Så hun stoppede ham. Ni dage efter købte hun en brudekjole til tres kroner og giftede sig.

»Det hele var nyt og spændende. Mit liv og samfundet stod over for store forandringer, men alt var samtidig usikkert. Det var ét stort kaos. Sovjetunionens kollaps var et stort traume for alle i Rusland. Vi frygtede et nyt forfærdeligt regime,« siger hun og tilføjer: »og det kom der jo. Putin var den værste af slagsen.«

The Book of Tastyand Healthy FoodLara Vapnyar valgte at benytte de nyåbnede grænser til at immigrere til New York sammen med sin mor og mand. Hun havde hørt, at man kunne drikke flere forskellig slags kaffe i New York, cappacino, espresso, iskaffe, tyrkisk kaffe og amerikansk kaffe. Det lød som et slaraffenland uden lige. Noget helt andet end Sovjetunionen, hvor hun kun havde én kogebog. Den blev udgivet første gang i 1939 under Stalins regime. hed den. Den bestod hovedsagligt af opskrifter på, hvordan man kogte ærter fra dåse.

»Mange kogebøger blev censureret, fordi regimet ikke ville have, at befolkningen skulle mærke manglen på varer,« siger Lara Vapnyar: »min mor, der udgav matematikskolebøger, måtte ikke skrive, at en dreng købte et kilo salami eller appelsiner, for det var ikke til at opdrive i Sovjetunionen. Kun æbler og kartofler måtte indgå i regnestykkerne.«

Stank af stegte løg

I New York ventede der ikke ligefrem en duft af nybrygget eksotisk kaffe, men en stank af stegte løg i den mikroskopiske slumagtige lejlighed i Brooklyn, hvor Lara Vapnyar flyttede ind,.

»Jeg boede i et isoleret kvarter. Der gik fem år, før jeg snakkede engelsk med nogen,« siger hun.

- Fem år? Hvordan kan det lade sig gøre? spørger jeg.

»Alle i området var russiske immigranter. Engang skulle jeg ringe til en bekendt. Jeg kunne ikke huske de fire sidste cifre i hendes nummer. Kun koden for området og tre andre cifre, så jeg prøvede alle mulige kombinationer. Jeg fik udelukkende fat i russere,« siger hun.

Sproget blev den største og altafgørende barriere for Lara Vapnyar. Hun kunne ikke tale engelsk og kunne derfor ikke få noget job.

»Vi russere drømmer stort. Jeg troede, at når jeg kom til New York, ville jeg få et job som journalist og rejse rundt i hele verden. Jeg havde hørt, at The New Tork Times var USA's mest prestigefyldte avis. Da de søgte en ny redaktør af deres bogtillæg, søgte jeg stillingen,« siger hun og griner: »men de ville ikke engang have mig som receptionist på et etstjernet hotel. Mit engelsk var ikke godt nok.«

År efter år gik, uden at Lara Vapnyar kunne få et job. Til sidst blev hun desperat. Hun fuskede med sit eksamensbevis i russisk litteratur, så der pludselig også stod engelsk litteratur og fik job som engelsklærer for russere.

»Jeg lærte dem, hvordan de kunne lade som om, de kunne tale engelsk, ikke hvordan de talte det. Der er en forskel,« siger Lara Vapnyar og smiler.

Mens hun arbejdede som lærer, slæbte hendes mor bøger hjem fra skraldespanden ude på gaden. Alt fra William Faulkner til Jane Austen. Lara Vapnyar slugte dem én efter én og fik en idé til en historie. Men hendes engelsk var ikke godt nok til, at hun kunne begynde en roman, syntes hun, så hun besluttede sig for at skrive et filmmanuskript.

»Det er meningen med sproget i et filmmanuskript, at det skal være dårligt,« siger hun: »jeg lavede korte dialoger og næsten ingen regibemærkninger, så det gik.«

- Hvorfor skrev du ikke bare på russisk?

»Det overvejede jeg slet ikke. Måske var jeg klar over, at det at skrive på engelsk var min måde at blive integreret på,« siger hun.

Lara Vapnyar skrev sit filmmanuskript, men kunne ikke få det til at fylde mere end 20 sider. Da hun mødte sin første amerikanske ven, en agent, lod hun ham læse det. Han foreslog hende, at skrive det om til en novelle. Så det gjorde hun.

»Agenten kunne lide novellen. Han sagde, at han ville hjælpe mig,« Lara Vapnyar griner: »jeg vidste intet om at udgive og troede, han mente, at han ville undervise mig i engelsk. Efter vores møde gik jeg hjem og skrev endnu en novelle. Sådan fortsatte jeg.«

Skriften som vejviser

There are Jews in my House,Novellerne blev samlet til Lara Vapnyars første bog der fik en fremragende modtagelse. Pludselig var den arbejdsløse immigrant en prisbelønnet forfatter.

»At få udgivet min første bog er det vigtigste, der er sket for mig. Efter den oplevelse så jeg mig selv på en anden måde. Min selvrespekt steg. Jeg fandt jeg ud af, at jeg kunne noget,« siger Lara Vapnyar.

Siden er det blevet til yderligere en novellesamling og en roman. Tematisk kredser bøgerne om immigration, længsel og mad og er skrevet frem på et selvbiografisk stof.

»Egentlig har jeg bare skrevet min egen historie ned i forskellige fiktive former, men selvfølgelig er den gjort almenmenneskelig. Ellers ville den ikke være interessant. Alle personerne i mine bøger søger efter noget, de ikke kan få. Det er en stopklods i deres liv, men også drivkraften,« siger Lara Vapnyar: »mine personer er optaget af mad, fordi det er en af de glæder i livet, de fleste mennesker hurtig kan få. Hvis du elsker én, og han ikke elsker dig, er der intet, du kan gøre, men hvis du vil have en burger, så værsgo.«

Food Network»Mine karakterer drives af en længsel efter at finde ud af, hvad de skal bruge deres liv til. For mig blev skriften en vejviser. Det blev døren til det amerikanske samfund. Før jeg begyndte at skrive, var jeg ensom og deprimeret. Jeg så døgnet rundt,« siger Lara Vapnyar, »det er den bedste kanal for deprimerede. Enten slår du dig selv ihjel eller også ser du Food Network.«

- Har skriften kunne fjerne den ensomhed?

»Jeg er stadig ensom, men det er en mere tilfredsstillende ensomhed. Jeg kan noget. Jeg gør noget. Alligevel kommer depressionen stadig i perioder. I Sovjetunionen var jeg aldrig deprimeret,« siger hun.

- Ser du så stadigvæk madprogrammer i fjernsynet?

»Ja! Og så savner jeg de kødboller, vi fik i min russiske skole. De var rædselsfulde. Det er jeg overbevist om, men jeg ville give alt det her,« siger Lara Vapnyar og slår ud med armene i caféen: »for bare én af dem. Men det kan ikke lade sig gøre. Det land, jeg kom fra, eksisterer ikke mere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen af de lande nogen af os kom fra eksisterer mere. Hvad enten vi har emigreret et sted hen eller ej. Men selv er jeg altså også emigreret til USA. Det er noget helt andet end en lille sønderjysk landsby i halvtredserne. Sådan kan der siges så meget. Men det mest interssante ved hendes artikel er nok, at den Sovietunion Vesten endelig fik gjort bankerot med våbenkapløb åbenbart ikke var så slemt endda. At hun aldrig var deprimeret i Rusland siger sgu noget.

Men ja det småfeudale Sønderjylland i halvtredserne, med vandpumpe og kakkeloven og cykler og heste, hjuler, smed, bager, slagter, købmand, stort set økologiske smålandbrug, ca. 40 af slagsen, hvor der nu kun er to kemiske kæmpleandbrug, indre mission og morgenbøn i skolen, spanskrør, arbejdsmænds skraben for de mere velstående. Ja det er unægtelig temmelig langt fra Californien i 2009. Her har vi så et samfund i opløsning, ligesom i Danmark et samfund som er blevet regeret af nyliberalistiske opportunister siden årtusindskiftet. Jeg sidder lige og kommer til at tænke på, om man nu en dag kommer til at interviewe Fogh når han er sådan omkring 86 og nær sit dødsleje, og man spørger ham om han nu osse stadig synes at han var med til at lave en bedre verden, om al den ondskab og grådighed han var med til at fostre nu også var det værd, sådan noget han er glad for at tage med sig i graven. Det ku være spændende.

Lars Peter Simonsen

Hvorfor har I så travlt med Fogh? DER ER IKKE NOGET AT KOMME EFTER! Det har han selv sagt....
Tankevækkende artikel, og kommentaren rammer lige i plet. Jeg kommer selv fra et lille jysk samfund, og der er det vist stort set det samme som det Bob Jensen beskriver.

Claus Oreskov

Rigtig verden af i går eksistere ikke mere – men visse værdier lever videre. Kapitalismen og den frie markeds økonomis værdier, er så intakt som nogensinde, sammen med tingsliggørelsen af menneskelige relationer. Menneskene i Sovjetunionen var ikke atomiserede og fremmedgjorte ligesom vi i vesten. Vi har meget som de ikke havde, men vi har betalt en høj pris – humanismens fallit!